Vi kommer snart til septembers første prædiketekst, evangeliet fra Joh. 5 om den syge mand, der på 39. år ligger ved dammen i Betesda, hvor der angiveligt til tider sker helbredelsesundere. Vi kan dårligt læse teksten højt uden samtidig at røbe, hvad vi vægter. Hvor lægger vi trykket? Jesus henvender sig til denne kroniker med spørgsmålet: “Vil du være RASK?” – eller måske snarere: “VIL du være rask?” – Handler det om en sygdom i viljen, i patientens indstilling til livet, så at han mest af alt trænger til et myndigt og kærligt puf? – hvis han altså ikke bare foretrækker en identitet som offer? Vi kommer måske i tanker om denne og hin, som vi tiltror at kunne meget mere, hvis de bare tog sig sammen… Eller læser vi videre og betoner patientens svar: “Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig”… Så kan vores prædiken handle om menneskers invaliderende ensomhed og den appel til omgivelserne, som den ensommes ensomhed indebærer. Og nu kommer vi måske i tanker om ulykkesramte, der faldt om på alfarvej, mens forbipasserende dårligt ænsede dem, endsige standsede for at hjælpe…. Men hvad evangelisten lægger vægt på, er der ingen tvivl om. Han viser os Jesus Kristus som undergører: Hvor Jesus kommer frem, inkognito eller ej, formår han med Guds kraft at bryde dødsmagternes regime og skabe nyt liv og glæde – og samtidig tage livtag med kulturens stivnede normer vedr. sabbatsregler og synders straf. “Rejs dig, tag din båre og gå!”, byder Kristus, og Ordet skaber, hvad det nævner: “Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.” – Som det gælder alle evangelietekster, er fortællingen her imidlertid ikke bare from historieskrivning, men skrevet med henblik på en fortsat virkningshistorie: Beretningen vil gøre en forskel for også vores livsmod og tro: Livet er nu som altid et mellemværende mellem Gud og mennesker. Vi må med Guds hjælp hente mod til at tage livet op, så godt som det nu er os muligt, og med Guds hjælp finde kærlighed nok til at standse hos den, der “ikke har et menneske”. Gud taler og ånder ind i alle vore forbundne menneskeliv og gentager sit “Rejs dig!” som et fornyet kald til ikke at resignere, heller ikke på de andres vegne.
Der findes i vores danske kunsthistorie i hvert fald to kendte malerier, som fortolker denne fortælling: Carl Blochs og Joakim Skovgaards, som jeg begge har anvendt ved tidligere års opslag til denne søndag. Denne gang griber jeg til et mere generaliserbart maleri af mødet mellem Jesus, – hvis det er Jesus – , og en siddende person. Billedet, som har de skønneste farver, er set på nettet og desværre i en ydmyg gengivelse. Det er et oliemaleri uden titel malet af Lars Dan i 1985-86, altså i kunstnerens periode som religiøs maler, før han – til min personlige beklagelse – gik over til rene abstraktioner. Mon nogen er i besiddelse af en bedre gengivelse? Billedet kan forestille denne helbredelseshistorie eller en anden, i hvert fald kaldes et menneske op. Der er tilskuere i baggrunden, og som ofte hos Lars Dan ses Himlen som medspiller i skikkelse af måne og sol, og kirken ligeså, sådan som Lars Dan nu engang maler kirker. Først og fremmest ser jeg en mild Jesus med fremstrakte hænder, og jeg kan næsten høre ham sige: “Rejs dig op!”.
Birgitte Bech kirkekunst 