Var det ikke Anne Sophie Seidelin, der i sin tid udtalte, at hun for prostituerede håbede, ”at deres kunder somme tider gav dem en stor tak” – altså ikke kun penge og måske dertil foragt. – Blev man set som et menneske eller blot som en brugsgenstand, der tilmed fik skrevet skam på regningen?
Teksten fra Luk. 7 handler bl.a. om skam og skamløshed: Den seriøse Simon farisæer har indbudt Jesus som æresgæst til et symposium forventeligt med åndfuld tale om Moselovens udlægning, men han må se sin dagsorden beskæmmet af byens berygtede kvinde, som ‘skamløst’ trænger ind under middagsselskabet og lægger sig for Jesus fødder med en strøm af tårer og – dyrt betalt – salve. Hos Jesus Kristus ved hun sig set som netop menneske, vel at mærke set uden hverken begær eller fordømmelse. Derfor elsker hun ham, elsker så højt som hans accept er stor, græder af lettelse og taknemmelighed, tilbeder og salver ham som Guds udvalgte. Hvem ellers? Den vidunderlige tekst prædiker både for den, der helst undgår ’det dårlige selskab’, og for den, der smerteligt må se sig selv som netop ’det dårlige selskab’. – Skam er forbundet med andres fordømmende blik på en – og med ens egen selvforkastelse. Vi ved, at skammens anledning og omfang varierer med tider og kulturer, men skam er en nødvendig ingrediens i menneskets psykiske repertoire, en forudsætning for et fungerende socialt liv. Mest pinagtig er skammen, når man må tage den på sig og gå med selvleden som en næsten kropslig følgesvend, der hindrer en i tillidsfuldt at løfte hovedet. Men hvor der er skam og skyld, kan Jesus løse et menneske fra skammens åg ved at hjælpe med at bære det. Dagens evangelium er, at Jesus med sin guddommelige tilgivelse forløste kvinden fra fordømmelse og selvforkastelse – Simon farisæeren forløstes måske også? Ordene lød: ”Dine synder er tilgivet…. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!” Jesus løfter synderes og synderinders ansigt mod lyset og giver dem – giver os – en ny begyndelse.
I mine opslag prioriterer jeg gerne dansk malerkunst, men selvom Emil Nolde (1867-1956) fra Tønder-egnen malede en dyrebar altertavle til den vestjyske Ølstrup Kirke, hvor hans hustru var i familie med præsten, kan vi jo ikke kalde ham dansk maler. Tværtimod valgte han tysk tilhørsforhold og loyalitet over for det nazistiske styre, MEN en del af hans arbejder kom på nazisternes sorte liste over degenereret kunst, mest på grund af ekspressionistiske stiltræk og grelle farver. Hele 50 af Noldes værker blev i 1937 udstillet som ‘entartet’, degenererede. Her viser jeg hans værk ‘Synderinden’ fra 1926, der blev bortdømt under nazismen, men heldigvis bevaret. Motivet er netop synderinden, der blev tilgivet og oprejst af Jesus. For øjnene af de overrumplede herrer, hvor personen længst til højre er malet med en næsten karikeret semitisk fysiognomi, bøjer Jesus sig omsorgsfuldt ned mod kvinden, som med inderlig hengivenhed vender sit ansigt mod ham – og mod lyset. Maleriet hører hjemme på Berlins Nationalgalerie.
Birgitte Bech kirkekunst 