Forfatter: birgittebech

 

Relief, som viser Jesu møde med ligfølget i Nain, hvor enken skal følge sin 
eneste søn til graven. Kunstværket findes på en fløj af hoveddøren i Skt. 
Mortens Kirke, Randers, skåret o. 1700 af Lauridtz Jensen Essenbæk. Kirken 
er umådeligt rig på træskærerarbejde. Foto: Claus Jensen

En genkendelig tragisk situation: Et begravelsesfølge med en sørgende mor. Scenen i dette smukke relief med kistebærere er hentet ud af hverdagen i Randers omkring år 1700, men overskrider tid og sted som billede af en familiekatastrofe, der ikke måtte ske. Hverdagsfortællingen får dog straks et nyt fortegn og forvandles til et evangelium ved at vise Kristi møde med ligfølget. “Græd ikke!” lød det fra Kristus i Nain iflg. Luk kap 7. Teksten fortæller det uhørte, at den unge mand fik livet tilbage, og det er ikke kun for hans egen skyld. “Jesus gav ham til hans mor”.

Opvækkelsen af enkesønnen fra Nain er et ret sjældent motiv. Flere billedværker skildrer opvækkelsen af Jairus’ yndige datter og langt flere Lazarus’ opvækkelse, som i øvrigt er samme søndags prædiketekst efter 2. tekstrække.

I Grøndalslund Kirke, Rødovre, har kunstneren Poul-Henrik Jensen i 1952 skabt en glasmosaikrude, der viser både Lazarus’ opvækkelse og nederst opvækkelsen af enkens søn fra Nain. Grøndalslund Kirke fungerer nu som sognekirke, men blev oprindelig bygget som kapel. Rudens motiv forbinder sig med tekster, der ofte citeres ved begravelser. Ved kisten er døden voldsomt konkret og opstandelseshåbet insisterende.

Mens kunsten omkring ham blev modernistisk, forblev Poul-Henrik Jensen (1905-1990) i sin stil naturalist, dog inspireret af symbolisten Ejnar Nielsen, som også er kendt for sine konkrete skildringer af dødens virkelighed.

 

 

"Se på markens liljer", udsnit af Johan Thomas Skovgaards 2. rude i 
Messiaskirken Kbh. fra 1926-. Kirken har i alt 5 meget høje glasmosaikruder 
i koret og en rund glasmosaik i vestgavlen. Her vises et af 2. rudes 7 
felter med Jesu forkyndelse som tema. Foto: Claus Jensen.

Johan Thomas Skovgaard, Joakim Skovgaards søn, levede 1888-1977 og nåede at udføre omkring et halvt hundrede kirkeudsmykninger i Danmark, hvor han fandt sin form på vej mod modernismen.

“Vær ikke bekymrede for jeres liv”, lyder det i bjergprædikenen kap 6. Bekymring er både en synd og syndens straf. Til beroligelse henviser Jesus til himlens fugle og markens liljer som eksempler på Guds omsorg og som billeder på nåden. Vi kan sænke skuldrene og leve dag for dag i tillid til livets kilde. Den skabte verden med dens mangfoldige skønhed bringer os glæde og fornyer vort livsmod. – MEN når jeg i dag ser på himlens fugle og markens blomster, sker der det modsatte, at bekymringen melder sig! Biodiversiteten reduceres fatalt. I stedet for at omgås den givne verden med tak og nænsomhed, har mennesker hovmodigt taget den i besiddelse som et objekt for hæmningsløs udnyttelse og som en skraldespand. Der er en lige linje fra det at “samle sig skatte” og “tjene Mammon”, som evangeliet advarer imod, til den ødelæggelse af livsgrundlaget, som nu rammer os selv. Vi har opført os, som om vi ejer livet. – Men som Benny Andersen lærte os at synge:… “Livets sol er min den sidste del af livet, for som solfanger er jeg nu begyndt at forstå, at Alt og Intet er os givet”… (Fra Sang til forårssolen)

Johan Thomas Skovgaard har 1931 malet et tilsvarende motiv på lærred til Durup Kirke ved Viborg, men han fortjener først og fremmest at blive æret som glaskunstens mester: I hans rude gløder den røde blomst så vel som Jesu kjortel i smuk kontrast til andre varme farver. Kunstnerens glasfarver er intense, og han skaber med sine farver, indrammet af klare konturer, en række enkle og anskuelige billeder. Gå ind i Messiaskirken og sæt god tid af til at se på den overdådige glasmosaikkunst.

I Johan Thomas Skovgaards billede ser vi Jesus på vejen med tre disciple. Rejsetasker og stave viser, at de er på vandring. Situationen her, hvor Jesus naturligt henviser til de luerøde kejserkroner, er således taget ud af bjergprædikenens sammenhæng

En lang række moderne kunstnere skildrer fuglene, også som metafor for menneskelivet, men sært nok er det fine motiv med markens liljer sjældent i dansk kirkekunst.

.

Johan Thomas Skovgaard: "Se på markens blomster" 1931, 
maleri i Durup kirke ved Viborg. Foto: Claus Jensen

 

 

Aksel Jørgensen "Den spedalske", af kunstneren skænket til indvielsen af 
Taksigelseskirken, Kbh.Ø, 1927, men ti år senere igen fjernet på grund af 
menighedens utilfredshed, bl.a. begrundet med billedets ufærdighed. Billedet 
kom tilbage til kunstneren og siden til Silkeborg Kunstmuseum. Det blev i 
1984 opsporet af Taksigelseskirkens præst K. E. Munck og endelig genophængt
i Taksigelseskirken i 2008.

Professor ved Kunstakademiet Aksel Jørgensen (1883-1957) var bl.a. kendt for sit socialdemokratiske hjerte og sin loyale skildring af den københavnske arbejder- og underklasse. Da han besluttede at skænke et kunstværk til den nye kirke i barndomskvarteret, blev dette hans eneste kirkelige værk, bortset fra at han faktisk senere arbejdede videre med skitser til samme motiv.

Kirken kaldtes Taksigelseskirken på grund af ‘Danmarks beskærmelse’ gennem 1. verdenskrig og Sønderjyllands genforening med Danmark. – Jørgensen har fortolket den evangelietekst om taknemmelighed, som findes i Luk 17, og som handler om, at Jesus under sin vandring i udkanten helbredte ti udstødte spedalske, hvoraf kun “én er vendt tilbage for at give Gud æren”, “og det var en samaritaner”. – Således forbinder teksten sig med forudgående søndags prædiketekst om ‘den barmhjertige samaritaner’.

I Aksel  Jørgensens farverige billede af den helbredtes taksigelse genkender vi ‘de almindelige mennesker’ i hovedfeltet. Det er et appellerende raffinement, at et par af de knælende børn har øjenkontakt med menigheden. Fløjene viser smukke tilbedende engle. Overvældet af ydmyg taknemmelighed har den helbredte spedalske i midteraksen “kastet sig for Jesu fødder” og begravet sit hoved i det guddommelige fader- eller moderskød. Den store gave er at få lov at leve et almindeligt liv i menneskers samfund. Det centrale Kristusbillede afviger meget fra traditionelle bibelhistoriske billeder af den unge Jesus. Måske ser vi en inspiration fra visionen i Daniels Bog 7, 9 om “Den gamle af dage”, hvis “klæder var hvide som sne og håret på hans hoved var som ren uld”. Man har også sammenlignet skikkelsen med en vikingehøvding. Den guddommelige majestæt på Jørgensens alterbillede er bred og frontalt tronende som en romansk Majestas eller Pantokrator i middelalderens apsisudsmykninger. Det er en tidløs vision, understreget af englehoffet. Billedets takkende og tilbedende person(er) kan være identifikationsmodeller for enhver, som under nåden får lov at leve et almindeligt liv i menneskers samfund. Tak for det almindelige liv!

Christen Dalsgaard, 1875, Gråbrødre Klosterkirke Odense. Foto Claus Jensen.

Den oprindelige Gråbrødre klosterkirke i Odense blev af Kong Hans’ dronning Christine udstyret med Claus Bergs pragtværk (hænger nu i Skt. Knuds), men reformationens strukturændringer kostede Gråbrødre Klosterkirke Livet. Tilbage stod fortsat Gråbrødre Hospital, for man kunne nok undvære klostre, men ikke hospitaler. Den beskedne, men hyggelige Gråbrødre Hospitalskirke har fra 1875 været udsmykket med Christen Dalsgaards genreagtigt fortællende alterbillede. Christen Dalsgaard (1824-1907) placerer sig mellem romantik og naturalisme og spænder fra genrebilleder til alterbilleder. At han af Eckersberg blev undervist i perspektiv, bevidnes af billedets smukke arkitektoniske rumlighed med diagonalt stillet trappe og døråbning. Dalsgaard skabte en lang række religiøse billeder især til det grundtvigske miljø.

Dette billede kan forstås som et apropos til hospitalsplejen: Vi ser, at den barmhjertige samaritaner på sit æsel har bragt den overfaldne mand til herberget, hvor han betaler for den videre pleje. Gennem døren til sengestuen ses en kvinde, som vier den nødstedte al omsorgsfuld opmærksomhed.

Emnet er etik: Signaturteksten for kristen etik er ikke en stivnet regelsamling, men en levende, billedstærk fortælling. Den barmhjertige samaritaner i Luk 10 overrasker som en uventet replik i en dialog: I stedet for at svare stiller lignelsen spørgsmål, i stedet for codex sætter den en konkret situation, i stedet for lydighed mod regler sætter den indlevelsesevne, i stedet for en “næste” fra inderkredsen sætter den næsten fra fremmedgruppen. Ja lignelsen lader ligefrem begrebet om næstekærlighed rotere: Den pligtopfyldende lovkyndige spurgte Jesus: “Hvem er så min næste?” , med Jesus svarede: “Hvem synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Rollerne er med et byttet om. Lytteren inviteres således også til at forstå sig selv som den, der er fortabt uden en hjælpsom næste, af Luther tolket som Kristus.

Fordringen om næstekærlighed står dybest set ikke til diskussion, idet den udspringer af, at vi – frit efter Løgstrup – uvægerligt og ofte ubekvemt står med noget af en andens liv i vor hånd. Den etiske fordring er baseret på denne udleverethed, altså ikke primært på gensidighed.

Motivet Den barmhjertige samaritaner har siden guldalderen inspireret en lang række kirkeudsmykninger, men sjældent afbildes sygeplejen og de penge, der til dette formål skifter hænder. – Ja sundhedsvæsen koster. Det minder mig om den beskrivelse af velfærdssamfundet, at vi over skatten betaler for, at det bliver gjort, som vi ville have gjort, hvis vi faktisk elskede vores næste. – Forhåbentlig ikke kun ud fra en kalkule over, at det også kan blive vores tur.

Svend Engelund, 1963, Stenum Kirke. Foto Claus Jensen

Blandt modernister fortjener landskabs- og portrætmaler Svend Engelund (1908-2007) opmærksomhed om sine 5, nu 4, smukke nordjyske alterbilleder, hvor altså Den barmhjertige samaritaner pryder Stenum Kirke. Karakteristisk for Engelunds alterbilleder er farveskønheden og den geometriske komposition, der modstiller lodrette, diagonale og vandrette strøg, sidstnævnte med mindelser om Vendsyssels flade landskab. Æslet græsser tv., forbipasserende bevæger sig mod højre, samaritaneren er standset og ses frontalt. I en stærk diagonal linje rammer det løfterige lys oppe fra højre samaritaneren og den overfaldne, som reddes – og løfter sit ansigt mod lyset.

Poul Steffensen malede o. 1900 "Jesus helbreder den døvstumme", tidl. alter-
tavle i Svostrup kirke. Poul Steffensen (1866-1923) fik trods fattige kår en
delvis uddannelse på kunstakademiet og blev især anerkendt som landskabs-
maler. Han har udført mindst 7 altertavler og kirkeudsmykninger.

Luk dig op! “Effatha!” Mark. fortæller i kap 7 et evangelium for alle dem, der ikke selv kan bryde gennem deres ‘glasklokke’ og indgå i livsvigtige samtalefællesskaber med andre. Døvhedens og stumhedens fængsel sprænges ikke af den isolerede selv. Guds Ånd møder den døvstumme, netop hvor denne er, med anskuelig og håndgribelig gestik: berøringer af øre og tunge, spyt, suk, himmelvendte øjne. SÅ kan den døve lytte – og tale, ja han kan slet ikke lade være. Han trodser naturligvis Jesu taleforbud,  – som Marianne Kristiansen har udtrykt det i en prædiken: “Evangeliet kan lukke op; det kan ikke lukke i”. – Dette kan erfares på mange niveauer: Om vi er tunghøre eller ej, om vi plages af stilhed eller støj, har vi tilbagevendende brug for at blive åbnet for og af det, der er vigtigt at høre, så der kommer liv og sandhed i hvad vi selv har at sige.

Markusteksten om Jesus som ‘håndværker i helbredelsespraktik’ har ikke været specielt populær, evangeliernes paralleltekster har udeladt den, og selv er vi måske ikke helt fremmede for at møde teksten – og vores omverden – med en æstetisk bedømmelses filter. Men Jesus er uden filter og rører ved…!

Hos billedkunstnerne har teksten heller ikke været populær, selvom EFFATA kunne være overskriften for hele kirkens anliggende, og den lutherske Ordets kirke netop appellerer til lydhørhed.

Poul Steffensen er en af de få kirkekunstnere, der har tolket en døvehelbredelse. Han har valgt at vise Kristus med en smuk håndspålæggelse, og den intenst koncentrerede  døvstumme, som berøres af Gud, er malet med stor følsomhed. Motivet ses på den nu noget medtagne fhv. altertavle i Svostrup, som efter kirkens store og vellykkede restaurering er hængt til side i kirkeskibet. Selv om periodens konventionelle bibelhistoriske billeder ikke er i høj kurs i dag, fortjener det måske alligevel en restaurering?

I Nebbelunde Kirke har jeg set en fhv. nutidig, lidt humoristisk bronzeskulptur med beslægtet tema. Den hedder “At komme igennem” og er skabt af Heike Arndt i 1996. Er der nogen at tale med derude, nogen som kan sprænge min glasklokke?