21. søndag efter trinitatis Faderen troede på Jesu ord og gik…

Maleren Christen Dalsgaard (1824-1907), Sorø Akademi, 
har malet en række altertavler og andre bibelhistoriske 
billeder, også dette figurrige og komplekse billede af 
Jesu helbredelse af syge. Det befinder sig i Sorø, 
hvor Dalsgaard var tegnelærer, såkaldt "Ritsemester". 
Det er en fortolkning af Jesu svar på Johannes Døbers 
spørgsmål fra fængslet, om Jesus er Messias. 
Man kan kalde det et evangelisk resume: "blinde ser, 
og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, 
og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. 
Og salig er den, der ikke forarges på mig." - 

Al denne lidelse: sygdom, fortvivlelse og angst, allermest angst for de kærestes liv… Nu også den tryglende far, som Johs fortæller om i kap 4. Faderens privilegerede position i samfundet gør ikke fra eller til, for hans søn ligger for døden, så alt andet er ligegyldigt. Faderen har fundet frem til Jesus i Kana, hvor det forlyder, at Jesus med kraft står på livets side, og at han får undere til at ske. Vil Jesus gå med hjem til den syge? –  Jesus klager. “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”. Men Jesus lader sig bevæge og giver faderen sit tilsagn: “Gå hjem, din søn lever!” Med Jesu tilsagn har faderens håb vokset sig så stort, at det fylder det hele: “Manden troede Jesus på hans ord” – endnu før han fik tegn at se. Hele vejen hjem bar han på det dyrebare, guddommelige tilsagn som sin livline…

Mange mennesker trygler desværre uden at erfare, at deres kære bliver hjulpet. Skal de – eller vi – så til sorgen føje en skam over at have troet for lidt? Som om troen er en stor eller lille præstation, der kan udløse en afmålt belønning? Nej, når vore kære bliver syge og dør fra os, er dødsårsagen ikke, at vi er dumpet i tro. At læse om Jesu undere kan blive en anfægtelse for dem, der ikke oplever at få hjælp, men det er ikke meningen! I mørke dage må vi læse beretninger om Jesu undere som fjerne lysglimt, der netop glimtvis giver indsigt i, hvem Gud er. Det er tilsagn om, at Gud også for os er livets kilde, og at han ikke vil tabe os. – Nogle dage spejder vi forgæves efter undere i vore liv, andre dage får vi øje på mange små undere overalt, ja at livet og kærligheden ER Guds store under, som må bære os ‘hele vejen hjem’. Med al vor trossvaghed og angst, vor lidelse, sygdom og død må vi hele vejen vide os rummet og favnet af Gud. Hvordan maler man et billede af tak?

Jeg har valgt Bodil Kaalunds akvarel "Lovsangen". 
"Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren", fra 1992, 
bl.a. gengivet i hendes bog Krop og Ånd. 
Med visionen af, at hele kloden er omsluttet af Guds 
kærlighed, må der truttes et frydefuldt stykke.