Carsten Auerbach, ca. 2012, “Inkarnation”, udstillet i Galleri Emmaus
Forfatter: birgittebech
Juleaften
Ingolf Røjbæk, Messiaskirken Kbh.
1903 Axel Helsted, Kristkirken Kbh
4. sønd. i adv. 2. rk. – Johannes sagde: Min glæde er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre
Thomas Kluge 2015: alterbilleder i Linå Kirke ved Silkeborg. Foto Claus Jensen
På den sidste adventssøndag giver vi Johannes Døberen ordet og hører, hvordan han iflg. Joh.3 beskriver sin tilstand af forventning. Vi får en sitrende ‘forventningslignelse’ om at være som “brudgommens ven, som står og lytter efter ham” og som “fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” – Ikke et ord om julemanden! – Johannes holder hermed en forbilledlig miniprædiken om kristen tro som et alternativ til vildtvoksende grådighed og narcissisme. – Og så passer også denne tekst som fod i hose til årets cyklus, hvor Kristi fødsel følges af dagenes voksende længde, mens Johannes’ fødselsdag til Sankthans betyder, at dagene af kortes.
Tekstens åbnes af en samtale om dåb: Jesus der engang færdedes i kredsen af Johannesdisciple, “døber nu selv, og alle kommer til ham”, og Johannes ser, at sådan må det være. Johannesdåben afløses af Kristusdåben.Maleren Thomas Kluge (f. 1969) satte sig angiveligt for i Linå Kirke, hans 2. kirke (efter St. Magleby på Amager), at skildre vandets betydning. Resultatet blev modtaget med begejstring i 2015. Rent og klart hældes vandet over synderen, og som et sakramentalt tegn tager vandet ‘snavset’ med sig væk, så vandstrålens nedre del fremtræder grumset. Kluges maleteknik er en Caravaggio-inspireret claire-obscure med dybsort baggrund, hvorpå hovedmotivet som projektørbelyst får en merbetydning, der så at sige overtrumfer fotografiets.
Kluge valgte at portrættere Johannes Døberen i topfeltet, sådan at forstå at Linå Kirkes fornemt detaljerede gotiske Johannesfigur har været model for maleren. Se foto nedenfor. Altertavlens storfelt viser vandet som hovedmotiv i den scene fra skærtorsdag, hvor Kristus vasker Peters fødder, for at han skal blive “helt ren” og “få lod og del sammen med Kristus”. – Vi har nu hele kirkeåret foran os til bl.a. at uddybe vore intuitive forståelse af det uvurderlige vands betydning i sig selv og som et pant på evangeliet.
3. søndag i advent, 2. rk. – Solopgangen fra det høje
Fra 1981 blev Søndermarkskirken i Viborg totaludsmykket med skulpturen "Solopgangen fra det høje", udført af billedhugger Kai Nielsen, kaldet YAN (1919-2001).
Yan har i sit lange kunstnerliv arbejdet især nonfigurativt med skulpturer i mange materialer, også metaller. I Søndermarkskirken er “solen” skabt i rustfrit stål med stråler ud i hele kirkerummet og forbundet med svævende skibe, sejlende mod øst, frem mod lyset. Altervæggens farvede lysåbninger lader lyset spille med i fortællinger om både skabelse, inkarnation og opstandelse.
“Solopgangen fra det høje” er et citat fra adventsteksten om Johannes Døbers fødsel og mission. Barndomslegenderne i begyndelsen af Lukasevangeliet tilføjer julen en fin poetisk tone. Zakarias Lovsang (på latin Benedictus) for Johannesbarnet, forløberen for Messias, er vævet af strofer fra smukke, håbefulde profettekster. Et af lovsangens udtryk, der bliver ved med at nynne i sindet og i kirkens salmetradition er netop “Solopgangen fra det høje”. Det er naturligvis et billede på Kristi komme til verden, Jesusbarnets fødsel, men passer samtidig så fint med naturens cyklus, hvor mørket lige om lidt må vige for lysere dage.
2. søndag i adv. 2. rk. – Lignelsen om de kloge og de ukloge brudepiger
Adventstid er ventetid. Ventetidens markante symbol er Mattæus’ lignelse i kap 25 om ti brudepiger, som med olielamper ventede på brudgommens komme. “De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnatstid lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!” – De, der havde olie på lamperne, kunne nu med fuldt blus gå ind til bryllupsfesten…. Brudgommen forstås som Kristus, og bryllupsfesten symboliserer foreningen af Kristus og menneske i Guds rige. – At leve som kristen er altid at leve med forventning og håb, i tro og tillid til den tid, nutid og fremtid, Gud vil give. Håbet inspirerer os her og nu, men håbet vedligeholder måske ikke sig selv? Troens flamme skal næres og værnes, og der skal fyldes olie på lampen. Adventstidens mange kirkelige tiltag med forkyndelse i form af ord, toner, krybbespil og smukke lystændinger er i bedste fald en påfyldning af olie på troens lampe.
Især i den grundtvigske kunstnerkreds koncentrerede malere som Chr. Dalsgaard sig undertiden om at skildre en enkelt klog brudepige, der opmærksomt værner sin flamme. Det udgør et smukt, opbyggeligt andagtsbillede. – I sin helhed er lignelsen derimod ikke særlig ofte afbildet i kirkekunsten, måske på grund af fataliteten i dens dobbelthistorie? Som Mattæus fortæller lignelsen, rummer den et stort mørke ved sin fortælling om de ukloge piger uden olie i lamperne, der gik glip af festen – efter på falderebet forgæves at have bedt de kloge medsøstre om lidt af deres olie. Mattæus’ pointe må være, at troen er et valg, som ikke altid kan udskydes. Man kan kun tro vælge at tro på egne vegne – eller kan man? – Kan vi ikke også tro og håbe på andres vegne? Må vi ikke efter bedste evne “dele olie” og dele kærlighedens håb om, at ingen bliver udelukket, – heller ikke os, der sløves på vagten?
Jeg viser en fortolkning samt et detailstudie af Frans Schwartz fra o. 1900 og sidst et udsnit af en moderne bibelfortolkning af Allan Skuldbøl fra o. 2000.
Frans Schwartz: "De fem kloge og de fem ukloge brudejomfruer", formodentlig malet til højtsiddende panel i festsalen på Den Soldenfeldske Stiftelse i Kbh. 1894. Billedet er set hos Bruun Rasmussen og fotograferet af Claus Jensen.
Frans Schwartz (1850-1917) var med til at stifte De frie Kunstskoler og blev med inspiration fra Rembrandt en mester i radering. Han har udsmykket mindst otte danske kirker med Vor Frues altertavle i Aalborg som sit hovedværk. Han fik i øvrigt betydning gennem sit legat til udsmykning af københavnske bygningers interiører. Schwartz viser et vist malerisk slægtskab med Carl Bloch, og han kan som denne udtrykke en fin inderlighed. Alligevel endte han som en isoleret skikkelse i kulturlivet. – Frans Schwartz’ eskatologiske og patetiske fortolkning af lignelsen om brudepigerne har fokus på Kristi genkomst på himmelens skyer og den dermed forbundne domssituation.
En moderne maler, der med forkærlighed har beskæftiget sig med motivet, er Allan Skuldbøl (f. 1947). Han er en autodidakt kunstner, der har opnået bred anerkendelse. I medfør af alvorlig fysisk og psykisk sygdom har hans liv taget skarpe sving og har bevæget sig fra frikirkebaggrund og optagethed af lidelsens tungeste motiver til folkekirken og den lysere motivkreds. Skuldbøl er præsenteret bl.a. på Galleri Emmaus i Haslev og er netop udstillingsaktuel i Ringkøbing Kunstforening.
Allan Skuldbøl har siden 1980erne arbejdet med flere versioner "De kloge og de ukloge brudejomfruer", alle komponeret med farvemæssig og rytmisk kraft. Her ses et udsnit af et maleri med store stiliserede oliekrukker og de kloge brudejomfruer, som bærer deres tændte lamper i optog. Som deres ledsager ind til festen ses gommen = Kristus med korsglorie.
Birgitte Bech kirkekunst 