Adventstid er ventetid. Ventetidens markante symbol er Mattæus’ lignelse i kap 25 om ti brudepiger, som med olielamper ventede på brudgommens komme. “De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnatstid lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!” – De, der havde olie på lamperne, kunne nu med fuldt blus gå ind til bryllupsfesten…. Brudgommen forstås som Kristus, og bryllupsfesten symboliserer foreningen af Kristus og menneske i Guds rige. – At leve som kristen er altid at leve med forventning og håb, i tro og tillid til den tid, nutid og fremtid, Gud vil give. Håbet inspirerer os her og nu, men håbet vedligeholder måske ikke sig selv? Troens flamme skal næres og værnes, og der skal fyldes olie på lampen. Adventstidens mange kirkelige tiltag med forkyndelse i form af ord, toner, krybbespil og smukke lystændinger er i bedste fald en påfyldning af olie på troens lampe.
Især i den grundtvigske kunstnerkreds koncentrerede malere som Chr. Dalsgaard sig undertiden om at skildre en enkelt klog brudepige, der opmærksomt værner sin flamme. Det udgør et smukt, opbyggeligt andagtsbillede. – I sin helhed er lignelsen derimod ikke særlig ofte afbildet i kirkekunsten, måske på grund af fataliteten i dens dobbelthistorie? Som Mattæus fortæller lignelsen, rummer den et stort mørke ved sin fortælling om de ukloge piger uden olie i lamperne, der gik glip af festen – efter på falderebet forgæves at have bedt de kloge medsøstre om lidt af deres olie. Mattæus’ pointe må være, at troen er et valg, som ikke altid kan udskydes. Man kan kun tro vælge at tro på egne vegne – eller kan man? – Kan vi ikke også tro og håbe på andres vegne? Må vi ikke efter bedste evne “dele olie” og dele kærlighedens håb om, at ingen bliver udelukket, – heller ikke os, der sløves på vagten?
Jeg viser en fortolkning samt et detailstudie af Frans Schwartz fra o. 1900 og sidst et udsnit af en moderne bibelfortolkning af Allan Skuldbøl fra o. 2000.
Frans Schwartz: "De fem kloge og de fem ukloge brudejomfruer", formodentlig malet til højtsiddende panel i festsalen på Den Soldenfeldske Stiftelse i Kbh. 1894. Billedet er set hos Bruun Rasmussen og fotograferet af Claus Jensen.
Frans Schwartz (1850-1917) var med til at stifte De frie Kunstskoler og blev med inspiration fra Rembrandt en mester i radering. Han har udsmykket mindst otte danske kirker med Vor Frues altertavle i Aalborg som sit hovedværk. Han fik i øvrigt betydning gennem sit legat til udsmykning af københavnske bygningers interiører. Schwartz viser et vist malerisk slægtskab med Carl Bloch, og han kan som denne udtrykke en fin inderlighed. Alligevel endte han som en isoleret skikkelse i kulturlivet. – Frans Schwartz’ eskatologiske og patetiske fortolkning af lignelsen om brudepigerne har fokus på Kristi genkomst på himmelens skyer og den dermed forbundne domssituation.
En moderne maler, der med forkærlighed har beskæftiget sig med motivet, er Allan Skuldbøl (f. 1947). Han er en autodidakt kunstner, der har opnået bred anerkendelse. I medfør af alvorlig fysisk og psykisk sygdom har hans liv taget skarpe sving og har bevæget sig fra frikirkebaggrund og optagethed af lidelsens tungeste motiver til folkekirken og den lysere motivkreds. Skuldbøl er præsenteret bl.a. på Galleri Emmaus i Haslev og er netop udstillingsaktuel i Ringkøbing Kunstforening.
Allan Skuldbøl har siden 1980erne arbejdet med flere versioner "De kloge og de ukloge brudejomfruer", alle komponeret med farvemæssig og rytmisk kraft. Her ses et udsnit af et maleri med store stiliserede oliekrukker og de kloge brudejomfruer, som bærer deres tændte lamper i optog. Som deres ledsager ind til festen ses gommen = Kristus med korsglorie.
Birgitte Bech kirkekunst 