Nu er der stille…
“Kristus gravlagt” hedder Peter Brandes’ udsmykning fra 2010 i en middelalderlig niche tv for hans store, gyldne mosaikbillede i Andreaskapellet i Roskilde Domkirke, udført på marmorstuk i samarbejde med Brdr. Funder. Foto hentet fra Roskilde Domkirkes og Roskilde Kunstforenings smukke udgivelse om Peter Brandes’ værk ‘Fra tekst til tegn’ Bd. II
Det er et kors for tanken, at den grusomste henrettelse skulle blive signatur for den kærlige Gud. Korset står der: i kirken, i vores kultur, i menneskers verden. Lidelsen er og bliver en realitet, som vi ikke kan tale os fra. Som menneske ser Kristus fra korset op i tomrummet, skriger sin forladthed ud og dør. Men som Guds kærlighed beder han endog for sine bødler og bringer kærligheden til sejr, tror vi. Korset pryder som vestkristent kernesymbol de fleste, måske alle danske kirker. De mange hundrede middelalderlige korbuekrucifikser har det givet god mening at passe på, også efter reformationen. Teologisk er det uomgængeligt at forholde sig til korset, men gennem århundreders konventionelle brug er korset blevet et slidt og måske nedslidt symbol. Men mirabile dictu så sker det alligevel, at moderne kunstnere som den både tænksomme og virtuost papirklippende Peter Callesen kan ruske op i os med sine tankevækkende nytolkninger. Han tager samtidens virkelighedsopfattelse alvorligt, forholder sig med sit fraklip til vores angst for gudsfravær – og skaber stærk forkyndelse ud af tomheden.
To papirklip af Peter Callesen, 2009 Værket tv. hedder "Min Gud, min Gud". Værket th hedder "På den anden side". Tv ser vi mennesket Jesus råbe ud i tomheden. Th ser vi Kristus sejrende gå igennem døden for at give nyt liv. Af blodsporet vokser valmuer op. I bogen 'Ud af intet' om Peter Callesen, hvorfra billederne er hentet, diskuteres betydningen af røde valmuer. Selv tænker jeg bl.a. på dem som symbol for krigens faldne, særligt Flanderns slagmarker og 1. verdenskrigs afslutning.
Skærtorsdagsevangeliet er et blivende mysterium: Kristus giver os sig selv i skikkelse af brød og vin. Knælende og lyttende rækker vi vore tomme bægre frem og lader dem fylde af funklende røde dråber, og i dette sansende moment bliver vi samtidige med Jesus og lader ham fylde vore liv. Vi modtager der en saft og kraft, som vil være virksom i tro, håb og kærlighed. – MEN årets gode rituelle rytme rystes nu af pandemien, og vi må savne det nadverfællesskab, hvor vi fysisk danner kreds i kirkerummet, mens koret synger og orglet spiller. Vores aktuelle hver-for-sig-tro, med eller uden digital støtte, kan måske føles lidt skrøbelig, men vi må – som udstationerede præster siger – ‘stole på Gud og holde krudtet tørt’. – Heldigvis giver skærtorsdag os et evangelium mere med 2. tekstrække: Johannes’ fortælling om, at Jesus vasker disciplenes fødder. Også sådan giver Jesus altså sig selv. Denne tegnhandling rummer radikal tilgivelse, men den er som eksemplarisk handling ikke spor mystisk; det er tværtimod umiddelbart forståeligt, at vi – med Jesus som forbillede – skal tjene hinanden. Den identitet som troende, vi søger, kan vi hvor som helst udfolde ved at søge at lindre hinandens liv. Ikke mindst i en krisetid.
Her vises Bertel Thorvaldsens rejsealter skåret i elfenben med forgyldte detaljer mellem 1360 og 1450. Det viser scenerne: Indtoget i Jerusalem - Nadveren - Fodvasken og Gethsemane have. Iflg. Thorvaldsens Museums flotte digitaliserede arkiv har dette fine påskerelief været en del af inventaret i Birgittiner- klostret i Vadstena i Sverige. I 1568 blev klostret indtaget og plyndret af danske tropper. Ingen ved, hvordan klenodiet århundreder senere kom i Thorvaldsens besiddelse.
Året 2020 er længe forberedt som året, hvor Bertel Thorvaldsens 250 års fødselsdag skal fejres. Overalt i kultur- og kirkeliv er Thorvaldsenudstillinger og -foredrag nu sat i venteposition, men i mellemtiden er Thorvaldsens værker, hans egne og hans erhvervede, for en meget stor del udmærket tilgængelige på nettet.
Glædelig skærtorsdag!
Palmesøndag er det store møde mellem Kristus og menneskers håb og længsler. Jerusalem er så tændt af forventning om forløsning, befrielse og oprejsning – på alle niveauer. Er det ikke dagen til endelig i fællesskab at samles med palmegrene og et klingende Hosianna for den længe ventede retfærdige konge? Omsider rider Messias ind i den sydende, feststemte stad, men ikke som triumfator på en stridshest. Han kender menneskers vanskelige liv og savn og modtager fra æselryggen deres håbefulde hyldest, men han modtager den i stilhed, for der forestår en forventningsafstemning: Hans gave er hengivelsen. Han vil ikke holde sit omvæltende indtog som triumfator på borgen, men åbne et dyb af kærlighed for menneskehjerter.
Palmesøndag plejer der også at være fest i vore majestætiske, strålende oplyste kirkerum: folkekære ritualer, ord og toner, orgel for fuldt register, fællessang og fællesnadver med masser af varmende fysisk nærvær med andre lyslevende mennesker. Meget er i 2020 ikke, som det plejer. Men Messias vil stadig holde indtog i menneskers hjerter og åbne et dyb af kærlighed.
Foto: Claus Jensen. Keldby kirke på Møn har i koret sine ældste kalkmalerier, malet o 1275 med den - for romanske billeder - så karakteristiske smukke blå baggrund. I kirkens umådeligt righoldige billedcyklus finder vi også Indtoget i Jerusalem, til alt held ikke gennemskåret af gotiske hvælv:
På det nydelige hvide æsel sidder Kristus med korsglorie og talende gestus, vendt mod den jublende menneskemængde i byporten: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!” Bag æselrytteren står kirkefyrsten Peter og minder middelalderens kirkefolk om kirkeinstitutionens magtfulde rolle, foran sidder i træet den forkætrede Zakæus – ved navns nævnelse – ; ham vil Kristus ikke overse. Til højre venter skærtorsdags nadverbord. Der har Kristus disciplene hos sig. Der er nok en glorie for lidt. Forræderen Judas sidder jo med, mens brødet brydes til syndernes forladelse.
Kirkekunst skal ses i kirkerne, og påsken skal fejres i kirkerne engang. Så lad os i mellemtiden sige: “Næste år i Jerusalem” – og måske tænde for skærmen.
Vi er med de bibelske tekster på vej til påske – sammen med en ung mand, som må ane, hvad der venter ham. Uden magtfulde forbundsfæller har han kurs mod det sydende centrum for voldsparate institutioner, som han har udfordret. Han har sagt og gjort det uhørte, fordi det var det rigtige at sige og gøre. På dette bagtæppe af angst dukker så Mariæ bebudelsesdag op – næsten som et flashback til forventningerne omkring hans fødsel. Vi ser et bevægende billede af hans unge mor, som undfangede sit barn i en utryg verden på et ubelejligt tidspunkt – men som takkede og sang! Lukas fortæller, at hun nygravid besøgte sin ældre slægtning Elisabeth, som hilste hende som Messias’ mor og kaldte hende salig. Hertil svarer Maria med den smukke lovsang, på latin kaldet Magnificat, der er søndagens evangelium. “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!” Det er ikke bare en ung kvindes private nynnen for sit ventede barn, men en salme i et rituelt højsprog med de største ord om gudsfolkets trodsige håb. Vi hører i salmen den fællesmenneskelige længsel efter både retfærdighed og barmhjertighed: …”han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe… og husker på sin barmhjertighed.”… – Er det ikke sådan, at jo mere udsat livet er, jo mere skal der synges, indtil tonen fra himlen lader sig høre af alle?
Den delv. abstrakte moderne kunstner Helle Thorborg (f. 1927) har 1986 fortolket "Marias lovsang" i et træsnit som forberedelse til sin udsmykning af Gimsing Kirke ved Struer. Gengivelse og oplysninger har jeg fundet i bogen: "Billedet er mit sprog".
Første trin er træsnit, som vises ovenfor, andet trin en papircollage og sidste trin malerier på prædikestol (nedenfor) og pulpitur i middelalderkirken. Helle Thorborg ønsker angiveligt at se bort fra traditionen og skildrer en jævn ung pige i blå kjole (stående midt i billedet), som har meget at fortælle sin slægtning Elisabeth (siddende tv.). Maria er ledsaget af en lille engel (th.). I baggrunden vises indholdet af Marias sang som et forløb, hvor de onde må gå ud til højre…
Her viser jeg Claus Jensens foto af det farverige slutresultat på den renoverede renæssanceprædikestol i Gimsing Kirke. Vi ser tv. feltet med Marias lovsang. I midteraksen finder vi over Maria den voksne Kristus med udbredte arme, begge figurer er malet med himmelblåt.
Birgitte Bech kirkekunst 