Du ønskes GODT NYTÅR med Hans Bergs “Døren” som kan være vores symbol for det, der venter os forude.
Den patinerede kobberskulptur på altervæggen fremhæver den vertikale bevægelse i rummet og i sindet. Porten er prydet med et lille forgyldt kors og fremtræder således som håbets og troens port, en port til det ukendte, der alligevel for den troende er fortroligt, fordi Kristus forud har gået vejen gennem liv og død. Hans Bergs smukke og enkle udsmykning fra 1989 klæder eminent den lyse, moderne Lystrup Kirke, så helheden i rummet er rolig og meditativ, netop som en stille bøn. Foto: Claus Jensen.
Bøn er temaet for Nytårsdag iflg. 2. tekstrk.: Jesus lærer alle Guds børn at bede Fadervor, den tillidsfulde bøn til hans far og vores far. Det er bønnen, som gives i dåbsgave, og som vi har med os overalt, også i enrum derhjemme: …“når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte”….
Allan Skuldbøls maleri: “Bøn” viser med ekspressive farver, hvordan der med bønnen kan skabes et helligt rum omkring den enkelte bedende.
2. juledag synger vi stadig julesalmer, men prædiketeksten chokerer som forstyrrelse af julefreden med sit radikale budskab om kristendommens uomgængelige kors. Kirken ærer netop 2. juledag Sankt Stefan, den første kristne martyr. I første tekstrk. berettes om, hvordan Stefan som det tidligste kristne blodvidne blev stenet til døde for at bekende troen på Kristus. Anden tekstrækkes strenge evangelium går videre med temaet, at troen kan koste. Vi ved det jo godt: Eksempler på overgreb mod kristne er kun alt for aktuelle i Mellemøsten og Asien; kristendom er i dag den mest forfulgte af verdensreligionerne. Iflg. Matthæusteksten forudsiger Jesus forfølgelse og pointerer troens karakter af valg, som også kan være et fravalg: “Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd”. Gudsrelationen er det absolutte, som gør andre relationer relative. Den ‘horisontale’, hildede forkærlighed for familie, stamme og hjemlig kultur er relativ i forhold til den ‘vertikale’, evige alkærlighed. – Iflg. Luk 11 blev Jesu mor Maria hyldet af folkeskaren: “Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede”, hvortil Jesus svarede: “Javist! Saligt er de som hører Guds ord og bevarer det!”. – I julen har vi hørt om de glæder, Maria har gemt i sit hjerte; siden møder vi Maria som sorgens moder. -Dagens tekst Matth. 10 maner til offervilje og mod hos troende, men også trøst til de forfulgte og sørgende: “Den der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig.”
Maleren Frans Schwartz (1850-1917) favner yderpunkterne i Marias liv med altertavlen i Vor Frue Kirke i Aalborg. Det centrale motiv er den lidende Jesus, med ansigtet vendt mod menigheden, rødklædt, tornekronet og spottet af en ophidset folkemængde. Han er indrammet af to Mariabilleder – en reference til den oprindelige middelalderkirkes navn Vor Frue. På altertavlens fløje ses mod nord den unge Maria med blikket vendt op og ud efter bebudelsesenglens besøg. Mod syd ses den ældre Maria med blikket sænket i sorg over sønnens lidelser. Man kan tænke på den katolske tradition for at betragte Marias 7 glæder og 7 smerter. – Øverst ses et kor af smukke og inderligt alvorlige engle i tilbedelse af Jesu offer, konkretiseret i nadverens elementer. Den store juleglæde, som skal være “for hele folket”, ja for hele menneskeheden, bærer korset i sig. – Mange tak til Niels Clemmensen for foto.
Så er det tid, opfyldelsens tid. Fortid, nutid og fremtid forenes i højtid. Med barnets fødsel indtræffer det NU, der har evighed i sig. Esajas jubler om den messianske barnefødsels rækkevidde “fra nu og til evig tid”. Guds tid er inde. Ventetiden er omme. Paulus skriver til galaterne om tidens fylde: “da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde”… Historie bliver til frelseshistorie. Lukasevangeliet forankrer verdenshistorien i Guds kosmiske historie: “Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem…” Her i Betlehem tjener Augustus’ imperialistiske optælling og Marias biologiske nedtælling som brikker i evangeliets guddommelige håbsfortælling. Engle synger for hyrderne om “en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er født jer en frelser”. I dag! – Vi bliver samtidige, som generationer før os blev, når vi syngende går “med stille sind / som hyrderne til barnet ind.”
Det græske begreb kairos betyder ‘den rette tid’ i betydningen ‘det rette, gunstige øjeblik’, til forskel fra kronologisk tid, som blot er den neutrale klokke- og kalendertid. Kairos er øjeblikket modtaget som en guddommelig åbning. –
Den spændende færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir har i 2012 skabt en serie billeder med titlen Kairos, som beskæftiger sig med et barns fødsel, tolket som et glimt af det hellige. Her vises et af disse magiske og humoristiske billeder af det forunderlige moment, hvor moden kone møder nyfødt barn og omvendt. Er det en jordemoder eller en mormor? – Sigrun Gunnarsdottirs billeder beskæftiger sig ofte med relationen mellem bedsteforældre og barnebarn i religiøst perspektiv -. Der er øjenkontakt og sjælekontakt i øjeblikket. Øjeblikket akkompagneres af en engels trompetfanfare. I billedets midterakse ses øverst en stor stjerne, nederst en gylden urskrive med romertal. Viseren peger mod 12, altså mod midnat og mod stjernesolen. Der associeres måske til julesalmen ‘Det kimer nu’: … “og ret som midnatshanen gol / blev Jakobs stjerne til en sol”. Med dette foto af Sigruns maleri, som er i privateje, vil jeg ønske alle en glædelig jul!
Udsagnet “Jeg skal blive mindre” er tæt på at forekomme usandsynligt i dag – undtagen måske fra mennesker, der har vægttab som nytårsforsæt. Vores individualistiske og narcissistiske kultur er i alt for høj grad karakteriseret af det modsatte: kampen for at få lov at fylde, kampen om anerkendelse, opmærksomhed, kendisplatforme, likes, scoringer… Det er let at få øje på vort menneskesamfunds nådesløse rivalisering om opmærksomhed – om at kunne træde ud af anonymiteten blot en stakket stund. “Alle har ret til 15 minutters berømmelse”, som Andy Warhol sagde. Desperate i forhold til egen dødelighed kan menneskedrømmen tilmed være at gøre sig betydningsfuld og erindret udover livets og urnegravens korte lejemål. Eksistensfilosoffer beskriver humoristisk, hvordan mennesker gennem livet arbejder på deres nekrolog for at gøre den til en makrolog, en STOR omtale…. – Hvor er det da helt anderledes og velgørende at høre modfortællingen om Johannes Døberen, der træder til side for ham, der “skal blive større”. Johannes fremtræder hverken overset, anonym eller selvudslettende, slet ikke resigneret, men forløst: “Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.” Han har fundet, hvad han behøvede: gudsmennesket uden for sammenligning: Jesus Kristus, som “Gud har udsendt, og som taler Guds ord”. Med historiens humor blev Johannes udødelig som den, der peger. Han er ikke guddommelig, ikke en frelser, men han er set af Gud og forbilledlig ved at pege på noget større end sig selv.
Kirkekunsten anskueliggør ofte Johannes Døberens betydning ved netop at vise ham pegende. Et eksempel fra 1930 er Niels Skovgaards skønvirkeprægede altertavle i Rørdal Kirke, Aalborg. Johannes belærer sine disciple om, at Jesus (forbipasserende med korsglorie og lysende hvid kappe) er gaven fra Himlen. Den rygvendte skikkelse i forgrunden kan være identifikationsfigur for Rørdals menighed og for os. Jeg viser et udsnit samt hele tavlen med den symbolrige udskårne ramme, fotograferet af Niels Clemmensen. Tak for foto!