Kunst til kirkeåret

DEN TÅLMODIGE GARTNER

Få år efter befrielsen (“Danmarks frelse”) fik Albæk Kirke i Vendsyssel sin fløjaltertavle, malet af Paul Høm (1905-1994). Paul Høm udførte mere end en halv snes kirkeudsmykninger, hvoraf denne med det smukke træ er hans første. Her ser vi tavlen i lukket stand, som den møder os i fastetiden. På altertavlens predella er malet et citat fra Johannes Åbenbaring om at “høre, hvad Ånden siger til menighederne”, hvilket indgår i læsningen til netop 21. sønd. e. trin. 2. rk. Bagved citatet er malet jord med et stort rodnet, og derover forgrener sig det symbolske nøgne træ, som hverken bærer blade eller frugt. – Helligånden kan komme på hårdt arbejde her.

Det nøgne træ er min bedste billedforslag til evangelieteksten, som slutter med en lignelse om et ufrugtbart træ. – I Luk. 13 afvises først de selvretfærdiges tendens til at forklare andres ulykke som deres egen skyld; de forulykkede er ikke specielt skyldige. Kaldet om at søge tilflugt hos livets Gud gælder alle, for hvem behøver ikke Guds tålmodighed?  Her følger så lignelsen om frugttræet, som på 3. år står uden frugt. Ud fra et forretningsperspektiv bør det golde træ hugges om, – men noget andet sker: Gartneren går i forbøn for træet: “Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år.” – Vi ser for os den omsorgsfulde og tålmodige gartner, der håber og kæmper for sit træ, – et helt vidunderligt gudsbillede! – Og nu opdager vi også, at livet er gemt i de små knopper på træets grene.

Påskemorgen slås fløjene op på altertavlen, og menigheden får anskueliggjort, at livet i evighed sejrer: I hovedfeltet har Paul Høm malet et Gudslam omgivet af et overdådigt, grønt livstræ. På fløjene ses farvestrålende smukke engle.

Billedet er hentet på Albæk Kirkes hjemmeside, hvor den åbne altertavle også kan ses.

DEN MISBRUGTE VINGÅRD – OG FORSONINGENS TEGN

Mette Vivelsted har i 2010 skabt altersølvet til den moderne Dybkær Kirke i Gødvad, Silkeborg. Nadverservicet forestiller beskårne stokke og grene af sølv, som bærer druer, der lyser som røde og gule juveler. Smykkekunstneren har ladet sig inspirere af bibelens righoldige tekster om vingård og vinplante, der næres, beskæres og bringes til frugtbarhed af den store vindyrker. Vingården er symbol for Guds folk, i det gamle testamente Israel. Grenene er i det nye testamente et billede på mennesker, som opretholdes og næres af vintræet, Kristus selv. Druens saft er et fortættet symbol på fest, på fællesskab i kærlighed og på Kristi strømmende hjerteblod.

I det noget sammensatte evangelium til 20. søn. e. trin. 2. rk. fortæller Jesus iflg. Matt. bl.a. en af sine vingårdsallegorier, hvor ejeren omhyggeligt anlægger og hegner sin vingård og forpagter den ud. I ejerens fravær misbruges vingården af vinbønderne, som selv tilegner sig udbyttet, øver vold mod ejerens udsendte og ultimativt dræber vingårdsejerens søn, – hvorpå faderen endelig gør op med de troløse. Mattæus fortæller således her om langfredag og om, at Guds gamle pagt med Israel står for fald; en ny pagt bliver til.

Også vi har vel misbrugt Guds vingård og må tage tilflugt til evangeliets overordnede fortælling om, at ‘vingårdsejerens søn’, Kristus,  – og med ham vinen – blev selve forsoningens tegn. Det holder vi nadver på i Dybkær og andre kirker.

Foto af altersølvet er fundet på kirkens hjemmeside.

HIMLEN ER ÅBEN

Erfaringen af at himlen åbner sig, er et tema i teksterne til 19. sø. e. trin. 2. rk.

Fra Det gamle testamente læses om Jakobsdrømmen: Den udlændige Jakob, som sover på en sten i Betel, skuer himlens port, hvor engle går op og ned ad himmelstigen. Rystet konkluderer Jakob, at Gud findes på dette sted, hvorpå han med olie indvier stenen som et kultsted.

I Det nye testamente frigøres religionen fra kultstederne. Gud skal ikke tilbedes her og der, men i ånd og sandhed. Ikke altersten eller bygning er kongevejen til Gud, men den levende Menneskesøn. Iflg. Johs.1 lover Kristus den troende Nathanael, at han sammen med Jesus vil komme til at se store ting: “I skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen.”

Gud er fri til at give sine gaver hvorsomhelst og til hvemsomhelst, og helligstedet har i kristendommen ‘kun’ symbolsk karakter. Men mennesker har stadig brug for at have rum for helligholdelse af troens ord og ritualer, hvor evangeliet om Menneskesønnen og Guds åbne himmel kan deles. – Derfor bygger og forskønner vi med omhu vore kirker, så de stemmer sindet.

Fonnesbækkirken i Ikast fra 1994 er fra Niels Guttormsens hånd i hele sin arkitektur en fortælling om den åbne himmel. Temaet er iflg. kirkens eget opslag Himmelstigerne. De udvendige stiger fra himlen til kirkens tag og fra jorden mod himlen symboliserer hhv. Jakobskampen og Jakobsdrømmen. Den store marksten indgår i kunstværket. Øverst på korvæggen bag alteret ses Farvestigen, der “løfter sindet mod evigheden” med dragende, høje spalter af lys i regnbuens og liturgiens farver. De symboliserer kirkeåret. – Selvom englesynerne nok lader vente på sig, løfter vi gerne blikket og sindet mod himmelen i denne originale kirkebygning.

Kirken er et besøg værd, også fordi den huser forskellige andre seværdige kunstværker. Claus Jensen har fotograferet.

 

Samme fotograf står bag billedet af nedenstående rude fra tværskibet i Svendborg Vor Frue, som Trondur Patursson i 2004 har udsmykket med glasmalerier.

Her ser vi Himmelstigen stå op mod det sollyse himmelrum. Den færøske maler var som sejler på verdenshave fortrolig med naturens voldsomme elementer og fuglenes flugt, også albatrossers. Han lader i sin kirkekunst ofte netop albatrosser træde i stedet for engle, angiveligt med baggrund i gammel færøsk folketro om albatrosser som flyvende sjæle, der har vejledt sømænd i nød. Trondur Paturssons maleri af himlen, som åbner sig over Himmelstigen, er tydeligvis et påskedagsbillede. Vi ser i højre rude det grove klippelandskab med kvinder på vej til den sorte, tomme grav, hvorfra stenen er flyttet.

DET SANDE VINTRÆ

Kullerup Kirke, Nyborg, fik 2001 i våbenhuset indsat to smukke glasmosaikruder af Maja Lisa Engelhardt. Motivet er to Guds-identifikationer: Fra Det gamle testamente Den brændende tornebusk, fra Det nye testamente Det sande vintræ. Sidstnævnte ses her i Claus Jensens foto.

Vintræets brune stok henter fra dybet sin saft til grenene, som ikke kan have et liv for sig selv. Den hele plante sætter grønt løv og fulde, blå drueklaser, og øverst forvandler væksten sig til en ekstatisk vision af rent, hvidt lys med himmelblå rand, mindende om en vældig, hvid rose. Billedet er en tilbedelse. Det er ikke en naturskildring, men en Kristusepifani, og det er samtidig et billede af menigheden, som opretholdes af Kristus – med netop vinen som glædens tegn.

Jeg kommer til at tænke på, hvordan den alt for tørre danske sommer i år ikke kunne hindre vinplanternes frugtbarhed, men omvekslede sollyset til en særligt rig druehøst. Vinstokke kan have overraskende dybe rødder.

Johannesevangeliets “jeg er” ord bliver ved med at kaste inspiration af sig til prædikener, poesi og billedkunst. Det gælder ikke mindst det levende og livgivende træ. Motivet er med fra de ældste, romanske stenbilleder over middelalderkrucifiksernes små skud fra korstræet og fremme i nutidskunsten. Mere end nogensinde vælges motivet på linje med andre latente Kristusbilleder som lyset og vandet og kornet af samtidskunstnere, der finder figurative Kristusbilleder umulige og foretrækker det enkle. Kristussymbolet forældes ikke, og det inspirerer stadigt til originale visuelle nytolkninger, den ene smukkere end den anden. – Der er basis for en hel kunstbog med vidunderlige billeder af vintræer og livstræer fra tusind års dansk kirkekunst, – og dertil kommer betydningsladede, åndfulde skildringer af træet i den øvrige kunst, fx hos Larsen Stevns. – Andre kulturer og religioner tillægger også træet en arketypisk og mytisk karakter, men den specifikt kristne forståelse af træet har vel korset med i forståelseshorisonten, ligesom druens saft her har en dobbelt betydning.

 

INKLUSION

Toldere var som bekendt berygtede for at profitere på samarbejdspolitiken med besættelsesmagten,  men iflg Mark. 2 kalder Jesus netop toldere og andre syndere til disciple og bordfæller. Han giver de mange forliste liv en ny begyndelse og retning. Hans inkluderende bordfællesskab var og er et sensationelt tegn på Guds riges åbenhed. Det skal aldrig være en lukket fest. – Jesus lægger ikke skjul på, at der vil komme tider med sorg og afkald, men NU er der gilde, tilmed med vin som glædens tegn! For når Messias er til stede, rører himlen ved jorden.

Mange nadverbilleder kan tjene som anskueliggørelse af Jesu bordfællesskab med ‘revl og krat’. I stedet har jeg dog her valgt en glasinstallation med titlen “Mod lyset”. I forbindelse med åbningen af Uldum Kirkes østvindue inviterede man den kendte svenske glaskunstner Bertil Vallien til udsmykningsopgaven. Kunstværket har mange fællestræk med Bertil Valliens forudgående udsmykning i Brännkyrka Kyrka, hvor et blå hav dog fylder nederste del af cirkelen.  2017 realiseredes drømmen i Uldum: 16 ikoner med bibelske referencer indgår i billedfladen, til venstre de nytestamentlige til højre de gammeltestamentlige. Ikonmotiverne er udvalgt af kunstner og menighedsråd i fællesskab. Nederst i venstre hjørne finder vi netop symboler for den inkluderede “synder”: en nøgen prostitueret, og for bespisningen: fisk og brød (svensk knækbrød).

Discipelkaldelsen repræsenteres af 12 ‘vinduer’ i den hvide tværgående akse. Den signalerer bevægelsen ud i verden. Den hvide lodrette akse betegner linjen mellem himmel og jord. Den er præget med en Kristusikon og derover et treenighedssymbol (ikke synligt på dette foto). Dette krones med guld i overflod som en hyldest til den himmelske konge. Hele billedet er broget og mangfoldigt, men fremtræder alligevel som en helhed, fordi alt bindes sammen, alt inkluderes, i en gylden ring, der kan tolkes som symbol for helhed og evighed.

 

Foto er et navnløst privatfoto, fundet på internettet.