Kunst til kirkeåret

I Højby Kirke, Odsherred, findes 
ualmindeligt smukke og righoldige 
højgotiske kalkmalerier fra o. 1400. 
Her ser vi en særligt elegant tegning 
af kyndelmisse-motivet: Som Lukas 
beretter i kap. 2 , "fremstilles" 
Jesusbarnet efter Marias renselse. 
Hun rækker i templet sit barn frem 
til den profetiske gamle Simeon, som 
udbryder i lovprisning for barnet som 
"et lys til åbenbaring"...  
Til højre står Josef med sin kurv med 
det obligate renselsesoffer bestående 
af duer. Til venstre står en kvindelig 
slægtning (?) med et flot højt lys, 
som har både metaforisk og rituel 
relevans. Foto: Claus Jensen

Kyndelmisse betyder lysmesse. I den katolske kirke er kyndelmisse blevet fejret med lysprocessioner og indvielse af alle de lys, der i årets lys skal bruges i kirken.

Dagen  markerer Jesusbarnets fremstilling i templet på Mariæ renselsesdag, 40 dage efter fødslen. Iflg. moseloven var kvinden nemlig uren 40 dage efter at have født. På renselsesdagen skulle der ved et drengebarns fødsel bringes et offer bestående af et par duer.

Ved kyndelmisse 2. februar fejrer vi ‘folkeligt’, at vi nu kan se tilbage på halvdelen af vinteren (halvdelen af vinterhalvåret mellem 1. nov. og 1. maj = den periode dyrenes vinterfoder skal række), – selvom nogle af os i dette år 2020 sandt at sige stadig spejder efter lidt vinter.

 

Et par af Ib Spang Olsens tegninger 
til Johannes Møllehaves gendigtning 
af Jesu lignelse om De betroede 
talenter, udgivet 1976

I Matt. 25 fortælles Jesu lignelse om de betroede talenter. En talent var på bibelens tid en målangivelse for en mængde ædelt metal, faktisk en stor formue. I dag taler vi om et talent som en udpræget evne. I Johannes Møllehaves fortolkning af lignelsen graves talenten/talentet ned af den tjener, som fik mindst betroet, fordi han forgiftedes af sit misundelige blik på de andre. Han så sig selv som underpriviligeret og forurettet og satte sig så hen for at dyrke sin bitterhed mod livet. I denne giftige sammenlignings perspektiv kunne han ikke se, hvor betroet og privilegeret han dog var med sin ene talent, og dermed lukkede han sig ude fra livet. Matthæus sætter – sin sædvane tro – trumf på lignelsen med en straffetale. Det bærer straffen i sig, eller rettere: det er en straf i sig selv at vende ryggen til livet i bitterhed. – Lignelsen er måske uhyggeligt aktuel i vores sammenlignende kultur, hvor andre menneskers succes på alle skærme iagttages med et hvileløst rivaliserende blik, – som om der ikke var andre identiteter end identiteten som superstjerne eller identiteten som offer. Evangeliet tilbyder en tredje identitet: som det dyrebare menneske, livet altid kalder på.

De betroede talenter i Johannes Møllehaves gendigtning er udgivet i 1976 af Selskabet Bogvennerne. Bogen er fint illustreret af tegneren Ib Spang Olsen (1921-2012). Et par bogopslag, som viser den bitre tjeners handling og udtryk, må være denne søndags ‘Kunst til kirkeåret’.

Evangeliet fra Joh. 12 har en svimlende spændvidde mellem angst og håb: Der trøstes med løfterige ord om “herliggørelse”, “ophøjelse”, “evigt liv”, og vi nyder billedtalen om en gylden høst, hvor hveden “bærer mange fold”. Men hvedekornet må forinden “falde i jorden og dø”. Det er tid at miste, at ofre, at give slip; det er deri, rigdommen ligger begravet. Lidelseshistorien lader sig ane i horisonten, og lidelse kalder angsten frem hos os og hos Jesus, hvis sjæl er “i oprør”. Men også i denne grænsesituation viser kærligheden sig suverænt at overbyde angsten. Fra højeste sted bekræftes, at alt er som det skal være, fordi kærligheden bærer.

Maja Lisa Engelhardt "Den opstandne", 
Skannerup kirke 2005. foto: Claus Jensen

I kirken forbinder ordet om hvedekornet sig med nadveren. Kernen, som ofres for at give liv og kraft, er konkret nærværende i gudstjenestens nadverbrød, der som “Kristi legeme” rækkes til millioner af kristne verden over.

Hvedemotivet har i sin smukke enkelhed fristet mange kirkekunstnere, også den meget værdsatte kunstner Maja Lisa Engelhardt (f. 1956). Hun har forsynet sin matforgyldte billedramme med spredte hvedeaks i stuk. Det smukke ikoniske maleri af en Kristus med lukkede øjne er meditativt og anelsesfuldt med sin slørede fremtoning i dunkle og varme farver. Maja Lisa Engelhardt kalder billedet “Den opstandne” og bekræfter, at inspirationen her som i al hendes kirkekunst udgår fra perioden mellem påske og himmelfart, hvor Kristus er “glædesbringer og ledestjerne”. Men kunstnerens opstandelses-epifanier er undertiden dunkle som skyggebilleder, gådefulde som de er. Billedet fik plads på Skannerup Kirkes vestvæg i forbindelse med en stor restaurering i 2005. Med denne placering er det “et godt farvel til det, man har fået givet i gudstjenesten”… “Mit udgangsbillede forsøger at give, som i et aftryk, et billede af Kristi ansigt. Må han være til stede for den, som tror”

Sigrun Gunnarsdottir

 

Teksterne om tro begynder denne søndag med en gammeltestamentlig tekst om troens fader Abraham, som efter nogen guddommelig overtalelse bevæges til at tro på forjættelserne. Paulus mønstrer i epistlen flere eksempler fra GT til støtte for sin berømte definition af tro: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” –  Men i evangeliet Luk 17, 5- er der ingen troshelte. Her fremgår det, at hvis troen er en verdensomvæltende kraftkilde, er det en kraftkilde, som disciplene IKKE har, end ikke “som et sennepsfrø”. Disciplene beder Jesus: “Giv os en større tro”, og – som vi må forstå – har de ikke meget at påberåbe sig. Den verdensomvæltende kraft tilhører den suveræne Gud, ikke mennesker. For os mennesker er tro ikke en kapacitet eller præstation, men en tilflugt og et tilhørsforhold, som bærer og sætter retning.  – Så kommer vi til tekstens lignelse om, at tjenere/ disciple, der har gjort, hvad de “har fået besked på”, kun er “unyttige tjenere”, som ikke har krav på tak fra deres herre/ Gud. I demokratiske tider er  dette feudale eksempelmateriale (om enevældige godsejere m.v.) noget fremmedgørende, men Guds suverænitet er pointen, og vi kan overvinde historiske støjsendere ved med Jesus billedligt at kalde Gud “far”, – eller hvorfor ikke mor, bedstemor, bedstefar?

Den store færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottirs (f. 1950) har bl.a. skabt det herlige både enkle og underfundige billede “I bedstefars båd”. Kunstnerens billeder har ofte flere lag, og bedsteforældrene repræsenterer gerne tro og tryghed. I billedserien “Mig og bedstemor” sikrer bedstemor med salmebogen, de store hænder og det ternede forklæde, at der i barnets verden er op og ned, fodfæste såvel som højt til himmelen. Billedet “I bedstefars båd” kan også give en symbolsk mening fra sig: Båden på dybet repræsenterer menneskelivets usikre færd, men bedstefar giver sejladsen tryghed, drift og retning. De små rorkarle gør deres bedste, men pointen er ikke deres præstation; det er deres tilhørsforhold, som giver dem tillid og livsmod. Menneskebørnene er sådan set “unyttige tjenere”, men både set, elskede og udfordrede.

Sigrun Gunnarsdottir (f.1950) "I bedstefars båd". 
Sigrun Gunnarsdottir har udstillet på Galleri 
Emmaus i Haslev, hvor man også har solgt en smuk 
bog om hendes kunst.

Sigrun Gunnarsdottir "Disse mine mindste"