Kunst til kirkeåret

 

Fra 1981 blev Søndermarkskirken i Viborg totaludsmykket 
med skulpturen "Solopgangen fra det høje", udført af 
billedhugger Kai Nielsen, kaldet YAN (1919-2001).

Yan har i sit lange kunstnerliv arbejdet især nonfigurativt med skulpturer i mange materialer, også metaller. I Søndermarkskirken er “solen” skabt i rustfrit stål med stråler ud i hele kirkerummet og forbundet med svævende skibe, sejlende mod øst, frem mod lyset. Altervæggens farvede lysåbninger lader lyset spille med i fortællinger om både skabelse, inkarnation og opstandelse.

“Solopgangen fra det høje” er et citat fra adventsteksten om Johannes Døbers fødsel og mission. Barndomslegenderne i begyndelsen af Lukasevangeliet tilføjer julen en fin poetisk tone.  Zakarias Lovsang (på latin Benedictus) for Johannesbarnet, forløberen for Messias, er vævet af strofer fra smukke, håbefulde profettekster. Et af lovsangens udtryk, der bliver ved med at nynne i sindet og i kirkens salmetradition er netop “Solopgangen fra det høje”. Det er naturligvis et billede på Kristi komme til verden, Jesusbarnets fødsel, men passer samtidig så fint med naturens cyklus, hvor mørket lige om lidt må vige for lysere dage.

 

Adventstid er ventetid. Ventetidens markante symbol er Mattæus’ lignelse i kap 25 om ti brudepiger, som med olielamper ventede på brudgommens komme. “De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnatstid lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!” – De, der havde olie på lamperne, kunne nu med fuldt blus gå ind til bryllupsfesten…. Brudgommen forstås som Kristus, og bryllupsfesten symboliserer foreningen af Kristus og menneske i Guds rige. – At leve som kristen er altid at leve med forventning og håb, i tro og tillid til den tid, nutid og fremtid, Gud vil give. Håbet inspirerer os her og nu, men håbet vedligeholder måske ikke sig selv? Troens flamme skal næres og værnes, og der skal fyldes olie på lampen. Adventstidens mange kirkelige tiltag med forkyndelse i form af ord, toner, krybbespil og smukke lystændinger er i bedste fald en påfyldning af olie på troens lampe.

Især i den grundtvigske kunstnerkreds koncentrerede malere som Chr. Dalsgaard sig undertiden om at skildre en enkelt klog brudepige, der opmærksomt værner sin flamme. Det udgør et smukt, opbyggeligt andagtsbillede. – I sin helhed er lignelsen derimod ikke særlig ofte afbildet i kirkekunsten, måske på grund af fataliteten i dens dobbelthistorie? Som Mattæus fortæller lignelsen, rummer den et stort mørke ved sin fortælling om de ukloge piger uden olie i lamperne, der gik glip af festen – efter på falderebet forgæves at have bedt de kloge medsøstre om lidt af deres olie. Mattæus’ pointe må være, at troen er et valg, som ikke altid kan udskydes. Man kan kun tro vælge at tro på egne vegne – eller kan man? – Kan vi ikke også tro og håbe på andres vegne? Må vi ikke efter bedste evne “dele olie” og dele kærlighedens håb om, at ingen bliver udelukket, – heller ikke os, der sløves på vagten?

Jeg viser en fortolkning samt et detailstudie af Frans Schwartz fra o. 1900 og sidst et udsnit af en moderne bibelfortolkning af Allan Skuldbøl fra o. 2000.

Frans Schwartz: 
"De fem kloge og de fem ukloge brudejomfruer", 
formodentlig malet til højtsiddende panel i festsalen 
på Den Soldenfeldske Stiftelse i Kbh. 1894. 
Billedet er set hos Bruun Rasmussen 
og fotograferet af Claus Jensen.

Frans Schwartz (1850-1917) var med til at stifte De frie Kunstskoler og blev med inspiration fra Rembrandt en mester i radering. Han har udsmykket mindst otte danske kirker med Vor Frues altertavle i Aalborg som sit hovedværk. Han fik i øvrigt betydning gennem sit legat til udsmykning af københavnske bygningers interiører. Schwartz viser et vist malerisk slægtskab med Carl Bloch, og han kan som denne udtrykke en fin inderlighed. Alligevel endte han som en isoleret skikkelse i kulturlivet. – Frans Schwartz’ eskatologiske og patetiske fortolkning af lignelsen om brudepigerne har fokus på Kristi genkomst på himmelens skyer og den dermed forbundne domssituation.

En moderne maler, der med forkærlighed har beskæftiget sig med motivet, er Allan Skuldbøl (f. 1947). Han er en autodidakt kunstner, der har opnået bred anerkendelse.     I medfør af alvorlig fysisk og psykisk sygdom har hans liv taget skarpe sving og har bevæget sig fra frikirkebaggrund og optagethed af lidelsens tungeste motiver til folkekirken og den lysere motivkreds. Skuldbøl er præsenteret bl.a. på Galleri Emmaus i Haslev og er netop udstillingsaktuel i Ringkøbing Kunstforening.

Allan Skuldbøl har siden 1980erne arbejdet med flere 
versioner "De kloge og de ukloge brudejomfruer", 
alle komponeret med farvemæssig og rytmisk kraft. 
Her ses et udsnit af et maleri med store 
stiliserede oliekrukker og de kloge brudejomfruer, 
som bærer deres tændte lamper i optog. 
Som deres ledsager ind til festen ses gommen 
= Kristus med korsglorie.

 

Joakim Skovgaard: Jesus taler i synagogen i Nazaret, 1914, Herning Kirke

Iflg. Luk. 4 får Jesus ordet i sin barndomsbys synagoge. Han slår op på Esajas’ lykkelige profeti om et nådeår, hvor Herrens salvede Messias fyldes af Guds Ånd og bringer trøst til fattige, frihed til fanger og undertrykte samt nyt syn til de blinde. Sensationelt læser Jesus sig selv ind i teksten som nådeårets virkeliggørelse: “I dag er det skriftord, der lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Store ord! “Alle gav de  ham deres bifald”. – Men nådens virkninger er ikke altid til at få øje på, og stemningen i rummet skiftede hurtigt fra begejstring til et raseri, som endte med at fordrive Jesus fra egnen.

Der findes i dansk kirkekunst nok kun ét hovedværk, som fortolker dette evangelium til 1. søndag i advent efter 2. tekstrk. Joakim Skovgaard malede det kort efter afslutningen af den enorme opgave med at iklæde Viborg Domkirke den fulde bibelhistorie med hovedvægten på den opstandne Kristus’ befrielse af de døde. – Maleriet til Herning Kirke blev til i året 1914, samme år hvor to af malerens sønner en sommermorgen omkom ved en drukneulykke på Roskilde Fjord, og han i begravelsestalen sagde, at “vi behøver ikke vide alle ting her”…

I dette oliemaleri fylder Skovgaard et afgrænset rum med dirrende liv. Der er detaljerede karakterstudier af bipersoner, specielt af Skovgaards assistent Niels Larsen Stevns, som i forgrunden vender sig om mod os. Niels Larsen Stevns har udført billedrammen. Maleriet fortolket det afgørende øjeblik, hvor Jesus lukker bogen for at tale om sig selv som opfyldelsen af det messianske håb. Han står der rank og samlet, mens forsamlingen af bysbørn sidder anspændt koncentrerede, lige før stemningsskiftet fra begejstring til vantro. Indskriften under alterbilledet lyder: “De priste ham alle og undrede sig over de livsalige ord, der udgik af hans mund”. Ved at skildre Jesus i billedrummets akse. så rødklædt og lysende, mellem de majestætiske søjler, proklamerer Joakim Skovgaard ham som frelseren: Vær velkommen Herrens år!

Olivia Holm-møller (1875-1970) "Barmhjertighed", 1934-47, 
Askov Højskoles Festsal

Kirkeåret slutter med lignelsen om verdensdommen, iflg. Matt. 25 fortalt af Jesus kort før hans lidelseshistorie. Vi får i billedlig form det overordnede og afgørende perspektiv på, hvordan et godt eller et ondt menneskeliv leves. Det handler om menneskers mellemværende: livet med eller uden barmhjertighed. Etikken her er ikke bare en tosidig relation, for Gud er altid part i menneskers indbyrdes historie. Det epokegørende er ikke billedet af Gud som overvågeren, der fra en ophøjet position fører regnskab. Sådan et billede kendes i de fleste religioner. Det epokegørende i kristendommen er, at Gud er inkarneret i det medmenneske, som har hjælp behov. Guds nærværelse hos mennesket kan ikke udtrykkes stærkere end med ordene “jeg var sulten, og I gav mig at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig …. Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”… Sådan kender kristendommen Gud.

Som jeg ser det, kan evangelieteksten reflekteres i Olivia Holm-Møllers maleri “Barmhjertighed”, som findes i Askov Højskoles Festsal. Olivia Holm-Møllers lange liv fra 1875 til 1970 satte frugt i egenartede, ekspressionistiske og eksplosivt farvestærke malerier. Dette hører hjemme i en stor serie kaldet “Slægten”, malet 1934-47. Det viser menneskelivets grundlæggende vilkår – især med udgangspunkt i kvinders liv. Her skildres næstekærlig omsorg med mad, klæder, besøg hos en skrøbelig gammel, hjælp til et barn… Midt i billedet ses omsorgsfunktionen malet symbolistisk-abstrakt som et mangearmet eller -vinget væsen.