Kunst til kirkeåret

Hvor vi dog længes efter julefred i verden, i familien, i hjertet. Må freden sænke sig og omslutte os med julesalmens “Fred på jord, fryd på jord, Jesusbarnet blandt os bor”….

Det er utaknemmeligt at være juleevangeliets bibeloversætter, for ethvert traditionsbrud opfanges i øjeblikket som en støjsender. Vi har været vant til at høre engleordene “Fred til mennesker med Guds velbehag!” Men grundtekstens ord om “den gode viljes mennesker” må kunne gengives bedre, enklere, varmere – måske som “Fred til mennesker, som Gud elsker”. Tradition og fornyelse må brydes. Hver ny bibeloversætter gør nyt forsøg med iboende valg af teologisk tolkning. Oversættelsen afsluttes aldrig, så sandt som Åndens virke i menneskers sprog, tænkning og historie heldigvis aldrig slutter.

Under den himmelblå kappe

Kirkens billedkunst må lige som oversættelseskunst søge at være tro mod både tradition og samtid. Denne balance udfoldes fint i Arne Haugen Sørensens julebillede fra 2001, som jeg selv har hængende i plakatstørrelse på en væg. Traditionen er til stede i staldruinen med dyrene og i det mytiske glimt af englenes forkyndelse for hyrderne på marken yderst tv. Traditionen er også til stede i farverne: Marias kappe er blå efter vestkristen konvention, og som i en ortodoks ikon er Maria placeret på et rødt klæde. Men nutidigt er formsproget med de grove penselstrøg og skildringen af den følsomme intime situation med kvinde, barn og mand. Maria ses i skrøbelig, blottet nøgenhed med det lillebitte sårbare barn, og Josef holder den blå kappe op bag hendes ryg i en fin, beskyttende gestus, som vidner om både inderlig ømhed og respekt for hendes urørlighedszone. Guds kærlighed må komme til udtryk i menneskers indbyrdes omsorg. Som en art signatur for kunstneren vises Josef både i profil, nænsomt vendt mod mor og barn, og frontalt – måske bekymret skuende ud i en ukendt fremtid.

Arne Haugen Sørensen har varieret julemotivet i flere kirkeudsmykninger, bl.a. i Hjerm ved Struer, i Hørby ved Holbæk, i Skt. Johannes, Aarhus, og i Christianskirken i Sønderborg. Marias blå kappe er central i alle kompositionerne som en genklang af himmelens blå farve. – Jeg må juleaften løfte blikket mod nattehimlen, skylag eller ej, og se – eller forestille mig – stjernehimlen. Jeg vil poetisk tænke på himlens blå hvælv som en kappe, skaberen kærligt spænder ud over alle os sårbare mennesker.

Billedhugger Axel Poulsens smukke træskærerarbejde “Den yndigste rose er funden” fra 1925 med ‘Kongernes tilbedelse’ som motiv hænger i Skjoldborg Kirke ved Thisted. Også her holder Josef beskyttende en blå kappe op bag Marias ryg. Mon ikke dette kønne relief har givet inspiration til Arne Haugen Sørensens malede blå kappe? Foto Claus Jensen

Er der lyttere derude? Er der seere? Kampen om opmærksomhed kan være en kamp for identitet og betydning, kamp for ikke at visne hen i anonymitet. Med one-liners og blikfang peger man på sig selv og sit projekt i mediernes rå konkurrence om synlighed og anerkendelse. Johannes Døberen er det velgørende modbillede: Uegennyttigt afviser han kult om sin egen person; han råber for at gøre opmærksom på en anden: …“midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig at løse.” Døberens røst i ørkenen baner vej for Kristus – og dennes dybere svar på menneskers længsel efter at blive hørt og set.

Døberens fortælling blev ouverture til fortællingen om Jesus Kristus. Andre kristne trossamfund ser hans ‘helgenpotentiale’, men efter reformationen får han ikke megen opmærksomhed her. I danske adventstraditioner tager vi så at sige Johannes på ordet og glemmer ham lidt for at tælle ned til Jesu komme: julen.

Jeg har ledt efter dansk kirkekunst, som sætter Jesu komme i centrum og samtidig giver Johannes, hvad der tilkommer ham, – helst et billede, som stemmer os til den jul, vi længes efter. Fundet blev Gladsaxe Kirkes trefløjede altertavle fra 1849, malet af Jørgen Roed (1808-1888). Her er ‘den hellige familie’ i krybberummet flankeret af David med harpen og Johannes Døberen med martyrkorset. Johannes ser på os og peger med sin talende højre hånd hen på barnet i krybberummet.

Hovedmotivet er Maria og Josef med barnet foran stalden. Den afdæmpede scene viser en harmonisk familiesituation skildret med menneskelig varme og redelighed. Som andre Eckersberg-inspirerede kunstnere maler Roed med behersket brug af metafysiske træk. Barnets korsglorie er diskret. (Lyset over stalden er ikke malet himmellys, men fotograferingens reflekslys). Motivet er en variation af Roeds tilsvarende billeder, som året før blev malet til Sønder Dalby. Dér var J. Th. Lundby model for Josef, i Gladsaxe er der snarere tale om et selvportræt af Roed.

Jørgen Roed hentede som alle guldaldermalere inspiration i Italien og skabte mesterværker her. Motivet ‘den hellige familie’ er også italiensk inspireret. Bestillingerne til ca. en snes danske kirker gav kunstneren smør på brødet, uden at det blev venstrehåndsarbejde. Jørgen Roeds alterbilleder er respektabel kirkekunst med et for hans tid usædvanligt bredt bibelsk motivregister.

Det hele går op i en højere enhed, når vi engang igen i kirkerummet får lov at synge Grundtvigs ‘Det kimer nu’: (v 9) “Kom Jesus, vær vor hyttegæst. Hold selv i os din julefest! Da skal med Davids-harpens klang dig takke højt vor nytårssang.”

Nedenfor vises billederne i deres større helhed, fotograferet af Gladsaxes kirketjener Christina Ryding Larsen. Tak til Christina for hjælpen!

Det er ventetid. Vi venter på befrielse og forløsning. Vi venter med håb. I bibelen fortættes det fælles håb i messianske tekster, især hos profeten Esajas. Det er lykkefyldt poesi om, at ørkenen skal “blomstre som en rosengård”, tekster om heling og oprejsning, som vi takket være Grundtvig kan synge med på. Nogle menigheder synger ‘Blomstre som en rosengård’ på alle fire adventssøndage.

Håbet personificeres i Messias, på græsk: Kristus. Hvor, hvornår og hvem Messias er, er spørgsmål til tolkning og tro, i dag som på Jesu tid. Hvad forstår vi ved befrielse, forløsning og messianske tilstande? Hvad eller hvem bringer de messianske tilstande med sig? – Døberen Johannes har fundet sit svar og udråbt det: Jesus er Messias; han bringer Guds rige nær og gør alting nyt. Denne imponerende Døberskikkelse, som disciple flokkes om, og Herodeshoffet ryster for, går over i historien som først og fremmest Kristusvidne: Det er Jesus Kristus, som gør alting nyt! – Og så alligevel? En brutal henrettelse i en uretfærdig verden venter på både Johannes og Jesus. Det før så uforfærdede Kristusvidne sidder nu stækket i Herodes’ mørke fængsel med udsigt til en dødsdom. Hans blafrende håb hungrer efter at blive bestyrket. Via sine disciple sender Johannes bud til Jesus med det dirrende spørgsmål: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – Endelig, endelig kommer svaret, og dette svar er indirekte, hverken ja eller nej, for spørgsmålet om hvem Messias er, er stadig et spørgsmål til tro. Svaret favner hele den lidende menneskeheds håb: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.”

Det stærkeste billede, en dansk kunstner har malet til dagens tekst, hænger i Vartovs præstebolig. Den psykologisk indtrængende scene blev malet i 1915 af Rudolf Rud- Petersen (1871-1961). Johannes Døberen knæler på gulvet i den mørke fængselscelle. Han griber om disciplens arm og samler al indre opmærksomhed i spørgsmålet til Jesus. Rummets eneste lyskilde er disciplens lygte. Kan vi læse billedet sådan, at Johannes skal modtage et indre lys? Vil sendebuddet komme tilbage med et svar, som gør mørket udholdeligt?

Øverst ses et skarpt udsnit, nederst hele maleriet. Foto: Claus Jensen

Lukas’ apokalyptiske tekst skildrer folk, der gribes af angst og rådvildhed, når den velkendte verden rystes. Det scenarie har vi overhovedet ikke svært ved at forholde os til. Men lige midt i kaos viser Lukas et andet billede, som handler om forløsning: …“da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved.” At visualisere billedet af Kristi komme i skyen tør de færreste moderne kunstnere binde an med; det er for inkompatibelt med det moderne verdensbillede. Niels Larsen Stevns tog for næsten 100 år siden uforfærdet opgaven på sig i Ranum Kirke, hvor en frapperende konkret fortolkning udfordrer begreberne om tid og rum, se foto nedenfor. Omkring 2. verdenskrig lod nogle få andre kirkekunstnere sig friste af motivet…

Sven Havsteen-Mikkelsen malede i 1980’erne genkomsten som en eksplosion af lys. Men nutidige kunstnere? I Bodil Kaalunds troligt tekstnære billedværk går vi ikke forgæves efter et maleri af Kristi vældige genkomst i skyen. Den produktive malerinde, der levede 1930-2016, har i 2002 beriget orgelpulpituret i Stenkyrkan ved Göteborg med bl.a. motivet ‘Kristi genkomst’.

Kaalund har i biografien ‘Himmel og jord’ givet udtryk for, at hun altid starter med en vision om klarhed og enkelthed, men “som billederne skrider frem, bliver de mere og mere sløret til”, og sådan kender vi hendes stil. Hendes fortolkning af Kristi genkomst er sløret og hvirvlende som et uvejr, men centrum er en “solsprængt sky” med et Grundtvig-udtryk fra salmen ‘Der er en vej, som verden ikke kender’. Slørede må vore forestillinger om det transcendente, metafysiske møde vel være. Men en abstraktion er det ikke bare. Som et indbrud i skymassen har Kaalund skitseret Kristi ansigt og hånd på hjertet. Det er ankerpunkter midt i turbulensen. – Måske behøver vi ikke et konkret billede for at møde det kommende med tillid? Adventstid er håbefuld ventetid.

Nu tilbage til 1921, til Ranum Kirkes altervæg med Niels Larsen Stevns’ berømte billede af ‘Kristi genkomst’, på en gang modernistisk og traditionelt. Nederst ses samtidens landskab med fjorden bag landbrug og parcelhuse, skildret i kølige grønlige farver med blå skygger. Det er ikke kun et upåfaldende lokalt prospekt, men et drama: Der er noget vildt på færde! Nederst i venstre side er en vognhest netop slået ud af kurs, forskrækket. Ud af himmelrummet kommer en dynamisk Kristus vandrende, omgivet af mandorla og engleskarer, akkompagneret af vækkende basuner. Heroppe forvandles farveskalaen til hvidgule og rødlige solskinsfarver. Med sit store koloristiske talent gør Larsen Stevns det umulige at sammenføje metafysisk kristen ikonografi med hverdagslandskab i en meget smuk helhed. Han viser os Kristi genkomst som en konkret begivenhed i Ranum. – Bliver vi overbeviste? Foto: Claus Jensen

Håbefuldt byder vi det nye kirkeår velkommen med et billede af “Håbets port”. Multikunstneren Hans Berg (1938-2010) skabte i 1989 den smukke udsmykning på Lystrup Kirkes altervæg. Den enkle, asymmetriske ‘altertavle’ af patineret kobber er prydet af et lille forgyldt kors, som giver håbet retning. Foto Claus Jensen.