Kunst til kirkeåret

Til de smukkeste breve, jeg har læst, hører flere af de danske frihedskæmperes afskedsbreve, affattet kort før deres henrettelse. Brevene er kærlighedsgaver til de – snart – efterladte nærmeste, ofte skrevet med en bemærkelsesværdig integritet og idealitet, ja grundtone af ro; først og fremmest sigtende på at ruste de kære til at leve modigt videre, tage sig af hinanden, stole på Gud. Den indbyrdes kærlighed mellem dødsdømt og sørgende er ikke blot en følelse, som opleves på lånt tid, men en stadig kraft med grund i den evige kærlighedsmagt, der ikke kan slås ihjel. Ordene vejes på guldvægt: Hvad man havde sammen, skal blive ved at fylde og lyse, men de efterladtes liv skal også være helt og rigt efter en forestående forfærdelig afsked. Denne dialektik mellem binding og frihed er muligheden, når Gud for alle parter er det blivende, store Du.

Jesu lange afskedstale iflg. Johannesevangeliet, specielt hans ypperstepræstelige bøn i kap 17, er tilsvarende som et alvorligt afskedsbrev, og når dette læses, er Kristus for længst kun synlig for troens øje. ”Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig”. Jesus og hans fællers afsked er indfældet i en fælles henvendelse til det store Du. Afskedsordene får dybde, rækkevidde og bærekraft fra den transcendente magt, der overtrumfer den menneskelige adskillelse og død. Bønnen sammenfatter den dødsdømtes liv og trøster hans bange venner ved at forankre dem hos det evige Du, der allerede i rigt mål har givet sig til kende for dem på rejsen frem mod afskedsdagen: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” I afskedstalen minder Jesus om fællesskabet og hjælper dem til at føle sig udvalgte og velsignede.  ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem”… ”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.” Herved løfter ordene os op i en mystisk samhørighed med Kristus, en samhørighed som også vil favne menigheden, ja kirken, så splittet den end er, fordi det alene er og bliver Guds kærlighed, der gør kirken til sand kirke.

Afskedstalen er motiv for kirkekunsten fx hos ikke mindst guldaldermaleren C. W Eckersberg, hvis tre fremstillinger af scenen jeg tidligere har præsenteret. I Købelev Kirke hænger Eckersbergs fremragende skildring fra 1841 af den talende Kristus over et fodstykke, der netop bærer et citat fra dagens evangelium. Maleriet er nu smukt restaureret. Se nederst i opslaget.

Jeg prioriterer her imidlertid her at vise Rudolf Rud-Petersens (1871-1961) ovenstående fortolkning af motivet i altertavlen i Åsum Kirke, Fyn. Den blev malet under 2. verdenskrig, sent i Rud-Petersens arbejdsliv, – altså nogenlunde samtidig med de danske frihedskæmperes afsked. Til forskel fra guldaldermaleren Eckersbergs fhv. nøgterne ’malen efter naturen’, lader Rud-Petersen den talende Kristus bære en glorie, som anskueliggør hans enhed med Gud. Den rødklædte, talende Kristus er vendt mod menigheden snarere end mod bordfællerne, vore identifikationsfigurer, der er skildret i individuel forskellighed, alle i alvorlig eftertanke. – Rudolf Rud-Petersen var en produktiv og betydningsfuld, mere end habil, konventionel kirkekunstner, der dog aldrig blev epokegørende og egentlig aldrig fornyede sig endsige blev moderne. Fotos. Claus Jensen.          

Vi fejrer Immanuel Kants 300 års fødselsdag bl.a. med respekt for hans afkald på gudsbeviser. Fornuftens store filosof bragte os den erkendelse, at vi ikke har adgang til virkeligheden i sig selv. Det betyder ikke nødvendigvis, at mennesket er restløst begrænset af og til sin egen lave horisont, for noget kalder på menneskets ærefrygt, som Kant skrev: ”To ting fylder sindet med stadig ny og stedse dybere beundring og ærefrygt, jo oftere og mere vedvarende tanken beskæftiger sig dermed: den stjernebestrøede himmel over mig og den moralske lov i mig.” Siden Kant er menneskehedens astronomiske viden vokset umådeligt, men ærefrygten ved det uendelige univers med dets lysende galakser – og mørke huller – er uformindsket. Stjernerne appellerer til både astronomer og poeter. Kunstneren Esben Hanefelt har ofte givet plads for stjernehvælvet i sine fabulerende billeder og har også sprogligt givet udtryk for stjernehimlens betydning for ham, særligt i livets grænsesituationer. Under stjernerne forstår man, hvor forsvindende lille man er, og samtidig kan man føle en art tryghed og en dyb taknemmelighed over at være levende og bevidst til stede i dette svimlende, gådefulde himmelrum.

Når vi løfter blikket mod himlen, stiller vi måske spørgsmål om eller til den skjulte Gud -: Hvem er du?  Lige som Moses iflg. 2. Moseb. måtte spørge, dengang han ved den brændende tornebusk modtog sit uoverkommelige kald til at lede hebræerne til frihed: Hvem er du? Moses fik måske ikke det svar, han håbede på, men ud af sin absolutte, ubegrænsede, men skjulte væren svarede Gud ham: ”Jeg er den, jeg er.” – Nu skifter scenen til Jesusbegivenheden: Iflg. Joh. kap 8 sagde Jesus: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er”. Guds ord fra tornebusken genlyder her som et fornyet kald hos mennesker, igen et kald til frihed. Hele Johannesevangeliet er skrevet for at gøre det klart, at Jesus taler Guds ord, at Jesus ER Guds udtræden af skjultheden, idet han om nogen er en sand åbenbaring af Guds væsen som kærlighed. Jesus Kristus er et paradoks fra fødslen i stalden til henrettelsen. Er han det efterspurgte Gudsbillede, fornedret og ophøjet? Hans ophøjelse er paradoksal. Han blev bundet, naglet og hængt op som forbryder under indskriften ”Jødernes konge”, kronet med en krans af tjørn. Hans kongehyldest var en tortur, og den var satirisk ment, men for troen er den sand: Han er konge. Den skjulte Gud Fader, som han råbte til på korset, forlod ham aldrig. Ved Guds Ånd bad Jesus om tilgivelse for sine bødler, og ved Guds Ånd blev han oprejst som Guds blivende stemme i verden. Den stemme kalder alle Guds børn til åndelig frihed: ”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” …”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal i være virkelig frie.”  

Esben Hanefelts første altertavle er Hadsund Kirkes triptykon fra 1998, som i hovedfeltet bærer et jublende opstandelsesbillede, på fløjene flere bibelske motiver og kirkelige symboler. Når tavlen er lukket, ser vi i midten en stjernehimmel, omkranset af en gylden tornekrone. Hermed identificeres den skjulte skabergud som Guds Søn, der blev fornedret og ophøjet. Uden for tornekronen myldrer det skønneste blomsterflor som en fryd for øjet og en hyldest til livets Gud. Tak til Niels Clemmensen for foto. 

Når jeg befinder mig ved A og indstiller GPS’en på B, er jeg fokuseret på destinationen: Hvordan får jeg hurtigst og nemmest tilbagelagt vejen dertil? Anderledes med livets vej. Hvis da ikke livslysten er bukket under for evighedslængsel, handler livets vej om at være undervejs, at leve undervejs, at ånde, udfordres og glædes her, hvor vi er, her mellem fortid og fremtid.

Iflg. Joh. 14 kalder Kristus sig ”vejen, sandheden og livet”. Dette jeg-er-ord gør ham ikke til en GPS-funktion eller billetekspedition til et gudsrige i det fjerne; det betyder, at han er nær som livsledsager og medvandrer på hele denne dyrebare livsrejse med dens smerte og glæde, og at vi aldrig undervejs skal være uden kærlighedens kompas. Mod det ukendte? Ja oftest tænker vi på livets vej som vores bevægelse fremad mod det ukendte. Men der kan være en pointe i at vende billedet om, så det handler om Guds vej til os, en vej, hvor Gud selv går os i møde: Med sin kærlighed baner han sig vej, bygger bro og åbner døre for hvert et menneske. Han lyser for os med sin sandhed, minder vore kolde hjerter om vores næste, rejser os op, når vi tynges af skyld, fornyer vores livsmod, også i dag. Således er Gud ikke den ubekendte: ”Fra nu af kender I ham og har set ham”, sagde Jesus til de bange disciple. Ja, Guds åbne, menneskelige ansigt kender vi fra evangeliet. Gud er kommet os i møde under navnet Jesus Kristus. – Og tør vi ikke tro, at den levende Gud kender utallige veje til sine menneskebørn?   

I kirkens nyere billedkunst er Vejen et yndet motiv, naturligvis med symbolsk betydning, idet der er mere end landskabelig skønhed og naturlyrik på færde. Vejen er bl.a. en Kristusmetafor. I kirkekunsten er Vejen derfor håbefuld, gerne med også lyset som en vigtig aktør i sceneriet. Det udefra kommende dagslys, Guds lys eller ”Verdens lys”, finder ind i rummet med glasset og farvepigmentet som medium. Lyset rammer, vækker og glæder os. Den efterhånden meget efterspurgte billedkunstner Simon Aaen (f. 1978) har i flere af sine kirkeudsmykninger valgt Vejen som tema. Her forener han impressionistiske natursansninger med transcenderende henvisninger til bibelske begreber og fortællinger, alt sammen i en anelsesfuld helhed, der appellerer til iagttagerens medfortolkning. Her viser jeg Simon Aaens store glasmaleri fra 2013, hvor lyset hentes ind over alterparti og menighed i Ilskov Kirke, Midtjylland. Titlen er “Jeg er vejen”. Sammen med lyset fremtræder vejen indbydende og favnende. Foto: Claus Jensen.

Verden hungrer efter gode hyrder. I en af ugens aviser stødte jeg på et interview med en frivillig, som ud fra et (mere end rigeligt) kendskab til bandemiljøer kontaktede helt unge drenge, “før de fik blod på hænderne”. Vi kunne kalde denne frivillige for en god hyrde, et lysende alternativ til miljøets gammelkendte ledere, som kun har udnyttelse og forråelse at byde på. Den frivillige socialarbejder begrundede sin relative succes med, at det var nyt for disse drenge overhovedet at blive set som personer og tilbudt et godt fællesskab, som kunne støtte de konstruktive drømme for deres liv. Dette må være hyrdeforholdets abc: personlig relation, fællesskab, gode håb – og ikke mindst hyrdens troværdighed: overensstemmelse mellem ord og liv.

I bibelen er hyrden en yndet gudsbillede, i Det gamle Testamente er den gode hyrde en lignelse for Jahve, i det nye for Jesus Kristus (Joh.10), fremsat som et af Johannesevangeliets righoldige ”jeg-er”-ord. Det vidunderlige ved, at Gud blev menneske, er, at hyrden er menneskehedens medvandrer, fuldt ud bekendt med tilværelsens brydsomme veje med angst og smerte, ja med dødens dyb. Overensstemmelsen mellem liv og ord betyder, at den gode hyrde i sin omsorg ikke har sparet sig selv. At Kristus-Hyrden også kan kaldes ”vejen”, betyder, at han både er vor livsrejses retning og dens ledsager – hele vejen. Hvem kan ellers ledsage os gennem dødens ensomhed? ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv.” Vi kender ham fra fortælling og forkyndelse; i Ordet er han stadig vores samtidige. Vi hører ham tale også i dag ”som en, der har myndighed”. Hans myndighed giver os ansvar i situationen og udfordrer vores troskab, indlevelse og fantasi. Ordet er ikke et militant kommandosprog, ikke en rigoristisk regelsamling, men hjertets kald, beriget af håbefulde billeder af Guds rige her og hisset.

Evangelierne rummer adskillige både dramatiske og beroligende tekster om den gode hyrde. I netop denne søndags tekst om hyrden finder vi de store tilsagn for tid og evighed, der giver teksten en værdsat plads i begravelsesritualer: “de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen kan rive dem ud af min hånd”.

Mon ikke Danmarks skønneste hyrdebillede er Niels Larsen Stevns’ maleri fra 1920, en pryd for Hvam Kirke i Midtjylland, hvor det ikke hænger over alteret, men i skibet? Niels Larsen Stevns levede 1864-1941, i mange år som Joakim Skovgaards assistent, fra 40-års alderen endelig som modernistisk kunstner i egen ret. Maleriets vidunderligt farvesatte klippelandskab er øjensynligt ikke dansk, men fåreflokken har Stevns gjort forstudier til i Kongsøre, Odsherred. Bag maleriets markante linjer fornemmer vi kunstnerens fortid som billedskærer. Alterbilledets rødklædte hyrde går rask fremad med fårene, – også andre af Stevns’ altertavler viser et øjebliksbillede af liv i bevægelse. – Hyrden fremtræder lysende tillidsvækkende, som han går der og samtaler med sine får. Dog er det sorte får måske tæt på at stikke af. Som Mikael Wivel skriver i ’Lysets tøven’: ”selv her i mesterens tryllekreds er tvivlen og det onde til stede som en realitet.” Foto: Claus Jensen.

Vi er ikke færdige med at synge påskesalmer. Nu har vi fx en rigtig god anledning til at synge den uforlignelige: ”Hvad er det at møde den opstandne mester”, DDS 249. Det 5. vers reflekterer Joh. kap. 21, evangeliet til 1. søndag efter påske. Hans Anker Jørgensens bevægende strofe om Jesus-Peter relationen lyder: ”Det er som fornægteren Simon den Bange, fortabt i sin skam, / at høre hans tillidserklæring tre gange: Vogt du mine lam! / Det er som at løftes af mægtige hænder/ fra drukning i mørket til morgen blandt venner.” Fortællingen om Peter er et drama, ja et eventyr, hvori vi kan spejle vores egne historier: Peter var først med Kristusbekendelsen, kirkens grundfjeld. Vi blev døbt på den bekendelse, men hverken vi eller Peter er kirkens stabile klippegrund, måske snarere rullesten. Iflg. Joh. 13 forudsagde Jesus skærtorsdag aften, at Peter ville fornægte ham: ”Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange.” Da Jesus senere på natten blev arresteret, listede Peter på afstand efter ham ind i ypperstepræstens gård og bedyrede dér de tre gange, at han ikke kendte noget til Jesus, hvorpå hanen galede. Mørket havde vundet – indtil påskemorgen forandrede alt: Som opstanden mødte Kristus sine fallerede disciple og henvendte sig særligt til Peter, som tre gange måtte høre spørgsmålet: ”Elsker du mig?” – vel det mest svidende af alle spørgsmål, der kan stilles fra den trofaste til den utro i et brudt kærlighedsforhold. Brudt? Nej, nåden overvandt bruddet og hentede Peter ud af hans selvforkastelses mørke. Nåden tog for Peter skikkelse af den overvældende opgave at værne om menigheden: ”Vogt mine får!”, formuleret tre gange. – ”Følg mig!”, lød det til sidst fra Kristus. Med Kristusfællesskabet fulgte ”den død, Peter skulle herliggøre Gud med”.

Hans Ankers vers nævner de mægtige hænder, der redder Peter fra ”drukning i mørket”. Hele Peters liv har i grunden været et grumt og vidunderligt eventyr om både at erfare mørket og at blive hentet ud af dette mørke: Kristus løftede ham ud af dødsangstens mørke, da han med sin vaklende tro var ved at synke i Geneserat sø, – ud af mismodets mørke, da en lang nats fiskeri syntes forgæves, – ud af skammens og skyldens mørke efter fornægtelsen langfredag. Læser vi videre i Apg. kap. 12 finder vi tilmed mirakelfortællingen om, at en engel hentede Peter ud af mørket på Herodes’ dødsgang. Her sagde englen til den fængslede: ”Tag din kappe på og følg mig!”. – Selv om vores liv er så meget mindre spektakulære end Peters, kan vi nok genkende os selv i eventyret om igen og igen ”af mægtige hænder” at blive løftet ud af mørket, løftet ud af mismod, skam og skyld – og blive benådet med en vigtig opgave.

Til dagen har jeg fundet Rudolf Rud-Petersens snart 100 år gamle triptykon, malet o. 1927 til Kirke Eskilstrup Kirke ved Holbæk. Den skildrer Peters eventyr i tre scener: Tv. scenen, hvor Peter, som alligevel ikke kunne gå på Genesaret Sø, måtte Råbe: “Herre, frels mig!”. Th. scenen, hvor englen har brudt både lænker og portlås for at hente Peter ud af Herodes’ fængsel. I midterfeltet ser vi malerens fortolkning af netop dagens tekst, hvor den opstandne spørger Peter: ”Har du mig kiær?” Rudolf Rud-Petersen (1871-1961) var en af Joakim Skovgaards dygtige assistenter. Han udsmykkede mindst 23 danske kirker med sine smukke og velkomponerede, førmoderne og meget tilgængelige formidlinger af bibelske scener. Foto: Claus Jensen.