Kirkeårets ring er sluttet: Vi kan – igen – se tilbage på et forløb med tindrende højhelligdage i en lang perlekæde af ’almindelige’ søn- og helligdage, med hver deres fortællinger og formidlinger, livsfortolkende bønner, gamle og nye salmer. Kirkeårets rytme har struktureret og holdt sammen på tilværelsen gennem mørke og lyse dage: Efter vinter kommer altid en Mariæ Bebudelse; efter langfredag kommer altid en påskedag. Kirken har lagt stemme til barnedåbsfryd og bisættelsestårer og omsluttet det hele med velsignelse. Om vi oplever os som individer med et overskud eller – hvad der nok oftere er tilfældet: med et menneskeligt underskud, har vi året rundt kunnet finde åbne kirker med medarbejdere, der har engageret sig i at række os evangeliet, hente os ind i et fællesskab og sende os hjem med håb. Tak for det! –
Det er så fint, at kirkeåret nu rundes af med teksten fra Mattæustekst fra kap. 11, den store, finale omfavnelse: ”Kom hid til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Velsignelsens afsender er Menneskesønnen, som er ”sagtmodig og ydmyg af hjertet”, og hurra for det! Hurra for, at kirkens herre ikke er en gevaldig krigsherre! – I disse dage deler den storpolitiske verdenspresse fotos af ’rovdyrenes møde’, hvor gamle mænd blæser sig op og bekræfter hinanden i umættelige imperiale dagsordener. Men i kirken møde vi altså nu og altid modfortællingen om en åndelig leder, hvis anliggende er omsorg og trøst til udmattede og overbelastede menneskebørn. Mennesker skal ikke forløfte sig på livet, men bæres af Guds accept og finde hvile i hans nærvær og nåde. Hvad Kristus lover, er ikke et bekvemt liv uden udfordringer, men et liv, som åndeligt og eksistentielt er velsignet og meningsfuldt, så sandt som kærlighed og næstekærlighed giver mening. ”Mit åg er godt, og byrde let.” Mennesker kan bære mange fordringer, mange slags ’hvordan’, når de i kærlighedens lys forstår ’hvorfor’.
Siden Thorvaldsen skabte sin store Kristusstatue ”Kom hid til mig” til Københavns Vor Frue, har det formet vores fælles forestillingsbillede af Jesus: den milde Kristus, der møder os frontalt og indbyder os med fremrakte arme. Skikkelsen er genfortolket igen og igen af kirkekunstnere, der ofte har udbygget motivet ved at anskueliggøre et udvalg af trætte og bebyrdede mennesker, der finder omsorg og trøst hos Kristus. De er ofte skildret som kirkekunstnerens samtidige, måske genkendelige medlemmer af menigheden. Set med nutidens øjne finder malerier af den trøstende Kristus ikke altid balancen mellem det rørende og det patetiske. Vi vil nødigt være sentimentale. Den norsk-danske malerinde Anna E. Munch (1876-1960), Edward Munchs grandkusine, skabte i 1930 til Sejlstrup Kirke i Vendsyssel et alterbillede af den velsignende Kristus med fhv. nutidige gamle, unge og børn omkring sig, herunder en blind gammel mand og en fortvivlet ung kvinde. Anna E. Munch var en kirkekunstens skønmalerinde, der malede tavler til min. 7 kirker uden at blive epokegørende. Men mon ikke mange stadig finder hendes kirkelige værker kønne? Foto: Claus Jensen.
