Mon ikke bjergprædikenen Matt. kap 5-7 er verdens mest berømte tale? Med sit nye perspektiv og dybt evangeliske etik bringer talen os en vision for mennesker, som efterfølgende årtusinder ikke har kunne fordunkle. Som lysende fakler i front står de poetiske, prægnante og paradoksale saligprisninger: Jesus kalder sine elendige tilhørere, disse nødstedte, fattige, sørgende, retfærdighedshungrende mennesker for salige, ja lykkelige! ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”…. Ordene er virkelighedsforvandlende. Her bliver mennesker set med et guddommelige blik, som omdefinerer begrebet om, hvad et vellykket menneskeliv overhovedet er: sorgfuldt, sagtmodigt, barmhjertigt, rent af hjertet, fredsstiftende – og ja, forfulgt! ”Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. – Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer…, for jeres løn er stor i himlene”. Jesus taler det største håb ind i menneskers liv. Ellers udsigtsløse eksistenser finder ikke bare medynk og trøst, men løftes op over elendigheden med en ny værdighed, med tilsagn om oprejsning i Guds nærhed. Og det er så disse sårbare mennesker, som suverænt skal tage den opgave på sig at bære det himmelske håb ud i verden og være verdens salt og lys: som rensende saltkrystaller afværge verdens råddenskab, som lys på en høj stage lyse alverden op: ”Således skal jeres lys skinne for menneskene”. – I dag må vi sammen i kirken takke for dem, der som salt og lys bragte håb også til os. Og vi får opgaven at bære lidt af renfærdigheden og lyset videre og dele det fælles håb.
At forfølgelser blev den historiske virkelighed fx i Lilleasien under kejser Domitian, ved vi jo. Med baggrund i kristenforfølgelser – eller frygt for samme – advarer forfatteren til Johannes’ Åbenbaring o. år 90 mod at gå på kompromis med de politiske rovdyr. På sine syners store lærred udmaler Johannes sine harmdirrende forventninger i surreelle, mytiske tableauer, som ikke er for børn. Pointen er at give modstandskraft til generationer, der skal gå meget ondt igennem. Åbenbaringsbogen er så absurd voldsom, at den kan måle sig med historiens mest ufattelige grusomheder. – MEN så sker det endelig i kap 21: Håbet indtager scenen, her som talt ud af de trøsterige saligprisninger i Jesu bjergprædiken. I bibelens sidste kapitler findes dens smukkeste tekst: en ophøjet vision af definitiv trøst, fred, lykke, kærlighed og tilbedelse, fuldbyrdelsen af det store håb: ”Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pinse skal være mere.”
Teksten sammenligner menigheden med en smykket brud, og i kap. 7 beskrives menigheden som “den store, hvide flok”. Apokalypsens tekst har sammen med Brorsons ekstatiske sejrshymne inspireret flere danske kunstnere til at binde an med motivet. Mest kendt er uden tvivl Joakim Skovgaards store billede af den store, hvide flok, som lyser i Viborg Domkirkes kor. Johannes Kragh (1870-1946) var også en værdsat og meget benyttet kirkekunstner, inspireret af Joakim Skovgaards monumentale stil. Allerede i 1899 malede Kragh sin udsmykning i Sions Kirke Kbh. , hvor vi ser den hvide og blide flok med palmegrene, skildret med lykkelige gensyn og indbyrdes samtaler. Foto: Jakob Topsøe.
