Indsamlinger udfordrer os. Hver søndag samler kirken ind, nu fx til julehjælp, der har stigende ansøgertal. Ved forårstid har Folkekirkens Nødhjælp indsamlingsbøsserne klar. Tager man der en runde med bøssen og mobilepaynummeret, har man chancen for at lære noget om mennesker: måske at der på eksklusive adresser med dyre biler kan være relativt mange nej-sigere, – som jo hver for sig kan have deres grunde, – mens der i boligområder med beskedne forhold ofte er stor offervilje. Jeg bliver varm om hjertet ved tanken på små, gamle damer, der nok kunne være længe om at få åbnet døren, men så faktisk havde en pengeseddel liggende klar og tilmed takkede for, at der blev samlet ind. Måske er disse ældste årgange bevægede af egne erfaringer fra nøjsomme tiders svære mangelsituationer, som trods alt ligger nutidens Danmark fjern. Jeg skal ikke underholde med, hvor uhyre lidt eksempelvis min mor i sin tid måtte klare sig med. Det som jeg har lyst til at fortælle om, er ikke hendes fattigdom, men derimod hendes indlevelsesevne, der mod mange odds forhindrede hende i at være nærig. Offervilje bæres af evnen til at leve sig ind i andres situation og glæde sig ved forestillingen om forandring til det bedre. Jeg husker fra min barndom en specifik situation, hvor der blev samlet tøj og sager i kasser til flygtninge. Mor kunne da hos sine unger skabe billeder af de udsatte og helt ubemidlede mennesker, som indsamlingen gjaldt. Vi blev så at sige tændt af medfølelse og oplivede af forestillingen om modtagerens glæde ved hjælpen, og jeg listede et af mine egne stykker legetøj i kassen. Børns naturlige glæde ved at glæde andre kan man som voksen værne om – eller det modsatte.
I dagens tekst fra Mark. kap. 12, som engang kaldtes ”enkens skærv”, sidder Jesus på tempelpladsen og fremhæver den fattige enke, som med sine småpenge ”har givet mere end alle andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.” – Vi ser som så ofte i evangelierne, at den guddommelige målestok er en helt anden end den, der gælder verdens kalkuler. I evangeliet måles alt med kærlighedens alen. – Modbilledet i teksten er en nærmest satirisk beskrivelse af en grådig religiøs elite, som alt andet end selvforglemmende udfører statusgivende fromme handlinger for et syns skyld. Det er ikke vanskeligt at drage paralleller til nutiden, hvor religiøse gebærder og erklæringer også kan være magtpolitiske reklamenumre, der går hånd i hånd med social uretfærdighed. – Men tilbage til det gode eksempel: den gavmilde, fattige enke: Hun lyser for os med sin hengivenhed og tillid til den fremtid, som Gud vil give hende, hun lyser med sin kærlighed, og vi lader hendes billede stå et øjeblik. – Men snart dukker vores ’jamen’ op: Jamen hvor er det dog uforsigtigt og problemskabende, hvis enker uden sikkerhedsnet sådan giver det sidste væk! Får det ikke samfundsordenen til at gå yderligere i opløsning? Med vores rationelle ’jamen’ går vi i dialog med teksten. Og hvad svarer teksten så tilbage? Teksten svarer denne gang, som hver gang, med evangeliet om Jesus selv, der vedholdende levede sig ind i medmenneskers situation, glædede sig ved at skabe forandringer til det bedre, handlede uden personligt sikkerhedsnet i tillid til den fremtid, Gud ville give. Hans eneste mål og målestok var kærlighed. I kærlighed gav han sig selv, også for os med de grumsede kalkuler og al vores ’jamen’…
Der er i kirkerne mange gamle indsamlingsbøsser og antikke ’kirkeblokke’ med tunge låse og malede motiver, undertiden med den fattige Lazarus, som sidder på jorden med hundene. Også på kirkevægge findes malerier med appel til gavmildhed. Et eksempel ses nederst i opslaget, hvor vi finder den generaliserede arme siddende næsten nøgen med sin stok ved siden af Skt. Peders Kirke i Næstved, malet i 1633.
Vores gode eksempel, den gavmilde, fattige enke, har fået sit helt eget, værdige monument uden for Johanneskirken i Aarhus i form af Elias Ølsgaards bronzeskulptur fra 1957. Alvorlig og beslutsom bøjer den magre kvinde sig frem med sine sidste mønter. Kunstneren boede som barn i Kollerup ved Jelling, og hans manende skulptur udførtes første gang i 1953 til Kollerup Kirke. Efter akademiuddannelsen virkede Elias R. Ølsgaard (1873-1964) det meste af sit liv i Aarhus og prægede byens offentlige rum med en stor mængde klassisk naturalistiske værker, især portrætbuster. – Foto: Claus Jensen.
Nedenfor maleri fra 1633 af Skt. Peders Kirke i Næstved og den fattige tigger. Foto: Claus Jensen.
