Forud for teksten fra Joh. kap. 5 har vi historien om, at Jesus helbredte manden, som på 37. år lå syg ved Betesda Dam, en hos lovtro jøder ildeset handling, fordi den fandt sted på en sabbat. Konflikten trækkes op: Sabbatsregler eller den syges befrielse, lovlydighed eller menneskekærlighed, dødsmagt eller oplivelse? Dialogkaffe med modstanderne er næppe længere mulig, da Jesus nu forsvarer sin handling med, at han handler som Gud selv: ”Min Fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.” Guds skabende virke fandt ikke bare sted ved tidernes morgen, men nu og altid, og tydeligst her hvor Jesus virker med Guds hånd og taler Guds ord. – I grunden er det Johannesevangeliets hele anliggende at tydeliggøre Jesu guddommelige fuldmagt: Gud elsker sin søn og lader ham række den ubegribelige kærlighed videre.
Og dommen? Lovtro jøder gjorde sig vel umage med budene for at bestå for Guds dom, men alting skælver, når Jesus tilmed står med domsmagten: ”han [Faderen] har givet ham [sønnen] magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn”. ”Menneskesøn” er her at forstå som en titel med mytisk vælde. Som dommer er Jesus anarkistisk og revolutionerende ved samtidig at stå som skyldiges forsvarer: han, som bad om tilgivelse for sine bødler. – For et nutidigt menneske med bevidsthed om at have Gud som instans i sit liv, opleves dommen, ‘dommedag’, måske som en selvkritisk refleksion i dagligdagen, en samvittighedens seriøse stemme. At denne ’dommedag’ ikke er ubærlig, har sin grund i troen på, i håbet om, tilgivelsen hos en mild dommer.
I sit klimaks kredser teksten om død og opstandelse: ”ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil”. Guds væsen tolkes som skabende, nyskabende, livgivende kraft, som med Løgstrups ord kan kaldes ’magten til at være til i det, som er’ – trods synd og død. Når vi ikke mere behøver at lammes af frygt for hverken dom eller død, er vi allerede ”gået over fra døden til livet”. Her har vi Johannes’ særlige formulering af ’præsentisk teologi’, som vi håbefuldt kan modtage som et tilsagn, og som også må invitere os til at reflektere over vores erfaringer af at blive gjort levende.
Det valgte billede er Trondur Paturssons sortgrønne og lysende blå glasmaleri ”Opstandelse”, som findes i Vrå Kirke. Det blev udført i 2011 og efter en skade igen i 2013. Billedets nedre del ser truende ud med skarpe, sorte skær. Opstandelsens baggrund er ikke en harmløs verden. Den opstandnes skikkelse synes nutidig, men er ikke helt defineret, og det flertydige kan ses som en kvalitet ved værket: Er den opstandne Kristus, der kommer os i møde? eller går foran os? Eller er det et menneske som dig og mig, der kaldes ud af mørket og går mod lyset? En døds opstandelse – eller en hverdagsagtig erfaring af livgivende hjælp til at gå videre? Foto: Claus Jensen.
