Tag: kirkekunst

Kunst til kirkeåret, 21. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Tro og troværdighed

Evangeliet fra Joh. 4 fortæller en helbredelseshistorie som et tegn: En kongelig embedsmands søn ligger dødeligt syg i hjemmet, hvorfor faderen drager til landsbyen Kana for at hente hjælp hos den berømte Jesus. Jesus beklager omgivelsernes stadige krav om bevis: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, – men samtidig hører vi, at faderen umiddelbart troede, hvad han håbede, og ikke forlangte bevis, da Jesus sagde de forløsende ord til ham: ”Gå hjem, din søn lever”. ”Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live”. Jesus velsignede hans tillid.

Johannesevangeliets mange fortællinger om, at mennesker møder Jesus, har en pointe i disse menneskers forskellige livssituationer. Hvis det har betydning, at den syge drengs far er kongelig embedsmand, er der måske en pointe i, at forskellige slags magt og myndighed dermed står over for hinanden. Underforstået er spørgsmålet om, hvem der har den autoritet og det ord, som ultimativt står til troende. – Teksten kan være en anledning til at tale bredt om tro og tillid og i samme åndedræt om troværdighed: Vores aktuelle nærdemokrati demonstrerer med sine plakater en kamp om opmærksomhed og magt, som er uadskillelig fra kampen om troværdighed. Vi glæder os stadig i store træk over at leve i et tillidssamfund, hvor vi i vidt omfang forudsætter, at mennesker taler sandt og ønsker at holder ord, så at vi tør interagere også med fremmede. Men samtidig må vi modstræbende advare vores børn, unge og ældste mod af være FOR tillidsfulde. – Og til skræk og advarsel demonstrerer nyhedsstrømme for os, hvordan verdener af opblæste løgne og hæmningsløs propaganda kan tage sig ud. – Trods rigeligt med anslag mod den gode stemning er tillid vores guldgrube, og intet kan erstatte vores samfunds troværdige interaktion mennesker imellem og i samfundets instanser, embedsværk, presse m.v., hvor alle er forpligtede på en ordentlighed, som vi hver især SKAL kæmpe for! – – Men vi er kun mennesker: Politikere forråder alliancer og skifter parti for at komme magten nærmere. Embedsmænd og fagfolk, som helst samvittighedsfuldt ville løse deres opgaver, forsvarer i sidste instans deres egen ansættelsessikkerhed. Selv i vores mest kærlighedsfyldte relationer kan troværdigheden forlise, hvad vores skilsmisser og skuffede børn kan vidne om. Ser jeg overhovedet selv et troværdigt ansigt, hvis jeg ser mig i spejlet? Nej, i allerdybeste forstand kan min tro kun række ud efter det sande menneske, det ubetinget kærlige menneske, der aldrig søgte sit eget og derfor fornyede og fornyer andres liv.

Vores uvurderlige stenhugger Laila Westergaard har i 2009 på Hjørring Sognegårds ydermur hugget et af de efter min opfattelse væsentligste værker i nutidens kirkekunst. Vi ser flere rækker af ansigter, der vendt ud mod den befærdede plads midt i Hjørring spejler en nutidig hverdags mennesker i deres respektive aldre, køn, civile eller uniformerede stand. Alle fremtræder genkendelige og troværdige, her er vist ikke nogen spindoktor eller brugtvognsforhandler til stede. Vi ser bl.a. samfundets bærende institutioner repræsenteret af en præst og en politibetjent, formentlig ordentlige mennesker, men altså kun mennesker. MEN et sted på muren, som en mønsterbryder i et mellemrum, finder vi så også Jesus portrætteret med langt hår og kort skæg om et smalt, alvorligt ansigt med lukkede øjne. Det er et billede af en troværdighed af en anden verden. ”Jesus i Hjørring” , som Laila Westergaard kalder sin hyldest til inkarnationen, udviser en indre koncentration om den dybeste erfaring, der findes: erfaringen af død og opstandelse. Muren kan således både være vores spejl i hverdagen og vores vindue til evigheden, og mere kan man næppe forlange af kirkekunst. Nærbillede af Kristusansigtet ses nederst på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst . Fotos: Claus Jensen

Kunst til kirkeåret, 5. søndag e. påske, 1. rk. – ‘Der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder’…

Kan vi tale om Gud, altets urgrund, vort ophav og bestemmelse, vort uendelige ”Du”, uden at ty til dunkle billeder og paradokser?? Et af mine yndlingsbilleder af Gud, stammende fra middelaldermystikken, er, at ‘han er en uendelig kugle med centrum alle steder og omkreds intetsteds’. Nej, her rækker vor tanke ikke, Gud er uanskuelig, blot ved at sige ”han” har vi jo brugt billedtale. Som navnløs præsenterede Gud sig for Moses med ordene “Jeg er den, jeg er”. Der er gammel visdom i ikke at gøre billeder af Gud, eller som religiøse kunstnere undertiden vælger: undseligt at skjule Guds ansigt. Men trods Guds uanskuelighed kan billeder godt kaste lys over gudsforholdet, over forholdet mellem Gud og mennesker. Allerede i Det gamle Testamente lignes Guds forhold til mennesket fx ved den gode hyrdes. Det nye Testamente er helt overdådigt som gudsforholdets billedbog. Som den suveræne billedskaber for Herren har Jesus suppleret og fornyet det bibelske billedsprog til frodig berigelse for kirkens fortællere (og billedkunstnere) med lignelser, allegorier, billedord, metaforer. Billedordet om Kristus som “livets brød” er et eksempel. Og først og fremmest har vi lært at kalde Gud “vor far”. – Men iflg. afskedstalen Joh. 16, hvor vi stadig befinder os ved Jesu sidste måltid med disciplene, siger Jesus altså, at der kommer en tid, hvor han “ikke mere skal tale i billeder, men ligeud forkynde for jer om faderen”. Vi må forstå det sådan, at de mange Gudsbilleder og -lignelser krystalliserer sig i Jesus selv, ja at Jesus er mere end en lignelse eller et symbol. Gennem ord og virke, gennem medliden og grænsesprængning viser Jesus os direkte, hvem Gud er. Vi har i Jesus mødt det sande, medmenneskelige, medlidende ansigt, men først når vi er kommet igennem langfredags smerte, død og tomhed og frem til påskemorgens lys og pinsedags glød, kan vi erfare, at det er Guds egen kraft, der møder os i dette menneske – og står til troende. Hvad der end er skjult for os, har Gud åbenbaret sig her. Med Jesusbegivenheden fik vi altså det gudsansigt, det gudsnavn, som vi fundamentalt behøver for at kunne forholde os til, ja elske Gud. Jesus er navnet, vi kan kende og bruge i tillidsfuld samtale med Gud: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.… Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen.” – Jesu år på jorden er forbi, men verden bliver aldrig mere den samme. Fra fødsel til død, i fællesskab og i ensomhed, kan menneskers liv og gudsforhold nu leves tillidsfuldt i Jesu navn. “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”.

Marianne Juuls Andersens figurative trefløjede alterbillede viser ikke et billede af Gud, men viser menneskers liv i lyset af Jesusbegivenheden: Jesu liv og alles liv er sammenvævet. Tv. løfter en kvinde taknemmeligt sit nyfødte barn mod himlen: Det er Jesu fødsel, og det er alle menneskebørns fødsel. Th. ser vi en kvinde med en død voksen mand: Det er Maria efter Jesu nedtagelse fra korset, “Pieta”, og det er ethvert menneske, som sørger efter et umisteligt tab. I hovedfeltet ser vi mennesker dele brød i forgrunden og i baggrunden vandre op mod højen med de tre kors under himlens mulm og lys: Det er således “Livets brød”, som er altertavlens hovedmotiv: Jesu bespisningsunder og nadver, som perspektiveres af korsene på Golgata som tilgivelsens monument. Vi ser bag måltidsfællesskabet de mange mennesker, som lever i troens fællesskab og sætter sig i bevægelse mod det guddommelige lys, der overstråler døden. – Hele menneskelivet bliver her til en bøn i Jesu navn. Marianne Juul Andersens forgyldte relief har fra 2006 hængt i Agerbæk Kirke ved Varde. Det var oprindeligt kun tænkt som kunstnerens udkast, men menigheden var glade for det i denne form og valgte at beholde det som sådan. Marianne Juul Andersen, f. 1953, blev i 1970’erne uddannet på det jyske og det fynske kunstakademi. Kunstneren er også mester for større bronzeskulpturer i det offentlige rum, fx Fanøpigen i Esbjerg. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag i fasten, 1. rk. – Jesus og den kanaanæiske kvinde

Her omkring kvindernes internationale kampdag hører vi meget passende en fortælling fra Matt. 15 om en kvindes insisterende kamp for sin datters bedre liv, tilmed en kvinde fra en ringeagtet fremmedgruppe. – Allerede på evangelieskrivningens tid, hvor hedningemission var veletableret, har det været så stødende at læse om Jesu indledende afvisning af hende, at det i sig selv kan være et argument for, at forløbet faktisk udspillede sig sådan: at Jesus faktisk sagde: ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus” og ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Men for sin datters skyld holdt kvinden stædigt fast og lærte os noget om håbløses håb: ”de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. Hendes håb for datteren kunne ikke slukkes, hendes håb blev til troens bøn, og hun blev bønhørt. Og evangeliet voksede sig derved større: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” – Med sin brudflade blev samtalen den nødvendige fortælling om, at Jesus lod den nationalistiske ramme sprænges. Den kristne menighed skulle ikke være en etnisk forening, men en forsamling af troende. – At horisonten således udvidedes, er ikke en guddommelig konstruktionsfejl, men omvendt et udtryk for, at Gud er levende som livet selv. Kristendommens vidunderlige treenighed indebærer, at Gud ikke er en monolit, ikke en stentavle fra oldtiden med mejslede sandheder, ikke et arkæologisk skriftfund med resistente formuleringer. Nej, Gud lever og bevæges, lever som menneskesønnen, der kender menneskers liv og død til bunds, og lever som ånden, der altid endnu har meget at sige os, fx om evangeliets bud til kvinder og fremmedgrupper. Evangeliet bringer bud både til dem og fra dem, som vi kunne være tilbøjelige til umiddelbart at afvise.

De fleste danske fremstillinger af Jesus og den kanaanæiske kvinde er fra 1800-tallet. I danske kirker er der mig bekendt i alt ti altertavler med motivet, hvoraf to er veget for nyere udsmykninger. Motivet må jo forekomme patriarkalsk, og afkodningen fordrer et bibelkendskab, som ikke mere er en selvfølge. Jeg har ikke tidligere vist historie- og genremaler F. C. Lunds version af motivet fra 1858-59. Med sin fremstilling af mødet i det fint skildrede, næsten øde landskab viser Lund, at Jesus-gruppen her er ude i udkantsområdet (ved Tyrus og Sidon). Minespil og gestik hos Jesu ledsagere udtrykker utilsløret modvilje: “Send hende væk! Hun råber efter os”, men Jesus lader sig forstyrre i sin dagsorden af den bedende kvinde og bliver lydhør. – Maleriet er indsat i en – oprindelig farverig – renæssancetavle i Gadstrup Kirke v Roskilde, skåret o. 1610 med figurer og tekstfelter på ’den fine Roskildemester Brix Mitchgells værksted’. De forgyldte tekster, som nu står at læse, er specifikt relaterede til vort alterbilledes motiv. – Maleren F. C. Lund levede 1826-1901 og var uddannet fra Kunstakademiet. Han var særdeles habil, men i sammenligning med Carl Blochs intense religiøse billeder kunne hans scenerier virke lidt opstillede. Flere af F. C. Lunds alterbilleder er stadig i god behold, men i Viborg Domkirke blev hans mange loftsmalerier overmalet af Joakim Skovgaard, hvilket F. C. Lund dog blev forskånet for selv at opleve. Fotos: Claus Jensen.