Kunst til kirkeåret

“Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”…

I Nr. Åby Kirke har billedskærer Hans Nielson i 1636 skåret en døbefont, som øverst har englehoveder og nederst har de fire evangelister, som betryggende oppebærer ritualet med deres opslåede bibelbøger. Der er en uimodståelig uskyldighed over hele denne skulpturelle herlighed, som er passende festligt stafferet med guld og klare farver. Dåben står til troende! (Foto Claus Jensen)

Efter pinsen følger fejringen af den nu fuldbyrdede treenighed. Forud for alle dogmatiske spekulationer over, hvordan den guddommelige treenighed kan og skal forstås, har evangelisten Mattæus nedfældet dåbsritualets kerneord om at holde dåb “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Missions- og dåbsbefalingen er den pompøse afslutning på et evangelium, som allerede forudsætter en kirkelig praksis og et kirkeligt perspektiv. Dåbs- og missionsbefalingen hjemles iflg. Matt. i et magtord fra den opstandne Kristus. Det fortælles, at Kristus, som “er givet al magt i himlen og på jorden”, har sat sine disciple stævne på et bjerg. Fra dette arketypiske sted for guddommelig myndighed sendes forkynderne ud. Scenen er intet mindre end mytisk og besvares med tilbedelse fra disciplene og menigheden, – “men nogle tvivlede”…

Ingolf Røjbæks billede af missionsbefalingen fra bjerget er malet til Hammelev Kirke ved Randers i 1954. Den opstandnes herlighed lyser her fra guldglorien og den blå mandorla og reflekteres hos den tilbedende menighed, der samlede står eller knæler omkring ham. Ingolf Røjbæks lyse fortolkning af saligheden i blåt, hvidt og rødt, synes ren og helhjertet. Her er ingen støjsendere.

Det er interessant at sammenligne med Ernst Triers billede i Langå Kirke ved Randers fra 1956. Det er malet blot to år senere og opviser mange paralleller til Røjbæks. Triers altervægsfresko er arkaiserende i sin Kristusfremstillling, men er dog i sin menneskeskildring mindre metafysisk og så at sige mere moderne. Det er tydeligt individualiserende i sin fremstilling af de 11 disciple/ menigheden, hvoraf nogle endda er på vej væk fra Herren. Ernst Triers fortolkning giver således til forskel fra Røjbæks rum for Mattæusevangeliets udsagn om, at “nogle af dem tvivlede”.

 

Livets brød og vin i pinsens lys.
I 2008 fik Sørbymagle Kirke, Gladsaxe, en ny altertavle med Adi Holzers lysende nadverbillede i hovedfeltet – efter bedste lutherske anvisning. På fløjene omkring den indbydende nadverscene ses motiver fra langfedag og påskemorgen. Topstykket viser en lysende due og andre gudssymboler på gylden baggrund. Så er der fest!

Niels Skovgaards fresko fra 1911 i Høve Valgmenighedskirke, Slagelse, er i sig selv en lysende pinseprædiken ved at fremhæve duen som Helligåndsmotiv i synergi og symmetri med korset.

Intet skiller nu mennesket fra adgang til Guds kærlighed. Niels Skovgaard illustrerer triumfbuens Brorsoncitat om det sønderflængede tempelforhæng ved at male forrevne blå tråde om triumfbuen. Herfra ledes blikket til koret, alteret og nadverbordet, en uforbeholden paradisvision, – udført næsten samtidig med, at storebor Joakim skabte sin berømte paradisvision i Viborg Domkirke.

Iflg. anden tekstrk. til 2. pinsedag læses i Joh. kap. 6 om JESUS SOM LIVETS BRØD, Johannesevangeliets pendent til nadverindstiftelsen: “Den, der tror, har evigt liv. Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden”…

2. pinsedag fejres i det danske forår på mangfoldige steder og måder, men gerne med nadver.

“Tunger af ild” kalder Mogens Hoff sit glødende pinsedagsbillede fra 1999. Denne ekspressive fortolkning af den centrale fortælling i Apostlenes gerninger kap 2 anskueliggør begivenheden som en ekstatisk og spirituel erfaring, som en vanlig folkekirkekristen måske nok har lidt svært ved at spejle sig i, omend Grundtvigs pinsesalmer kan løfte sindet betydeligt.

Mogens Hoff er stærk i skildringen af menneskers fulde følelsesregister, ikke mindst kvinders. Den blåklædte kvinde i centrum kan iflg. tradtionen fortolkes som Jesu mor Maria, der her får bod for savn.

Mogens Hoff (1934-2008) var en autodidakt maler, der blandt portrætter og naturskildringer altså også skabte religiøs kunst, bl.a. flere altertavler. Han har udstillet på Galleri Emmaus i Haslev, hvor dette maleri har befundet sig.

Glædelig pinse!

9. maj døde vores verdenskendte kunstner Per Kirkeby, efter årelang svær sygdom, knap 4 mdr. før 80 års fødselsdagen. Kirkeby satte blivende spor også i kirken. Efter en halv snes år med spredte kristne (‘byzantinske’) referencer i malerierne skabte Kirkeby egentlig kirkekunst fra 1995 til 2015. Mindst ni danske kirker bærer nu hans bemærkelsesværdige værker .
Per Kirkebys seneste kirkeudsmykning blev tilført Løgumkloster Kirke i 2015. Her indsattes hans to smalle glasmosaikruder på orgelvæggen samt hans bronzetympanon over indgangsdøren. Det halvcirkelformede bronzerelief viser kristendommens drama, fortalt ved fragmenter, som Kirkeby selv har identificeret som sten, kilefødder, korstræ og rindende blod. Specielt kilerne ved korsets fod er så karakteristiske for Per Kirkebys pars pro toto-agtige fortælling om lidelsens konkrete realitet. Blodet løber i en tovtyk stråle fra korset ned og henad klippen eller jorden, og hermed gentages et voldsomt tema, som kendes fra bemalingen af Frejlev Kirke.
Under skulpturen ses den lysere overligger af granit med en indskrift, som citerer Jens Rosendal: “Tak, at huset her blev bygget som en sang om paradis,/ som et skaberglimt nedrykket i vort lavlands tågedis”.
Salmecitatet er vist uafhængigt af relieffet, men med de blå og gule mosaikruder er Kirkebys ‘skaberglimt’ – som hele det smukke, gamle kirkehus – måske også en ‘sang om paradis’.
Æret være Per Kirkebys minde!Se mere