Kunst til kirkeåret

“Da over os det hele år/ sin fred han lyser gerne,/ og efter vinter kommer vår/ med sommer, korn og kerne” DDS 729 v 6

I Ubberup Valgmenighedskirke ved Kalundborg står den prædikestol, som grevinde Moltke skænkede ved kirkens tilblivelse i 1873. Dens felter, som jeg her har samlet i et billede, er bemalede med de nydeligste blomster. De fører os fra julens yndigste rose over påske og pinse til høstens modne korn.

Kirkens alterbillede er o. 1913 malet af Joachim Skovgaard. Det er en replik af krybberumsbilledet i Skagen Kirke og på loftet i Viborg Domkirke. Ubberup Valgmenighedskirke hedder da også Bethlehemskirken.

Iflg. kirkens 125års jubilæumsskrift vides idag ikke, hvem der har malet på prædikestolen. Malerens minde er måske visnet, men ikke disse blomster.

Foto: Claus Jensen

 

Fredensborg Slotskirkes loft har fra 2006 været udsmykket med Per Kirkebys kolossale maleri af forvandlingens mirakel.

Dertil bringer jeg et relevant citat fra Kirkebys bog Kursiv, udg. 2007. Kontekst er drøftelsen af en mulig altervægsudsmykning i Frejlev Kirke ved Aalborg:

“Jeg tror ikke på den direkte illustration af de bibelske fortællinger. Så universelle de end lader sig forstå (…) At den tradition er helt stivnet og død, viser blot de påklædningsmæssige problemer som disse svage historiebilleder plages af. Er dette en eviggyldig historie eller et historisk genrebillede? (…) For at lave kunst der kan opholde sig i en kirke i dag, skal der sikkert ske et forvandlingsmirakel. For det er naturligvis utilfredsstillende med et abstrakt et eller andet som kunstneren påstår har noget med sagen at gøre. Men desværre kan kun det færdige resultat vise om der virkelig er sket noget. Motivforvandlingen er ikke en intellektuel beslutning.

Men hvad er der så med den altervæg, kom nu til sagen. Det er usikker grund. Jorden, vi går på, forskyder sig. De byzantinske bjerge gnidrer rundt. forkastninger og skælv og løsrivelse. I denne tilstand af forkastelse og løsrivelse møder man “Min Gud, hvorfor har du forladt mig”. Den skælvende grund er Golgata. Træstammerne flyver genem luften. Himlen sortner til. Alt vendes om og går til. For at kunne genopstå, lutret og lysende”.

I kunstværket på Fredensborg Slotskirkes loft er der en sprække til den blå himmel!

Foto: Claus Jensen

 

ØJNENE DER SER

Johannesevangeliet fortæller om Jesu møde med manden, som i 38 år har ligget syg ved kanten af Betesda dam, de eksklusive miraklers sted. Berømt er Jesu spørgsmål til den syge: “Vil du være rask?”. Citatet er brugt eller misbrugt til prædikener om individers sygdom i livsmod eller vilje og om afgørelsens betydning. Den syges svar “jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig” fortæller omvendt den lidendes historie om en forladthed, der har brudt alt håb ned, måske til dødlignende resignation. Men her indtræffer evangeliets vendepunkt, som suspenderer spørgsmål om viljesvaghed og offerrolle: Kristus står foran den syge som hans menneske: det menneske der giver ham den afgørende hjælp, – og så kan den syge forlade Betesda Dam.

I dansk kristen kunst findes der een berømt fortolkning af motivet: Carl Blochs store maleri fra 1883, “Kristus helbreder den syge ved Betesda Dam”. Det har hængt på den store endevæg i Indre Missions hus Bethesda i Rømersgade Kbh. Idag er det et værdsat museumsstykke i Provo, USA. Ved første øjekast ser vi et billede af en hvidkjortlet Kristus, som river skjulestedet bort fra den syge for at ruske ham med spørgsmålet “Vil du være rask?”. Således set er det et konservativt billede, der bekræfter traditionelle forventninger til anskueliggørelse af Jesusskikkelsen og bibelteksten. Men Carl Bloch (1834-1890) var så meget mere end IMs feterede, formskønne bibelillustrator og den af eftertiden forkætrede ‘glansbilledmaler’. Nyere studier har henledt opmærksomheden på moderne og overraskende raffinementer i Blochs kompositioner, særligt omkring figurernes blik. Her ser vi således tæt på billedaksen en bifigur: en gammel mand sidde med en rød hat, som påkalder sig mere opmærksomhed end forbindingen om hans ben. Og det er jo dette subjekts blik fremfor hovedhandlingen, der arresterer os betragtere. Han ser måske i øjenkrogen det drama, der er ved at udspille sig ved siden af ham. Men han ser også os med bevidsthed om, at vi ser på ham! Vi inddrages som vidner, og vi kan trække øjnene til os eller…

Min kilde er den store bog om Carl Bloch, som Museet for Religiøs Kunst og Øregaard. Museum har udgivet

DEN, DER VIL VÆRE STOR…

Matt.teksten til 13. søn. e. trin. 2. rk. giver en illusionsløs diagnose af nutidens såvel som af fortidens politiske liv: “I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem”. – Men hvem længes ikke efter ledere, der ikke har fastholdelse af magten som første prioritet? Evangeliet tilbyder sig med et modbillede: “Sådan skal det ikke være iblandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener … ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”

Menneskers patetiske kamp om anerkendelse og magt kolliderer med en mesterlære, som uforbeholdent praktiserer magtafkald og tjeneste for næsten. Men kan et liv i tjeneste (for)blive idealet? Dette ideal er jo også blevet historisk misbrugt. Selvudslettende skal vi ikke være, men hengivne, dedikerede, i forhold til noget, som er det værd. Hengivenhedens suverænitet bekræftes såvel af vore egne smukkeste erfaringer som af evangeliets mesterlære.

Billedliggørelsen af den hengivne tjeneste findes ikke mindst i beretningen om fodvasken, hvor Jesus bøjer sig ned og vasker Peters fødder.

En af de samtidskunstnere, der har fortolket dette motiv, er den kendte litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius, f. 1969. Vilmantas løste i 2016 opgaven med en udsmykning vedr. dåb og nadver i Hedeagerkirken i Herning, hvor man nu kan se hans glaskunst ved døbefonten og hans maleri i koret. Det 3 m høje billede af fodvasken hænger højt på altervæggen ved siden af orglet, hvor det jo bør ses.  Herværende billede røber proportionerne. Det viser Vilmantas i hans atelier i Vilnius, hvor han både udarbejdede skitser og færdiggjorde maleriet. Kunstnerens kommentar til motivet var angiveligt: “Når Jesus bøjer sig for os, må vi også huske at bøje os for hinanden.”

Billederne er hentet fra Hedeager Kirkes kirkeblad.

“På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du dømmes”

Min fordums teologiske lærer K. E. Løgstrup indkredsede ‘talens åbenhed’ som en suveræn livsytring, ja som et tegn på en skabende magt bag vore liv. Gud har noget for med os i sproget og i samtalen, der kan lukke livet op. I en samtale er det sværere at forstille sig og reservere sig i mistillid end at åbne sig og tale ud. Vejen fra hjerte til mund er ofte kortere, end det gustne overlæg kunne tilsige. Som dagens tekst siger: “Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.”

I Matt. 12 bruger Jesus alvorlige ord om sproget som et privilegium og et ansvar. Sproget har med menneskers forhold til Gud at gøre. I menneskers tale kan helligånden komme til udtryk, men talen kan også stænge helligånden ude. Talen kan forny, eller den kan dræbe troen, håbet og kærligheden, og her er der noget afgørende på spil.

Allerede moselovens 10 bud rettede opmærksomheden mod talens betydning for gudsforhold og menneskeforhold: “Du må ikke misbruge din Guds navn”, – og “Du må ikke vidne falsk mod din næste”. Iflg. Matt. sætter Jesus det på spidsen: “menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord”…  Der er godt, nyttigt samtalestof i, hvad “unyttigt” betyder.

Da Peter Brandes i 2014 udsmykkede Galten kirke og herunder skabte glaskunst til kirkens 10 ruder, inspirerede antallet ham til et sjældent tema i kirkekunsten: en fortolkning af de 10 bud. Kirkens totaludsmykning er spændende og dialektisk. Både alterbilleder, altertæppe og de 10 abstrakte ruder er fulde af tegn. Her vil jeg blot vise Brandes billedliggørelse af det 2. bud, som for mig at se kan gå i dialog med dagens tekst. Den solgule grundfarve er som en strøm af velsignelse, men velsignelsen kan spottes. Den besnærende meneskemund er malet hårdt op – i sort, en farve der forekommer fatal. Er det de misbrugte ord og løgne, der fra venstre side som et mørkt felt gør indhug i lyset, lige ud for påskriften “Ikke misbruge Herren din Guds navn til løgn”?  – På Galten kirkes alterbillede er hovedmotivet dog Emmausmåltidet, og dër ved nadveren får nådens Gud det sidste ord.        – Foto Claus Jensen