2. søn. e. helligtr. 2. rk. – Levende vand – Kristus og den samaritanske kvinde.

“Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”, lyder det i Joh. 4. Kristustroen frigør mennesker fra absolutte bindinger til fysiske religiøse bastioner og helligsteder. Et kultsted er et symbol, ikke et trosfundament. Det er ulykkeligt, at mennesker ‘forveksler symboler med det, de symboliserer’, som den vise psykiater Erling Jacobsen skrev i sine sjælesørgeriske bøger. Eksempelvis er Jerusalems historie en stadig blodig føljeton om, at kultsteders dyrkelse genererer fanatisme og vold. – Men allerede G.T.s kongebøger skrev jo om, at den levende Gud ikke kan rummes af himlenes himle endsige af kong Salomos tempel. – Ved vor tidsregnings begyndelse kom Kristus på banen som Guds levende ånd blandt mennesker. Han havde frihed og myndighed til at vise ud over samtidens kultiske bastioner: jødernes tempel og samaritanernes hellige bjerg. Kristustroende kender altså Gud som allestedsnærværende. Hvilken frihed! – I sit eksemplariske møde med den samaritanske kvinde overskrider Jesus på flere planer de stivnede sociale og religiøse grænser: Han henvender sig til en kvinde (!), som tilhører jødernes fremmed- og fjendegruppe (!), og med netop hende samtaler han om det dybeste og det højeste (!) Hun kom for at øse vand til husholdningen af den ærværdige Jakobsbrønd i Sykar – eller Sikem – (for hende allerede en religiøs bastion), men hun møder der en træt og tørstig jødisk mand, – som for evigt uddyber og forvandler vandets betydning. Den der lider af fysisk tørst under middagssolen, har erfaret hvor livgivende vandet er. Fuldt så stærk er sjælens tørst efter at finde livets kilde. Jesus tilbyder i alvor sig selv som denne evigt kraftfulde åndelige kilde. Han henter ikke blot sit levende vand fra forfædres indviede brønd, men fra skaberordet. Vandets åndelige betydning lægger sig tæt op ad den konkrete erfaring: “Hvor ordene føjer sig til elementet, opstår der noget, der kunne kaldes en sakramental realisme”, skrev Erik A Nielsen om den typologiske tolkning i sin bestseller ‘Kristendommens retorik’. – Mon ikke vi i nutiden er blevet så opmærksomme på dette dyrebare, uerstattelige, rene vand som forudsætning for vores liv, ja som en betroet gave fra skabelsens morgen, at vi har fået en ny klangbund for en sådan sakramental realisme? – Det kan give god mening at lade en dåbstale være en kontemplation over vandet og over evangeliet om Kristus som levende vand. – Tilbage til teksten, hvor det hverdagskonkrete trumfes af det åndelige, så der sker det morsomme, at kvinden efterlader sin vandspand og løber hjem med den nye historie om levende vand. Hun have fortalt, at hun – med sit omskiftelige liv med de mange mænd – er blevet set og gennemskuet, eller rettere gennemlyst og oplyst om Guds allestedsnærvær.

De sidste år har budt på mange kirkeudsmykninger, som netop har vand som hovedmotiv: i sig selv elementært appellerende og dybt betydningsladet i en kristen kontekst. – Her viser jeg imidlertid et konventionelt figurmaleri af Kristus og den samaritanske kvinde. Motivet var stærkt udbredt blandt guldaldermalerne, deres elever og 1800-tallets senere kunstnere. Den produktive Anton Dorph måtte eksempelvis kopiere sin fortolkning heraf til adskillige kirker. Nogle versioner har en erotisk note: Hvordan ser en kvinde ud, som har erobret så mange mænd? Interessen for hendes påklædning kan være en støjsender i kirken. – I 1900-tallet klingede motivet ud, måske fordi det som et ‘replik-billede’ gav mindre mening for en kirkegænger, som ikke var fortrolig med bibelhistorien. Jeg har valgt et udsnit af alterbilledet i den af flere grunde seværdige Lihme Kirke ved Skive, hvis billedkunstner jeg desværre ikke har oplysning om. Det er formentlig malet i sidste halvdel af 1800-tallet. I troskab mod teksten er Jesus fremstillet siddende, men talende og pædagogisk gestikulerende så han tryllebinder kvinden, der er bemærkelsesværdig smuk og velklædt. I baggrunden tv øjnes Garizimbjerget, men i midteraksen ses den gamle Jakobsbrønd. Vigtigere er den diagonale linje, som skabes af personernes øjenkontakt. – Fotos af kirkens interiør findes på nettet, her findes også en efter alt at dømme fejlagtig oplysning om, at alterbilledet er malet af Lucie Ingemann.

Herunder vises et enkelt – sjældent – eksempel på motivets brug i nyeste tid: Frits Gothardt Rasmussens løst monterede modernistiske maleri fra 2017 på prædikestolen i Sønder Nærå Valgmenighedskirke. Her er den rødklædte og glorielysende Kristus placeret i midteraksen. Kunstneren (f. 1950) har udsmykket flere kirker. Foto: Claus Jensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s