Teksten fra Mark. 10 om børnevelsignelse høres regelmæssigt læst ved døbefonten med konkrete dåbsbørn som mellemværende: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”…. Nu skal denne velkendte tekst bæres op på prædikestolen og derfra sige os noget nyt. Hvorfor “tilhører Guds rige de små børn”? Funklende citater om småbørn trænger sig på: Møllehave så barnet som et prisme for livsunderet: ‘Med et barn foran sig vil det være umuligt at sige, at der ingen mening er med livet’- og med citat fra Jacques Prévert: ‘Børn har alt – undtagen det man tager fra dem’. Gerd Theisen skrev: ‘Ofte skal børn virkeliggøre det, som forældrene ikke fik opfyldt i deres liv: Tilkæmpe sig en position, som de ikke opnåede. Præstere et harmonisk ægteskab, fordi det mislykkedes for dem. Gøre oprør dér, hvor deres kræfter ikke slog til. Det ville være godt, om sådan nogle forældre også havde det ønske, at deres børn engang ville blive forældre, der trods uopfyldte drømme ikke fratog børnene deres egne drømme.’ – Nutidens forherligelse af barnet er iblandet voksnes egne ønskedrømme om det tabte: Barnet må inkarnere den rene, nyskabte, endnu ikke forspildte mulighed, den livsåbne umiddelbarhed og tillid, en sandere måde at være menneske på – og vist så. MEN et barn, der ikke socialiseres, bliver et monster uden impulskontrol. Vi må kaldes til teologisk orden af dialektiske udsagn om alle menneskers – også små menneskers – selviskhed og for så vidt fortabthed. ALLE må vi leve af den nåde, som evangeliet tilsiger os. Gamle P. G. Lindhardt skrællede sentimentaliteten af: ‘Hvad Jesus sigter til som adgang til Guds rige, er barnets totale afhængighed af omgivelsernes barmhjertighed; dets liv og trivsel er betinget af, at nogen vil det vel. Og det bliver ikke anderledes med tiden. Barnet forbliver ligesom sine forældre en selvoptaget og egenrådig skabning, og det er som sådan, det har Guds ord og løfte!’ Guds rige tilhører ikke barnet, fordi det er et englebarn, men fordi det er Guds!
Mark. 10,13 er faktisk ikke en idyl, men en stridssamtale. Jesus er vred over det religiøse og sociale hierarki blandt de selvretfærdige omgivelser. Han trækker tæppet væk under alle religiøse hierarkier omkring gerningsretfærdighed så vel som trosretfærdighed ved sin spidsformulering: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.
Billeder af Jesu modtagelse af de små børn har fra 1812 (Eckersbergs alterbillede i Horne Kirke, Fyn) været et meget yndet motiv i dansk kirkekunst. Guldaldermalere som Eckersberg, J. L. Lund og deres elever hentede bl.a. inspiration fra kønne italienske billeder af englebørn. Motivet videreførtes op i 1900-tallet ved bl.a. de grundtvigsk sindede malere. Det er og bliver jo barnedåbens bedste bibelske reference. Kirkens dengang få kvindelige kunstnere kom også på banen med dette motiv, malet med største ømhed og ynde. Mange af disse billeder idealiserer de rørende børn og deres gode mødre i trængsel omkring en noget androgyn Jesusskikkelse, og i dag kan vi opleve disse søde billeder som harmoniserende, slikkede og glansbilledagtige i deres dyrkelse af børn og den børneelskende Jesus. Vi skal frem til 1934 for at finde en friskere fortolkning, som medtænker episodens karakter af stridssamtale, nemlig Stefan Viggo Pedersens usentimentale vægmaleri i dåbsafsnittet i Mariakirken på Vesterbro. Stefan Viggo Pedersen (1891-1965) voksede op i et grundtvigsk miljø, modtog undervisning i ‘den store stil’ fra Sigurd Wanscher og havde renæssancemaleren Tintoretto som forbillede. SVP skildrer med sikker hånd den dynamiske menneskekrop i bevægelse, men tegnet løst og skitseagtigt som en kunstner fra det 20. årh. må gøre det. Han har gennem sit lange kunstnerliv udsmykket mere end 20 danske kirker. I hans fremstilling er børnene forholdsvis troværdige med hver deres optagethed, mens Jesus vender sit belyste ansigt om mod de misfornøjede, grublende disciple. Her udmeldes gudsrigets vilkår for alle: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”
Birgitte Bech kirkekunst 