Kunst til kirkeåret

6. søndag efter påske – – “Også I skal være mine vidner”

Hvor i dagens tekster finder vi glæden? I hvert fald i epistelteksten 1. Pet. 4, der hylder den indbyrdes kærlighed, som “skjuler mange synder” (et helt vidunderligt udsagn) og skriver opmuntrende om den “nådegave, enhver har fået at tjene med” og om “den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus”.  –

I evangeliet Joh. kap 15 pålægges disciplene at vidne om Kristus med hjælp fra Helligånden, hvis komme forventes. Indtrængende appelleres til, at de “ikke skal falde fra”. Teksten er tung af viden om kristenforfølgelser, som er inden for evangelistens horisont: “der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. – Vi bøjer hovedet også ved tanken om aktuelle globale statistikker om overgreb på kristne. Æret være ofrenes minde! – Tekster om forfølgelser skal vi vende tilbage til senere i kirkeåret. Men her er en anledning til at vise Jesuskirkens martyrfrise med gestikulerende hvide figurer på rød grund. Med Stefan Sindings lange relief fra 1894 ophøjes i koret den lange række af vidner, uden hvilke ingen kirke fandtes. Centralt blandt vidnerne, lidt ophøjet, står Jesus. Frisen i korets kreds viser med Jesus i alt 47 martyrer eller vidner, herunder reformationens trosvidner Martin Luther og Hans Tausen. Alle vidnerne er navngivne, bortset fra én. Kan det være bygherre Carl Jacobsen tanke, at han selv ved sit kirkebyggeri er et vidne? Det anonyme vidne er åbent for identifikation.

Ny Carlbergs brygger Carl Jacobsen (1842-1914) har bekostet denne Danmarks enestående privatfinansierede sognekirke, som med sarkofagerne i krypten også tjener som hans families mausolæum. Carl Jacobsen hørte hverken til blandt rationalisterne, sådan som hans far gjorde, eller blandt de vakte som grundtvigianerne. Han betragtede nok Jesus som åndeligt forbillede, der viste vejen til frelse, men hans religiøse følelse udmøntes primært i en kompromisløs kærlighed til skønhed. Under bibelske og livsfilosofiske citater er hans udvalg af eksklusive kunstværker placeret i Jesuskirke til stadig glæde for kirkens levende brugere. – Kunstrejsen i Jacobsens ånd kan man fortsætte i Glyptoteket.

Den norsk-danske billedhugger Stephan Sinding (1846-1922) begyndte sin uddannelse i Oslo, men tilbragte en stor del af sit arbejdsliv i Paris, hvor han blev inspireret af den romantiske franske naturalisme og symbolisme. Med sine ofte patetiske motiver i et realistisk formsprog imødekom han tidens idealer. Carl Jacobsen begejstredes for en af hans skulpturgrupper, blev hans største køber og mæcen og gav ham flere opgaver i Kbh. altså bl.a. martyrfrisen med titlen “Kristendommens grundpiller”, som martyrfrisen kaldtes. På det tidspunkt havde Stephan Sinding tilvalgt dansk indfødsret.

Stefan Sinding detalje Jesuskirken, Claus.jpg

1891Martyrfrise Jesuskirken kbh.JPG

 

Udsnit af Korpartiet i Jesuskirken i Valby med Stefan Sindings martyrfrise
fra 1894. Detailfoto Claus Jensen, panoramafoto fra turistinfo.

 

Kristi himmelfartsdag

Iflg. Markusevangeliets slutning sendte Kristus sine apostle ud på mission og blev derefter taget op til himlen. Fra sit himmelske stade virkede han med dem “og stadfæstede ordet ved de tegn, der fulgte med”. Apostlenes gerningers begyndelse kan også fortælle, at “en sky tog ham bort fra deres øjne”, mens de stod og “stirrede mod himlen”. Fortællingen er indskrevet i et verdensbillede, vi næppe mere kan dele, men vigtigst er, at Kristi lokale, sansbare nærvær er afløst af et universelt og åndeligt nærvær, som overalt og til alle tider er tilgængeligt som troendes virkelighed.

Med landskabsmaleren P.C. Skovgaards grundtvigsk opdragede sønner Joakim og Niels kom kirkekunsten i fokus og skabte her en ny epoke. Læseværdig er Joakims personlige erklæring fra 1891 i et brev til fasteren: ”Jeg synes, jeg har tre ting at arbejde for. Den ene er min kunst, og med den står de to andre i forbindelse. Den anden ting er min familie, at skaffe den og mig livets ophold, og det benytter jeg min kunst til, så længe jeg kan, går det ikke, så tyr jeg til håndværket, for kunsten må ikke lide, jeg må ikke blive salgsmaler. Det tredje det er det, at jeg gerne ville arbejde med min kunst udadtil, om jeg kan være noget for mit folk. Om det måtte kendes på min kunst, at jeg er kristen, om jeg på den måde kunne vidne noget om kristendom, for jeg er nu skabt til at bruge hånden frem for ordet. Dette er noget, der kan kræve store ofre, måske jeg ikke kan bære dem, endnu har jeg dog kunne gå frem ad den vej jeg helst vil.”

Skovgaard malede fra 1891 det omdiskuterede maleri  ‘Kristus i de dødes rige’ (nu SMK), inspireret af Grundtvigs salme ‘I kvæld blev der banket på helvedes port’. Det  blev anledning til, at han fik sin gigantiske opgave i Viborg Domkirke. Vi ser i domkirken Skovgaards evne til at klæde de store murflader i billeder, som er både fortællende og meget dekorative og udfoldes i flere perspektiviske niveauer. Skovgaards malerier lykkes i tilnærmet tredimensionel udførelse uden optisk set at ‘slå huller’ i den fysiske arkitekturs mure. Samtidig kombinerer han en naturalistisk livfuldhed med træk af den byzantinske stils majestætiske ophøjethed.

Domkirkens berømteste motiv er opstandelsesmotivet på nordvæggen, her tv, hvor Kristus fører de døde til Himmerigets port. På sydvæggen lige over for opstandelses-motivet findes himmelfartsmotivet, her th: I et tredimensionelt landskab med oliventræer og klipper ses de elleve med ansigterne vendt mod himmelen. Et skylag hindrer deres adgang til det billede, som VI kan se: Kristus svævende i mandorla i et væld af lys, omgivet af prægtige engle. Lodrette strømme af lys forbinder Kristus med treenighedssymbolet. Heroppe viger det tredimensionelle dybdeperspektiviske rum for et todimensionelt og dermed afstandsløs ikonisk Kristusbillede, en epifani.

Skærmbillede 2019-05-24 21.22.30.png

1901- skabte Joakim Skovgaard sin gigantiske udsmykning af Viborg Domkirke. 
Her vises to (tre) scener fra det store billedprogram. Under kirkens østlige
hvælv har Skovgaard på nordvæggen malet Kristi opstandelse og tilbagekomst 
med menneskene fra De dødes Rige. På sydvæggen deroverfor har han malet 
Himmelfarten iflg. ap.g. 
Billederne er fundet i domkirkens udgivelse 'Joakim Skovgaards fresco-
malerier i Viborg Domkirke'

5. søndag efter påske – I skal bede i mit navn, og Faderen skal give jer det…

Teksten til 5. sønd. e. påske handler iflg. Joh. 16 om bøn i Jesu navn, ikke som en magisk bønsformel, men forstået som bøn i kærlighed til Kristus. At bede i Jesu navn er at bede i kærlighed og tro på den nåde, Jesus som Guds tolk har bragt til verden: “Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen”… alt sammen for glædens skyld: “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.”  At bede og at tilbede er i denne sammenhæng to siden af samme sag. Med påsken og pinsen som horisont tilbedes Kristus som den sejrende – og samtidig den kærligt omsorgsfulde.

Kirken har til alle tider med sin kunst forherliget den sejrende Kristus som kirkens suveræne Herre. Vi ser det gennem årtusinders kirkekunst på portaler, på hvælv og vægge og på altertavler. Disse majestætiske billeder rimer på gudsfrygt og kosmisk verdensorden, men mindre på inderlighed og nærhed. Den kunstner, der vil forbinde det majestætiske og det inderligt omsorgsfulde, altså vise både sejren og kærligheden, har en vanskelig kompositionel opgave. Omkring forrige århundredskifte blev det forsøgt af konservative kunstnere som August Jerndorff (1846-1906) og Frans Schwartz. Jeg viser her et alterbillede fra Nykøbing Mors fra 1892 af August Jerndorff, hvor Kristus i ceremoniel klædning som en himmelsk monark bogstaveligt omfavner menighedens jævne folk. Den evige Kristus skildres i et naturalistisk formsprog sammen med genkendelige individer fra kunstnerens samtid, portrætteret i deres fromme hengivenhed. Den himmelske Kristus giver og modtager kærlighed af de jordiske bedende. Kan vi sætte os ud over den historiske afstand og finde alterbilledet kærlighedsfuldt og trøsterigt? Formentlig er billedet inspireret af Carl Blochs tidligere så populære ‘Kristus Consolator'(trøster), som mange i dag (også) vil finde sentimentalt og ublufærdigt. August Jerndorff, der var meget brugt portrætmaler, malede mange religiøse billeder med bibelske motiver og mindst tre andre altertavler.1892 August Jerndorff Skærmbillede 2017-10-05 11.07.12

Ovenfor August Jerndorff alterbillede fra 1892, Skt. Clemens Kirke, 
Nykøbing Mors

 

Går man på jagt efter billeder af bedende mennesker i dansk kunst, er udbyttet fattigt – bortset fra vestjyske miljøskildringer med mørke, gudelige forsamlinger. Men bedende engle kan vi finde! Og ingen dansk kunstner har kunnet tegne bedende engle med smukkere følsomhed, inderlighed og alvor end Frans Schwartz, 1850-1917, der også har et stil- og stemningsmæssigt slægtskab med den en generation ældre Carl Bloch. Den religiøse blufærdighed er suspenderet, når vi lader englene repræsentere bedende menneskers sjæle. 1908 Frans Schwartz (2)

Frans Schwartz 'Bedende engel' fra 1908, formentlig forarbejde til 
alterbillede

Den idealistiske og egenrådige Frans Schwartz isolerede sig i sine senere år og vendte den moderne kunstverden ryggen, men udførte forinden en række store officielle opgaver, herunder syv kirkeudsmykninger, hvoraf de fleste beriger figurmaleriet med netop smukke engle. Eksempelvis malede Frans Schwartz i Nathanaels Kirke i Kbh i 1900 den store altervægsudsmykning med ‘Menneskesønnens tilbedelse’, hvor den statiske guddommelige majestæt som bindeled mellem jord og himmel er omgivet af anderledes dynamiske bedende og tilbedende figurer, såvel mennesker (inderste kreds) som engle (yderste kreds).

1900 Frans Schwarts Menneskesønnens tilbedelse, Nathanaels kirke 13260809_1164842240224853_1997089050_n.jpg

Nathanaels kirke i Kbh. med Frans Schwartz store maleri på korvæggen med 
"Menneskesønnens tilbedelse" fra 1900 i kaseinfarve

 

 

 

 


	

4. søndag efter påske “Når jeg går herfra, vil jeg sende jer sandhedens ånd… “

1842 Dankvart Dreyer Den opstandne viser sig for disciplene, altertavle Assens Kirke.jpg

Dankvard Dreyer, Kristus viser sig blandt apostlene, ca. 1846,
af kunstneren skænket til Vor Frue Kirke i Assens, sdr. sideskib

I Johannesevangeliets afskedstale forbereder Jesus disciplene/menigheden på afsked og den uundgåelige oplevelse af gudsfravær, – samtidig med at han giver et højtideligt løfte om Helligåndens snarlige komme. Vi befinder os 4. sønd. e. påske i de 40 dage mellem påskedag og Kristi Himmelfart, der som et åndeløst intermezzo vibrerer af en anden virkelighed, hvor den transcendente magt er manifest, og gudsnærværet rammer og fylder. – Men de 40 dage følges af fraværets mange dage, dvs. vore dage, hvor det gælder  at “I ser mig ikke længere”… VI får næppe en entydig opstandelsesåbenbaring, men må leve på de aflejrede fortællinger og evangeliets samlede pointer, Ordet, kirkens forkyndelse… Kan vi det?  Hvis det for os skal blive til mere end dunkle overleveringer fra en fjern historisk tid, behøver vi netop berøring af den allestedsnærværende levendegørende Ånd, “Sandhedens ånd”.  Kristus stiller os tilmed i udsigt, at der er mere at komme efter! De kristnes Gud er ikke statisk og afgrænset af en bestemt historisk periode eller en færdigskrevet bog. Gudsbegreb og gudsforhold er i bevægelse. Med tiden kan vi måske tilmed blive visere og mere levende? “Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære endnu . Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer til hele sandheden”… Hvad skulle det ikke kunne blive til?

Fortællingerne om de 40 dage, hvor den opstandne sansbart mødte sine disciple, har i den grad beskæftiget kirkens kunstnere, ikke mindst guldaldermestrene og en række af deres elever. Velskolede kunstnere har i 1800tallet gjort sig stor umage med smukke pseudonaturalistiske scener med en hilsende klassisk ren og let lysende Kristus i centrum for forskrækkede, forbløffede og glade disciples opmærksomhed. Dankvard Dreyer (1816-1852) lader lyset falde på Kristus og lader samtidig disciplenes (m/k) ansigter oplyses af lyset fra Kristus. Dreyer vil med ærbødighed, detaljerigdom og sans for psykologisk drama hente den bibelske situation helt ind i vores livsrum og gøre det til et fælles andagtsbillede, – hvilket måske er et uoverkommeligt foretagende? Mere eller mindre forbliver vi udenforstående iagttagere af tableauet og må nok sande, at der skal andet end et klassisk bibelhistoriemaleri til at løfte Helligåndens opgave med os. I hver historisk periode må Sandhedens ånd finde nye udtryk. Dankvard Dreyer fra Assens har som elev af J L Lund malet og påbegyndt enkelte alterbilleder, men har haft det svært med at male uden at have en fuld modelopstilling for øje. Det var som portrætmaler og især landskabsmaler i tæt kontakt med natur og vejr, han som en formidabel iagttager har påkaldt sig nutidens beundring. Han var heldigvis overordentlig produktiv, til han blot 36 år gl. døde af tyfus.

 

 

 

Store bededag

1883-84 Carl Rohl Smidt, Johannes Døberen marmorkirken, nettet untitled.png

1883-84 Carl Rohl-Smiths kolossalstatue af Johannes Døberen 
til Marmorkirkens udvendige balustrade

“Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Det er dagen for Johannes Døbers kompromisløse kald til gudsfrygt: “Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver”… …. Store bededag eller – som dagen i 1600tallet oprindeligt kaldtes – “store bede-, bods- og fastedag”, var tænkt som en dag til netop at bede, bøde og faste, og den kan i dag være lige så relevant som i Chr. 5.s kongerige. Johannes Døbers sidste udkald til en ny, etisk begyndelse bør stadig runge ud over vores grådige, uretfærdige og livsødelæggende civilisation – og over den individuelle samvittighed. Men dommedagsprofeten Johannes skal samtidig huskes for at have peget på Kristus som nådens gesandt.

Der har lejlighedsvis været arbejdsmarkedspolitiske drøftelser af muligheden for at slette store bededag, hvilket har medført et ramaskrig. Dagens brede nutidige popularitet skyldes uden tvivl dens funktionalitet som en egnet fridag til familiefester ved forårstid, ganske særligt konfirmationer. – På Store bededag er mangen prædikant derfor spændt ud mellem på den ene side festklædte konfirmationsmenigheder, som håber på et lys og glad dag, og på den anden side teksten med Døberens strenge formaninger. Det er ikke bekvemt for en præst med Johannes Døberens ord at råbe “Øgleyngel” ud over de blankøjede 13-14årige ønskebørn, i hvert fald ikke på festdagen! – Men da jeg ikke skal holde konfirmation, kan jeg koncentrere mig om kaldet til omvendelse og etisk besindelse og derfor vælge et billede af en kraftfuld og manende Johannes, som ikke frygter andre end Gud.

Jeg viser her Carl Rohl-Smiths skulptur af Johannes Døberen fra 1883-84, som er en af hans fire kolossalstatuer på Marmorkirkens balustrade. En mere kendt Johannesskulptur er Thorvaldsens idealiserede klassiker fra o. 1821, som indgår som kopi i Vor Frues vestfronton og som original i Markuskirken i Aalborg. Den genfindes endnu som statuetter i kirker og hjem, men Rohl-Smiths Johannes er et stærkt alternativ.  Med Rohl-Smith (1848-1900) er vi nået frem til en elev af (en af) Thorvaldsens arvtagere H V Bissen, og stilen har ændret sig i mere naturalistisk retning. Hans Johannes er mindre glat og formskøn end Thorvaldsens, mere rå og ekspressiv og derfor, synes jeg, mere relevant. Rohl-Smith blev af Kunstakademiet hædret med såvel lille guldmedalje som professorat, men Danmark – og Europa – var ham for lille. I 1886 emigrerede han til Amerika, hvor han blev et meget stort navn, men desværre blev smittet af malaria. Han var ved sin tidlige død tilbage i Kbh.