birgittebech

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. – Jesus modtager de små børn

Engang deltog jeg i en friluftsgudstjeneste med en progressiv og generelt fremkommelig præst, der i den grad blev overdøvet af legende og hujende børn, at han mere og mere anspændt til sidst råbte op og skældte ud – hvorpå børnefamilierne gik. Situationen genkendes til en vis grad i kirkens rum, hvor ‘kernemenigheden’ forstyrres; det er da ærgerligt, når guldkorn går tabt, og for så vidt forstår vi de truende disciple i Mark. 10. Men fortællingen om Jesu velsignelse af de små børn handler om andet og mere end ørenlyd og gudstjenestepraksis, den handler om gudsforhold. Disciplene kunne formentlig have svært ved at tage børnenes gudsforhold lige så alvorligt som koncentrerede voksne mænds. Men Jesus omstyrter religionens hierarkiske tænkning ved at slå Guds riges døre op for forudsætningsløse og afmægtige, fordi Gud selv er den bærende i forholdet. Ingen skal få den tanke, at mennesker skal reflektere og præstere sig frem til Guds nærhed. Nej, som Guds barn er man netop altid allerede elsket og kan altså ikke stige i graderne: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” – Vi er kommet så meget på afstand af det antikke feudalsamfunds patriarkalsk-hierarkiske kultur, at vi kan have svært ved at opfatte det voldsomt revolutionerende i Jesu betingelsesløse tilsagn til de små. Et nutidigt menneskesyn taler jo børnenes sag og prædiker helst, at børn altid gør deres bedste. Jesu børneevangelium handler imidlertid ikke om at anerkende børn for at være uskyldsrene, – hvad deres liv blandt søskende og andre rivaler typisk snart vil afdække, at de ikke er. Børneevangeliet handler om, at livet i udgangspunktet er en nådegave. – Med dette evangelium i ryggen finder vi det rigtigt at døbe også spædbørn og læse Jesusordene om de små ved døbefonten. I mangel af tydelige beretninger om, at Jesus selv døbte, er og bliver teksten om hans børnevelsignelse en af dåbsritualets mest centrale tekster.

Mange døbefonte refererer til dagens fortælling med deres udsmykning i form af et relief eller bare med teksten: “Lad de små børn”…. Også mange alterbilleder fra 1800-tallets guldalder og senere har båret dette yndefulde motiv, med C. W. Eckersbergs alterbillede fra 1812 i Horne Kirke på Fyn som det første. Vore nyere kirkekunstnere har ofte ‘opdateret’ motivet: Mens den centrale, blide og – ja – moderlige Jesus, som børnene flokkes om, gerne har beholdt sin antikke kjortel, fremtræder de små børn ofte som aktuelle identifikationsmodeller i mere nutidige søndagsklæder, – og alterbilledernes børn synes for resten altid at være tillidsfulde og forbilledligt lydhøre.

Jeg vælger her at vise et udsnit af en altertavle i Hæstrup Kirke, Vendsyssel, med malerier fra 1949 af Paul Høm, bornholmermaleren, der levede 1905-1994. Han har beriget mange kirker med poetiske og meditative malerier, ofte med familiens egne pigebørn som yndefulde modeller, ofte med eftertænksomme ansigtsudtryk. I alterbilledet holder flere af pigerne omkring Jesus en blomst eller en frugt i hænderne og tydeliggør dermed, at det hos Jesus er selve livets gode skaber, der favner sine børn. – Og hvor er det originalt og uimodståeligt, at fodstykket viser en nutidig babylift med en tryg baby, hvis klare blik møder vores. Det kunne være kirkens samtidige lille dåbsbarn: Altid allerede elsket!

Her vil jeg gerne citere et vers af stor enkelhed fra den nye dåbssalme ‘Når jord og himmel mødes i dåbens klare vand’, skrevet af vores flittige teologiske digter Niels Johansen, sangbar på melodien til ‘Nu blomstertiden kommer’: “Vi bærer dig til dåben ad slægters søndagsvej. Med korset, hjertets mærke, velsigner Jesus dig. Og vi slår kreds, du lille, fortæller ham dit navn. Vi ser i glimt guds rige. nu er du i hans favn”.

Alterbilledet i sin helhed ses nederst på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst . Dens mørkere og dårligt fotoegnede sidefløje viser her en spæd Maria, dels med det lille, lysende Jesusbarn på sit skød, dels ved den tomme grav, hvor det er det efterladte ligklæde, der bryder mørket. Fotos: Claus Jensen.

Hele den trefløjede altertavle i Hæstrup ses nedenfor:

Kunst til kirkeåret, Helligtrekongers søndag, 2. rk. – Verdens lys

Med mørket som baggrund rækker vi ud efter lyset. Mon ikke vi alle har gjort intense, personlige erfaringer med mørke? Måske som barn været livræd for skygger? Måske prøvet at fare vild i et stort, ukendt skovområde, mens mørket faldt på? Og i overført betydning måske rejst gennem en livskrises eksistentielle mørke, hvor man følte sig fortabt i en uigenkendelig verden? Mit eget mest forfærdende møde med mørket var en art kulsort nærdødsoplevelse, jeg som voksen meningitispatient havde: en uafrystelig drøm eller feberfantasi om at være gledet langt ned under jorden og i det totale mørke dér stirre forgæves efter blot det mindste lille blafrende lysskær. Jeg genkalder mig dette mørkets mareridt, når jeg på Statens Museum for Kunst beundrer Joakim Skovgaards grænsesprængende symbolistiske hovedværk: “Kristus i de dødes rige” fra 1894 med billedet af de talløse ventende, livløse sjæle, hvis eneste mulighed er at blive fundet og vækket af lyset, af Kristus som Verdens lys. Lysets komme er et uendeligt forløsende og glædebringende syn og samtidig forudsætning for at kunne orientere sig i forhold til noget som helst andet, i overført betydning at kunne skelne godt fra ondt, sandhed fra løgn, smukt fra grimt, helligt fra profant. – Vi oplever nu vores fælles verdenssituation som mørk, fordi dette vores værdimæssige koordinatsystem er under angreb.

På helligtrekongers søndag synger vi “Dejlig er den himmel blå” om “ledestjernen”, troens lys. – 2. tekstrækkes evangelium fra Joh. 8 omtaler ikke de tre vise mænd. Her hører vi den voksne Jesus prædike med et af de syv “jeg-er”-ord: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Kontekst er, at Jesus på tempelpladsen taler til farisæere om sin livline til den himmelske far: “Faderen, som har sendt mig, er med mig”, og “jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen”. Som “verdens lys” med udgangspunkt i Faderen kan Jesus være uendeligt glædebringende og forløsende – og fyrtårn og kompas på også vores livsrejse.

Som al billedkunst arbejder kirkens billedkunst med lys og mørke. Det gælder såmænd også en billedløs kirke som den vidunderlige Grundtvigs Kirke på Bispebjerg, hvorom arkitekten udtalte, at “lyset er kirkens motiv”. Rummets lys er arkitektens æteriske ‘materiale’, som kan løfte sindet til metafysiske højder. En stor del af vores figurative så vel som abstrakte kirkekunst har direkte lyset som motiv, jævnfør forkærligheden for at identificere hellighed ved hjælp af en malet glorie. –

Den lokale kunstner Peter Mock (f. 1943 i Tyskland, bosat i Dk fra 1967) har i 2015 beriget Thyborøn Kirkes våbenhus med et forkyndende billede af menneskelivets lyskilde, hvor hans letforståelige metafor er havnens fyrtårn eller lysmast. Dens solgule, langtrækkende lyskegler gør det muligt for skibsfarten at orientere sig i den bælgmørke nat og finde trygt i havn. Som en mulig reference til 1. tekstrækkes helligtrekonger kan vi også i maleriet finde en kompasstjerne og en lille stjerne under månelyset på nattehimlen. Med lyskeglerne tegner lysmasten et kors. Fotos: Claus Jensen.

Nederste foto på hjemmesidens opslag https://kirkekunst.net/Kunst viser maleriets placering ved indgangen til kirkesalen.

Kunst til kirkeåret, Nytårsdag, 2. rk. – Porten

Nytåret møder os nu i al sin uforudsigelighed og udfordrer mildest talt vores optimisme: Hvad åbner årsskiftet porten for? Vi står med svigtende tillid til den politiske verden anno 2026, og har des mere brug for gudstjenestens hjælp til at finde en dybere tillid at leve på. Jesus lærer os her at henvende os tillidsfuldt til Gud som vores far, som den stærke og omsorgsfulde, personlige forankring af vores liv. “Fadervor” præsenteres som bønnens prototype både hos Lukas og Matthæus. Ved nytåret læses bønnen indrammet af bjergprædikenens sammenhæng (Matt. kap. 6), hvor bedende advares mod hyklerisk udvendighed. Hver især må vi tage tilflugt til fadervor og glide ind i bønnen som en åben favn. Fadervor er som en eksistentiel og åndelig port, der åbner sig for lyset fra Guds rige: “komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden”. Hvad forstår vi da ved dette Gudsrige? Guds rige er ‘allerede – og endnu ikke’, både nærværende og hinsidigt, etisk og eskatologisk. Porten til Guds evige rige er ikke først et fund i efterlivet eller kosmisk omvæltning, men en guddommelig åbning allerede i dette jordiske liv. Guds rige er nær, ja midt iblandt os, hvor omsorgen, tilgivelsen, kærligheden og håbet sejrer over mørkets kræfter.

Den bedende befinder sig allerede i porten til Guds omsorg. I fadervor konkretiseres omsorg som det brød, vi fra dag til dag har brug for (og ikke et sanseløst overforbrug): “giv os i dag vort daglige brød”. Når vi beder om “vort” daglige brød, beder vi en solidarisk bøn med et etisk aspekt, der omfatter de virkeligt sultende. Vi beder også om evangeliet som “livets brød”.

Centralt i fadervor, centralt i Guds rige, står tilgivelsen: “forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Evangeliet skænker os tilgivelsen som en nåde, vi må række videre til andre: Vi beder altså også om forladelse for andre slyngler, herunder dem der har gjort os selv uret. Igen er bønnen kollektiv.

Bønnen taler dernæst om skyld, fordi vi endnu ikke er hinsides det onde; det er Gudsrigets ‘endnu ikke’. At leve i lyset fra Guds riges åbne port garanterer os ikke mod, at livet kommer til at gøre os ondt, eller at vi selv kommer til at gøre andre ondt. Gud frister ikke nogen, men vores ego gør, og vi må bede om Guds hjælp til at leve samvittighedsfuldt: “led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”.

Bønnen slutter i en lovprisende bekræftelse af Guds rige, måske sekundær, formentlig i urkirken fremført som menighedens korsvar efter læsning af fadervor.

Flere af kirkens billedkunstnere er inspireret af bønnen “forlad os vor skyld”, men i øvrigt har kun få kunstnere bundet an med at fortolke fadervor. For hvordan er det muligt at anskueliggøre Guds hellige virkeligheds indbrud og udmale den levende forbindelse mellem det himmelske og det jordiske? Esben Hanefelt påtog sig i 2003 at illustrere biskop Søren Lodberg Hvas’ “Bogen om fadervor”, og her finder vi en række meditative billeder i Hanefelts frodige og dekorative, måske naivistiske stil. Kan disse opløftende og farveklare visioner hjælpe bedende menneskers forestillingskraft på vej, så fadervor ikke bare bliver til ‘en remse’? Selv kan jeg have brug for at lade ordene ledsage af indre billeder, der støtter sindets bevægelse. Her vælger jeg at vise Hanefelts symbolistiske visualisering af Guds riges komme som en lyskegle på himmelen omkring et treenigt korstegn. Hvor lyset møder jorden med Kristus som porten, den velsignende formidler, næres den jordiske verden af en livgivende paradisflod, der får livet til at blomstre som på den første morgen. Glædeligt nytår!

Julesøndag, 2. rk. Guds “MEN”…

Mine børn og børnebørn har prøvet at opdrage mig lidt i julen: Ingen nyhedsudsendelser eller tændte mobiltelefoner i helligdagene! Sammen skal vi værne om julefreden og holde vores julepyntede stuer og muntre samvær fri af verdens grumme tilstand med magtgale diktatorer og massakrer. Vi trænger jo hårdt til helligdagenes helle. I dag er børnene rejst og – indrømmet – nyhedsstrømmen tilbage på adressen. Jeg tager sideløbende tilflugt til de bibelske læsninger og finder ingen eskapisme her, for Julesøndag rapporterer – som kunne det være nutidige reportager – om magtgale diktatorer, med forsvindende ringe respekt for menneskeliv, og med deres rystende massakrer, også på børn. ‘Barnemordet i Betlehem’ fra Matt. kap. 2 rammer mig som et stød i mellemgulvet: “I Rama høres råd, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste”… Rama nord for Jerusalem var o. 600 f Kr. et opsamlingssted for hebræere, der skulle føres i landflygtighed. – Som mennesker har vi vel – så langt vi magter det – pligt til over tid at bevidne og reagere på verdens lidelser, selvom vi ikke kan skrive nogen tekst eller skabe noget billede, der evner at trøste mødre til dræbte børn i Mellemøsten, i Afrika, i Ukraine…. Imidlertid skal vi prædike, synge, tro og bekende, at volden ikke får det sidste ord, at verdens tyranner står for fald, at riger på langt sigt ikke kan overleve på vold og frygt, at ‘hver djævel (kun) har sin tid’. Verdens ondskab og smerte er ikke skjult for Gud, Gud er alle små menneskers solidariske livsvidne, og Gud har vel at mærke sagt “MEN”…. Juleevangeliet indledes i sin gamle form med: “Men det skete i de dage, hvor der udgik en befaling fra kejser Augustus”. De vise mænd fik ordre af Herodes til efter besøget at røbe det udvalgte barns opholdssted, “Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at vende tilbage til Herodes”… Herodes beordrede jødernes drengebørn dræbt, men Josef flygtede natten forinden med Maria og barnet til Egypten. Efter Herodes’ død var Josef stadig bange for at rejse tilbage til hjemlandet, “Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i Nazaret”. Evangeliet er Guds evige, lysbringende “men”, der hindrer os i at gøre undergangsscenarier til vores trosbekendelse. Jesusbarnet lever som vores inkarnerede håb. Vi kender hverken vores nære fremtid eller verdens historie på langt sigt, kender ikke rigernes tidshorisonter eller magtgale herskeres grænser, men… Guds “men” giver os tilbagevendende den modfortælling om sejr for tro, håb og kærlighed, uden hvilken vi ikke kan leve et tillidsfuldt menneskeliv.

Matthæus var forelsket i tanken om frelseshistoriens store orden: At Moses forunderligt nok overlevede kong Faraos massakre på drengebørn i Egypten, så at hebræerne fik deres leder på vejen til frihed og den konsoliderede mosaiske tro. – Og at Jesusbarnet forunderligt nok undslap Herodes’ massakre på Betlehems drengebørn, så evangeliet overlevede med glædesbud til alverden. Matthæus viser, hvordan befrielsen og frelsen løftes et niveau op fra det partikulære til det universelle.

Kirkekunstnere har naturligt nok langt hellere skabt idylliske billeder af ‘Flugten til Egypten’ med yndige, intime og tillidsfulde skildringer af den hellige familie på vejen eller under hvil. Men især sengotiske kunstnere fra reformationsårhundredet har budt på værker, der fremstiller begge scener i deres voldsomme kontrast: Barnemordet i Betlehem og Flugten til Egypten. Hermed udstilles modsætningen mellem denne verdens voldsparate magthavere og den fred, som er Guds vilje. Jeg vælger til dagen at vise Gjøl Kirkes flotte altertavle, som formentlig o. 1520 blev skåret under ledelse af Hans Brüggeman, hvis hovedværk er den fænomenale Bordesholmertavle i Slesvig Domkirke; hans værksted lå i Husum. Tavlen i Gjøl, der måske først var tiltænkt Børglum Kloster, når ikke det samme kunstneriske niveau som Slesvigs, den er måske et ungdomsværk eller blevet til ved svendes mellemkomst. Gjøltavlens prægtige hovedmotiv er Kongernes tilbedelse (se nederst i opslaget). Sidehistorierne fra Jesu barndom er Jesu omskærelse i Jerusalems tempel, Barnemordet i Betlehem, Flugten til Egypten og Jesus som 12-årig i templet. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret: Juleaften – Juledag – Men det skete…

Et nyligt TV-indslag har handlet om medicinsk hjælp til nyfødte i en af Gazas flygtningelejre, hvor børn på grund af mødrenes underernæring fødes med en fødselsvægt, som kun er halvdelen af normalen. Her greb jeg mig selv i at tænke: Er det overhovedet en verden at sætte børn ind i? – Hvorfor få børn, hvis man ikke har fodfæste i livet? – Mange steder i verden stiller et stigende antal unge åbenbart sig selv spørgsmålet, om det overhovedet er en verden at sætte børn i? Tvivlen kan næres af krig, klimaforandring, fattigdom, arbejdsstress eller simpelt hen manglende håb til fremtiden. Skal vi le eller græde over, at Kina nu vil modgå sit fødselsunderskud ved at beskatte præventionsmidler? I et krigsmartret Ukraine er manglen på børnefødsler – naturligvis – særligt akut: Hvem vil, når det kan undgås, føde børn under dronenedslag? Et enkelt ukrainsk par, som blev interviewet til TV, fastholdt dog, at krigen ikke skulle hindre dem i som ønsket og planlagt at blive forældre. Og det skete. Hinsides rationaler og statistikker må viljen til at sætte et barn i verden elementært forbinde sig med mod, håb og kærlighed – måske på trods. Forældre må møde den nyfødtes uhærdede barneøjne med al god vilje til at lade dem se det smukke.

Juleevangeliet fortæller som bekendt om en fødsel ved vor tidsregnings begyndelse i en verden, der bestemt heller ikke var børne-egnet. Problemerne var delvist andre end nutidens, men grelle nok: Israel/Palæstina var besat af en fremmed stormagt, hvis soldater man ikke kunne ignorere, lydstat regeret med grusomhed og korruption, med voldsomme klasseforskelle. En bekendt purung pige, som næppe havde fodfæste i livet og ikke havde planlagt at stifte familie, var af magthavere tvunget ud på rejse, da hendes tid var inde til at føde. Og det skete! Det skete, at hun i en stald fødte et elsket barn, Guds barn. – Trods alverdens synd og død udviste Gud på denne julenat mod til at sætte barnet ind i en grum verden, som ikke fortjente dette barn. Håbet blev genfødt, så himmel og jord sang og synger om fred og glæde. Barnet skulle leve og se verden med Guds blik – og lære andre at se med Guds blik. Se markens liljer og himlens fugle fremfor mammon og våben. Se medmennesker, der trængte til tilgivelse, fremfor fjender, fremmede, strafskyldige. Uden anden grund end kærlighed fandt han verden umagen værd. Tænk, om vi i hans følge kunne lade alverdens børn arve håb og livsmod. Glædelig jul!

Jeg vælger at vise et af den færøske Sigrun Gunnarsdottirs malerier af en nyfødt, malet i 2016. Kunstnerens symbolistiske billeder har gerne mytiske referencer, som her det centrale livstræ.