Kirsten Dissing Overgaard er pastor emeritus og billedkunstner, herunder kirkekunstner med et poetisk symbolsprog, som vi kan glæde os over i bl.a. Fruering og Tåning Kirker. – Her viser jeg kunstnerens eventyrligt stemningsfulde julebillede fra 2017 med titlen “Det var ikke en nat som de andre”, malet til Tåning Kirke. Over det lokale natlige landskab (med Ejer Bavnehøj) tegner julens gave sig som et fuldbårent barn på stjernehimlen, hvilende i supermånen, der er cirkelrund og glødende som en byzantinsk glorie: en sprække til det gådefulde bag vores velkendte verden.
Her ved kirkeårets begyndelse kommer vi sammen igen for at finde håb og glæde. Den bekymrende verden til trods søger vi i kirken noget, som ikke er gået i stykker. Fællesskabet varmer, traditionerne giver ro, salmer og læsninger har genkendelighedens autoritet, og det poetiske sprog giver hjertet vinger. Teksten fra Luk. 4 bringer os en mosaik af opmuntrende citater fra Esajas 61 og 58. Her hører vi Messiasforventningens lyse løfter, som udmaler, hvad mennesker længes efter, har brug for og må kæmpe for, uanset tid, etnicitet og religion: …”godt budskab for fattige, frigivelse af fanger, syn for blinde, frihed for undertrykte, nåde”… Ligesom det gælder os i dag, kom jøder i sin tid på sabbatten sammen i deres gudshuse for at finde håb i en ufredstid. Jesus var netop på besøg i synagogen i sin hjemby Nazaret og fik overladt skriftrullen og ordet. For ørerne af forventningsfulde tilhørere gav han teksten en ny aktualitet: ”I dag er det skriftord gået i opfyldelse!” Det lød jo herligt, – men brat forsvandt fortryllelsen, da talerens pointe gik op for forsamlingen: At han selv var opfyldelsen, han, naboens søn, fra en lidet prestigefyldt familie i en lidet prestigefyldt provinsby. Kunne HAN gøre den myndighed gældende, som både tilsiger og afkræver tilhørerne at leve i lyset af Guds nåde? Han lignede ikke skabelonen for Messias som den, der kom sejrende ind og fiksede problemerne. Frustrationens vrede slog sammen om ham og tvang ham væk. – Her skifter Jesus så at sige rolle til den Guds tjener, der beskrives i en anden Esajastekst: Es. Kap. 53: ”Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand”…
Jesu tilhørere dengang så ikke nogen glorie.
– Kun få er de kunstværker, der har Jesu tale i Nazarets synagoge som motiv. I nutidens Israel findes en græsk ortodoks kirke for synagogen i Nazaret, hvor der hænger et – ikke særlig gammelt – alterbillede med motivet ’Jesus prædiker i Nazarets synagoge’, hvor Jesus skiller sig ud fra mængden ved farvestrålende dragt og gylden glorie. (Se nederst på opslaget på hjemmesiden https://Kirkekunst.net/Kunst) På samme måde lod Joakim Skovgaards alterbillede i Herning Kirke Jesus stråle i forsamlingen med glorie og luerød kjortel. Troens kunst må skildre ham med guddommelige attributter. Men den udfordrende nutidskunstner Carsten Frank (f. 1954) har vovet at male et Jesusbillede uden konventionelle attributter, langt fra vores Messias-skabelon i form af den mellemblonde renæssance-Jesus, som vi så betryggende har vænnet os til. Med Franks billede er vi måske i samme situation som jøder i oldtidens Nazaret, at vi oplever en kollision med vores medbragte forventninger? Carsten Frank maler abstrakte landskaber, eksistentielle menneskeskildringer og altså også bibelsk relaterede motiver. Her han han så malet sin Jesus som en sorthåret og -skægget, ganske mellemøstligt udseende mand uden glorie, men med et blik så brændende, at det er både dragende og foruroligende. Men uanset fremtoning må vores åndelige Kristusbillede leve af hans virkningshistorie: fortællingerne om, hvordan han med sit ord og sine kærlighedshandlinger i Guds navn genrejste og genrejser mennesker undervejs gennem liv og død. – Og her 1. søndag i advent 2025 kender vi stadig ikke bedre fortællinger, og vi har stadig intet bedre sted at gå hen for at finde den nåde, der skal bære os gennem det nye år.
Kirkeåret slutter i den helt store skala med billedet af verdensdommen, hentet i Matt. 25. Talt ind i en kontekst af krise, angst og rådvildhed vil teksten først og fremmest høres som et glædeligt løfte: Den er et løfte om, at Menneskesønnen VIL komme, og han vil komme med en guddommelig ret, der ikke lader alverdens onde magter få det sidste ord. Det er et løfte om en sandhedens time, hvor alting gennemlyses af Guds lys. I tekstens grande finale lignes Menneskesønnen dels ved en hyrde, der skiller fårene fra bukkene, dels ved folkeslagenes konge, der troner med retfærdige på den ene side og uretfærdige på den anden. Matthæusteksten foreholder os de retfærdiges velsignelse og (typisk Matthæus) ikke mindst de uretfærdiges forbandelse, så at domsbilledet gennem årtusinder til overflod har appelleret til kirkekunstneres forestillingskraft – med umiskendeligt hævngerrige toner, uha, uha! Kan vi da ikke uden at frygte for vores eget skind forstå, at det er alvorligt ment, at vi som mennesker har ansvar for hinanden? Kirkens trosbekendelse nævner stadig troen på Kristi dom, og selv om vi for en stor del er blevet fremmede for de bibelske apokalypsers kollektive dommedagsbilleder, giver det stadig for alvor mening at tale om dom. Dommen møder vi jo allerede som individuel erfaring i livet, når vi i tilbageblikkets smerteligste refleksion glimtvis formår at sætte os i den andens sted.
Tekstens uforglemmelige evangelium er, at Jesus selv altid sætter sig i den andens sted, idet han identificerer sig med svage og nødlidende. Han kalder dem “mine”. Findes der noget skønnere, kærligere, mere solidarisk gudsbillede end det, der lyser bag hans ord: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (og omvendt). Julens fryd over inkarnationen, at Gud blev menneske, kommer hermed til at handle om etik i vores indbyrdes medmenneskelige forhold. Jesus nævner anskueligt de sociale handlinger, som kan kaldes gode gerninger. Ikke mange værker i dansk kirkekunst viser specielt de gode gerninger, slet ikke nyere værker. Hvad der afholder os, er vel dels den lutherske modstand mod gerningsretfærdighed, dels vores egen bevidsthed om, at vi typisk har en eller anden grad af grumsede motiver, også når vi gør “gode gerninger”.
Jeg har alligevel til dagen valgt et kunstværk fra 1928 med titlen ”Gode gerninger”, malet af en dansker, der tilbragte det meste af sit liv på Sicilien. Den progressive kunstnerinde Elisa Maria Boglino (1905-2002) studerede på Det danske Kunstakademi under Sigurd Wandel 1923-26) og er repræsenteret på SMK, men har opnået større berømmelse i Italien, hvor fx hendes Emmausbillede pryder Maria-basilikaen i den syditalienske by Leuca. Når jeg her kun kan vise denne avantgardekunstners fresko “Gode gerninger” som s/h foto, skyldes det, at den under 2. verdenskrig desværre blev ødelagt under et bombardement af Palermo. – Siden bosatte malerinden sig med sin sicilianske familie ved Cefalu. – Der er igen grund til at tro, at den fysiske og psykiske elendighed, som billedet skildrer, ikke også udtrykker kunstnerens egne konkrete krigserfaringer. Fra billedet udgår en sådan direkte appel, at billedet lyser – også uden farver: Der er lys i ansigterne: lys af omsorg for børn og voksne, faldne, sørgende, døde…; ja billedet lyser af kærlighed til ”disse mine mindste brødre og søstre”.
”De voksede op med tæsk og gemte sig i kloakrør” er overskriften på en hjerteskærende artikel fra Zambia, skrevet til søndags-Politiken af Laura Malone fra Lusaka. Artiklen viser sig at være en HÅBEFULD reportage om en gadeplansarbejder, der som en faderfigur har skabt et hjem for en gruppe svært traumatiserede drenge. Her findes foruden tryghed, skolegang og misbrugsafvænning også en have med et lyseblåt hus, ’House of Love’ som en interimistisk kirkesal. Drengenes gode voksne fortæller dem, at ”de skal bede for deres familier, også dem, de er blevet svigtet af, og vigtigst af alt tilgive”. En af drengene står bagerst og græder, mens han hvisker sin bøn. Det er ikke småting, drengen har at tilgive: Seks år gammel blev han langvarigt hængt op i et træ med hovedet nedad, mens hans stedfar piskede ham. – Her forstår man, at tilgivelsens evangelium er eneste alternativ til misbrug, apati eller hævn. Den største forskel, kristendommen har gjort og gør i verden, er måske netop at insistere på sit modbillede til hævnspiralen. Ikke at mennesker ikke mere søger hævn, desværre, men hævnen er ikke mere en ærefuld norm, som den kunne være i førkristne kulturer.
Evangelieteksten fra Matt.18 forankrer tilgivelsen hos Gud. Jesu ord til Peter om at blive ved med at tilgive sin bror forbindes med lignelsen om kongen, der eftergiver sin tjener en fantasillionstor gæld – med den forventning, at tjeneren så også vil vise sin medtjener barmhjertighed. Gør han ikke det, falder straffen (Matthæus er den evangelist, der somme tider næsten taber ’det gode budskab’ på gulvet ved afslutningsvis at udmale straf), og ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”. – Mange må opleve det som en livslang kamp AF HJERTET at tilgive et medmenneske. – Andre oplever det som en livslang smerte, at de ikke kan erfare tilgivelse over deres egen skyldbetyngede historie. Vores store ’regnskab’ med Gud skjuler sig bag vores mellemværende med mennesker i vores liv. Den skyld, vi ser har negative følger i andres tilværelse, kan og skal vi vel ikke uden videre ryste af os; det er ansvar, vi må erkende og bære, – måske tilmed uden at føje sten til de andres byrde ved at bede dem om at tilgive og aflaste os? Men samtidig får vi lov til livet igennem at søge lyset og gå videre i tillid til Guds hjælp til at bære skylden. Og altid må vi bede for, at livet heles og mildnes for dem, vi gjorde fortræd eller ’efterlod på perronen’. Gud kan vende ondt til godt, som pointen er i søndagens gammeltestamentlige læsning fra Josef-novellens slutning i 1. Mos. 50. Livet kan overraske med godhed!
Det valgte kunstværk er en litografi fra 1948 af Elof Risebye med titlen “Forlad os vor skyld”. Risebye har skabt en serie billedtolkninger af Fadervor og har tilmed udsmykket Vejlby Kirke ved Allingåbro med kalkmalerier, der illustrerer Fadervors bønner – med englehjælp. Litografien viser tilgivelsen som et mellemværende: Kristus – med glorie – hjælper personen i midten til at lade et angrende menneske erfare tilgivelsen. Elof Risebye (1892-1961) var professor i freskoteknik og assisterede i en periode Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke. Han har selvstændigt bl.a. udsmykket Gedser Kirke og Sindal Bykirke i en arkaiserende stil. Men sideløbende har den indadvendte kunstner skabt en lang række symbolistisk-ekspressive malerier, der fortolker hans personlige sorg, tro og håb med en usædvanlig personlig inderlighed.
Evangeliet fra Joh. 4 fortæller en helbredelseshistorie som et tegn: En kongelig embedsmands søn ligger dødeligt syg i hjemmet, hvorfor faderen drager til landsbyen Kana for at hente hjælp hos den berømte Jesus. Jesus beklager omgivelsernes stadige krav om bevis: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, – men samtidig hører vi, at faderen umiddelbart troede, hvad han håbede, og ikke forlangte bevis, da Jesus sagde de forløsende ord til ham: ”Gå hjem, din søn lever”. ”Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live”. Jesus velsignede hans tillid.
Johannesevangeliets mange fortællinger om, at mennesker møder Jesus, har en pointe i disse menneskers forskellige livssituationer. Hvis det har betydning, at den syge drengs far er kongelig embedsmand, er der måske en pointe i, at forskellige slags magt og myndighed dermed står over for hinanden. Underforstået er spørgsmålet om, hvem der har den autoritet og det ord, som ultimativt står til troende. – Teksten kan være en anledning til at tale bredt om tro og tillid og i samme åndedræt om troværdighed: Vores aktuelle nærdemokrati demonstrerer med sine plakater en kamp om opmærksomhed og magt, som er uadskillelig fra kampen om troværdighed. Vi glæder os stadig i store træk over at leve i et tillidssamfund, hvor vi i vidt omfang forudsætter, at mennesker taler sandt og ønsker at holder ord, så at vi tør interagere også med fremmede. Men samtidig må vi modstræbende advare vores børn, unge og ældste mod af være FOR tillidsfulde. – Og til skræk og advarsel demonstrerer nyhedsstrømme for os, hvordan verdener af opblæste løgne og hæmningsløs propaganda kan tage sig ud. – Trods rigeligt med anslag mod den gode stemning er tillid vores guldgrube, og intet kan erstatte vores samfunds troværdige interaktion mennesker imellem og i samfundets instanser, embedsværk, presse m.v., hvor alle er forpligtede på en ordentlighed, som vi hver især SKAL kæmpe for! – – Men vi er kun mennesker: Politikere forråder alliancer og skifter parti for at komme magten nærmere. Embedsmænd og fagfolk, som helst samvittighedsfuldt ville løse deres opgaver, forsvarer i sidste instans deres egen ansættelsessikkerhed. Selv i vores mest kærlighedsfyldte relationer kan troværdigheden forlise, hvad vores skilsmisser og skuffede børn kan vidne om. Ser jeg overhovedet selv et troværdigt ansigt, hvis jeg ser mig i spejlet? Nej, i allerdybeste forstand kan min tro kun række ud efter det sande menneske, det ubetinget kærlige menneske, der aldrig søgte sit eget og derfor fornyede og fornyer andres liv.
Vores uvurderlige stenhugger Laila Westergaard har i 2009 på Hjørring Sognegårds ydermur hugget et af de efter min opfattelse væsentligste værker i nutidens kirkekunst. Vi ser flere rækker af ansigter, der vendt ud mod den befærdede plads midt i Hjørring spejler en nutidig hverdags mennesker i deres respektive aldre, køn, civile eller uniformerede stand. Alle fremtræder genkendelige og troværdige, her er vist ikke nogen spindoktor eller brugtvognsforhandler til stede. Vi ser bl.a. samfundets bærende institutioner repræsenteret af en præst og en politibetjent, formentlig ordentlige mennesker, men altså kun mennesker. MEN et sted på muren, som en mønsterbryder i et mellemrum, finder vi så også Jesus portrætteret med langt hår og kort skæg om et smalt, alvorligt ansigt med lukkede øjne. Det er et billede af en troværdighed af en anden verden. ”Jesus i Hjørring” , som Laila Westergaard kalder sin hyldest til inkarnationen, udviser en indre koncentration om den dybeste erfaring, der findes: erfaringen af død og opstandelse. Muren kan således både være vores spejl i hverdagen og vores vindue til evigheden, og mere kan man næppe forlange af kirkekunst. Nærbillede af Kristusansigtet ses nederst på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst . Fotos: Claus Jensen
Birgitte Bech kirkekunst 