Jeg er nok ikke den eneste, der fik kvalme ved nyhedsindslaget i TV, der handlede om en ny lov om dødsstraf for palæstinensiske terrorister, vedtaget på initiativ af Israels mest højreorienterede partier, efterfulgt af skålen i champagne. Jeg er ikke den, der kan opfordre israelere til at vende den anden kind til. Formentlig kan jeg slet ikke sætte mig ind i, hvordan det er at leve i et land med så højt et trusselsniveau og med naboer, der har landets udslettelse som politik. Det er muligt, at mit hjerte under de omstændigheder ville være sort af hævntrang, og mit gudsbillede ville se tilsvarende ud. Jeg er også opmærksom på, at mere venstreorienterede partier i Israel prøver at få loven omstødt i højesteret, og at Israels læger har nægtet at medvirke ved henrettelser. Mit langfredagsopslag skal ikke handle om hverken Palæstina, Israel eller jøder i almindelighed. Det, som konkret gav mig kvalme, var det lille guldsmykke, lovforslagets tilhængere prydede deres reverser med, et smykke, som forestiller et reb, tvundet i en løkke, altså en galge!
Jeg måtte spørge mig selv, hvem der dog kunne finde på at bruge et henrettelsesinstrument som personligt smykke, – men svaret er jo givet: Korset var romernes hyppigt brugte, afskyelige henrettelsesinstrument, og efter perioden med fisken som kristnes diskrete symbol, blev korset de kristnes smykke. Da kejser Konstantin i 300-tallet lod kristendommen begunstige og standsede korsfæstelsernes grusomme praksis, blev korset – eller kristogrammet, hvor korset vender skråt som X, – taget i brug som udsmykning i den kejserlige ikonografi og i pragtfulde byzantinske kirker. – I en periode under den ortodokse kirkes billedstorm i 8. og 9. årh. var korset tilmed østkirkens eneste tilladte billede. – Her i Norden dukkede de ældste guldkors op omkring slutningen af 1. årtusind. – Og hvis jeg har forstået det rigtigt, rykkede vikingekulturens krav om blodhævn generelt tilbage, der hvor korset rykkede frem. –
Det bringer os på sporet af korsets kristne betydning: Korset blev soningens og forsoningens, ja nådens symbol. Fra at være det tortursted, hvor Gud synes fjernest, blev korset Guds nærværs symbol, fordi Gud og menneske på korset lider sammen. Korsets lodrette akse forbinder himmel og jord, dets vandrette akse forbinder mennesker med andre mennesker, som Kristus byder os at elske.
Når vi betænker korsets betydning gennem århundreder, kaster det en skygge over historien, at dette nådens symbol til tider er misbrugt som redskab for magtudøvelse og vold. Er korset et sejrstegn, er det Guds, ikke vores. – Vi, som bærer korset, kommer aldrig til at lægge Jesu bøn for de skyldige bag os: Fader, tilgiv dem…. Også denne langfredag må vi åndeligt talt stå ved korsets fod i håb om, at hans bøn for de skyldige indbefatter os.
Et af ‘vores’ klenodier er “Dagmarkorset” af guld, som blev fundet i en grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted, om end måske ikke netop den folkekære Dronning Dagmars grav. Korset stammer måske fra o. slutningen af 1100-tallet og har tydeligvis byzantinske aner, som rækker tilbage til østkristne kejsere. Det byzantinske fremgår af, at korsarmene er bredest yderst og forsynet med knopper som symbol på livets træ. I det lille kors foroven ses græske bogstaver: første og sidste bogstaver i navnet Jesus Kristus. Korset har tilmed været et relikviegemme med plads til “en splint af Jesu kors”. Kristus bøjer sit hoved til siden. Som jeg ser det, viser korset en lidende og medlidende Kristus.
Birgitte Bech kirkekunst 