Ved udgangen af 2025 døde billedkunstner Nis Schmidt efter et inspireret og inspirerende liv og blev i sidste uge begravet i Vejle, hvor han hørte til.
Helt fra 1950’erne har Nis Schmidt bidraget til det danske kirke- og kulturliv som skaber af malerier, skulpturer og glaskunst med eksistentiel dybde. Hans værker er vist på udstillinger i hele landet. Også Galleri og Kursuscenter Emmaus i Haslev har gennem årene kunnet præsentere Nis Schmidts tankevækkende kunst. Hans symbolladede malerier af nøjsomme opstillinger med et enkelt, skåret emaljekrus blev her et signaturmotiv.
Nis Scmidt konverterede i 1966 til katolicismen og fornyede mange katolske kirkers udsmykning, men kunstneren har også ydet vægtige bidrag til folkekirkens rum.
Her viser jeg eksempler på hans glaskunst, hans skulpturkunst og hans maleri: Først “Mariaruden” fra 2003-5 i den middelalderlige Grandløse kirke, dernæst skulpturen “Lyttende Jesus” fra o. 1980 og sidst hans maleri i Øde Førslev Kirke med kruset som nadversymbol, malet så sent som 2017. Fotos: Claus Jensen.
Vi skylder denne karismatiske kunstner en stor tak. Æret være Nis Schmidts minde!
Herunder Nis Schmidts lille skulptur af bronze: “Lyttende Jesus” fra o. 1980
Nederst Nis Schmidts maleri fra 2017 af kruset som nadversymbol, Øde Førslev Kirke.
Historien om vandet på vores vidunderlige blå planet ER et eventyr: I sin bog om universets tilblivelse fortæller astrofysiker Tina Ibsen, at Jorden opstod ud af stjernetåger for 4,5 mia. år siden, men i hundreder af millioner år var en knastør, livløs planet. Dette golde udgangspunkt ændrede sig for 3,9 mia. år siden, da kometer med stort indhold af vand bragede ind i Jorden. Kometernes sammenstød med Jorden efterlod ikke kratere, men vand, idet Jorden ligger lige, hvor den ligger: netop i en afstand fra Solen, hvor vand hverken straks fordamper eller forbliver dybfrosset. Vand er og bliver forudsætning for livsprocesser og levevæseners mangfoldighed, specielt den ene procent af Jordens vand, som udgøres af flydende ferskvand, som vi selv for en stor del består af, og som vi hver eneste dag er afhængige af at kunne drikke. På et skabelsesteologisk plan er der noget blasfemisk ved at lade forurening og klimaændringer ødelægge vores vandressourcer, vandets gave, som jo har engangskarakter. Vandet er en nåde, en forekommende nåde, både konkret og symbolsk. Det livsvigtige levende vand er fra Jeremias til Johannesevangeliet et bibelsk symbol for Guds livgivende nærvær, centralt i dagens tekst fra Joh. kap. 4 om Jesu samtale med en samaritansk kvinde ved brønden i Sykar – eller er det Sikem. Hvor kvinden med den tomme krukke møder op med en praktisk forståelse af det rindende vands nødvendighed, peger evangeliet på den åndelige dybde i menneskets tørst, den eksistentielle tørst. Jesus giver et løfte til kvinden – og til os: “den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde til evigt liv.” Som vandet altid kan bane sig vej, vil også Guds ånd finde vej til tørstende mennesker: “der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg [samaritanernes hellige bjerg Garizim] eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen… Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”. Troens åndelige kildevæld er altså ubundet af etnisk nærsynede menneskers respektive kultsteder.
Ikke desto mindre handler dagens læsninger og mest brugte salmer såsom ‘Alle mine kilder’ også om vore gudshuse og dertil om den dåb, vore kirkerne lægger rammer til. Hvor meget Gud end er større end vore helligsteder og ritualer, er døbefontens friske vand sammen med ordet et uvurderligt gudssymbol, en brønd for troens liv. Flere nyere danske døbefonte understreger forkyndelsen ved konkret af have rindende vand i og fra fonten.
Til dette opslag er jeg faldet for den sproglige fristelse til at hente mit billede fra Kildevældskirken på Østerbro. Maleren Oscar Matthiesen (1861-1957), kirkearkitektens søn, malede i 1930 sit traditionelt kønne billede af Jesu samtale med den samaritanske kvinde, med Garizims bjerg i baggrunden og brønden centralt i forgrunden. De to samtalende personers øjenkontakt giver maleriet en dynamisk diagonal, og Helligåndens synlige tilstedeværelse sørger billedrammen med duen for. – Kvinden med krukken er her for resten så dejlig, at vi køber bi-historien om hendes fem mænd + det løse, der tjente som bevis for Jesu overnaturlige klarsyn. – En dialog-situation med en signifikant Jesusreplik var sådan et motiv, som de danske guldaldermalere yndede at formidle, så vi fik i 1800-tallet mange samaritanske kvinder over altrene. Det umiddelbart smukke motiv bevarede sin appel til begyndelsen af 1900-tallet, hvorefter det blev sjældnere. Den akademiuddannede Oscar Matthiesen, som i øvrigt var landskabs- og portrætmaler, har malet til 6 danske kirker.
Engang deltog jeg i en friluftsgudstjeneste med en progressiv og generelt fremkommelig præst, der i den grad blev overdøvet af legende og hujende børn, at han mere og mere anspændt til sidst råbte op og skældte ud – hvorpå børnefamilierne gik. Situationen genkendes til en vis grad i kirkens rum, hvor ‘kernemenigheden’ forstyrres; det er da ærgerligt, når guldkorn går tabt, og for så vidt forstår vi de truende disciple i Mark. 10. Men fortællingen om Jesu velsignelse af de små børn handler om andet og mere end ørenlyd og gudstjenestepraksis, den handler om gudsforhold. Disciplene kunne formentlig have svært ved at tage børnenes gudsforhold lige så alvorligt som koncentrerede voksne mænds. Men Jesus omstyrter religionens hierarkiske tænkning ved at slå Guds riges døre op for forudsætningsløse og afmægtige, fordi Gud selv er den bærende i forholdet. Ingen skal få den tanke, at mennesker skal reflektere og præstere sig frem til Guds nærhed. Nej, som Guds barn er man netop altid allerede elsket og kan altså ikke stige i graderne: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” – Vi er kommet så meget på afstand af det antikke feudalsamfunds patriarkalsk-hierarkiske kultur, at vi kan have svært ved at opfatte det voldsomt revolutionerende i Jesu betingelsesløse tilsagn til de små. Et nutidigt menneskesyn taler jo børnenes sag og prædiker helst, at børn altid gør deres bedste. Jesu børneevangelium handler imidlertid ikke om at anerkende børn for at være uskyldsrene, – hvad deres liv blandt søskende og andre rivaler typisk snart vil afdække, at de ikke er. Børneevangeliet handler om, at livet i udgangspunktet er en nådegave. – Med dette evangelium i ryggen finder vi det rigtigt at døbe også spædbørn og læse Jesusordene om de små ved døbefonten. I mangel af tydelige beretninger om, at Jesus selv døbte, er og bliver teksten om hans børnevelsignelse en af dåbsritualets mest centrale tekster.
Mange døbefonte refererer til dagens fortælling med deres udsmykning i form af et relief eller bare med teksten: “Lad de små børn”…. Også mange alterbilleder fra 1800-tallets guldalder og senere har båret dette yndefulde motiv, med C. W. Eckersbergs alterbillede fra 1812 i Horne Kirke på Fyn som det første. Vore nyere kirkekunstnere har ofte ‘opdateret’ motivet: Mens den centrale, blide og – ja – moderlige Jesus, som børnene flokkes om, gerne har beholdt sin antikke kjortel, fremtræder de små børn ofte som aktuelle identifikationsmodeller i mere nutidige søndagsklæder, – og alterbilledernes børn synes for resten altid at være tillidsfulde og forbilledligt lydhøre.
Jeg vælger her at vise et udsnit af en altertavle i Hæstrup Kirke, Vendsyssel, med malerier fra 1949 af Paul Høm, bornholmermaleren, der levede 1905-1994. Han har beriget mange kirker med poetiske og meditative malerier, ofte med familiens egne pigebørn som yndefulde modeller, ofte med eftertænksomme ansigtsudtryk. I alterbilledet holder flere af pigerne omkring Jesus en blomst eller en frugt i hænderne og tydeliggør dermed, at det hos Jesus er selve livets gode skaber, der favner sine børn. – Og hvor er det originalt og uimodståeligt, at fodstykket viser en nutidig babylift med en tryg baby, hvis klare blik møder vores. Det kunne være kirkens samtidige lille dåbsbarn: Altid allerede elsket!
Her vil jeg gerne citere et vers af stor enkelhed fra den nye dåbssalme ‘Når jord og himmel mødes i dåbens klare vand’, skrevet af vores flittige teologiske digter Niels Johansen, sangbar på melodien til ‘Nu blomstertiden kommer’: “Vi bærer dig til dåben ad slægters søndagsvej. Med korset, hjertets mærke, velsigner Jesus dig. Og vi slår kreds, du lille, fortæller ham dit navn. Vi ser i glimt guds rige. nu er du i hans favn”.
Alterbilledet i sin helhed ses nederst på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst . Dens mørkere og dårligt fotoegnede sidefløje viser her en spæd Maria, dels med det lille, lysende Jesusbarn på sit skød, dels ved den tomme grav, hvor det er det efterladte ligklæde, der bryder mørket. Fotos: Claus Jensen.
Hele den trefløjede altertavle i Hæstrup ses nedenfor:
Med mørket som baggrund rækker vi ud efter lyset. Mon ikke vi alle har gjort intense, personlige erfaringer med mørke? Måske som barn været livræd for skygger? Måske prøvet at fare vild i et stort, ukendt skovområde, mens mørket faldt på? Og i overført betydning måske rejst gennem en livskrises eksistentielle mørke, hvor man følte sig fortabt i en uigenkendelig verden? Mit eget mest forfærdende møde med mørket var en art kulsort nærdødsoplevelse, jeg som voksen meningitispatient havde: en uafrystelig drøm eller feberfantasi om at være gledet langt ned under jorden og i det totale mørke dér stirre forgæves efter blot det mindste lille blafrende lysskær. Jeg genkalder mig dette mørkets mareridt, når jeg på Statens Museum for Kunst beundrer Joakim Skovgaards grænsesprængende symbolistiske hovedværk: “Kristus i de dødes rige” fra 1894 med billedet af de talløse ventende, livløse sjæle, hvis eneste mulighed er at blive fundet og vækket af lyset, af Kristus som Verdens lys. Lysets komme er et uendeligt forløsende og glædebringende syn og samtidig forudsætning for at kunne orientere sig i forhold til noget som helst andet, i overført betydning at kunne skelne godt fra ondt, sandhed fra løgn, smukt fra grimt, helligt fra profant. – Vi oplever nu vores fælles verdenssituation som mørk, fordi dette vores værdimæssige koordinatsystem er under angreb.
På helligtrekongers søndag synger vi “Dejlig er den himmel blå” om “ledestjernen”, troens lys. – 2. tekstrækkes evangelium fra Joh. 8 omtaler ikke de tre vise mænd. Her hører vi den voksne Jesus prædike med et af de syv “jeg-er”-ord: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Kontekst er, at Jesus på tempelpladsen taler til farisæere om sin livline til den himmelske far: “Faderen, som har sendt mig, er med mig”, og “jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen”. Som “verdens lys” med udgangspunkt i Faderen kan Jesus være uendeligt glædebringende og forløsende – og fyrtårn og kompas på også vores livsrejse.
Som al billedkunst arbejder kirkens billedkunst med lys og mørke. Det gælder såmænd også en billedløs kirke som den vidunderlige Grundtvigs Kirke på Bispebjerg, hvorom arkitekten udtalte, at “lyset er kirkens motiv”. Rummets lys er arkitektens æteriske ‘materiale’, som kan løfte sindet til metafysiske højder. En stor del af vores figurative så vel som abstrakte kirkekunst har direkte lyset som motiv, jævnfør forkærligheden for at identificere hellighed ved hjælp af en malet glorie. –
Den lokale kunstner Peter Mock (f. 1943 i Tyskland, bosat i Dk fra 1967) har i 2015 beriget Thyborøn Kirkes våbenhus med et forkyndende billede af menneskelivets lyskilde, hvor hans letforståelige metafor er havnens fyrtårn eller lysmast. Dens solgule, langtrækkende lyskegler gør det muligt for skibsfarten at orientere sig i den bælgmørke nat og finde trygt i havn. Som en mulig reference til 1. tekstrækkes helligtrekonger kan vi også i maleriet finde en kompasstjerne og en lille stjerne under månelyset på nattehimlen. Med lyskeglerne tegner lysmasten et kors. Fotos: Claus Jensen.
Nederste foto på hjemmesidens opslag https://kirkekunst.net/Kunst viser maleriets placering ved indgangen til kirkesalen.
Nytåret møder os nu i al sin uforudsigelighed og udfordrer mildest talt vores optimisme: Hvad åbner årsskiftet porten for? Vi står med svigtende tillid til den politiske verden anno 2026, og har des mere brug for gudstjenestens hjælp til at finde en dybere tillid at leve på. Jesus lærer os her at henvende os tillidsfuldt til Gud som vores far, som den stærke og omsorgsfulde, personlige forankring af vores liv. “Fadervor” præsenteres som bønnens prototype både hos Lukas og Matthæus. Ved nytåret læses bønnen indrammet af bjergprædikenens sammenhæng (Matt. kap. 6), hvor bedende advares mod hyklerisk udvendighed. Hver især må vi tage tilflugt til fadervor og glide ind i bønnen som en åben favn. Fadervor er som en eksistentiel og åndelig port, der åbner sig for lyset fra Guds rige: “komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden”. Hvad forstår vi da ved dette Gudsrige? Guds rige er ‘allerede – og endnu ikke’, både nærværende og hinsidigt, etisk og eskatologisk. Porten til Guds evige rige er ikke først et fund i efterlivet eller kosmisk omvæltning, men en guddommelig åbning allerede i dette jordiske liv. Guds rige er nær, ja midt iblandt os, hvor omsorgen, tilgivelsen, kærligheden og håbet sejrer over mørkets kræfter.
Den bedende befinder sig allerede i porten til Guds omsorg. I fadervor konkretiseres omsorg som det brød, vi fra dag til dag har brug for (og ikke et sanseløst overforbrug): “giv os i dag vort daglige brød”. Når vi beder om “vort” daglige brød, beder vi en solidarisk bøn med et etisk aspekt, der omfatter de virkeligt sultende. Vi beder også om evangeliet som “livets brød”.
Centralt i fadervor, centralt i Guds rige, står tilgivelsen: “forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Evangeliet skænker os tilgivelsen som en nåde, vi må række videre til andre: Vi beder altså også om forladelse for andre slyngler, herunder dem der har gjort os selv uret. Igen er bønnen kollektiv.
Bønnen taler dernæst om skyld, fordi vi endnu ikke er hinsides det onde; det er Gudsrigets ‘endnu ikke’. At leve i lyset fra Guds riges åbne port garanterer os ikke mod, at livet kommer til at gøre os ondt, eller at vi selv kommer til at gøre andre ondt. Gud frister ikke nogen, men vores ego gør, og vi må bede om Guds hjælp til at leve samvittighedsfuldt: “led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”.
Bønnen slutter i en lovprisende bekræftelse af Guds rige, måske sekundær, formentlig i urkirken fremført som menighedens korsvar efter læsning af fadervor.
Flere af kirkens billedkunstnere er inspireret af bønnen “forlad os vor skyld”, men i øvrigt har kun få kunstnere bundet an med at fortolke fadervor. For hvordan er det muligt at anskueliggøre Guds hellige virkeligheds indbrud og udmale den levende forbindelse mellem det himmelske og det jordiske? Esben Hanefelt påtog sig i 2003 at illustrere biskop Søren Lodberg Hvas’ “Bogen om fadervor”, og her finder vi en række meditative billeder i Hanefelts frodige og dekorative, måske naivistiske stil. Kan disse opløftende og farveklare visioner hjælpe bedende menneskers forestillingskraft på vej, så fadervor ikke bare bliver til ‘en remse’? Selv kan jeg have brug for at lade ordene ledsage af indre billeder, der støtter sindets bevægelse. Her vælger jeg at vise Hanefelts symbolistiske visualisering af Guds riges komme som en lyskegle på himmelen omkring et treenigt korstegn. Hvor lyset møder jorden med Kristus som porten, den velsignende formidler, næres den jordiske verden af en livgivende paradisflod, der får livet til at blomstre som på den første morgen. Glædeligt nytår!
Birgitte Bech kirkekunst 