Kunst til kirkeåret

…OG LYS I DIT LYS SKAL VI SKUE

I 1980ere malede Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999) i sit moderne formsprog med grove strøg og stærke farver dette abstrakte billede af Genkomsten. Nederst ser vi de urolige mørke konturer af skikkelser, der dukker sig eller rækker op mod billedets hovedfigur: en eksplosion af lys, som suverænt og afslørende sætter sig igennem. Maleren tog flere gange motivet op i en tid, hvor andre var tilbøjelige til at lade det ligge som en fortidig forestilling. Havsteen var moderne, men ikke underlagt tidsånden. Billedet er i privateje, men kan ses i Mikael Wivels gode bog ‘Sven Havsteen-Mikkelsen Det kristne spor’.

25. sønd. e. trin. 2. rk. handler om Guds rige og Menneskesønnens genkomst. “Guds rige er midt iblandt jer”, skriver Lukas i kap 17 – med en bedre oversættelse end “Guds rige er inden i jer”. Samme tekst knytter Guds rige til Menneskesønnens nærvær og forudsiger hans forestående fravær og siden tilbagevenden fra himmelen med lynets klarhed, mens den gamle verden går under i bål og brand og syndflod. Teksten er apokalyptisk og fremmedartet.

Verdens undergang er langt fra utænkelig for en generation, der som vores er martret af påtrængende realistiske katastrofescenarier. Men idag opfatter vi mindre undergangen som en del af Guds store frelsesplan end som et resultat af menneskehedens eget hæmningsløse uvæsen, som NU kalder på vores ansvarlighed. Imidlertid – over og under bekymringen for den sårbare verden og bevidstheden om vor egen dødelighed – næres der hos kristne stadig et indre håb om Guds kommende manifestation, Kærlighedens og Sandhedens komme, menneskers forløsning i det møde, der omsider lader os “se ansigt til ansigt”.

Forestillingerne om genkomsten er nødvendigvis uklare, men salmen ‘Til himlene rækker’ rammer os med sin sidste linje: …”og lys i dit lys skal vi skue”.

 

GENKOMSTEN PÅ MUSEUM

Endnu omkring 2. verdenskrig valgtes Genkomsten som hovedmotiv i en del danske kirkeudsmykninger (udført af især Skovgaard’erne, Stefan Viggo Pedersen, Kræsten Iversen, Larsen Stevns samt Anna E. Munch og Ellen Hofman-Bang).

Navnlig Ellen Hofman-Bang (1879-1971) var frem til efterkrigstiden værdsat for sine bibelnære fortolkninger af Kristi blændende tilsynekomst blandt mennesker, detaljerigt malet med uforsagt metafysisk realisme og en noget patetisk iscenesættelse af domssituationen. Ellen Hofman-Bangs altertavler med genkomstmotivet kan endnu ses i Klovborg og Otterup Kirke. Flere versioner er udstillet i hendes barndomshjem, den nordfynske hovedgård Hofmansgave, hvor en flot skitsesamling er tilgængelig for publikum (se foto nedenfor) sammen med søsterens skulpturer.  Ingen betvivler dygtigheden hos malerinden, der nød stor anerkendelse i sin tid; men senere er både teologi og kunstsmag gået i andre retninger. Fra midt i 1900tallet ebbede interessen for genkomstmotivet ud – med Havsteen-Mikkelsen som vores nok mest bemærkelsesværdige undtagelse.

GÅET OVER FRA DØDEN TIL LIVET

Med stil som en renæssancekunstner har Stefan Viggo Pedersen (1891-1965) udsmykket  i hvert fald 17 danske kirker med Vesterbros Mariakirke som den mest kendte. Han var tredie generation i en talentfuld kunstnerslægt med tilknytning til Skovgaardkredsen. Flere af Stefan Viggo Pedersens apsisfresker fortolker kristendommens yderste dimensioner: opstandelse, dom og evigt liv, som novembers tekster kredser om.  Her vises foto fra Øse Kirke, 1943, og udsnit fra en beslægtet udsmykning i Torstrup Kirke, 1950. Fotos er fundet på kirkernes hjemmesider.

Stefan Viggo Pedersen skildrer mennesker i rumligt, tredimensionelt perspektiv; men med Gud er det anderledes: gudsbilledet ‘svæver’ og transcenderer dybdeperspektivet, idet Guds væren bryder gennem rum og tid.

Dommedag holder vi måske hele tiden, idet vi småligt dømmer hinanden og – i eftertankens stund – også os selv. Men dommen er Guds. Troen må tage tilflugt til, at den højeste dommer er Gud, der med sig selv som indsats møder fordømmelse og livsødelæggelse med nåde. Den generøse, guddommelige nåde vil sætte fri og gøre mennesker levende både her i tiden og hinsides tidens grænse.

Det evige liv gives ikke kun i en anden verden, men lyser allerede nu over os: “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet”  (Joh kap 5)

 

GUD VIL TØRRE HVER TÅRE AF DERES ØJNE

Professor Elof Risebye (1892-1961) har efterladt os en række egenartede, meditative billeder, som forener dyb sorg og inderlig tro. Et udtryk for troen ses i antydningen af glorier om hans figurer, som bærer blus mellem gravkorsene. I vidt omfang bærer Risebyes stiliserede figurer kunstnerens egne ansigtstræk og indadvendte udtryk. Dette maleri fra 1944 er inspireret af en rejse til Italien, hvor Risebye oplevede den skik at tænde lys på gravene på ‘Alle sjæles nat’. Den oprindeligt katolske kirkegårdsskik har siden fundet vej til mange danske sogne, omend det her i landet oftest er i kirkerummet, der tændes levende lys i mindet om og håbet for de døde. Det sker måske i forbindelse med oplæsning af navnene på årets døde i sognet.

På Alle helgens dag styrkes den tro, som er så udfordret af døden. Der lyses fred over de sørgende, og der formidles et grænseløst håb ved dagens tekster: I Åb. kap. 21 læses om Johannes opstandelsesvision, hvor en røst fra himlen siger: “Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvúndet.”

Billedet er hentet i Vejen Kunstmuseums udgivelse ‘Risebye + Kiærskov’.

 

JERES HIMMELSKE FARS VILJE ER, AT IKKE EN ENESTE AF DISSE SMÅ SKAL GÅ FORTABT.

I mat. 18 møder vi et modbillede mod verdens etablerede magtstrukturer, Guds omvendte målestok. – Mon vi overhovedet idag kan forestille os, hvor revolutionerende dette evangelium for de små har lydt i et patriarkalsk samfund? “Størst i Himmeriget er den, der bliver som et barn”. Ringeagt dem ikke, for “Deres engle i himlene ser altid deres himmelske fars ansigt”. Det er et memento for voksne, at livet aldrig kan blive mere, end hvad det i udgangspunktet er: en Guds gave som ingen skylder sig selv.

Teksten kan høres som et opråb om ukrænkeligheden af børns livsvigtige tro og tillid, men teksten er derimod ikke en forherligelse af børns iboende egenskaber. Den er et tilsagn fra højeste sted om omsorg for små og fortabte, som har omsorg og frelse behov. – Til overflod giver denne generøse evangelietekst også lignelsen om det ene umistelige, forvildede får, som jo har givet god anledning til så megen anden kirkekunst.

Her vælger jeg et ikonisk billede af barnet. Den færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottirs, f. 1950, har i 2013 malet sit ‘En af mine mindste’. Gunnarsdottir har trods stor tegnefærdighed og omfattende skoling krystalliseret sin stil til det helt enkle flademaleri. Hendes motivet vibrerer omkring livets grænsesituationer, hvor de balancerer mellem stilhed og drama. Barnet står på kanten og ser mod det ukendte og måske farlige. Under grønsværens bue ses et net, som er en hyppig komponent i Gunnarsdottirs billeder: et sikkerhedsnet eller et netværk?? Kunstnerens billeder viser ofte den betryggende, forklædeklædte bedstemor, som  hun kalder heroisk. Med en skytsengels suverænitet bærer bedstemor over de foldede hænder Guds himmel i sin favn, og deri hviler det lille hjem. – Et andet tema hos maleren er småfugle, som undertiden associeres til Bjergprædikenens tekst om, at ingen fugl falder til jorden, uden at Gud er med den.

Billedet er set i Galleri Emmaus i Haslev.

DEN TÅLMODIGE GARTNER

Få år efter befrielsen (“Danmarks frelse”) fik Albæk Kirke i Vendsyssel sin fløjaltertavle, malet af Paul Høm (1905-1994). Paul Høm udførte mere end en halv snes kirkeudsmykninger, hvoraf denne med det smukke træ er hans første. Her ser vi tavlen i lukket stand, som den møder os i fastetiden. På altertavlens predella er malet et citat fra Johannes Åbenbaring om at “høre, hvad Ånden siger til menighederne”, hvilket indgår i læsningen til netop 21. sønd. e. trin. 2. rk. Bagved citatet er malet jord med et stort rodnet, og derover forgrener sig det symbolske nøgne træ, som hverken bærer blade eller frugt. – Helligånden kan komme på hårdt arbejde her.

Det nøgne træ er min bedste billedforslag til evangelieteksten, som slutter med en lignelse om et ufrugtbart træ. – I Luk. 13 afvises først de selvretfærdiges tendens til at forklare andres ulykke som deres egen skyld; de forulykkede er ikke specielt skyldige. Kaldet om at søge tilflugt hos livets Gud gælder alle, for hvem behøver ikke Guds tålmodighed?  Her følger så lignelsen om frugttræet, som på 3. år står uden frugt. Ud fra et forretningsperspektiv bør det golde træ hugges om, – men noget andet sker: Gartneren går i forbøn for træet: “Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år.” – Vi ser for os den omsorgsfulde og tålmodige gartner, der håber og kæmper for sit træ, – et helt vidunderligt gudsbillede! – Og nu opdager vi også, at livet er gemt i de små knopper på træets grene.

Påskemorgen slås fløjene op på altertavlen, og menigheden får anskueliggjort, at livet i evighed sejrer: I hovedfeltet har Paul Høm malet et Gudslam omgivet af et overdådigt, grønt livstræ. På fløjene ses farvestrålende smukke engle.

Billedet er hentet på Albæk Kirkes hjemmeside, hvor den åbne altertavle også kan ses.