Helligtrekonger

Foto: Claus Jensen

…”Vi har og en ledestjerne,/og når vi den følger gerne,/kommer vi til Jesus Krist”.

Julens sidste helligdag er Helligtrekonger: 6. jan. (eller søndagen i perioden 2.-6. jan.). Særlig for Matthæus er den til dagen hørende yndede fortælling om de vise mænd fra Østerland, der under stjernens ledelse finder frem til gudsbarnet og skænker det hyldestgaverne guld, røgelse og myrrasalve. Evangelisten kan om barselsgæsterne hverken fortælle, at de er tre, at de er konger, eller at de er hellige; men middelalderlige legender har suppleret på frodigste vis, så vi nu ved god besked om, at kongerne hed Kaspar, Melchior og Baltazar, og at de repræsenterer forskellige livsaldre og verdensdele: Forrest knæler i inderlig tilbedelse den ældste Kaspar, hvis livsrejse hermed er fuldbyrdet, bagest står den ranke unge Baltazar med den mørke hud. Tilmed har man i middelalderen ment at kende kongernes rute og hele skæbne, og kongernes påståede relikvier har i sig selv været gjort til mål for pilgrimsrejsende. Motivet har i middelalderen ofte været pragtfuldt udført og spillet på forholdet mellem kirkelig magt og verdslig magt: Det har bragt kongen ned på knæ, men samtidig givet ham glans som kirkens velgører.

Efter reformationen er helligtrekongermotivet fhv. sjældent, hvorimod hyrdernes tilbedelse er blevet mere udbredt. Men fortællingen om de vise rejsende er stadig vedkommende og opbyggelig, forstået som forbillede for alle kristnes livsrejse og livsmål, sådan som Grundtvig har fortolket fortællingen i salmen Dejlig er den himmel blå.

Jeg har valgt et eksempel fra 1591, som er et ud af syv relieffer med Jesu barndomshistorier på prædikestolen i Skt. Catharina i Ribe. Billedskærerens navn er ikke nævnt, men det er et fint lille renæssanceværk, hvor der er gjort noget ud af arkitekturen og baggrundens byprospekt under stjernehimlen.