Uden for mit arbejdsværelse pryder en gammel vinplante muren med sit smukke fingrede løv. En vinplante har overraskende dybe rødder, og i år har der været rigeligt af både sol og regn; men pasningen har jeg forsømt, planten er vokset vildt i højden fremfor drøjden, rankerne skygger for det øverste vindue, og nu er de utallige klaser af kønne, blå druer igen for små at plukke ind. – – Hvis ikke lige min sognekirkes fortræffelige organist havde vist mig, at selv de mindste, stenede druer kan bruges i et afkog, der afkølet giver en frisk drik med fin smag….
Nu går vi så til Johs. Kap. 15, hvor Jesus kalder sig selv ”det sande vintræ”. Gudfader har som en vingårdsmand nidkært passet og beskåret dette vintræ og renset hver gren for dårlige druer, ”for at den skal bære mere frugt”. Kan vi udfolde disse linjer om vintræets forædling som dramaet om, hvordan Jesus efter dåben måtte konfrontere fandens fristelser uden at korrumperes, at han måtte udstå modstanderes spot og anklager, at han evindeligt bestormedes af en nødlidende menneskemængde, så han måtte trække sig tilbage i ensomhed for at hente kræfter i bøn, og at han den sidste aften i Getsemane måtte råbe til Himlen – uden at blive skånet?: I sandhed et vintræ, som blev renset og beskåret. Det sande vintræ voksede i verden for at give og give, med frugt så livgivende, som aldrig før set. Frugten er kærlighed, næstekærlighed med udspring i Guds kærlighed. Vinplanten blev et paradisisk træ helt efter vingårdsmandens plan: Menneskets gudbilledlighed var genoprettet, som skaberen fra begyndelsen havde tænkt den.
Evangeliet giver os nu lov at være grene på dette vidunderlige træ. Før vi falder i græmmelse om egen manglende formåen, tilsiges vi et livsfælleskab med stammen, hvis rødder rækker ned i livets kilde. Vi får lov at være som podekviste. ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer”. Vingårdsmanden velsigner sit vintræ, og vintræet sine podekviste. ”Som faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.” Også skravlede podekvistes vækst skal således fuldbyrdes: ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.”
Til denne søndag vælger jeg den store altergobelin, som Berit Hjelholt (1920-2016) i 1986 vævede til Margrethekirken i Aalborg. Den store finsk-danske vævers liv har båret rig frugt i form af smukke vævede værker til bl.a. adskillige kirker, mange af værkerne i mere modernistisk stil end dette. I Margrethekirken har vi for øje et stort og overdådigt bærende vintræ, som giver uendelig høst til vingårdens arbejdere. Træet giver læ til et måltidsfællesskab med Jesus som vært; vi tæller 12 bordfæller, men ser at mange flere kommer til: børn, kvinder og mænd. Jesus ses i midteraksen som ét med vintræets stamme, der fremmaner et billede af den korsfæstede og svøber sig om korset som forsoningens tegn, og hele scenen favnes af lyset oppefra. Forbindelsen er klar til kirkens gentagne nadvermåltid, understreget af, at forsiden af alterbordet med Exners kunst er prydet af små, blanke bægre. Billedet kan samtidig associeres til den eskatologiske forjættelse i Jesu nadverord iflg. Mattæus: ”fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i min Faders rige”. Hjelholts motiv har en eskatologisk dimension som visualisering af festen i Guds rige, hvor alting fuldbringes. – Der er kloge nutidige teologer, som beklager, at vores generation har mistet den religiøse forestillingskraft og evne til at sætte billeder på evigheden. Her i Margrethekirken finder vi i hvert fald et tilgængeligt billede af den rene salighed. Foto: Claus Jensen.
