Opringning fra ukendt nummer: Behagelig stemme bruger mit fornavn, og jeg er lyttende, – men indser så, at det igen – som vist forventeligt – handler om at sælge mig noget: forsikring, avis, abonnement…. Opkaldet sigter på at øge en omsætning et sted, hinsides min dagsorden, og jeg ringer af. Der er noget kalkuleret forførende i at henvende sig til enhver i denne fortrolige tone, når det i grunden blot er kontonummeret, der ønskes kontakt med. Tilbage efter den ultrakorte samtale står et strejf af ærgrelse eller skuffelse, som vel bunder i den evigt menneskelige længsel efter at være mødt som person. Hvor gerne vil et menneske ikke kendes og genkendes som en person i sin egenart med eget væsen, egen historie, egne potentialer? Igen og igen bliver vi til som mennesker, når nogen har øje for os og kan bruge os, som netop dem vi er, – eller måske endnu bedre: som har øje for, hvem vi i bedste fald kan blive til. Det handler om at høre til og høre hjemme. Med en sætning, jeg netop læste på Facebook: “Det handler ikke bare om at være velkommen, men om at høre til.”
Evangeliet i Mark. 2 handler om det anderledes opkald, der er personligt og eksistentielt: På sin vej får Jesus øje for Levi Alfæussen, lige netop tolderen / skatteopkræveren Levi Alfæussen, og Jesus kalder ham op og ud fra toldboden. Hvor længe mon Levi har siddet der i besættelsesmagtens beskidte tjeneste som en økonomisk succes, men en moralsk fiasko, ilde set blandt landsmænd? Jesus har udset sig Levi for Levis skyld. Der er ingen prestige for Jesusbevægelsen i at få ham med, tværtimod, Jesus skandaliseres hos eliten af sit evindeligt dårlige selskab, og tager det på sig, tager dem på sig. Da han spiser “sammen med toldere og syndere”, forklarer han at: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Jesus ser ikke bare, at Levis liv var kørt af sporet, men han ser, hvad Levis liv kan blive til efter Guds mening med netop dette liv. Det er vist ham, vi kom til at kende som apostlen Mattæus…
Så er der fest! – for at Levi og andre moralske fallenter får lov at høre til og høre hjemme. Fest for en ny begyndelse med tilgivelsen som forløsende fortegn. Fest for nye muligheder efter Guds bestemmelse. Det er nådens tid. Gamle hierarkier, fordomme og resignationens lammelse ryddes af bordet for at give plads til håbets og glædens bobler. Som Jesus siger: “ung vin på nye sække.” Der skal festes som ved et bryllup, hvor samhørighed besegles og livet fuldbyrdes: “Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem?” og svaret er nej. Jesus sammenligner sig selv med en brudgom, og netop brylluppet blev en af kirkens værdsatte metaforer for indfrielse af sjælens dybeste længsel i evig, guddommelig kærlighed.
Kirkekunsten er rig på billeder af Jesu bordfællesskab, næsten altid i form af Jesu sidse måltid. Mit valg faldt på et af Allan Skuldbøls overdådige nadverbilleder, som ved sine lyse pastelfarver og sin rytme ligefrem sitrer af feststemning, for ikke at sige bobler. Generøst har alle apostlene fået glorier, fordi de er omkranset af tilgivelsens bægre, mindst et til hver, og krukker stille mere i udsigt. Fisken er det Kristussymbol, alle samles om. Ved siderne ses de største krukker, eller er det harper, som himlens engle må slå i glæde over hver omvendt synder? Der er ofte både bægre og harper i Skuldbøls evangeliske myldrebilleder. Opdækningen er kaotisk, for orden er ikke Guds prioritet, men vi kan måske identificere brød og lam (?). Lammet kan i så fald minde os om det offer, generøsiteten krævede…
Maleriet minder mig endnu engang om beretningen fra Allan Skuldbøl, der døde i 2025, om at han som ung var optaget af at tage afstand fra menighedens hyklere, men som gammel bare var taknemmelig for, at nogen ville modtage nadver sammen med ham.
Nederst i opslaget tilføjer jeg et helt andet maleri af måltidsfællesskab med Jesus. Dette, som jeg ikke før har brugt, kvalificerer sig ved sin atmosfære af fortrolig kontakt. Det lille billede blev malet i 1992 af Bodil Kaalund (1930-2016) til et af de smalle prædikestolsfelter i Bøvling Valgmenighedskirke. Foto: Claus Jensen.
Bodil Kaalunds prædikestolsfelt i Bøvling eller Bøvlingbjerg Valgmenighedskirke.
