Evangeliet om Emmausdisciplenes påskeerfaring er helt vidunderligt, både klart og underfundigt. På den ene side begynder det som historieskrivning med konkrete oplysninger: Kleofas og den anden lige så ulykkelige og desorienterede discipel går påskedag de 11-12 km til den ubetydelige flække Emmaus, mens de samtaler med en fremmed på vejen om de ubærlige hændelser i Jerusalem. Som trætte vandrere vil de afslutte dagen med et fælles aftensmåltid – – som så viser sig at åbenbare deres opstandne Herre i et glimt af evighed. Bordfællesskabet med de små ritualer er genkendeligt og fortroligt, og samtidig er det helt nyt, gennemlyst af en opstandelsesvished, der forandrer alt. Nyheden må uopsætteligt løbes tilbage til Jerusalem ad den strækning, der netop møjsommeligt var tilbagelagt. – På den anden side er fortællingen overhistorisk og symbolsk: Den anonyme discipel kan være dig og mig. På livsrejsen bærer vi hver vores bagage af sorg og forvirring og har brug for dybe samtaler, der sætter det hele i perspektiv, så hjertet igen “brænder”. Tegnene til os er, at teksterne udlægges, at velsignelsen lyses, at brødet brydes, netop således som Guds nærvær manifesterer sig ved enhver ‘almindelig’ gudstjeneste, der vil bringe os fra tomhed til tro. Vi bliver, som Søren Kierkegaard skrev o. 1850, “samtidige med Kristus”.
Dagens udvalgte billede viser altertavlen i Ellinge Kirke på Fyn, som 1993 fik indsat Sven Havsteen-Mikkelsens malerier af Kristus i Emmaus. Foto: Claus Jensen
Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999) er en af vore betydeligste kirkekunstnere. I over 70 danske kirker har han sat sine værdifulde spor i skikkelse af malerier og glaskunst. Kun Erik Heide – og måske Thorvaldsen – er/ har været mere brugt. Sven Havsteen-Mikkelsens kunst er voldsom og intenst forkyndende med lys og mørke og glødende farver i grove modernistiske strøg. Hvad motivvalget angår, er tilbageholdenheden derimod stor. Havsteen har udtalt, at han “ikke vil male hvad intet øje har set”. Krybberummet, Jesus i stormen og Golgata var længe de foretrukne motiver, hvorimod Havsteen veg tilbage for opstandelsen, som jo er uset. Men med Emmausmotivet åbnedes en sprække, og i danske kirker kan vi finde en halv snes ret forskellige versioner af Havsteens billeder af Emmausmåltidet: “Jeg har altid holdt mig fra at male opstandelsen. Men nu, da døden er nær, tør jeg male opstandelseslyset”, udtalte Havsteen i 1998, da han til Thorning Kirke ved Silkeborg malede sit sidste billede af måltidet i Emmaus. Det er i sig selv en smuk påskefortælling, at den gamle kunstner efter et halvt århundredes skabende virksomhed kunne lade det hele kulminere i malerier af opstandelseslyset. – Og billeder af lys er det netop, det intense lysglimt bag disciplenes silhuetter er hovedmotivet. Kristus ses kun som det lys, han ved måltidet efterlader i bordfællernes ånd.
Birgitte Bech kirkekunst 