Matt. 12 trækker linjerne skarpt op: Hvad er den utilgivelige synd? Hvordan skelner man onde fra gode? – Jesus overrumpler med sin autoritet, men bliver af kritiske tilhørere bedt om at legitimere sig: “Mester, vi vil se dig gøre et tegn.” Kritikere forlanger beviser at støtte sig til? “Men den (utro slægt) skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn” lyder så Jesusordet. Hedninge i Nineve omvendte sig ved Jonas’ prædiken, men hvem omvendes af Jesu prædiken? – Hvem hører hans ord som sandheden om deres liv? Tro er en tillid, som ikke kan funderes i beviser, et spring ud på 1000 favne dybt vand, som Søren Kierkegaard formulerede det; anderledes kan det ikke være. – Efter påske kan vi finde symbolske betydningslag i Jonas’ tegn: “som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.” Jesus måtte ligesom Jonas overgive sig til mørket, før Gud genrejste ham i lys og Ånd. – Hvis Kierkegaard har ret, åbner troen sig også først ret for os, når vi selv har mistet fodfæstet. I det dybeste mørke erfares Helligåndens lys som eneste pejlemærke og livline. Helligånden spottes ikke af den, der råber til Gud fra det dybe.
Det mytiske drama om Jonas’ nærdødsoplevelse og tilbagevenden til livet har inspireret både ældre og nogle få yngre (kirke)kunstnere (bl.a. Olivia Holm Møller, Leif Sylvester, Bjørn Nørgaard og Bodil Kaalund). Den store bibelillustrator Bodil Kaalunds maleri af Jonas, der kastes over bord i det frådende, altopslugende hav, er et af hendes stærkeste billeder, set med mine øjne. Det er ét ud af tre Jonas-motiver i en større billedrække på pulpituret i Nørre Felding Kirke ved Holstebro, som hun udsmykkede omkring årtusindskiftet. Foto: Claus Jensen
Birgitte Bech kirkekunst 