2016-17 Peter Callesen “Alt er tilgivet”. Et værk vist på udstillingen i Rundetårn i anledning af reformationsjubilæet, gengivet i kataloget TESER.
Vi ser en art opslagstavle af træ med beskrevne papirlapper, der ligner håndskrevne breve. Nogle skrevne linjer og ord er tilsyneladende klippet væk og ligger som fraklip nederst i rammen: Vi tolker det fraklippede som ord, der aldrig burde være sagt og skrevet, i videre forstand utilgivelige gerninger. Det gjorte kan ikke gøres ugjort, men dog tilgives?
Peter Callesen er født i Herning i 1967 og primært kendt som papirkunstner. Han har givet udtryk for, at han er fortrolig med kristendommen, som betyder noget for ham. Han arbejder ikke dogmatisk eller illustrativt, men behandler nogle temaer, hvor han selv føler at have et mellemværende med Gud, eller hvor han står på kanten med sin tvivl. Det er vigtigt for ham, at hans kunst stiller spørgsmål. – Peter Callesen har som kirkekunstner bidraget med messehagler og med altervægsudsmykningen i Margrethekirken i Valby.
Lukasevangeliets lignelse om den uærlige godsforvalter handler på sin egen snurrige måde om det utilgivelige, som dog overraskende kan overtrumfes af en ny, nådig begyndelse. I evangeliernes billedsprog er Gud den rige mand, som betror sin rigdom til mennesker. Mennesker er forvaltere, som ofte svigter. De betroede rigdomme er ressourcer, dage og kræfter, medmennesker, alt det liv som vi har brugt og misbrugt til egen kortsigtet vinding. Lignelsen handler om ‘regnskabsdagen’, dagen hvor den enkelte må erkende behovet for en eksistentiel ‘gældssanering’ og så at sige står med hatten i hånden. Den eksemplarisk uærlige forvalters anliggende er her fremdeles egen redning: “Tigge skammer jeg mig ved”, siger han – og griber fremsynet til at pleje sit netværk ved at nedskrive andres gæld – foran chefens åbne ansigt og for hans regning. Han skaffer sig “venner ved den uretfærdige Mammon”...- Den glædelige overraskelse er, at chefen ikke sætter nogen fra bestillingen. Hører vi latter? Evangeliet er fortællingen om Guds store gældssanering som eneste mulighed – til inspiration og efterfølgelse.
Jeg tænker, at kristne forkyndere netop har som opgave at tilsige guddommelig gældssanering til mennesker, der står i gæld som de selv. Lignelsen i Lukasevangeliet om den uærlige forvalter, som ødslede med Herrens ejendom, er alvorsord. Alligevel har vi gjort Gud for lille, hvis vi tænker om Gud som en regnskabsfører. Menneskets relation til Gud er ikke et økonomisk-juridisk forhold; det er overordnet set snarere et kærlighedsforhold, et forhold til vores ophav, der ikke er prisgivet nogen regnskabsmæssig orden. Pengenes orden kaldes i lignelsen direkte for en uorden: “den uretfærdige Mammon”. Del bare ud til de andre forgældede! I forhold til pengenes uretfærdige regime indtager evangeliet et befriende overlegent perspektiv. Jeg forestiller mig den ustyrlige pengehistorie ledsaget af en suveræn, guddommelig latter.
I 2005 udkom Bogen om Jesu lignelser af Søren Lodberg Hvas og Esben Hanefelt Kristensen. Her vises Esben Hanefelts fortolkning af lignelsen om Den uærlige godsforvalter
Uden for kirkekunstens sammenhæng skildrede en række danske malere i begyndelsen af 1900-tallet “den uretfærdige Mammon” dvs. det uretfærdige forhold mellem rige og fattige, herunder tiggeriet, som fratog de forarmede deres værdighed. Genremaleren Carl V. Meyer (1870-1938) kendt som ‘Fattigmandsmaleren’ skildrede fattige med en solidarisk følsomhed, der også gav sig udtryk i en karakteristisk tilbageholdende farveanvendelse. Han fødtes i Aalborg, kom på Kunstakademiet i Kbh. og lærte hos bl.a. Vermehren og Frants Henningsen. Carl V. Meyers “En sulten ved døren” fra 1910 (Nationalmuseet) indbragte Meyer Eckersbergmedaljen. – Kunne sådan et billede hænge i en kirke ved siden af kirkeblokken, der samler menighedens altid utilstrækkelige mønter til menighedsplejen?
Birgitte Bech kirkekunst 