Jens Birkholm "De fattiges Evangelium", Berlin 1900, privateje
Vogt jer for falske profeter? – I kan kende dem på deres frugter.
Hen mod slutningen af den lange og komplekse Mattæustekst, vi kalder Jesu bjergprædiken, kommer den berømte advarsel mod “de falske profeter, der kommer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve”. På Jesu tid var der andre vækkelsesprædikanter, Johannes Døberen fx. Flere historiske messiasprætendenter kender vi også til. Verdenshistorien ligner en historie om ledere, agitatorer og ideologer, som har hvervet følgere, imødekommende kravet om ‘en stærk mand’ eller omvendt har sat sig i spidsen for oprør mod den stærke mand. Utopister har ofte været parate til at lade målet hellige midlet. Hvad er bedømmelseskriteriet? Ikke retorikken, ikke lyden af deres anråbelser: “Herre, Herre!”, men “deres frugter“. Iflg. dagens evangelium skal “profeter” måles på, om livet faktisk kommer til at blomstre i deres spor. Så lysende enkelt: Vi kan stille spørgsmålet om, hvor livet værnes og frisættes, og hvor det ødelægges?
Det er ikke nogen rar opgave at vælge et billede til dagens budskab. På jagten efter frugtesløse profeter kan man lettest ende med at stå og se sig i et spejl.
Jeg har valgt et maleri af socialrealisten Jens Birkholm (1869-1915), som viser en stående prædikant eller taler i en meget lydhør forsamling, delvist skildret med individuel psykologi. Bag taleren på podiet th. med den politiske buste sidder ærværdige embedsmænd, som tager notater og overvåger mødet. Taleren fremtræder værdig og tillidvækkende med oplyst ansigt, indtrængende uden at være agitatorisk, ikke langt fra at være en Kristusfiguration, næppe en falsk profet. Er det maleren selv? Birkholm var erklæret socialist, nok bevidst om fællesmængden mellem socialismens sociale appel og bjergprædikenens etik, men kritisk over for kristnes praksis. Uforglemmelige er flere af Birkholms dæmpede skildringer af håbløse hjemløse og fattiggårdsalumner, måske med Frelsens Hærs besøg som eneste opmuntring (?). Han havde førstehåndskendskab til Berlins sociale elendighed, og malede også herværende billede i Berlin. Den alvorlige titel er “Fattigdommens evangelium”, og spørgsmålet er, om det har en ironisk undertone. Den nydelige tilhørerskare synes snarere at bestå af borgerskab end af proletariat. Vækkes samvittigheden i retning af at bringe troens frugter til de elendige, som står uden for det åbne vindue? Måske fremkalder “fattigdommens evangelium” håb hos netop disse udenforstående, som er med på en lytter.
Birgitte Bech kirkekunst 