6. søndag efter trinitatis

Bjergprædikenen. Udsnit af Henrik Olriks maleri fra o. 1882, hænger 
i Næstveds Skt. Peders Kirkes sydvendte rum, som er så smalt, at 
billedet kun kan fotograferes skråt, så det fremtræder forkortet. 
Foto Claus Jensen

“Men jeg siger jer:”… I Mat. kap 5-7 møder vi Kristus på bjerget som den fornyende etiske lærer, der sætter sin myndighed op imod Moses’ gamle regler. Kristus tilbagefører alle etiske bud til spørgsmålet om kærlighed, næste- og fjendekærlighed. Hans etik er så meget mere radikal end Moselovens ved at rette projektøren ikke kun mod menneskets handlingerne men mod dets hjerte og sind og mod den tale, som hjertet flyder over med. Menneskeord kan være dræbende, – så vel som de kan være helende. Samtidig med at den kristne etik er radikal, er den forsonlig, idet den hjemles hos ham, som selv er indbegrebet af forsoningens tjeneste. Hvad er religiøse ofre værd, hvis de frembæres af et hadefuldt sind? “Gå først hen og forlig dig med din bror; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham”… Hvis den, der selv er tilgivet, nægter sit modpart tilgivelse, kan det sammenlignes med at være i et gældsfængsel – udtrykt i Mattæus’ særligt kontante sprog.

Bjergprædikenen var motiv for nogle altertavler i det sene 1800-tal og begyndelsen af 1900-tallet. Som meget figurrigt ‘historiemaleri’ kunne motivet være en kraftpræstation. Carl Blochs Bjergprædikenen med den siddende Kristis blev kopieret til adskillige kirker. Et andet ikonisk eksempel er Henrik Olriks enorme altertavle fra o. 1880 til Mattæuskirken i Kbh. Den er med sine 130 personer malet direkte på væggen og anses for at være Danmarks største alterbillede. Her ses Kristus stående på bjerget. Det er nok mindre kendt, at der hænger en anden og noget mindre version af Henrik Olriks Bjergprædikenen i et siderum i Næstveds Skt. Peders kirke. Ovenfor har jeg vist et udsnit heraf.

Henrik Olrik (1830-90) var uddannet på Kunstakademiet, hvor H.V. Bissen oplærte ham som billedhugger, og han ernærede sig bl.a. ved at udføre formindskede kopier i porcelæn af Thorvaldsens statuer. Olrik gjorde sig også gældende som portrætmaler og dekoratør.  Den obligatoriske Romrejse foretog han med Carl Bloch og F.C. Lund. Stilmæssigt udviklede hans billeder sig fra en nationalromantisk til en mere realistisk stil, bl.a. i ‘historiemaleriet’. Han var midt i store, uafsluttede kirkelige opgaver ved sin død som 60-årig.

C.N. Overgaard, som jeg tidligere har præsenteret,  bistod i Mattæuskirken Olrik med at male hele baggrunden. C.N. Overgaard har dog også senere malet sin egen version af Bjergprædiken, nemlig i 1910 på korets ruder i Gustavskyrkan, den svenske kirke i Kbh. Heraf kan jeg desværre også kun vise et udsnit.

Bjergprædikenens indhold var almindeligt kendt, og malerens opgave var at visualisere den talendes kraft og myndighed med lysskær, gestik og forsamlingens reaktion. Positioneringen på bjerget er også i sig selv et myndighedstegn.

Herefter blev det vanskeligere at gentage ‘replikbilleder’ med en undervisende Kristus, og man lod stort set motivet ligge i næsten et århundrede. I nyeste tid har fx Bjørn Nørgaard taget det op med sit helt nye formsprog.

Udsnit af C.N.Overgaards korruder fra 1910- i Gustafskyrkan, den svenske 
kirke i Kbh.