4. søndag efter trinitatis – Døm ikke!

Vær barmhjertige! Døm ikke! Tilgiv! I kirkeårets kristendomsundervisning er vi nået til den klare tale om at tilgive, i Luk. 6 tydeliggjort ved det uforglemmeligt groteske billedord om at være så optaget af splinten i broderens øje, at man overser bjælken i sit eget. Hvem har ikke behov for tilgivelse?

Evangeliets kamp mod fordømmelse er i kirkekunsten typisk skildret gennem motivet fra Joh. 8 med “synderinden”, hvorom Jesus siger “Lad den, som er ren, kaste den første sten”. Motivet har især været meget yndet i dansk kirkekunst fra midt i 1800-tallet til midt i 1900-tallet, hvor det unægtelig kunne give kunstnere mulighed for med et genrebilledes underholdningsværdi at fortolke det følelsesladede drama med forbitrede farisæiske mænd i kreds om en tiltrækkende og sønderknust ung kvinde, til hvis frelse Kristus griber ind.

Jeg har valgt Skørping Ny Kirkes oprindelige altertavle, malet 1914 af Rudolf Rud-Petersen. Rudolf Rud-Petersen har skabt en stærk komposition med en lysende og myndig Kristus, hvis fremrakte arm danner en stærk diagonal med den sammenkrøbne kvindes bønligt oprakte arm som parallel. Rud-Petersen har angiveligt benyttet himmerlandske bedsteborgere som model for de skeptiske farisæere, og ingen drager hans portrætkunst i tvivl.

Rudolf Rud-Petersen (1871-1961) blev uddannet på Kunstakademiet og i Zahrtmanns skole og fungerede nogle år som assistent i Viborg for Joakim Skovgaard, som han også – ligesom Larsen Stevns – rejste til Italien sammen med, bl.a. med store tekniske kompetencer som udbytte. Rud-Petersen blev stærkt påvirket af Joakim Skovgaard, og hans hovedindsats kom netop til at ligge i kirkekunsten. Han skabte både alterbilleder og storslåede freskoudsmykninger, mere end tyve, hvoraf en af de første og mest berømmede er apsisudsmykningen i Vodskov Kirke. Rud-Petersens lange og ærværdige kunstnerkarriere fortsatte helt til slutningen af 50’erne, men på dette sene tidspunkt var det tydeligt, at han ikke var blevet moderne.

– Jeg skynder mig at nævne, at også jeg glæder mig over Skørping Ny Kirkes store restaurering med Trondur Paturssons vældige nye altervæg i glas.

1914 Rudolf Rud Petersen Skørping Ny, tidl altertavle.png

Rudolf Rud Petersen, 1914, tidligere altertavle i Skørping Ny Kirke
Foto Claus Jensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s