Evangeliet er ikke, at vi finder, men at vi bliver fundet! I Luk. 15 fortælles de herlige lignelser om Guds egen søgen efter den enkelte fortabte eksistens. Det er åbenbart alt om at gøre at oplede det ene bortkomne får ud af den store fåreflok – eller den enkelte tabte mønt (drakme) ud af den rørlige formue. Når det mistede endelig er fundet, fejres gensynet med en større fest i nabolaget. Dette er helt vidunderligt ude at proportioner med det bortkomnes kontante værdi; eller rettere: det er netop en forkyndelse af den enkeltes uendelige værdi i Guds øjne. – En Jesuslignelse er en replik i en situation, hvor den kan skabe et nyt perspektiv i en ellers fastlåst samtale, her gælder det konflikten mellem Jesus og farisæere om rimeligheden af at inkludere syndere i fællesskabet. Der er ikke megen glæde hos de selvretfærdige og bekymrede, men lignelsens pointe er, at Gud inkluderer – og tilmed med største glæde!
Der er ikke mange kirkeudsmykninger med den tabte drakme som motiv. Jeg husker motivet i Holger Jensens lette streg i Skovkirken i Dianalund fra 1973. Derimod har det i mere end et århundrede været yndet at vise den omsorgsfulde hyrde med det fundne lam. Vi møder jo også hyrdelignelser flere gange i løbet af kirkeåret.
Her vises Axel Hous billede af den gode hyrdes hjemførelse af lammet, malet o. 1916 til kirkesalen i amtets daværende Sindssygehospital i Nykøbing S.
Axel Hou, 1860-1948, har i 1916 malet sin blide fortolkning af hyrdedrengen med en ømhed og en alvor, som for mig at se gør billedet seværdigt, – kald det så bare et glansbillede. I kraft af drengens rene blik og stærke hænder er altertavlen vel mere et beroligende andagtsbillede end et fortællende billede. Det underliggende dramas forløb må vi tænke os til. Hou forbinder billedet (=hyrden) med selve sagen (= Kristus) ved at omgive hyrdedrengen med et let glorielys.
Hou har ikke været meget omtalt i nyeste tid – bortset fra en god særudstilling i Vejen. Mens mange samtidige kunstnere blev vundet for modernismen og dermed eftertidens bevågenhed, løste Hou sine opgaver som en dygtig, konservativ håndværker med en fin følsomhed for det religiøse motiv. Han var påvirket af vækkelserne, især den grundtvigske, men var ikke med i den mere fornyende Skovgaardkreds. Efter en fuld farmaceutuddannelse gik han på Kunstakademiet og foretog også større udlandsrejser. Kunststudierne forbandt ham med bl.a. N. C. Overgaard, Carl Bloch og Niels Hansen Jacobsen, som alle allerede er omtalt på denne hjemmeside. Hou gjorde sig først gældende som en dygtig portrætmaler, men fik efterhånden også flere end tyve kirkeudsmykningsopgaver, måske en del flere, både alterbilleder og glasmalerier, hvoraf nogle endnu forefindes i kirkerne rundt i landet. Mest berømmede er de, der indeholder barneportrætter.
Holger Jensen, Den tabte mønt, Skovkirken Dianalund 1973
Birgitte Bech kirkekunst 