H.A. Brendekilde, 'Sjælenes vandring' eller 'Sjælene efter døden', 1918. Billedet har hængt hos Arne Brendekilde. Gengivet i Ralph Sonnes bog om Brendekilde.
Epistelteksten fra 1. Joh. indeholder det kristne evangelium om, at Gud er kærlighed, og at vi må kunne elske hinanden, fordi Gud elskede os først. Evangelieteksten fra Luk. 16 om den rige mand, der endte i helvede, og den fattige Lazarus, der kom i himmeriget, er derimod ikke specifikt evangelisk eller kristen. Teksten er mest af alt en alvorlig formaning til at udøve retfærdighed og som sådan tværkulturelt relevant i en verden, som hærges af ulighed. Kampen mod uretfærdig ulighed er en vigtig pointe især hos Lukasevangeliets Jesus. Gud kan ikke være ligeglad med menneskers indbyrdes etiske svigt. -Vi, som hører teksten i dag, må vel snarest spejle os i den rige mand, der – sent – beder om nåde, men nåden er ikke denne fortællings anliggende. Teksten vil give etikken en definitiv tyngde og dybde, hvor spørgsmålet om jordisk retfærdighed griber ud efter spørgsmålet om evig retfærdighed. – Sætter vi teksten i et evangelisk lys, kan vi se, at den rige mand har lukket øjnene for, at liv – også hans eget priviligerede liv – er et mellemværende beroende i nåde og kærlighed. En kærlighedsblind tilværelse er ad helvede til.
Mig bekendt er der ingen dansk altertavle, som har Den rige mand og den fattige Lazarus som motiv. Den mest berømte danske illustration er nok den senmiddelalderlige fresko i Karmeliterklostrets spisesal i Helsingør: Lazarussalen. Den er et besøg værd, og en god rundvisning kan man betale sig fra.
Et kunstværk fra nyere tid, som skildrer uligheden i et metafysisk perspektiv, er H.A. Brendekildes ‘Sjælenes vandring’ fra 1918, også kaldet ‘Sjælene efter døden’. Billedet kan ses i s/h gengivelse i Ralph Sonnes omhyggelige bog om Brendekilde, hvor der med citat fra Gertrud Hvidberg-Hansen forklares, at “Brendekilde fremstillede en uhæderlig sagfører, der havde forsøgt at snyde ham, som billedets hovedperson. Maleriet viser denne ågerkarls drøm om, at han efter døden på sin sjælevandring søger at bringe alt sit jordiske gods med sig men forhindres deri af sine ofre”. Billedet kan måske samtidig forstås som en mere almen symbolistisk fortolkning af en vågnende samvittighedsangst, og Sonne mener ligefrem, at maleren har givet billedets famøse hovedperson træk af et selvportræt. Der er unægtelig ligheder med fotos.
H.A. Brendekilde (1857-1942) er kendt som genremaler med socialrealistiske såvel som symbolistiske træk, men blev med årene god for en stor produktion af mere idylliske billeder til et købelystens publikum. Han har omkring 1905 begået en enkelt altertavle, som forestiller Nikodemus hos Jesus om natten. Den hænger i Agersted Kirke, Brønderslev.
Tiden omkring 1900 var i øvrigt tiden for danske socialrealisters billeder med stærk socialetisk appel. Uovertrufne i den henseende er vel Jens Birkholms socialrealistiske billeder af sult og nød. De vækker empati og indignation – det metafysiske perspektiv uomtalt. Jeg bringer som eksempel Birkholms ‘Sult – Interiør med kvinde og to børn‘ fra 1892, hvor de tre ventende personer skildres i deres knugende isolation. Jens Birkholm (1869-1915) fra Fåborg var en venstreorienteret socialdemokrat og samlede bitre indtryk af armod under sine ophold i Berlin, hvorfra også dette motiv stammer. Han vendte tuberkuløs hjem til Fåborg og blev kun 46 år. Billedet findes på Fåborg Museum, desværre i en dårlig bevaringsstand.
Birgitte Bech kirkekunst 