Trinitatis søndag – Nikodemus’ søndag

Niels Larsen Stevns triptykon med 1)Bebudelse - 2)Nikodemus samtale med 
Kristus - 3)Korsfæstelsen, 1918, Vrensted Kirke, Hjørring. Foto Claus Jensen

Teksten følger op på pinsen ved sit udsagn om den uregerlige, livgivende ånd: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden”. Vi oplever Trinitatis søndag en beåndet teologisk samtale mellem Jesus og Nikodemus om at genfødes ved vand og ånd til nyt liv i Guds rige, men denne dialog får unægtelig et noget labyrintisk forløb med sin metaforiske billedtale og sine misforståelser. Den søgende farisæer Nikodemus har fundet vej til Jesus ved nattetide, og vi befinder os således i dunkelheden, men er på sporet af lyset. Samtalen i Joh. 3 er længere end Trinitatis-søndagens udmålte prædiketekst: I fortsættelsen fra v 19 tematiseres netop kampen mellem mørke og lys: “Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset…Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbaret, at hans gerninger er gjort i Gud”.
Denne intense samtalescene mellem mesteren og den søgende sjæl har appelleret til flere store kunstnere. Den er således motivet for både Christen Købkes og H.A. Brendekildes enkeltstående altertavler. Der er dog næppe tvivl om, at den stærkeste danske skildring af Nikodemusmotivet er Niels Larsen Stevns trefløjede altertavle fra 1918, som stadig beriger Vrensted kirke i Vendsyssel. Lysets komme til verden er nøglen til Niels Larsen Stevns maleri. Her skildres lyset fra dets undfangelse ved bebudelsen til dets død på korset, centreret om den vitale, lysende Jesus, der indtrængende udfordrer mørket i Nikodemus’sind og med åben hånd rækker ham troens lys. I bogen ‘Kunsten i kirken’ har Mikael Wivel udfoldet en fortolkning af det trefløjede maleri, der er smuk og helstøbt som altertavlen selv.

Stevns tog det dybt alvorligt og på en måde bogstaveligt, at Jesus er “verdens lys”. Det handler om Ånd og Ord, men lyset har netop også en visuel dimension, som Stevns så sig kaldet til at anskueliggøre i sin billedkunst. Stevns (1864-1941) var gennem sin storebror og ikke mindst opholdet på Vallekilde Højskole påvirket af grundtvigianismen, og han bistod den grundtvigske Joakim Skovgaard i den gigantiske udsmykningsopgave i Viborg Domkirke, hvor Stevns som den eneste af assistenterne holdt ud under hele forløbet. Han kom til at tilhøre den grundtvigske menighed i Immanuelkirken i Kbh., hvor han bidrog med træskærerarbejde til rammen om Niels Skovgaards pinsemaleri. Først efter den store indsats for Skovgaardbrødrene, i 40års alderen, var Stevns fri til at udfolde sit talent på egne betingelser. Hans modernistiske fortolkninger af bibelske motiver skabte epoke ved at vise Jesus og hans samtidige som virkelige mennesker af kød og blod, midt i spændingsforhold og bevægelse.