“Offeret (Mentale processer)” hedder Kehnet Nielsens maleri fra 1986, et ekspressivt billede, fyldt af pathos, som er mere figurativt end de fleste af hans værker. Billedet er bl.a. gengivet i bogen ‘Kehnet Nielsen Painting’ (Ekely). Motivet viser en belyst person, der med bøjet hoved lægger sin gave frem på en skinnende, hvid dug. Jeg associerer bordet til et nadverbord, men også til alle andre borde og situationer hvor ressourcer gives ud. Offergaven synes tung som sten, men gylden som brød. Omkring den ofrende står hvidklædte, dødsmærkede skikkelser og måske en mand, som støtter en kvinde med tørklæde. Kehnet Nielsen (f. 1947) beskriver sig selv som mørkets fortolker, også i den personlige forstand, at hans private baggrund var sorg og fremmedgørelse i medfør af moderens meget tidlige død, faderens tilværelseskamp og egne utallige skoleflytninger.
Billedet har jeg valgt som accompagnement til den tunge evangelietekst fra Luk. 14, hvor Jesus taler om discipelskab som en korsbæring og om troen som en afgørelse med svære konsekvenser: “Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på sit eget”. Uden ofre kan kristne ikke være “verdens salt”…. Teksten bringer kirkens gamle historie som lidende kirke i erindring. For nutidens forfulgte kristne i Mellemøsten er der intet verdensfjernt ved ordene, – men i Danmark? – Midt i forrige århundrede blev teksten løftet frem af Søren Kirkegaard, der fandt sit martyrium i kirkekampen. hvor han forlangte, at gejstligheden – og vel hele menigheden – i det mindste skulle gøre den indrømmelse, at de ikke var rette sandhedsvidner.
At discipelskabet er at gå i Jesus spor henleder opmærksomheden på Jesu eget offer. Det er da også en mulighed, at billedet viser en Kristusfiguration. At Guds bærende offer sker for forsoningens og glædens skyld, er underforstået her i evangeliet til 2. sønd. e. trin efter 2. tekstrk. Det må prædikanten føje til.
En pointe er, at intet fællesskab kan opretholdes uden ofre. Hvad der giver ofre mening, er deres intention om og betydning for at liv lykkes, og altså ikke mindst de andres liv.
Birgitte Bech kirkekunst 