kirke – Birgitte Bech kirkekunst

Søndag seksagesima, 2. rk. – Vækst

Mark. kap. 4, som søndagsevangeliet hentes fra, rummer lignelser om vækst. Jesus sammenligner først Guds rige ved en tilsået mark med korn, der vokser op til kernefulde, høstmodne aks. Efterfølgende sammenligner han Guds rige ved et bittelille frø, der bliver til den højeste plante med grene så store, at himlens fugle kan bygge rede i dens skygge. Vækst er sådan et håbefuldt ord, der bringer glædelige billeder med sig. I kirken spejder vi efter tegn på den gode vækst. – Netop i denne uge lægger Roskilde Domkirke rammer og indhold til det årlige konfirmandtræf, som arrangører længe har slidt med. Fra alle grene af stiftet komme busser kørende med hold af mere eller mindre opladte teenagere, som i tusindtal myldrer ind og lader sig overvælde af det eventyrlige rum, musikken, lyssætningen, fortællingerne, ritualerne og… måske først og fremmest den store oplevelse af fællesskab, kirkefællesskabet. Når så mange unge synger, kan det høres! Kirken har med sine konfirmander en fest, som er meget opmuntrende. Bliver vi ikke næsten forvissede i løftet om gudsrigets vækst, når vi oplever tilstrømningens mængde og deltagernes glæde? Vækst er sådan et bekræftende ord. – Men ikke entydigt: Generelt for samfundets fokus på vækst er optagetheden af det kvantitative, det statistisk målbare, det kalkulerbare udbytte af en effektiv indsats. Det udbredt endimensionelle begreb om vækst som menneskelig produktivitet, bæredygtig eller ej, er forførende. – Og kirkens vækst? Der kan måske også være en forførelse forbundet med pastorale optællinger af det voksende antal brugere af vores kirkebygninger – og målinger af brugernes påskønnelse af kirkens tilbud. At mennesker har glæde af en kirkelig arbejdsindsats, har utvivlsomt værdi i sig selv, og tak for, at de mange talenter ikke bare graves ned! – Men når Jesus i herværende lignelser lover vækst, handler det tydeligvis om noget andet end tjenernes effektivitet og produktivitet. Historien om ”den automatiske sæd”, som første lignelse kaldes, er snarere en modfortælling til præstationstanken: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han selv ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde”…. Her er væksten beskrevet som en gave, et under, og underet er Guds. Vi kan håbe, vi kan håbe og tro på Guds under, og i det håb må vi både arbejde og hvile. Vi kan håbe, at der under eller over alle vores kirkelige anstrengelser her og der bliver sået livsduelige, bæredygtige frø i menneskehjerter, det være ved dåb eller andre ritualer, ved samtaler, fortællinger, diakoni eller årets konfirmandtræf, som har overskriften ’tro, håb og kærlighed’, men vi kan ikke producere undere. Vi udfordres vist til at være uendelig tålmodige og indstille os på en guddommelig tidshorisont. Kristendommens udbredelse begyndte som bekendt hos en udgrænset leder med en ganske lille flok tilhængere, herunder en tidligere arg modstander, og mange af tilhængerne blev muligvis dræbt. Først efter 300 år fik kirken synligt vælde og ikke altid for det gode. Kirken var mange århundreder om at lære at give afkald på tvangsmidler og at sande, at den kun har nådemidler. Den synlige kirke er endnu ikke Guds rige. Men Guds nåde findes, og nåden vil finde vej. Troens, håbets og kærlighedens frø må fortsat sås, så frø kan spire. Ordene om gudsrigets automatiske vækst har vi måske allermest brug for at høre på de dage, hvor vi sår – eller selv bliver tilsået – uden overhovedet at kunne få øje på nogen vækst eller fremgang.

Instinktivt glædes vi over billeder af vækster, at kornaks og af store træer, så det er intet under, at træet hører til kirkekunstens mest yndede motiver, ikke mindst i nutiden. Hvad kunstnerne end selv har tænkt derved, kan deres skønne træbilleder i kirken legitimeres af træets symbolske og mytiske betydning. I såvel bibelens første som dens sidste bog står livstræet og stråler midt i haven. Mit valg af et af kirkekunstens træer er svært, men i dette opslag vil jeg ære den nyligt afdøde kunstner Tue Poulsen for hans umådelige pragtværk fra 1984 af livstræet i Helligåndskirken i Aarhus. På kirkens hjemmeside kan man finde omhyggelig information om kunstnerens egne tanker ved værket, og de er værd at fordybe sig i. Her er meget mere end ‘naturlyrik’. Det keramiske træ er fra nederst til øverst en henvisning til Gud selv med grene for Faderen (th), Sønnen (tv) og i midten Helligånden, som bl.a. viser en stor, hvid duevinge med spredte fjer samt en lang, lodret livslinje, der fortsætter opad “i evigheden”, også efter at være brudt af tværliggende gravsten. Træet er et inspirerende myldrebillede af bibelske og andre symboler, herunder også tegn for verdenshistoriens lange tidsforløb med pyramider yderst tv. Tue Poulsen har udsmykket også Værløse Kirke med et keramisk livstræ, der breder sine grene hen over altervæggen.

Et nyere eksempel på en kirkeudsmykning med et træ som motiv er John Kørners meget høje og lette vægmaleri i Østerhåb Kirke ved Horsens, malet 2012. Angiveligt var Kørner kirkeligt set forholdsvis forudsætningsløs, men det samme gjaldt ikke kunstnerens mor, der med tanke på Salomons tempel foreslog ham at vælge et cedertræ, og det skal mor ikke have utak for. Østerhåbs cedertræ er både stedsegrønt og lysåbent, så vi også ser himlens fugle, som kan søge ly mellem grenene. Det vises nederst i mit opslag på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst . Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, Helligtrekongers søndag, 2. rk. – Verdens lys

Med mørket som baggrund rækker vi ud efter lyset. Mon ikke vi alle har gjort intense, personlige erfaringer med mørke? Måske som barn været livræd for skygger? Måske prøvet at fare vild i et stort, ukendt skovområde, mens mørket faldt på? Og i overført betydning måske rejst gennem en livskrises eksistentielle mørke, hvor man følte sig fortabt i en uigenkendelig verden? Mit eget mest forfærdende møde med mørket var en art kulsort nærdødsoplevelse, jeg som voksen meningitispatient havde: en uafrystelig drøm eller feberfantasi om at være gledet langt ned under jorden og i det totale mørke dér stirre forgæves efter blot det mindste lille blafrende lysskær. Jeg genkalder mig dette mørkets mareridt, når jeg på Statens Museum for Kunst beundrer Joakim Skovgaards grænsesprængende symbolistiske hovedværk: “Kristus i de dødes rige” fra 1894 med billedet af de talløse ventende, livløse sjæle, hvis eneste mulighed er at blive fundet og vækket af lyset, af Kristus som Verdens lys. Lysets komme er et uendeligt forløsende og glædebringende syn og samtidig forudsætning for at kunne orientere sig i forhold til noget som helst andet, i overført betydning at kunne skelne godt fra ondt, sandhed fra løgn, smukt fra grimt, helligt fra profant. – Vi oplever nu vores fælles verdenssituation som mørk, fordi dette vores værdimæssige koordinatsystem er under angreb.

På helligtrekongers søndag synger vi “Dejlig er den himmel blå” om “ledestjernen”, troens lys. – 2. tekstrækkes evangelium fra Joh. 8 omtaler ikke de tre vise mænd. Her hører vi den voksne Jesus prædike med et af de syv “jeg-er”-ord: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Kontekst er, at Jesus på tempelpladsen taler til farisæere om sin livline til den himmelske far: “Faderen, som har sendt mig, er med mig”, og “jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen”. Som “verdens lys” med udgangspunkt i Faderen kan Jesus være uendeligt glædebringende og forløsende – og fyrtårn og kompas på også vores livsrejse.

Som al billedkunst arbejder kirkens billedkunst med lys og mørke. Det gælder såmænd også en billedløs kirke som den vidunderlige Grundtvigs Kirke på Bispebjerg, hvorom arkitekten udtalte, at “lyset er kirkens motiv”. Rummets lys er arkitektens æteriske ‘materiale’, som kan løfte sindet til metafysiske højder. En stor del af vores figurative så vel som abstrakte kirkekunst har direkte lyset som motiv, jævnfør forkærligheden for at identificere hellighed ved hjælp af en malet glorie. –

Den lokale kunstner Peter Mock (f. 1943 i Tyskland, bosat i Dk fra 1967) har i 2015 beriget Thyborøn Kirkes våbenhus med et forkyndende billede af menneskelivets lyskilde, hvor hans letforståelige metafor er havnens fyrtårn eller lysmast. Dens solgule, langtrækkende lyskegler gør det muligt for skibsfarten at orientere sig i den bælgmørke nat og finde trygt i havn. Som en mulig reference til 1. tekstrækkes helligtrekonger kan vi også i maleriet finde en kompasstjerne og en lille stjerne under månelyset på nattehimlen. Med lyskeglerne tegner lysmasten et kors. Fotos: Claus Jensen.

Nederste foto på hjemmesidens opslag https://kirkekunst.net/Kunst viser maleriets placering ved indgangen til kirkesalen.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Fest og fylde.

Vi kan tænke tilbage på nogle af de fester, vi gennem livet har været med til, som har været af så mange slags: Der har været kaotiske fester, kedelige fester, platte fester… Der var festen, hvor æresgæsten tog fejl af datoen. – Festen, hvor korrektheden blev opretholdt, men ingen følte sig velkommen. – Festen med sejle-op-ad-åen-tvang og nytårshatte trukket ned over apatiske og deprimerede ansigter. – Der var fester, som gik fejl af målet, fester hvor tomheden larmede, og fester der næsten mirakuløst lykkedes på trods.

Som værter gør vi os måske stor umage for at forkæle alle sanser med blomster, god mad og drikke, musik og sang, måske dans, velvidende at den forunderligt dybe glæde, som alle længes efter at få en dråbe af, ikke er garanteret af hverken penge eller arbejdstimer. Skal vi svare på, hvad der gør en fest god, famler vi lidt med ordene. Kan vi indkredse glædesdråbens særlige essens med ord som varme og humor, samklang, resonans, samhørighed og meningsfylde, tilmed højtid? Ja højtid, for i festtaler kan man få sagt de store ord om kærlighed, trofasthed og offervilje, som er for dyre at rutte med i hverdagen. På festens dag i livets, årets eller ugens cyklus må himlen kysse jorden og skænke tilværelsen den både livsbekræftende og evige dimension, som kirken kalder velsignelse. Der kan så også være plads til stilhed.

Vi læser dagens tekst fra Joh. 2, en af epifaniteksterne, hvor Jesus åbenbarer Guds generøsitet og dermed sig selv. Han udfører sin første tegnhandling ved at redde en bryllupsfest. Da hans time er kommet, forvandler han vand til vin og skaber undren og glæde. Vi forstår, at der er mere på spil end rigeligt med god vin i glassene. Hvor han er, kan der ikke være tomhed. Han skænker velsignelse med en evighedsdimension. Festens anledning, et bryllup, er allerede pant på samhørighed mellem mennesker indbyrdes. Jesus føjer dertil glæden ved samhørigheden mellem Gud og mennesker.

Til helligdagen har jeg valgt en af Stefan Viggo Pedersens ruder i koret i Mariakirken, Vesterbro. Ruden har en prominent placering på altervæggen som pendant til et opstandelsesbillede, og relevansen ved alteret er klar: Motivet forbinder sig både med kirkens brudepar og med nadveren, hvor enhver er indbudt til at komme op og række sit tomme bæger frem. Når jeg søndag efter søndag lader mit blanke, tomme bæger fylde af funklende vin, giver det intense øjeblik mig en dråbe af glæde, som både er sansning og symbol. Hvor Kristus er, kan tomheden ikke være. Over sansningen lyder nemlig Guds dyre ord om kærlighed, troskab og offervilje.

Stefan Viggo Pedersens ruder fra 1958 viser hans kraftfulde og sikre figurtegning, udsat for lysets farveglød i glasmaterialet. Hans skikkelser fremtræder dynamiske i plastisk bevægelse, som Kristus her, der træder til og kommer os i møde, Han bøjer sig frem mellem tjeneren og den iagttagende Maria med en velsignende gestus over vinen. På hans anden side ses det urolige brudepar. Stefan Viggo Pedersen, 1891-1965, var veluddannet, dels som søn af den fremragende genremaler Viggo Pedersen, der var assistent for Joakim Skovgaard, dels på akademiet som elev af Wanscher, der delte ud af sin fortrolighed med renæssancens idealer. Udsmykningen af Mariakirken er kunstnerens hovedværk, mindre i kraft af disse smukke ruder end i kraft af hans store malerier, som beriger kirkens vægge med en epokegørende skitseagtig klassisk modernisme. Intet under, at Stefan Viggo Pedersen fik masser af kirkelige opgaver.