Tag: jesus

Kunst til kirkeåret, 2. søndag i fasten, 1. rk. – Jesus og den kanaanæiske kvinde

Her omkring kvindernes internationale kampdag hører vi meget passende en fortælling fra Matt. 15 om en kvindes insisterende kamp for sin datters bedre liv, tilmed en kvinde fra en ringeagtet fremmedgruppe. – Allerede på evangelieskrivningens tid, hvor hedningemission var veletableret, har det været så stødende at læse om Jesu indledende afvisning af hende, at det i sig selv kan være et argument for, at forløbet faktisk udspillede sig sådan: at Jesus faktisk sagde: ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus” og ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Men for sin datters skyld holdt kvinden stædigt fast og lærte os noget om håbløses håb: ”de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. Hendes håb for datteren kunne ikke slukkes, hendes håb blev til troens bøn, og hun blev bønhørt. Og evangeliet voksede sig derved større: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” – Med sin brudflade blev samtalen den nødvendige fortælling om, at Jesus lod den nationalistiske ramme sprænges. Den kristne menighed skulle ikke være en etnisk forening, men en forsamling af troende. – At horisonten således udvidedes, er ikke en guddommelig konstruktionsfejl, men omvendt et udtryk for, at Gud er levende som livet selv. Kristendommens vidunderlige treenighed indebærer, at Gud ikke er en monolit, ikke en stentavle fra oldtiden med mejslede sandheder, ikke et arkæologisk skriftfund med resistente formuleringer. Nej, Gud lever og bevæges, lever som menneskesønnen, der kender menneskers liv og død til bunds, og lever som ånden, der altid endnu har meget at sige os, fx om evangeliets bud til kvinder og fremmedgrupper. Evangeliet bringer bud både til dem og fra dem, som vi kunne være tilbøjelige til umiddelbart at afvise.

De fleste danske fremstillinger af Jesus og den kanaanæiske kvinde er fra 1800-tallet. I danske kirker er der mig bekendt i alt ti altertavler med motivet, hvoraf to er veget for nyere udsmykninger. Motivet må jo forekomme patriarkalsk, og afkodningen fordrer et bibelkendskab, som ikke mere er en selvfølge. Jeg har ikke tidligere vist historie- og genremaler F. C. Lunds version af motivet fra 1858-59. Med sin fremstilling af mødet i det fint skildrede, næsten øde landskab viser Lund, at Jesus-gruppen her er ude i udkantsområdet (ved Tyrus og Sidon). Minespil og gestik hos Jesu ledsagere udtrykker utilsløret modvilje: “Send hende væk! Hun råber efter os”, men Jesus lader sig forstyrre i sin dagsorden af den bedende kvinde og bliver lydhør. – Maleriet er indsat i en – oprindelig farverig – renæssancetavle i Gadstrup Kirke v Roskilde, skåret o. 1610 med figurer og tekstfelter på ’den fine Roskildemester Brix Mitchgells værksted’. De forgyldte tekster, som nu står at læse, er specifikt relaterede til vort alterbilledes motiv. – Maleren F. C. Lund levede 1826-1901 og var uddannet fra Kunstakademiet. Han var særdeles habil, men i sammenligning med Carl Blochs intense religiøse billeder kunne hans scenerier virke lidt opstillede. Flere af F. C. Lunds alterbilleder er stadig i god behold, men i Viborg Domkirke blev hans mange loftsmalerier overmalet af Joakim Skovgaard, hvilket F. C. Lund dog blev forskånet for selv at opleve. Fotos: Claus Jensen.      

3. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Befalingsmanden og Gud

Vi har svært ved at rumme det, når en magthaver proklamerer, at Gud har beskyttet hans liv for politiske formål, i en tale der handler om at føre imperialistiske ambitioner til sejr, ja vi kan vist dårligt referere det uden en tone af ironi. At en hersker, et regime eller et militær, det være fra syd, øst eller vest, tager Gud til indtægt for en aggressiv magtudøvelse, hører vi som misbrug af Guds navn. I situationer, hvor vi selv måtte finde magtudøvelse og krigsfærd nødvendig, forveksler vi næppe projektet med Guds rige. Guds rige er ikke et rige af denne verden, uden som omsorgens og kærlighedens glimtvise lys iblandt os.

På Jesu tid var den imperialistiske besættelsesmagt allestedsnærværende, og magtens paranoia kom da også til at koste ham hans unge liv. Men iflg. Matt. kap. 8 blev han i Kapernaum overraskende nok opsøgt af en af de fremmede befalingsmænd, der åbenbart havde hørt om hans helbredelser, jævnfør første afsnit af dagens tekst. Vi følger en finurlig dialog mellem de to med begrebet myndighed som omdrejningspunkt. Begge har de myndighed, men med et univers til forskel: myndighed i frygtens univers står over for myndighed i tillidens univers. Hver for sig har de magt eller myndighed over liv og død, men hvor militærmandens magt rækker til at tage liv, rækker Jesu myndighed til at give og hele liv, fordi han har sin kraft fra livets kilde. Militærmandens væbnede magt er intet bevendt i forhold til hans alvorligt syge tjener, så han bider hovedet af skammen og går til Jesus efter hjælp, uden forventning om at Jesus kan gå ind i hans hedenske fjendehus. I denne eksistentielle nød står den uniformerede mand der nøgen som et menneske, ja hverken mere eller mindre end et menneske, og som sådan møder Jesus ham: “Gå, det skal ske dig, som du troede”. Fortællingen om officerens tillid og tro åbenbarer, at Jesus er inkarnationen af en universel kærlighed, som rækker ud over nationale og selviske grænser. Mindre kan ikke gøre det i Guds rige.

I søgen efter ny billedkunst til dagens tekst var jeg heldig at overvære Laila Westergaard herlige billedforedrag i Vartov og blive opmærksom på hendes værk “Granaten” fra 2014 i et lavt bassin ved indgangen til Hjørring Kaserne. Den høje stenskulptur er formet som en mellemting mellem en granat og en vase og er udsmykket med spiralbånd med mere end 200 billeder. Det er mangfoldige billeder af liv og kamp, der hver for sig fortæller en historie. Jeg har valgt et udsnit med stentegninger af soldater fra forskellige historiske perioder, både oldtid, middelalder og nyere tid, en af soldaterne sidder i skjul med bange øjne. Der er også et billede af flygtninge og af Jesus på korset, og vi kan tænke over relationen mellem magt og myndighed, mellem militærmagt og den enkeltes eksistens, mellem krig og kærlighed. Uendeligt opmuntrende dukker der tilmed billeder af fugle op – som en hilsen fra skaberen, der kan ses som håbstegn også over soldaters liv. Skulpturen er afbildet i begge de smukke billedværker om Laila Westergaards kunst af Dorte Fogh og Annette Østergaard: ‘Levende stene’ og ‘Touched’.

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Jesus som 12-årig

Lukas’ legende om Jesus som 12-årig tilfredsstiller vores behov for at få trukket en linje fra Jesus som spæd til Jesus som voksen. Med et dobbeltblik viser fortællingen os, hvordan Marias og Josefs gode dreng voksede op hos dem og ”var lydig mod dem”, men først og fremmest måtte manifestere sig som sin himmelske Faders barn ved efter påskefesten mod forventning at forblive tre dage i Jerusalems tempel: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader?”. – Uden at forstå ham ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte.”

Jeg har til dagen valgt Troels Triers alterbillede af Jesus som 12-årig i templet, malet 1923 til Øsløs Kirke ved Thisted. I billedets baggrund ses indgangen til tempelområdet, hvor Maria og Josef får udpeget deres dreng, Gudsbarnet, som ses fordybet i en teologisk samtale, hvor hans visdom skaber undren blandt de lærde i templet. – Jeg identificerer mig med forældrenes uro efter flere dages søgen og er øjensynligt ikke den eneste læser, der har associeret til Khalil Gibrans verdenskendte digt til forældre i bogen ’Profeten´: ”Jeres børn er ikke jeres børn”. Slutningen lyder: ”I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd. For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”- Måske husker vi fra vores eget liv som forældre situationer, hvor vi i den bedste mening måske er gået fejl af vore børns bestemmelse? Ellers husker vi sikkert situationer fra vore egne teenageår, hvor forældrenes forventninger til os blev oplevet som en dødvægt…

I billedets forgrund ser vi den unge Jesus som lærer i gruppen af ældre skriftkloge, der – til dels med besvær – lægger øren til. Flere gange i 1920’erne og 30’erne blev netop dette motiv valgt til en kirkeudsmykning i det grundtvigske miljø, hvor kunstnerne dels var Troels Trier, 1879-1962, søn af Højskoleforstander Ernst Trier fra Vallekilde, dels af Joakim, 1856-1933, og Johan Thomas Skovgaard, 1888-1977, (se foto med udsnit af Johan Thomas Skovgaards glaskunst fra 1935 i Nørre Bjert Kirke nederst i opslaget på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst ). Det har sikkert været tilfredsstillende for en højskoleverden med dens levende livsoplysning at vise kontrasten mellem den livfulde unge, spændstig og barbenet, og de krumryggede gamle med deres skrifttunge lærdom. I maleriet fremhæves Jesus ved sin luerøde kjortel og sin gyldne korsglorie. Det er mere end et blikfang, det er en anskueliggørelse af den pointe, at det er Jesus Kristus selv, som vil åbenbare sig som helligdommen. Fotos: Claus Jensen.

Tilsammen udfolder dagens tekster til 1. søndag efter helligtrekonger en dialektik omkring forståelsen af, hvad helligdommen er: Dagens Davidssalme, hvorover Grundtvig har digtet salmen ”Hyggelig, rolig, Gud er din bolig” besynger den historiske tempelbygning med dens alter, en betryggende reference til livet i vore egne kirkebygninger. Dagens Paulustekst beskæftiger sig ikke med bygninger, men belyser derimod helligdommen som Kristi legeme, den levende menighed, hvis enkelte melemmer er samarbejdende lemmer, hver især og tilsammen et Åndens tempel. Jævnfør hvordan evangeliet til 2. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. forkynder friheden til at tilbede Faderen ikke på dette eller hint bestemte sted, men ”i ånd og sandhed”. – Vi fastholder dialektikken: Vi behøver vore gudshuse, som vi efter bedste evne lader vedligeholde og udsmykke, og vi giver kirkens kunstnere fra Trier og Skovgaard til netop afdøde Peter Brandes tilbørlig ære, men samtidig ved vi, at ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, og som Alfa og Omega er Kristus selv helligdommen, Guds nærvær i vores urolige verden også i 2025.   

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i advent, 1. rk. – “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Dansk kirkekunst har kun få og i praksis ret utilgængelige skildringer af den fængslede Johannes Døberen, der sender sit spørgsmål til Jesus: Dels billedskærer Hans Dreyers relief fra 1637 i det overdådigt udsmykkede Holckenhavn Slotskapel ved Nyborg. Se foto nederst på min hjemmeside https://Kirkekunst.net/K  Dels Rudolf Rud-Petersens gribende maleri fra 1915, som er i Vartovs eje. Sidstnævnte har jeg allerede tidligere vist til denne søndags tekst, men her kommer det igen i udsnit: Det viser Johannes siddende i fangekælderens mørke, mens en budbringer udefra kommer ind med en lygte. Lyset fra lygten kalder kunstnerens billede frem af mørket – og symboliserer, at evangeliet fra Jesus også vil lyse over Johannes’ sjælelige mørke. Fotos: Claus Jensen.

Iflg. adventsteksten fra Luk. 4 har Jesus identificeret sig selv med messianske citater: ”Herrens ånd er over mig. Han har sendt mig for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeord fra Herren.” (Luk. 4). Kan Jesus nu i Matt. 11 stå på mål for sine løfterige ord? Johannes Døberen, som har peget på Jesus, er kastet i Herodes’ fængsel. Af et rent hjerte har han talt magten imod, og nu sidder han i venteposition på dødsgangen og kan gruble over, hvad der blev af nådeåret og de undertryktes frihed? Ikke bare dødsangst kan tære Johannes, men tvivl: Er han gået fejl af Gud? – Mens vi læser om den fængslede Johannes, løber nyheder ind om vor egen tids fanger fra Assads torturinstitutioner i Syrien. Grusomhederne her har måske overgået selv Herodes’, der ellers gennem 40 år opretholdt ro i Palæstina ved sit rædselsregime. Nu rystes vi af de aktuelle billeder af syriske fangers befrielse og af de tilstrømmende pårørende, som forgæves søger efter tusinder af tilfangetagne, for hvem befrielsen kom for sent. Vi kan forestille os fanger i mørket, der vantro har set dørene blive slået op, uden at ane om den indtrængende var endnu en bøddel eller en frihedskæmper. Historien må ære både levende og døde samvittighedsfanger; de var på rettens side under diktaturet og således befrielsens forløbere. Deres blod og de pårørendes tårer banede vejen for tyrannens endelige fordrivelse. Med en blanding af håb og ængstelse følger vi informationerne om den syriske modstandsbevægelse: Bringer den i sandhed frihed til Syrien – eller bare nye voldsregimer? Handlinger og ikke titler er afgørende. Vil det gode liv komme til at blomstre? – Tilbage til søndagsteksten: Johannes stiller fra dybet sit spørgsmål til Jesu messianitet: ”Er du ham som kommer, eller skal vi vente en anden?” Det voksende mørke omkring Johannes kan friste ham til at forarges på Jesus. Johannes’ påtrængende spørgsmål til Jesus besvares ikke med et ja eller nej eller med en kristologisk titel, men med en henvisning til det liv, der udfolder sig, hvor Jesus taler og handler. ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. og salig er den, der ikke forarges på mig.” – Og Jesus giver den fængslede Johannes al oprejsning fra højeste sted som den største befriers forløber: ”Det er om ham, der står skrevet: ’Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.’”

Billedkunst kan forkynde, salmekunst ikke mindre. Lad mig bringe nogle af salmedigter Niels Johansens vers til dagen: … “Så er jeg for træt til at bede, / og lyset blir mørke i mig. / Jeg ved, jeg skal søge og lede, / men hvor er de vejløses vej?/ – Et sted i det inderste mørke / dér hviskes et trøstende ord, / og kilden, udtørret af tørke, / blir vakt i min skorpede jord./ – Jeg kender den fremmedes stemme, / en stemme, der lukker sig ind: / Mit barn, du er fundet og hjemme, / med sorgen og angst i dit sind”…Niels Johansens salme slutter med linjen: “Jeg tror, når du selv ikke tror.” Troen er det mørke, hvori Kristus lyser.

Kunst til kirkeåret. 1. søndag i advent, 1. rk. – Vær velkommen, Herrens år!

Den nyrealistiske kunstner Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) malede i begyndelsen af 1980’erne sin collage til Skovlund kirke ved Ølgod, hvor han anskueliggør vores liv i tiden og i kirkeåret. Den vandrette stribe i midten viser menneskers bevægelse i tiden, mennesker som os, samtalende eller alene, undervejs med de respektive dagsordener. Vi lever vore begrænsede dage med bevidsthed om – eller med fortrængning af – endeligheden, at alt i verden har udløbsdato. Hvad giver mening i disse korte dage? – Den bymæssige kulisse bag fodgængerne har forskellige udgange, trapper, døre og vinduer, som symbolsk præsenterer os for spørgsmål om valg af retning og mål. Ser vi nye åbninger i tilværelsen, eller går vi bare videre, søvngængeragtige eller fortravlede?

I Bjarke Regn Svendsens collage er vores lineære bevægelse i kalendertiden indrammet af kirkeårets cykliske tid. I kirkeåret genopføres Guds indgribende fortælling med verden, billedliggjort i otte symboler.

Det første symbol er lyset. Gud sagde som det første: ”Der blive lys!”

Det andet symbol er slangen, symbol for menneskets fristelse til at være Gud i eget liv, med paradistab og dom i sit følge. Vi må i adventstiden leve med domsperspektiver i søndagenes tekster, – i denne krigs- og klimagale vinter forekommer de måske særligt aktuelle – men uden at vi skal gøre angsten til herre: ”Løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

Det tredje symbol er julestjernen, som melder, at Gud træder ind i menneskers historie og slår følge med os i tiden. ”Julenat, da vor Herre blev fød / da tændte sig lyset i mørkets skød.” Halleluja!

Det fjerde symbol er lammet, som refererer til offeret og Guds vilje til forsoning med sin forvildede menneskehed.

Det femte symbol er korsets træ, et monument for kærlighedens råstyrke på en langfredag, hvor Jesus før en grusom og ensom død bad for sine bødler.

Det sjette symbol er påskeliljen, det forløsende og livsbekræftende opstandelsessymbol, som har sin egen salme her i Grundtvigs fædreland. Den skal vi bevægede atter synge om en forårsmorgen. Her ved adventstid foregriber vi påske ved at synge om livstræet i graven: ”Påskemorgen, da Herren opstod, / da livstræet fæsted i graven rod.”

Det syvende symbol er for Helligånden, som ånder i kirken, fra hvis tårn der ringes til Gudstjeneste. Faktisk viser billedet netop Skovlund Kirke, hvori kunstværket hænger. Al fejlbarlighed til trods inviteres mennesker til at samles om dåb og nadver, ord og toner for at hente styrke til et liv med tro, håb og kærlighed. Guds Kirke er usynlig og evig, og dog konkretiseret i netop sognekirken. ”Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, / da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed”.

Det allersidste felt er lige som det første en glitrende hvid forkyndelse af Guds glæde: ”Herrens år med vor Guds velbehag / nu bringer os glæde hver Herrens dag.”  Må Guds lys være det første og det sidste! – Glædeligt nyt kirkeår! – Foto: Claus Jensen.