Tag: jesus

Kunst til kirkeåret, Palmesøndag, 1. rk. – Godhedens indtog

Palmesøndag er en dag til glæde. Vi fejrer godhedens indtog hos mennesker. – I en verden, som er formørket af magtbegær, konflikter og løgn, kommer denne stilfærdige æselrytter ind på scenen med sit væsens lys. Det er sandhedens ansigt, han viser os. Han slår sig ikke for brystet og pumper sig ikke op med magtens attributter, men viser os sit nøgne menneskeansigts gudgivne hellighed. Hans autoritet er sandhedens egen, godhedens egen, kærlighedens egen. Omsider! Omsider bliver det i sandhed gudbilledlige menneske modtaget og hyldet som gaven fra himlen til hele folket. Og lad os da få lov at dvæle lidt i glæden. Det er dagen, som hans trængte venner har længtes efter at opleve, – dagen, hvor håb og længsler strømmer frit mod det høje. Nu kan glade hjerter synge den ældgamle messianske Hosianna-sang: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”. – Vi bliver aldrig færdige med at fejre godhedens indtog. Derfor skal der lyde et ekko af fredsfyrstens hyldestsang ved hver en folkekirkelig højmesse, når præst og menighed istemmer: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”  

Vores glæde må rumme forståelsen af, at Jesus ikke red gennem Jerusalems port til en glorværdig guldalder. Guds historie med os indfrier øjensynligt ikke menneskers egen umiddelbare dagsorden. Gudsfolkets oprejsning er ikke nødvendigvis af denne verden. Havde Jesus i et besat Israel/Palæstina været drevet af kalkuler over, hvad der ’betaler sig’, havde han næppe indfundet sig lige dér i Jerusalem, hvor det var allerfarligst at vise sig. Han kom ikke for at triumfere, men for at give sig selv. – Hvad vi skal forstå er, at sandheden, godheden og kærligheden lyser, uanset om den kan ’betale sig’. – Dietrich Bonhoeffers modstand mod nazismen er og bliver en lysende historie, selvom han blev barbarisk henrettet for 80 år siden. Nødhjælpsarbejde i en krigszone er en god historie, selv hvis ambulancer bombarderes. Demonstrationer mod diktatorers overgreb er en god historie, selvom demonstranterne fængsles. Al uselvisk, slidsom offervilje her og der er gode historier, selvom den ikke umiddelbart ’betaler sig’. Godheden bliver ved at lyse.

Til helligdagen vælger jeg at vise et af Allan Skuldbøls mange glødende malerier af Jesu indtog i Jerusalem. Med en uforfærdet koloristisk kraft abstraherer kunstneren over folkemængder og palmetræer på vejen omkring den lysende, ensomme skikkelse på æslet. Foran sig har Messias dødsdommens mørke, men mørket overtrumfes af Guds klare påskesol, som finder genskær i Messias’ glorie. Billedtitlen er ”Hosianna”. Allan Skuldbøl døde for få måneder siden, 77 år gammel, men, som vi ser, har han stadig gode historier af fortælle os.

NB: Skuldbølfamilien planlægger d. 14. juni 2025 at holde et festligt 10-års jubilæum for Arthouse Skuldbøl ved Lemvig. Måske mødes vi der?

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i fasten, 1. rk. – Dæmon eller Guds finger?

Vores virkelighedsopfattelser er rystende forskellige: Republikanere og demokrater i USA vil gensidigt frelse Amerika ved at bekæmpe den anden part. Man dæmoniserer hinanden. Politiske magtkampe har blodige følger for Ukraine, vores bolværk for den frie, demokratiske verden, – som russiske talsmænd omvendt anklager for truende aggression og dekadence. Den ene parts frihedskæmpere anklager modparten for terrorisme. Den enes sandhed kalder modparten løgn. Uforenelige virkelighedsopfattelser skærer sig gennem kontinenter, nationer og familier, omgærdet med frygt og foragt. En værdifri position er næppe en menneskelig mulighed. Hverken samfundets eller individets hus kan jo bestå med åndelig tomhed. Jesus beskriver med sin lignelse i Luk. 11, at en uddrevet ånd ikke lader en bolig stå tom: ”Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus… Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.” – Fronterne er trukket skarpt op i forhold til Jesus. – Vi kan tænke på, hvordan selv den gudfrygtige og skriftlærde unge Paulus dæmoniserede kristne og så sig kaldet til at udrydde dem. Det var som bekendt kun den opstandne Kristus selv, der kunne vende ham om. –

I dagens tekst vækker Jesus modsigelse ved at helbrede en stum person: Nogle tilstedeværende i tilhørerskaren undres og glæder sig over, at et menneske mirakuløst er blevet hjulpet ind i talende menneskers fællesskab; andre alarmeres over den ubegribelige, overmenneskelige hændelse og anklager Jesus for sort magi: ”Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne”. Men kan ondskaben være sin egen fjende? ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde”, konstaterer Jesus. Hvordan afvæbner han modstanden og skaber en sprække ind i forskansede hjerter? Vi hører, hvordan han forløser stridssamtalen med den vidunderlig replik, der tvangfrit åbner det mulige fælles håb i hans nærvær: ”hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” – Efter renæssancen ser vi måske for os Michelangelos ikoniske maleri af Guds finger, der ved Adams skabelse rækkes livgivende frem. Gennem Jesus fortsætter skaberens finger sit virke ved igen og igen at forny vore livsmuligheder med glimt af Guds rige? – Lad vores huse endnu engang blive fyldt af håbets ånd!

I 2020 skabte Bjørn Nørgaard sin uforlignelige bronzeport Alfa og Omega til Christianskirken i Fredericia, og skildrede hermed livets begyndelse, slutning – og nye begyndelse. I billedserierne indgår en række fortællende relieffer med motiver fra Jesu liv, udført med livlige, mere eller mindre nutidige eller tidløse skikkelser. Et af reliefferne er denne helbredelsesscene. På begge sider står mennesker, nogle måske bare nysgerrige, andre med åbenlyst behov for hjælp. Yderst til højre ser vi et forældrepar, der håbefuldt fører en psykisk syg søn frem. Opmærksomheden vendes mod det lysende, talende menneske, som med armene lagt ind til sit bryst på en gang fremtræder som den stærkeste og den mest forsvarsløse af dem alle. Er det en troende, som modtager syn og sundhed? Eller er det Jesus selv? Overfor står et par voksne herrer, som holder hænderne frem. Er det en afværgende bevægelse fra dem, der ikke vover at vise tillid og hellere dæmoniserer den menneskesøn, hvis kraft de ikke forstår? – I dagens tekst udbryder en kvinde i skaren: “Saligt er det moderliv, som bar dig”… Men Jesus svarer: ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Nu er det også sagt i bronze. – Claus Jensen har tålmodigt ventet på den helt rigtige belysning til gode fotos af portens relieffer.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag i fasten, 1. rk. – Jesus og den kanaanæiske kvinde

Her omkring kvindernes internationale kampdag hører vi meget passende en fortælling fra Matt. 15 om en kvindes insisterende kamp for sin datters bedre liv, tilmed en kvinde fra en ringeagtet fremmedgruppe. – Allerede på evangelieskrivningens tid, hvor hedningemission var veletableret, har det været så stødende at læse om Jesu indledende afvisning af hende, at det i sig selv kan være et argument for, at forløbet faktisk udspillede sig sådan: at Jesus faktisk sagde: ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus” og ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Men for sin datters skyld holdt kvinden stædigt fast og lærte os noget om håbløses håb: ”de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. Hendes håb for datteren kunne ikke slukkes, hendes håb blev til troens bøn, og hun blev bønhørt. Og evangeliet voksede sig derved større: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” – Med sin brudflade blev samtalen den nødvendige fortælling om, at Jesus lod den nationalistiske ramme sprænges. Den kristne menighed skulle ikke være en etnisk forening, men en forsamling af troende. – At horisonten således udvidedes, er ikke en guddommelig konstruktionsfejl, men omvendt et udtryk for, at Gud er levende som livet selv. Kristendommens vidunderlige treenighed indebærer, at Gud ikke er en monolit, ikke en stentavle fra oldtiden med mejslede sandheder, ikke et arkæologisk skriftfund med resistente formuleringer. Nej, Gud lever og bevæges, lever som menneskesønnen, der kender menneskers liv og død til bunds, og lever som ånden, der altid endnu har meget at sige os, fx om evangeliets bud til kvinder og fremmedgrupper. Evangeliet bringer bud både til dem og fra dem, som vi kunne være tilbøjelige til umiddelbart at afvise.

De fleste danske fremstillinger af Jesus og den kanaanæiske kvinde er fra 1800-tallet. I danske kirker er der mig bekendt i alt ti altertavler med motivet, hvoraf to er veget for nyere udsmykninger. Motivet må jo forekomme patriarkalsk, og afkodningen fordrer et bibelkendskab, som ikke mere er en selvfølge. Jeg har ikke tidligere vist historie- og genremaler F. C. Lunds version af motivet fra 1858-59. Med sin fremstilling af mødet i det fint skildrede, næsten øde landskab viser Lund, at Jesus-gruppen her er ude i udkantsområdet (ved Tyrus og Sidon). Minespil og gestik hos Jesu ledsagere udtrykker utilsløret modvilje: “Send hende væk! Hun råber efter os”, men Jesus lader sig forstyrre i sin dagsorden af den bedende kvinde og bliver lydhør. – Maleriet er indsat i en – oprindelig farverig – renæssancetavle i Gadstrup Kirke v Roskilde, skåret o. 1610 med figurer og tekstfelter på ’den fine Roskildemester Brix Mitchgells værksted’. De forgyldte tekster, som nu står at læse, er specifikt relaterede til vort alterbilledes motiv. – Maleren F. C. Lund levede 1826-1901 og var uddannet fra Kunstakademiet. Han var særdeles habil, men i sammenligning med Carl Blochs intense religiøse billeder kunne hans scenerier virke lidt opstillede. Flere af F. C. Lunds alterbilleder er stadig i god behold, men i Viborg Domkirke blev hans mange loftsmalerier overmalet af Joakim Skovgaard, hvilket F. C. Lund dog blev forskånet for selv at opleve. Fotos: Claus Jensen.      

3. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Befalingsmanden og Gud

Vi har svært ved at rumme det, når en magthaver proklamerer, at Gud har beskyttet hans liv for politiske formål, i en tale der handler om at føre imperialistiske ambitioner til sejr, ja vi kan vist dårligt referere det uden en tone af ironi. At en hersker, et regime eller et militær, det være fra syd, øst eller vest, tager Gud til indtægt for en aggressiv magtudøvelse, hører vi som misbrug af Guds navn. I situationer, hvor vi selv måtte finde magtudøvelse og krigsfærd nødvendig, forveksler vi næppe projektet med Guds rige. Guds rige er ikke et rige af denne verden, uden som omsorgens og kærlighedens glimtvise lys iblandt os.

På Jesu tid var den imperialistiske besættelsesmagt allestedsnærværende, og magtens paranoia kom da også til at koste ham hans unge liv. Men iflg. Matt. kap. 8 blev han i Kapernaum overraskende nok opsøgt af en af de fremmede befalingsmænd, der åbenbart havde hørt om hans helbredelser, jævnfør første afsnit af dagens tekst. Vi følger en finurlig dialog mellem de to med begrebet myndighed som omdrejningspunkt. Begge har de myndighed, men med et univers til forskel: myndighed i frygtens univers står over for myndighed i tillidens univers. Hver for sig har de magt eller myndighed over liv og død, men hvor militærmandens magt rækker til at tage liv, rækker Jesu myndighed til at give og hele liv, fordi han har sin kraft fra livets kilde. Militærmandens væbnede magt er intet bevendt i forhold til hans alvorligt syge tjener, så han bider hovedet af skammen og går til Jesus efter hjælp, uden forventning om at Jesus kan gå ind i hans hedenske fjendehus. I denne eksistentielle nød står den uniformerede mand der nøgen som et menneske, ja hverken mere eller mindre end et menneske, og som sådan møder Jesus ham: “Gå, det skal ske dig, som du troede”. Fortællingen om officerens tillid og tro åbenbarer, at Jesus er inkarnationen af en universel kærlighed, som rækker ud over nationale og selviske grænser. Mindre kan ikke gøre det i Guds rige.

I søgen efter ny billedkunst til dagens tekst var jeg heldig at overvære Laila Westergaard herlige billedforedrag i Vartov og blive opmærksom på hendes værk “Granaten” fra 2014 i et lavt bassin ved indgangen til Hjørring Kaserne. Den høje stenskulptur er formet som en mellemting mellem en granat og en vase og er udsmykket med spiralbånd med mere end 200 billeder. Det er mangfoldige billeder af liv og kamp, der hver for sig fortæller en historie. Jeg har valgt et udsnit med stentegninger af soldater fra forskellige historiske perioder, både oldtid, middelalder og nyere tid, en af soldaterne sidder i skjul med bange øjne. Der er også et billede af flygtninge og af Jesus på korset, og vi kan tænke over relationen mellem magt og myndighed, mellem militærmagt og den enkeltes eksistens, mellem krig og kærlighed. Uendeligt opmuntrende dukker der tilmed billeder af fugle op – som en hilsen fra skaberen, der kan ses som håbstegn også over soldaters liv. Skulpturen er afbildet i begge de smukke billedværker om Laila Westergaards kunst af Dorte Fogh og Annette Østergaard: ‘Levende stene’ og ‘Touched’.

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Jesus som 12-årig

Lukas’ legende om Jesus som 12-årig tilfredsstiller vores behov for at få trukket en linje fra Jesus som spæd til Jesus som voksen. Med et dobbeltblik viser fortællingen os, hvordan Marias og Josefs gode dreng voksede op hos dem og ”var lydig mod dem”, men først og fremmest måtte manifestere sig som sin himmelske Faders barn ved efter påskefesten mod forventning at forblive tre dage i Jerusalems tempel: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader?”. – Uden at forstå ham ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte.”

Jeg har til dagen valgt Troels Triers alterbillede af Jesus som 12-årig i templet, malet 1923 til Øsløs Kirke ved Thisted. I billedets baggrund ses indgangen til tempelområdet, hvor Maria og Josef får udpeget deres dreng, Gudsbarnet, som ses fordybet i en teologisk samtale, hvor hans visdom skaber undren blandt de lærde i templet. – Jeg identificerer mig med forældrenes uro efter flere dages søgen og er øjensynligt ikke den eneste læser, der har associeret til Khalil Gibrans verdenskendte digt til forældre i bogen ’Profeten´: ”Jeres børn er ikke jeres børn”. Slutningen lyder: ”I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd. For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”- Måske husker vi fra vores eget liv som forældre situationer, hvor vi i den bedste mening måske er gået fejl af vore børns bestemmelse? Ellers husker vi sikkert situationer fra vore egne teenageår, hvor forældrenes forventninger til os blev oplevet som en dødvægt…

I billedets forgrund ser vi den unge Jesus som lærer i gruppen af ældre skriftkloge, der – til dels med besvær – lægger øren til. Flere gange i 1920’erne og 30’erne blev netop dette motiv valgt til en kirkeudsmykning i det grundtvigske miljø, hvor kunstnerne dels var Troels Trier, 1879-1962, søn af Højskoleforstander Ernst Trier fra Vallekilde, dels af Joakim, 1856-1933, og Johan Thomas Skovgaard, 1888-1977, (se foto med udsnit af Johan Thomas Skovgaards glaskunst fra 1935 i Nørre Bjert Kirke nederst i opslaget på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst ). Det har sikkert været tilfredsstillende for en højskoleverden med dens levende livsoplysning at vise kontrasten mellem den livfulde unge, spændstig og barbenet, og de krumryggede gamle med deres skrifttunge lærdom. I maleriet fremhæves Jesus ved sin luerøde kjortel og sin gyldne korsglorie. Det er mere end et blikfang, det er en anskueliggørelse af den pointe, at det er Jesus Kristus selv, som vil åbenbare sig som helligdommen. Fotos: Claus Jensen.

Tilsammen udfolder dagens tekster til 1. søndag efter helligtrekonger en dialektik omkring forståelsen af, hvad helligdommen er: Dagens Davidssalme, hvorover Grundtvig har digtet salmen ”Hyggelig, rolig, Gud er din bolig” besynger den historiske tempelbygning med dens alter, en betryggende reference til livet i vore egne kirkebygninger. Dagens Paulustekst beskæftiger sig ikke med bygninger, men belyser derimod helligdommen som Kristi legeme, den levende menighed, hvis enkelte melemmer er samarbejdende lemmer, hver især og tilsammen et Åndens tempel. Jævnfør hvordan evangeliet til 2. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. forkynder friheden til at tilbede Faderen ikke på dette eller hint bestemte sted, men ”i ånd og sandhed”. – Vi fastholder dialektikken: Vi behøver vore gudshuse, som vi efter bedste evne lader vedligeholde og udsmykke, og vi giver kirkens kunstnere fra Trier og Skovgaard til netop afdøde Peter Brandes tilbørlig ære, men samtidig ved vi, at ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, og som Alfa og Omega er Kristus selv helligdommen, Guds nærvær i vores urolige verden også i 2025.