Tag: jesus-kristus

3. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Befalingsmanden og Gud

Vi har svært ved at rumme det, når en magthaver proklamerer, at Gud har beskyttet hans liv for politiske formål, i en tale der handler om at føre imperialistiske ambitioner til sejr, ja vi kan vist dårligt referere det uden en tone af ironi. At en hersker, et regime eller et militær, det være fra syd, øst eller vest, tager Gud til indtægt for en aggressiv magtudøvelse, hører vi som misbrug af Guds navn. I situationer, hvor vi selv måtte finde magtudøvelse og krigsfærd nødvendig, forveksler vi næppe projektet med Guds rige. Guds rige er ikke et rige af denne verden, uden som omsorgens og kærlighedens glimtvise lys iblandt os.

På Jesu tid var den imperialistiske besættelsesmagt allestedsnærværende, og magtens paranoia kom da også til at koste ham hans unge liv. Men iflg. Matt. kap. 8 blev han i Kapernaum overraskende nok opsøgt af en af de fremmede befalingsmænd, der åbenbart havde hørt om hans helbredelser, jævnfør første afsnit af dagens tekst. Vi følger en finurlig dialog mellem de to med begrebet myndighed som omdrejningspunkt. Begge har de myndighed, men med et univers til forskel: myndighed i frygtens univers står over for myndighed i tillidens univers. Hver for sig har de magt eller myndighed over liv og død, men hvor militærmandens magt rækker til at tage liv, rækker Jesu myndighed til at give og hele liv, fordi han har sin kraft fra livets kilde. Militærmandens væbnede magt er intet bevendt i forhold til hans alvorligt syge tjener, så han bider hovedet af skammen og går til Jesus efter hjælp, uden forventning om at Jesus kan gå ind i hans hedenske fjendehus. I denne eksistentielle nød står den uniformerede mand der nøgen som et menneske, ja hverken mere eller mindre end et menneske, og som sådan møder Jesus ham: “Gå, det skal ske dig, som du troede”. Fortællingen om officerens tillid og tro åbenbarer, at Jesus er inkarnationen af en universel kærlighed, som rækker ud over nationale og selviske grænser. Mindre kan ikke gøre det i Guds rige.

I søgen efter ny billedkunst til dagens tekst var jeg heldig at overvære Laila Westergaard herlige billedforedrag i Vartov og blive opmærksom på hendes værk “Granaten” fra 2014 i et lavt bassin ved indgangen til Hjørring Kaserne. Den høje stenskulptur er formet som en mellemting mellem en granat og en vase og er udsmykket med spiralbånd med mere end 200 billeder. Det er mangfoldige billeder af liv og kamp, der hver for sig fortæller en historie. Jeg har valgt et udsnit med stentegninger af soldater fra forskellige historiske perioder, både oldtid, middelalder og nyere tid, en af soldaterne sidder i skjul med bange øjne. Der er også et billede af flygtninge og af Jesus på korset, og vi kan tænke over relationen mellem magt og myndighed, mellem militærmagt og den enkeltes eksistens, mellem krig og kærlighed. Uendeligt opmuntrende dukker der tilmed billeder af fugle op – som en hilsen fra skaberen, der kan ses som håbstegn også over soldaters liv. Skulpturen er afbildet i begge de smukke billedværker om Laila Westergaards kunst af Dorte Fogh og Annette Østergaard: ‘Levende stene’ og ‘Touched’.

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Jesus som 12-årig

Lukas’ legende om Jesus som 12-årig tilfredsstiller vores behov for at få trukket en linje fra Jesus som spæd til Jesus som voksen. Med et dobbeltblik viser fortællingen os, hvordan Marias og Josefs gode dreng voksede op hos dem og ”var lydig mod dem”, men først og fremmest måtte manifestere sig som sin himmelske Faders barn ved efter påskefesten mod forventning at forblive tre dage i Jerusalems tempel: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader?”. – Uden at forstå ham ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte.”

Jeg har til dagen valgt Troels Triers alterbillede af Jesus som 12-årig i templet, malet 1923 til Øsløs Kirke ved Thisted. I billedets baggrund ses indgangen til tempelområdet, hvor Maria og Josef får udpeget deres dreng, Gudsbarnet, som ses fordybet i en teologisk samtale, hvor hans visdom skaber undren blandt de lærde i templet. – Jeg identificerer mig med forældrenes uro efter flere dages søgen og er øjensynligt ikke den eneste læser, der har associeret til Khalil Gibrans verdenskendte digt til forældre i bogen ’Profeten´: ”Jeres børn er ikke jeres børn”. Slutningen lyder: ”I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd. For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”- Måske husker vi fra vores eget liv som forældre situationer, hvor vi i den bedste mening måske er gået fejl af vore børns bestemmelse? Ellers husker vi sikkert situationer fra vore egne teenageår, hvor forældrenes forventninger til os blev oplevet som en dødvægt…

I billedets forgrund ser vi den unge Jesus som lærer i gruppen af ældre skriftkloge, der – til dels med besvær – lægger øren til. Flere gange i 1920’erne og 30’erne blev netop dette motiv valgt til en kirkeudsmykning i det grundtvigske miljø, hvor kunstnerne dels var Troels Trier, 1879-1962, søn af Højskoleforstander Ernst Trier fra Vallekilde, dels af Joakim, 1856-1933, og Johan Thomas Skovgaard, 1888-1977, (se foto med udsnit af Johan Thomas Skovgaards glaskunst fra 1935 i Nørre Bjert Kirke nederst i opslaget på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst ). Det har sikkert været tilfredsstillende for en højskoleverden med dens levende livsoplysning at vise kontrasten mellem den livfulde unge, spændstig og barbenet, og de krumryggede gamle med deres skrifttunge lærdom. I maleriet fremhæves Jesus ved sin luerøde kjortel og sin gyldne korsglorie. Det er mere end et blikfang, det er en anskueliggørelse af den pointe, at det er Jesus Kristus selv, som vil åbenbare sig som helligdommen. Fotos: Claus Jensen.

Tilsammen udfolder dagens tekster til 1. søndag efter helligtrekonger en dialektik omkring forståelsen af, hvad helligdommen er: Dagens Davidssalme, hvorover Grundtvig har digtet salmen ”Hyggelig, rolig, Gud er din bolig” besynger den historiske tempelbygning med dens alter, en betryggende reference til livet i vore egne kirkebygninger. Dagens Paulustekst beskæftiger sig ikke med bygninger, men belyser derimod helligdommen som Kristi legeme, den levende menighed, hvis enkelte melemmer er samarbejdende lemmer, hver især og tilsammen et Åndens tempel. Jævnfør hvordan evangeliet til 2. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. forkynder friheden til at tilbede Faderen ikke på dette eller hint bestemte sted, men ”i ånd og sandhed”. – Vi fastholder dialektikken: Vi behøver vore gudshuse, som vi efter bedste evne lader vedligeholde og udsmykke, og vi giver kirkens kunstnere fra Trier og Skovgaard til netop afdøde Peter Brandes tilbørlig ære, men samtidig ved vi, at ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, og som Alfa og Omega er Kristus selv helligdommen, Guds nærvær i vores urolige verden også i 2025.   

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i advent, 1. rk. – “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Dansk kirkekunst har kun få og i praksis ret utilgængelige skildringer af den fængslede Johannes Døberen, der sender sit spørgsmål til Jesus: Dels billedskærer Hans Dreyers relief fra 1637 i det overdådigt udsmykkede Holckenhavn Slotskapel ved Nyborg. Se foto nederst på min hjemmeside https://Kirkekunst.net/K  Dels Rudolf Rud-Petersens gribende maleri fra 1915, som er i Vartovs eje. Sidstnævnte har jeg allerede tidligere vist til denne søndags tekst, men her kommer det igen i udsnit: Det viser Johannes siddende i fangekælderens mørke, mens en budbringer udefra kommer ind med en lygte. Lyset fra lygten kalder kunstnerens billede frem af mørket – og symboliserer, at evangeliet fra Jesus også vil lyse over Johannes’ sjælelige mørke. Fotos: Claus Jensen.

Iflg. adventsteksten fra Luk. 4 har Jesus identificeret sig selv med messianske citater: ”Herrens ånd er over mig. Han har sendt mig for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeord fra Herren.” (Luk. 4). Kan Jesus nu i Matt. 11 stå på mål for sine løfterige ord? Johannes Døberen, som har peget på Jesus, er kastet i Herodes’ fængsel. Af et rent hjerte har han talt magten imod, og nu sidder han i venteposition på dødsgangen og kan gruble over, hvad der blev af nådeåret og de undertryktes frihed? Ikke bare dødsangst kan tære Johannes, men tvivl: Er han gået fejl af Gud? – Mens vi læser om den fængslede Johannes, løber nyheder ind om vor egen tids fanger fra Assads torturinstitutioner i Syrien. Grusomhederne her har måske overgået selv Herodes’, der ellers gennem 40 år opretholdt ro i Palæstina ved sit rædselsregime. Nu rystes vi af de aktuelle billeder af syriske fangers befrielse og af de tilstrømmende pårørende, som forgæves søger efter tusinder af tilfangetagne, for hvem befrielsen kom for sent. Vi kan forestille os fanger i mørket, der vantro har set dørene blive slået op, uden at ane om den indtrængende var endnu en bøddel eller en frihedskæmper. Historien må ære både levende og døde samvittighedsfanger; de var på rettens side under diktaturet og således befrielsens forløbere. Deres blod og de pårørendes tårer banede vejen for tyrannens endelige fordrivelse. Med en blanding af håb og ængstelse følger vi informationerne om den syriske modstandsbevægelse: Bringer den i sandhed frihed til Syrien – eller bare nye voldsregimer? Handlinger og ikke titler er afgørende. Vil det gode liv komme til at blomstre? – Tilbage til søndagsteksten: Johannes stiller fra dybet sit spørgsmål til Jesu messianitet: ”Er du ham som kommer, eller skal vi vente en anden?” Det voksende mørke omkring Johannes kan friste ham til at forarges på Jesus. Johannes’ påtrængende spørgsmål til Jesus besvares ikke med et ja eller nej eller med en kristologisk titel, men med en henvisning til det liv, der udfolder sig, hvor Jesus taler og handler. ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. og salig er den, der ikke forarges på mig.” – Og Jesus giver den fængslede Johannes al oprejsning fra højeste sted som den største befriers forløber: ”Det er om ham, der står skrevet: ’Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.’”

Billedkunst kan forkynde, salmekunst ikke mindre. Lad mig bringe nogle af salmedigter Niels Johansens vers til dagen: … “Så er jeg for træt til at bede, / og lyset blir mørke i mig. / Jeg ved, jeg skal søge og lede, / men hvor er de vejløses vej?/ – Et sted i det inderste mørke / dér hviskes et trøstende ord, / og kilden, udtørret af tørke, / blir vakt i min skorpede jord./ – Jeg kender den fremmedes stemme, / en stemme, der lukker sig ind: / Mit barn, du er fundet og hjemme, / med sorgen og angst i dit sind”…Niels Johansens salme slutter med linjen: “Jeg tror, når du selv ikke tror.” Troen er det mørke, hvori Kristus lyser.