Mark. kap. 4, som søndagsevangeliet hentes fra, rummer lignelser om vækst. Jesus sammenligner først Guds rige ved en tilsået mark med korn, der vokser op til kernefulde, høstmodne aks. Efterfølgende sammenligner han Guds rige ved et bittelille frø, der bliver til den højeste plante med grene så store, at himlens fugle kan bygge rede i dens skygge. Vækst er sådan et håbefuldt ord, der bringer glædelige billeder med sig. I kirken spejder vi efter tegn på den gode vækst. – Netop i denne uge lægger Roskilde Domkirke rammer og indhold til det årlige konfirmandtræf, som arrangører længe har slidt med. Fra alle grene af stiftet komme busser kørende med hold af mere eller mindre opladte teenagere, som i tusindtal myldrer ind og lader sig overvælde af det eventyrlige rum, musikken, lyssætningen, fortællingerne, ritualerne og… måske først og fremmest den store oplevelse af fællesskab, kirkefællesskabet. Når så mange unge synger, kan det høres! Kirken har med sine konfirmander en fest, som er meget opmuntrende. Bliver vi ikke næsten forvissede i løftet om gudsrigets vækst, når vi oplever tilstrømningens mængde og deltagernes glæde? Vækst er sådan et bekræftende ord. – Men ikke entydigt: Generelt for samfundets fokus på vækst er optagetheden af det kvantitative, det statistisk målbare, det kalkulerbare udbytte af en effektiv indsats. Det udbredt endimensionelle begreb om vækst som menneskelig produktivitet, bæredygtig eller ej, er forførende. – Og kirkens vækst? Der kan måske også være en forførelse forbundet med pastorale optællinger af det voksende antal brugere af vores kirkebygninger – og målinger af brugernes påskønnelse af kirkens tilbud. At mennesker har glæde af en kirkelig arbejdsindsats, har utvivlsomt værdi i sig selv, og tak for, at de mange talenter ikke bare graves ned! – Men når Jesus i herværende lignelser lover vækst, handler det tydeligvis om noget andet end tjenernes effektivitet og produktivitet. Historien om ”den automatiske sæd”, som første lignelse kaldes, er snarere en modfortælling til præstationstanken: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han selv ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde”…. Her er væksten beskrevet som en gave, et under, og underet er Guds. Vi kan håbe, vi kan håbe og tro på Guds under, og i det håb må vi både arbejde og hvile. Vi kan håbe, at der under eller over alle vores kirkelige anstrengelser her og der bliver sået livsduelige, bæredygtige frø i menneskehjerter, det være ved dåb eller andre ritualer, ved samtaler, fortællinger, diakoni eller årets konfirmandtræf, som har overskriften ’tro, håb og kærlighed’, men vi kan ikke producere undere. Vi udfordres vist til at være uendelig tålmodige og indstille os på en guddommelig tidshorisont. Kristendommens udbredelse begyndte som bekendt hos en udgrænset leder med en ganske lille flok tilhængere, herunder en tidligere arg modstander, og mange af tilhængerne blev muligvis dræbt. Først efter 300 år fik kirken synligt vælde og ikke altid for det gode. Kirken var mange århundreder om at lære at give afkald på tvangsmidler og at sande, at den kun har nådemidler. Den synlige kirke er endnu ikke Guds rige. Men Guds nåde findes, og nåden vil finde vej. Troens, håbets og kærlighedens frø må fortsat sås, så frø kan spire. Ordene om gudsrigets automatiske vækst har vi måske allermest brug for at høre på de dage, hvor vi sår – eller selv bliver tilsået – uden overhovedet at kunne få øje på nogen vækst eller fremgang.
Instinktivt glædes vi over billeder af vækster, at kornaks og af store træer, så det er intet under, at træet hører til kirkekunstens mest yndede motiver, ikke mindst i nutiden. Hvad kunstnerne end selv har tænkt derved, kan deres skønne træbilleder i kirken legitimeres af træets symbolske og mytiske betydning. I såvel bibelens første som dens sidste bog står livstræet og stråler midt i haven. Mit valg af et af kirkekunstens træer er svært, men i dette opslag vil jeg ære den nyligt afdøde kunstner Tue Poulsen for hans umådelige pragtværk fra 1984 af livstræet i Helligåndskirken i Aarhus. På kirkens hjemmeside kan man finde omhyggelig information om kunstnerens egne tanker ved værket, og de er værd at fordybe sig i. Her er meget mere end ‘naturlyrik’. Det keramiske træ er fra nederst til øverst en henvisning til Gud selv med grene for Faderen (th), Sønnen (tv) og i midten Helligånden, som bl.a. viser en stor, hvid duevinge med spredte fjer samt en lang, lodret livslinje, der fortsætter opad “i evigheden”, også efter at være brudt af tværliggende gravsten. Træet er et inspirerende myldrebillede af bibelske og andre symboler, herunder også tegn for verdenshistoriens lange tidsforløb med pyramider yderst tv. Tue Poulsen har udsmykket også Værløse Kirke med et keramisk livstræ, der breder sine grene hen over altervæggen.
Et nyere eksempel på en kirkeudsmykning med et træ som motiv er John Kørners meget høje og lette vægmaleri i Østerhåb Kirke ved Horsens, malet 2012. Angiveligt var Kørner kirkeligt set forholdsvis forudsætningsløs, men det samme gjaldt ikke kunstnerens mor, der med tanke på Salomons tempel foreslog ham at vælge et cedertræ, og det skal mor ikke have utak for. Østerhåbs cedertræ er både stedsegrønt og lysåbent, så vi også ser himlens fugle, som kan søge ly mellem grenene. Det vises nederst i mit opslag på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst . Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 