Kunst til kirkeåret

Sys Hindsbo, udsnit af figurrigt maleri. Clausens Kunsthandel

Om underet i Kapernaum berettes næsten enslydende hos Markus, Mattæus og Lukas. Det er fortællingen om den lamme mand, som fik mere af Jesus, end han havde håbet på: Efter mødet kunne han rejse sig og gå hjem – med sine synders forladelse. “Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?” Guds nåde gælder både sjæl og krop, hvad jo også Fadervor bevidner ved at sidestille bønnerne Forlad os vor skyld og Giv os i dag vort daglige brød… At også medmennesker er hinandens daglige brød og livline anskueliggøres i fortællingen om den lammes venner, der opfindsomt tilkæmper sig adgang til Jesus gennem et hul i taget. Vi kan se det for os og kender måske også Joakim Skovgaards illustration i Viborg Domkirke og Troels Triers i Glamsbjerg Kirke. Sceneriet er dog et sjældent valg i kirkekunsten. Det er vel for komplekst og specielt, selvom det lyser af omsorg.

Mange prædikener over teksten griber fat i temaet, at mennesker må bære hinanden, konkret og overført; vi må bære hinanden til livet, til glæden, til troen… Temaet fik mig til at tænke på kunstneren Sys Hindsbos bæringsmotiver. I kunstnerens ofte farveløse og kolde scenerier af magtens udøvere og magtens ofre, omgivet af diverse svært afkodeligt grej, glimter undertiden et stærkt billede af omsorg og ømhed. Tilbagevendende har hun skildret omsorgsfulde bærere, der bærer levende ind – eller døde ud. Det er næsten uundgåeligt heri at se referencer til kirkekunst.

Jeg har i dagens anledning udvalgt et motiv, som er udsnit af et større billede, udstillet for Sys Hindsbo af Clausens Kunsthandel: En mand og en kvinde bærer her med praktisk beslutsomhed og inderlig ømhed den afmægtige tredje. –  Uden at interagere med disse tre personer sidder til venstre i billedet en IT-arbejder med ryggen til. Det er fristende at associere til aktuel problematik om administrativt tvangsarbejde kontra varme hænder. Der kan være så mange slags barrierer at overvinde for dem, der ikke vil opgive håbet for et medmenneske.

Sys Hindsbo (f. 1944) udstiller for tiden i Ølby Kirke, Køge Nord.

Paul Høms glasmosaik Den tronende Kristus, 1954, Faster kirke, 
Vestjylland. Kristus er skildret med hænderne rakt velsignende 
frem mod mennesker. Foto: Claus Jensen

Lige siden den tidlige middelalder har kristne kirker været udsmykket med pragtbilleder af den ophøjede, majestætiske – men samtidig menneskelige – Kristus, som udøver sit himmelske mandat til at dømme og frikende. Disse tilbedende billeder kendes fra gyldne byzantinske mosaikker og fra kalkmalede hvælvinger så vel som fra glasmosaikker med glødende farver. Endnu i efterkrigstiden har danske kirkekunstnere nyfortolket visionen af menighedens ophøjede Herre. Jeg har valgt et smukt eksempel fra 1954 i Faster Kirke i Vestjylland, som Paul  Høm har beriget med sin ikoniske glasmosaik af Kristus i højsædet, Kristus med guddommelig myndighed. Mosaikken skildrer den ophøjede, men samtidig tilstedeværende Kristus, der velsigner med sit nærvær, her og nu.

Kristus får sæde ved Guds højre hånd, hedder det i dagens evangelium fra Matt. 22 – såvel som i trosbekendelsens mytisk-poetiske sprog. Teksten omtaler (med citat fra Ps. 110) Jesu bemyndigelse som “Guds højre hånd”: livlinen mellem Gud og Jesus. Jesus har myndighed til her at formulere etikkens essens: “Du skal elske din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og “Du skal elske din næste som dig selv.” De to store bud var allerede kendt fra hhv. 5. og 3. Mosebog, men Jesus nytænker etikken ved at gøre buddene uadskillelige. Kærligheden til Gud, ærefrygten og taknemmeligheden for livet, må være en kilde til menneskekærlighed; ellers er gudskærligheden misforstået. Kristus skriver så at sige korstegnet ind i etikken, således at den livgivende, lodrette akse mellem Gud og skabning uløseligt forbindes med den vandrette akse, der betegner kærligheden som et menneskeligt mellemværende. Kristus har levet som menneske blandt mennesker og kender vores nød og vores håb.

Billedkunstneren Paul Høm (1905-1994) har med sin originale, rene og meditative stil udsmykket mere end en snes danske kirker med glaskunst eller malerier  – især på Bornholm, hvor han levede en stor del af sit liv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunst til kirkeåret

Messehagel i Ilskov Kirke, tegnet hhv. syet af billedkunstnerne Aage Bruun 
Jespersen og Birte Stamp Thomsen. Den hjælpsomme kirketjener Jørgen Stilling
gav mig lov at præsentere messehagelen for kirkefotograf Claus Jensen.

Efterårsferien er over os, i min barndom kaldt kartoffelferien. Oktober giver travlhed for kartoffeloptagerne, manuelle såvel som maskinelle. I Midt- og Vestjylland finder man et centrum for kartoffelavl på Alheden ved Karup, hvor “kartoffeltyskerne” fra Sydtyskland slog sig ned, dengang de blev kaldt til Danmark i sidste del af 1700tallet. I Karup ligger i dag en iøjnefaldende kartoffelmelsfabrik, og kartoflen har været afgørende for egnens næringsliv. En rundkørsel i Karup er tilmed prydet af et billede af en kartoffelplante efter inspiration fra et ganske særligt stykke kirketekstil i den nærliggende Ilskov Kirke.
Ved hundredårsjubilæet for en snes år siden fik Ilskov Kirke denne nye, meget smukke messehagel tegnet hhv. syet af billedkunstnerne Aage Bruun Jespersen og Birte Stamp Thomsen. Klædningens ryg bærer et billede af kornsorten byg – med reference til treenigheden -, forsiden bærer et stiliseret billede af en kartoffelplante, hvilket vist er uden sidestykke.
Hvor er det en god ide, at “det daglige brød” således her har fået sin lokale fortolkning.

 

 

I Nærum Kirkes døbefont, som Erik Heide har skabt, spejles lyset fra himlen 
via Knud Lollesgaards smukke mosaikrude "Himlene, Herre, fortælle din ære" 
fra 1979. Først i 1997 blev de opr. to ruder samlet. 
Foto: kirkens præst Bruno Rasmussen.

Søndagens gammeltestamentlige læsning er Sl. 19, som har inspireret Grundtvig til at skrive den meget yndede salme. Poetiske strofer lagrer sig i hjerter, og Grundtvigs salmepoesi har givet videre inspiration til kirkekunstnere som Sven Havsteen-Mikkelsen og Knud Lollesgaard. Salmen inviterer naturligt til glaskunst, der er transparent for lyset fra himlens blå og deler dette med menigheden. Her viser jeg en sektion af Lollesgaards mosaikrude fra 1979/1997 “Himlene, Herre, fortælle din ære”, som den spejler sig i Nærum Kirkes smukke døbefont med rindende vand, en font som mester Erik Heide har skabt – tilmed med en stor sølvfisk i dybet. Knud Lollesgaard (1911-1997) er navnlig kendt for sine mange gedigne udsmykninger i danske kirkeruder.
Nedenstående billede af font og rude i deres helhed skyldes Claus Jensen.

 

Relief, som viser Jesu møde med ligfølget i Nain, hvor enken skal følge sin 
eneste søn til graven. Kunstværket findes på en fløj af hoveddøren i Skt. 
Mortens Kirke, Randers, skåret o. 1700 af Lauridtz Jensen Essenbæk. Kirken 
er umådeligt rig på træskærerarbejde. Foto: Claus Jensen

En genkendelig tragisk situation: Et begravelsesfølge med en sørgende mor. Scenen i dette smukke relief med kistebærere er hentet ud af hverdagen i Randers omkring år 1700, men overskrider tid og sted som billede af en familiekatastrofe, der ikke måtte ske. Hverdagsfortællingen får dog straks et nyt fortegn og forvandles til et evangelium ved at vise Kristi møde med ligfølget. “Græd ikke!” lød det fra Kristus i Nain iflg. Luk kap 7. Teksten fortæller det uhørte, at den unge mand fik livet tilbage, og det er ikke kun for hans egen skyld. “Jesus gav ham til hans mor”.

Opvækkelsen af enkesønnen fra Nain er et ret sjældent motiv. Flere billedværker skildrer opvækkelsen af Jairus’ yndige datter og langt flere Lazarus’ opvækkelse, som i øvrigt er samme søndags prædiketekst efter 2. tekstrække.

I Grøndalslund Kirke, Rødovre, har kunstneren Poul-Henrik Jensen i 1952 skabt en glasmosaikrude, der viser både Lazarus’ opvækkelse og nederst opvækkelsen af enkens søn fra Nain. Grøndalslund Kirke fungerer nu som sognekirke, men blev oprindelig bygget som kapel. Rudens motiv forbinder sig med tekster, der ofte citeres ved begravelser. Ved kisten er døden voldsomt konkret og opstandelseshåbet insisterende.

Mens kunsten omkring ham blev modernistisk, forblev Poul-Henrik Jensen (1905-1990) i sin stil naturalist, dog inspireret af symbolisten Ejnar Nielsen, som også er kendt for sine konkrete skildringer af dødens virkelighed.