Kunst til kirkeåret

6. søndag efter trinitatis

1890 Lorenz Frølich, altertavle i Ubberud, Odense 1890-1961 Claus DSC05001.jpg

..”MEN FOR GUD ER ALTING MULIGT”

6. sønd. e. trin. uddybes forståelsen af troens liv gennem eksempelfortællingen om ‘den rige unge mand’. Denne perfektionistiske rigmand (iflg. Lukasparall. en rådmand) taler seriøst med Jesus om vejen til frelsesvished og etisk fuldkommenhed. Jesus vender hans blik bort fra ham selv ved at henvise til de allestedsnærværende fattige og det mulige valg at lade hele sin formue komme de ubemidlede til gode. Rigdom er i Guds riges perspektiv en dødvægt. Den unge mand og de øvrige tilhørere bliver forfærdede over frelsesvejens tilsyneladende uoverkommelighed.  – Men igen vender Jesus tilhørernes blikke væk fra dem selv, nu hen på Gud. Hvad tilltror de/vi Gud at udvirke? Evangelieteksten krystalliserer sig i den dybest set befriende pointe, at “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt”.

Motiver er i grunden uegnet som alterbillede, idet pointen findes i replikkerne. Receptionen forudsætter fordums tiders bibelkyndighed, der kan identificere situationen ved, at en af parterne er ‘klædt ud som’ rig. Jeg kender motivet fra kun to (tidligere) danske alterblleder: Poul Steffensens fra o.1912 i Åsum Kirke og det her viste: Lorenz Frølichs maleri fra 1890, som indtil 1961 tjente som altertavle i Ubberud Kirke på Fyn. Frølichs billede er komplekst: Tv står den slukørede unge mand i mørke klæder med fattige siddende bag sig. I billedets midterakse ses Jesus med talende gestik, omgivet af en tænksom lytter og andre spredte figurer. Frølich anskueliggør situationen som en valgsituation ved at gøre baggrunden todelt: Tv. ses byen Jerusalem med de etablerede institutioner, th ses det fattige og stenede liv for Jesu følgere, måske en allegori over vandringen til Guds bjerg ?

Lorenz Frølich (1820-1908) blev undervist af de dygtigste kunstnere i dansk guldalder og arbejdede i en romantisk tradition. Han har kun udført et par kirkeudsmykninger og enkelte andre bibelske billeder, men har nydt international anerkendelse for sin udsmykning af offentlige bygninger og ikke mindst bøger, bl.a. illustrationer til H.C. Andersens eventyr.

Frølichs billede hænger nu i Ubberud på kirkeskibets østvæg, hvor det er fotograferet af Claus Jensen

5. søndag efter trinitatis

1910-11 Niels Larsen Stevns Vig bag mig Satan Sorø KunstmuseumDU VIL IKKE, HVAD GUD VIL, MEN HVAD MENNESKER VIL

5. sønd. e. trin. er Peters søndag:  Første tekstrk. fortæller om Peters forbløffende fiskefangst på Jesu bud. Anden tekstrk. fortæller, hvordan Peter, første mand, vover at bekende troen på Jesus som Messias, Guds søn. Trosbekendelsen prises af Kristus som en bekendelse der kan bygges kirke på. Den er stærkere end dødsriget, den kan åbne Himmeriget… Her skulle vi så kunne holde fest for Kristustroen og Peter, men straks går det galt. Peter har ikke forstået, at hans Messias er på vej til Jerusalem for at dø, og Peter prøver at tale Jesus fra lidelsens vej. Da bliver Jesus vred, som den der er svigtet af sin nærmeste, og som må kæmpe mod fristelsen i samtalen: “Vig bag mig, Satan!” Mattæusteksten slutter – i tråd med flere tidligere trinitatistekster – med en opsang om at fornægte sig selv.

Mig bekendt er det eneste stykke dansk kunst, der griber fat om denne konflikt mellem Jesus og Peter, dette maleri fra 1910-11 af Niels Larsen Stevns, “Vig bag mig”. Hvilket kunstværk! Stevns viser et stærkt bevæget øjebliksbillede af en beslutsom Jesus i stærkt trav mod Jerusalem. Vreden øger kun hans fremdrift. Uden at sænke farten drejer han hovedet for skarpt at sige fra; hans hånd er knyttet. Peter følger efter, men er samtidig ved at gå bagover, overrumplet af Jesu heftighed.

De to nordisk udseende skikkelser er skildret med skulpturel tydelighed og rytme dér på den solbeskinnede landevejen. I det farvestærke maleri svarer Jesu røde kjortel til temperamentet. Jesu ansigt er oplyst, så lidenskaben ses. Noget metafysisk ophøjet er der ikke ved hans udseende her. Vi får derimod et indgående psykologisk studium, som kunstnerisk løfter sig over de fleste alterbilleder. Maleriet er som flere af Stevns bibelske værker et museumsstykke. Det tilhører Sorø Kunstmuseum, hvor man bakker op om projektet at vise ‘kunst til kirkeåret’.

Billedet er ikke bare gengivet, men analyseret med stor indsigt i Mikael Wivels bog ‘Lysets tøven’

 

 

4. søndag efter trinitatis

2011 Lise Juhl Uventede gæster,100x80, akryl på lærred,( 101 kunstnere red. Tom Jørgensen, ForlagetJA).jpg

“ELSK JERES FJENDER OG BED FOR DEM, DER FORFØLGER JER”…

I teksten fra Bjergprædikenen, Mat. 5, krystalliserer den kristne etik sig som universel og uforbeholden: Næstekærlighedsbuddet gælder også den fremmede, som jeg ikke forstår. Det er sådan, etisk fuldkommenhed ser ud ud i Guds riges perspektiv. Denne radikale etiske fordring må jeg gå hjem med, hvis jeg lytter til evangelieteksten til 4. sønd. e trin. 2. tekstrk. – Hvordan internaliseres den? Og hvordan anskueliggøres den?

Siden dansk guldalder har kirkekunstnere søgt at skildre Jesus på bjerget med det lys og den myndighed, der som helhed gør bjergprædikenen uafviselig. Jeg søger imidlertid her et kunstværk, som griber bjergprædikenens konkrete indhold.

Efter en god samtale med billedkunstner Lise Juhl vover jeg at vælge hendes akrylmaleri fra 2011 med titlen “Uventede gæster” som en mulig spejling af teksten. Dette både rå og underfundige billede har jeg hittet i bogserien ‘101 kunstnere’, en altid spændende årlig udgivelse. Billedet er præsenteret i 2012, men er desværre ikke blevet mindre aktuelt. Det viser et glødende landkort, bål og brand, krig og terror og floder af blod, og i nærbillede en bådfuld kvinder og mænd, der stirrer ud og direkte på os. Hvem blinker først?  Lise Juhl knytter til ved tidens hyggelige kaffereklame: Hvilken kaffe byder du uventede gæster? Det handler måske nok om kaffe, sådan at forstå at Afrikas kaffebønder er underbetalte og tørkeramte. Men det handler selvfølgelig om meget mere: om behov for alt muligt andet end kaffe, om global ulighed og om vores angst og ubekvemhed ved nærkontakt med mennesker, vi dårligt kan integrere i hverken samfund eller hjerter. Men “hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så?”…

3. søndag efter trinitatis

2012 Adi Holzer, Feldborg Kirke, Claus Picture1.jpg

HAN VAR FORTABT, MEN ER BLEVET FUNDET

Det er velgørende at nå frem til 3. sønd. e. trin., hvor vi i Luk. 15 læser om den fortabte søns modtagelse (eller rettere: de fortabte sønners). Efter de forudgående søndages voldsomt konfronterende tekster falder denne lignelse om Guds generøse nåde på et tørt sted. Det er en af 2. tekstrækkes juveler.

Efter midten af 1800tallet har denne ærkeevangeliske lignelse været et yndet motiv i danske kirker, fortolket med forskellige vægtninger. Nogle kunstnere har opmalet den fortabte søns anger, andre fremhævet hvordan Faderen med længsel kommer enhver erklæring i forkøbet. Nogle malere har også skildret den selvretfærdige ældre broder, så fortællingen står tydelig som en topunktslignelse, man i enhver situation kan spejle sig i.

Jeg har valgt en fortolkning fra 2012 af Adi Holzer (f. i Østrig 1936), der koncentrerer sig om nærbilledet af Faderens suverænt kærlige modtagelse af sin fortabte søn, malet med største inderlighed. Adi Holzers smelteglasarbejde er udført som en del af et mangfoldigt og farverigt billedprogram i Feldborg Kirke, Herning, i forbindelse med en om- og udbygning af den oprindeligt så beskedne kapelkirke. Det må vel kaldes hovedværket blandt Adi Holzers efterhånden mange kirkeudsmykinger.

Claus Jensen har fotograferet i kirken.

2. søndag efter trinitatis

1986 Kehnet Nielsen (Mentale processer) Picture1.png

“Offeret (Mentale processer)” hedder Kehnet Nielsens maleri fra 1986, et ekspressivt billede, fyldt af pathos, som er mere figurativt end de fleste af hans værker. Billedet er bl.a. gengivet i bogen ‘Kehnet Nielsen Painting’ (Ekely). Motivet viser en belyst person, der med bøjet hoved lægger sin gave frem på en skinnende, hvid dug. Jeg associerer bordet til et nadverbord, men også til alle andre borde og situationer hvor ressourcer gives ud. Offergaven synes tung som sten, men gylden som brød. Omkring den ofrende står hvidklædte, dødsmærkede skikkelser og måske en mand, som støtter en kvinde med tørklæde.  Kehnet Nielsen (f. 1947) beskriver sig selv som mørkets fortolker, også i den personlige forstand, at hans private baggrund var sorg og fremmedgørelse i medfør af moderens meget tidlige død, faderens tilværelseskamp og egne utallige skoleflytninger.

Billedet har jeg valgt som accompagnement til den tunge evangelietekst fra Luk. 14, hvor Jesus taler om discipelskab som en korsbæring og om troen som en afgørelse med svære konsekvenser: “Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på sit eget”. Uden ofre kan kristne ikke være “verdens salt”….  Teksten bringer kirkens gamle historie som lidende kirke i erindring. For nutidens forfulgte kristne i Mellemøsten er der intet  verdensfjernt ved ordene, – men i Danmark? – Midt i forrige århundrede blev teksten løftet frem af Søren Kirkegaard, der fandt sit martyrium i kirkekampen. hvor han forlangte, at gejstligheden  – og vel hele menigheden – i det mindste skulle gøre den indrømmelse, at de ikke var rette sandhedsvidner.

At discipelskabet er at gå i Jesus spor henleder opmærksomheden på Jesu eget offer. Det er da også en mulighed, at billedet viser en Kristusfiguration. At Guds bærende offer sker for forsoningens og glædens skyld, er underforstået her i evangeliet til 2. sønd. e. trin efter 2. tekstrk. Det må prædikanten føje til.

En pointe er, at intet fællesskab kan opretholdes uden ofre. Hvad der giver ofre mening, er deres intention om og betydning for at liv lykkes, og altså ikke mindst de andres liv.

1. søndag efter trinitatis

1986senest Lars Dan,Aske, Da Kunst 87Picture1.png

ET MENNESKES LIV AFHÆNGER IKKE AF HVAD DET EJER

Efter festernes tid er vi nu i trinitatistiden, og etikken er i fokus. Ikke mindst Lukasevangeliet stiller skarpt på de riges asociale bjergsomhed og på illusionen om, at velstand er den absolutte livsforsikring: …”vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod”. Advarslen følges op af eksempelfortællingen om den rige bonde, der fornuftigvis bygger flere lader til sin store høst og indstiller sig på at nyde livet – men som så uventet selv bliver høstet af døden. “Tåbe, i nat kræves dit liv af dig”, lyder det til ham i lignelsen. Døden spotter vore vækstprogrammer.

Min søgen efter et kunstværk med et stærkt ‘memento mori’ er landet hos Lars Dan, som o. 1986 malede billedet “Aske”, som er gengivet i Fogtdals serie Dansk Kunst (87):

Titlen “Aske” minder om et engelsk begravelsesritual. På den nærmeste kyst går høstmanden med leen ud til højre og tilføjer billeduniverset et tragisk fortegn. I rækken af tøvende, dødshjemfaldne menneskeskikkelser står en gruppe samlede om et (lig)bål, nogle af dem bøjede i sorg. De er omsat med gnister, som også forbinder dem med solen. På det askegrå sund sejler et tyst skib som et tegn for livsrejsen mod det ukendte. Over den fjerneste kyst skinner en lav, hvid sol, som uden at kunne lyse himmelen og landskabet op brænder igennem et slør af aske. Lars Dan (f. 1960) formår i denne stærke komposition at forbinde det ubønhørlige med skønheden og sorgen med håbet. – Idag maler Lars Dan overvejende  abstrakte billeder, stadig med en eksistentiel tyngde.

I febr. 2011 gav Lars Dan et interview til Kr. Dagbl., hvor han formidlede en advarsel mod at tænke, at “den hellige grav er velforvaret”. Han berettede om bibelsk ispiration, selvransagelse og et personligt kirkeligt tilhørsforhold: “I situationer, hvor det hele kan virke så håbløst og inhumant, finder jeg en samhørighed og trøst ved at høre prædikenen”, sagde han.

Trinitatis søndag

1636 Hans Nielson, Døbefont med evangelister, Nr. Åby, Middelfart, ClausPicture1

“Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”…

I Nr. Åby Kirke har billedskærer Hans Nielson i 1636 skåret en døbefont, som øverst har englehoveder og nederst har de fire evangelister, som betryggende oppebærer ritualet med deres opslåede bibelbøger. Der er en uimodståelig uskyldighed over hele denne skulpturelle herlighed, som er passende festligt stafferet med guld og klare farver. Dåben står til troende! (Foto Claus Jensen)

Efter pinsen følger fejringen af den nu fuldbyrdede treenighed. Forud for alle dogmatiske spekulationer over, hvordan den guddommelige treenighed kan og skal forstås, har evangelisten Mattæus nedfældet dåbsritualets kerneord om at holde dåb “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Missions- og dåbsbefalingen er den pompøse afslutning på et evangelium, som allerede forudsætter en kirkelig praksis og et kirkeligt perspektiv. Dåbs- og missionsbefalingen hjemles iflg. Matt. i et magtord fra den opstandne Kristus. Det fortælles, at Kristus, som “er givet al magt i himlen og på jorden”, har sat sine disciple stævne på et bjerg. Fra dette arketypiske sted for guddommelig myndighed sendes forkynderne ud. Scenen er intet mindre end mytisk og besvares med tilbedelse fra disciplene og menigheden, – “men nogle tvivlede”…

1954 Ingolf Røjbæk Kristus åbenbaret for apostlene Trefløjet alterbillede Hammelev v Randers

Ingolf Røjbæks billede af missionsbefalingen fra bjerget er malet til Hammelev Kirke ved Randers i 1954. Den opstandnes herlighed lyser her fra guldglorien og den blå mandorla og reflekteres hos den tilbedende menighed, der samlede står eller knæler omkring ham. Ingolf Røjbæks lyse fortolkning af saligheden i blåt, hvidt og rødt, synes ren og helhjertet. Her er ingen støjsendere.

Det er interessant at sammenligne med Ernst Triers billede i Langå Kirke ved Randers fra 1956. Det er malet blot to år senere og opviser mange paralleller til Røjbæks. Triers altervægsfresko er arkaiserende i sin Kristusfremstillling, men er dog i sin menneskeskildring mindre metafysisk og så at sige mere moderne. Det er tydeligt individualiserende i sin fremstilling af de 11 disciple/ menigheden, hvoraf nogle endda er på vej væk fra Herren. Ernst Triers fortolkning giver således til forskel fra Røjbæks rum for Mattæusevangeliets udsagn om, at “nogle af dem tvivlede”.

Picture1