Kunst til kirkeåret

10. søndag efter trinitatis

2008 Per Kirkeby Sodoma Gentofte Claus DSC09241.jpgDER TALES MED STORE BOGSTAVER

10. sønd. e. trin. 2. tekstrk. bringer Mattæusteksten en grum advarsel til bysamfund, der lukker øren og hjerter for livets ord og livets tegn. Det er en skarp tekst om følgerne af at afvise Kristus, – som dog ikke lader sig afvise, fordi “visdommen har fået ret ved sine gerninger”. – Idag, hvor undergangsstemningen er nærliggende af klimatiske, politiske og mange andre grimme grunde, kan teksten opleves ubehageligt aktuel. Vi har rigelige udblik på mulige katastrofer som konsekvens af vore valg og undladte valg. Er der endnu lydhørhed for et sidste udkald? – Kan Visdommen stadig få ret?

Teksten referer til Sodoma og Gomorra, der er et oldgammelt ikon for samfunds fortjente undergang. Sodoma og Gomorra bliver derfor mit motiv for denne søndag. Motivet har generelt ikke spillet nogen stor rolle i kirkekunsten, men flere nye kirkekunstnere har taget motivet op, som til trods for primitivitet og fremmedartethed har en aktuel appel. Det gælder Bjørn Nørgaard i Fredericia og Ikast, og det gælder Per Kirkeby i Gentofte, hvor man ved siden af kirkens orgel finder Sodoma og Gomorraruden med en fremstilling af søjler og sten, som ramler under den svovlgule ildregn. Per Kirkeby skabte i 2008 sine udfordrende gammel- og nytestamentlige ruder til Gentofte Kirke, og senere kom hans alterbillede til. Per Kirkeby har på flere niveauer arbejdet med undergangsmotiver, også i form af geologiske skælv og sprængte grave, hvor sammenbrud og splintren åbner nye muligheder og viser sig at blive til opstandelsesbilleder.

Claus Jensen er fotografen bag mit billede, og Mikael Wivel har fortolket ruderne grundigt i sin bog ‘Glas og bly’.

 

 

 

 

9. søndag efter trinitatis

1992senest Bodil Kaalund Bibel, Se Krop og ånd Picture1.png

‘Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: “I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret”…

Hos Bodil Kaalund har jeg fundet herværende udtryksfulde akvarel, som viser en insisterende, anråbende kvinde. I Kaalunds Bibel fra 1992 er billedet en illustration til trøstesløsheden i Klagesangene 1.17.

I Lukas evang. til 9. sønd. e. trin, 2. rk., tekst B (Luk kap 18), er Jesu pointe, at den troende, som udholdede beder, bliver hjulpet af Gud: Den uretfærdige dommer i lignelsen ender jo med at bønhøre sin besværlige klient. I den fortælling ligger der et løfte om, at også Gud – frem for nogen – vil “skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat”… Gud “vil skaffe dem ret, og det snart.”

Troen på, at retten vil sejre, er netop en tro – ikke i modsætning til viden, men i modsætning til fortvivlelse eller kynisme. Jeg har lyst til at citere Obamas tale ved Nelson Mandelas 100 års dag: “rejsen var ikke let. Manden var fængslet i næsten tre årtier. Men han vidste, at hvis man holder fast i, hvad der er sandt, hvis man ved, hvad der er i ens hjerte, og man er villig til at ofre sig for det… Også selv om man står med overbevisende odds imod sig… Selv om man ved, at det nok ikke sker i morgen, ikke i næste uge, ikke engang i vores levetid, så skal du vide, at det i sidste ende vil vende.”

Der er en tid til at græde og en tid til at le. Budskabet om hjælp og oprejsning i lyset af Jesu komme findes også i den alternative prædiketekst fra Luk 12: “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget”.

Billedet har jeg fundet i den smukke bog ‘Krop og Ånd – Bodil Kaalund’, som er udgivet af Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor Kaalunds samling har til huse. Bodil Kaalund levede 1930-2016.

8. søndag efter trinitatis

1894-96 Picture1.png

HAN UNDERVISTE DEM SOM EN DER HAR MYNDIGHED, OG IKKE SOM DERES SKRIFTKLOGE. Sådan slutter Bjergprædikenen, og sådan slutter prædiketeksten til 8. sønd. e. trin.

Her har Jesus konfronteret de falske profeter, troløse bekendere og lovbrydere, som bygger på sand, – til forskel fra dem med klippefast grund, der “hører disse ord og handler efter dem”. Der vises hermed tilbage til hele bjergprædikenen og dens undervisning i kærlighedens lov. Vi behøver så ikke i første række bruge energi på at identificere den falske hhv den rene lære. Der kan være nok at gøre med at forholde sig til  kærlighedsløsheden, ikke mindst hos en selv.

I Nels Th. Mortensens gamle bog “Religiøs Malerkunst i Danmark” har jeg fundet Axel Th. Helsteds interessante maleri fra 1894-96 med titlen “Ve Eder. I Skriftkloge” – et koncentreret forsøg på at karakterisere Jesu myndighed til forskel fra de skriftkloges. Lykkes dette ? Den konventionelle hvidklædte Kristus kan aflæses som situationens herre – eller som værende trængt op i en krog.  Spørgsmålet er, om den i teksten fremhævede myndighed overhovedet KAN visualiseres. Den aflæses nok bedst i tilhørernes ansigter. Den essentielle autoritet er jo at finde i ordene.

Axel Helsted (1847-1907) var en velskolet dansk maler, som beviste sine evner som portrætmaler, folkelivsskildrer og genremaler med psykologisk sans. I 1886 døde hans unge hustru, og sorgen gjorde ham næsten uvirksom, indtil han vendte opmærksomheden mod det religiøse maleri. I 1890 rejste han på det Ancherske legat til Palæstina for at få inspiration til bibelske kompositioner. Efterfølgende malede han bibelske scener med kompromisløs realisme i det ydre, men også med psykologisk sans.

Axel Helsted har malet enkelte alterbilleder, bl. a. til Skovshoved Kirke.

 

7. søndag efter trinitatis

2014 Arne Haugen Sørensen Vedsted Picture1.png

FRYGT DERFOR IKKE…FOR DER ER INTET HEMMELIGT, SOM IKKE SKAL ÅBENBARES, OG INTET SKJULT, SOM IKKE SKAL BLIVE KENDT. HVAD JEG SIGER JER I MØRKET, SKAL I TALE I LYSET…

I Matt 10 taler Jesus mod i mennesker, som befinder sig i en angstvækkende situation. Hvad er det værste, der kan ske? – Selv tænker jeg undertiden på, hvor særligt forfærdeligt det må være at være et navnløst offer, forurettet, fængslet, torteret, uden at noget levende væsen ved besked derom.- Vores situation ligner langt fra urkirkens, og vores frygt og angst befinder sig på andre niveauer, men stadig må Jesus tale mod i sin menighed med ord om, at ingen er overset, og end ikke det værste. der kan hænde på jorden, kan skille os fra Guds nærvær.

I 2014 malede Arne Haugen Sørensen sit alterbillede til Bedsted Kirke ved Birkelse. Han har oplyst, at budskabet er: “Frygt ikke , du er i gode hænder”, hvortil han gemytligt tilføjede:”Men livet er heller ikke det værste, man har”…

Maleriet tog form gennem en proces, hvor menigheden ønskede det tydeliggjort, at det ikke kun er fra graven, mennesket løftes af Guds hånd, men også i hverdagslivet. Arne Haugen Sørensen har derfor malet lokalsamfundet ind. I det natlige blik på den stiliserede landsby viser han mørke såvel som oplyste ruder og huse. I den natlige kamp med ‘dæmonerne’ er der også brug for de ord, som taler frygten ned, så man kan sove, vågne og leve trygt.

Billedet er hentet fra kirkens folder.

6. søndag efter trinitatis

1890 Lorenz Frølich, altertavle i Ubberud, Odense 1890-1961 Claus DSC05001.jpg

..”MEN FOR GUD ER ALTING MULIGT”

6. sønd. e. trin. uddybes forståelsen af troens liv gennem eksempelfortællingen om ‘den rige unge mand’. Denne perfektionistiske rigmand (iflg. Lukasparall. en rådmand) taler seriøst med Jesus om vejen til frelsesvished og etisk fuldkommenhed. Jesus vender hans blik bort fra ham selv ved at henvise til de allestedsnærværende fattige og det mulige valg at lade hele sin formue komme de ubemidlede til gode. Rigdom er i Guds riges perspektiv en dødvægt. Den unge mand og de øvrige tilhørere bliver forfærdede over frelsesvejens tilsyneladende uoverkommelighed.  – Men igen vender Jesus tilhørernes blikke væk fra dem selv, nu hen på Gud. Hvad tilltror de/vi Gud at udvirke? Evangelieteksten krystalliserer sig i den dybest set befriende pointe, at “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt”.

Motiver er i grunden uegnet som alterbillede, idet pointen findes i replikkerne. Receptionen forudsætter fordums tiders bibelkyndighed, der kan identificere situationen ved, at en af parterne er ‘klædt ud som’ rig. Jeg kender motivet fra kun to (tidligere) danske alterblleder: Poul Steffensens fra o.1912 i Åsum Kirke og det her viste: Lorenz Frølichs maleri fra 1890, som indtil 1961 tjente som altertavle i Ubberud Kirke på Fyn. Frølichs billede er komplekst: Tv står den slukørede unge mand i mørke klæder med fattige siddende bag sig. I billedets midterakse ses Jesus med talende gestik, omgivet af en tænksom lytter og andre spredte figurer. Frølich anskueliggør situationen som en valgsituation ved at gøre baggrunden todelt: Tv. ses byen Jerusalem med de etablerede institutioner, th ses det fattige og stenede liv for Jesu følgere, måske en allegori over vandringen til Guds bjerg ?

Lorenz Frølich (1820-1908) blev undervist af de dygtigste kunstnere i dansk guldalder og arbejdede i en romantisk tradition. Han har kun udført et par kirkeudsmykninger og enkelte andre bibelske billeder, men har nydt international anerkendelse for sin udsmykning af offentlige bygninger og ikke mindst bøger, bl.a. illustrationer til H.C. Andersens eventyr.

Frølichs billede hænger nu i Ubberud på kirkeskibets østvæg, hvor det er fotograferet af Claus Jensen

5. søndag efter trinitatis

1910-11 Niels Larsen Stevns Vig bag mig Satan Sorø KunstmuseumDU VIL IKKE, HVAD GUD VIL, MEN HVAD MENNESKER VIL

5. sønd. e. trin. er Peters søndag:  Første tekstrk. fortæller om Peters forbløffende fiskefangst på Jesu bud. Anden tekstrk. fortæller, hvordan Peter, første mand, vover at bekende troen på Jesus som Messias, Guds søn. Trosbekendelsen prises af Kristus som en bekendelse der kan bygges kirke på. Den er stærkere end dødsriget, den kan åbne Himmeriget… Her skulle vi så kunne holde fest for Kristustroen og Peter, men straks går det galt. Peter har ikke forstået, at hans Messias er på vej til Jerusalem for at dø, og Peter prøver at tale Jesus fra lidelsens vej. Da bliver Jesus vred, som den der er svigtet af sin nærmeste, og som må kæmpe mod fristelsen i samtalen: “Vig bag mig, Satan!” Mattæusteksten slutter – i tråd med flere tidligere trinitatistekster – med en opsang om at fornægte sig selv.

Mig bekendt er det eneste stykke dansk kunst, der griber fat om denne konflikt mellem Jesus og Peter, dette maleri fra 1910-11 af Niels Larsen Stevns, “Vig bag mig”. Hvilket kunstværk! Stevns viser et stærkt bevæget øjebliksbillede af en beslutsom Jesus i stærkt trav mod Jerusalem. Vreden øger kun hans fremdrift. Uden at sænke farten drejer han hovedet for skarpt at sige fra; hans hånd er knyttet. Peter følger efter, men er samtidig ved at gå bagover, overrumplet af Jesu heftighed.

De to nordisk udseende skikkelser er skildret med skulpturel tydelighed og rytme dér på den solbeskinnede landevejen. I det farvestærke maleri svarer Jesu røde kjortel til temperamentet. Jesu ansigt er oplyst, så lidenskaben ses. Noget metafysisk ophøjet er der ikke ved hans udseende her. Vi får derimod et indgående psykologisk studium, som kunstnerisk løfter sig over de fleste alterbilleder. Maleriet er som flere af Stevns bibelske værker et museumsstykke. Det tilhører Sorø Kunstmuseum, hvor man bakker op om projektet at vise ‘kunst til kirkeåret’.

Billedet er ikke bare gengivet, men analyseret med stor indsigt i Mikael Wivels bog ‘Lysets tøven’

 

 

4. søndag efter trinitatis

2011 Lise Juhl Uventede gæster,100x80, akryl på lærred,( 101 kunstnere red. Tom Jørgensen, ForlagetJA).jpg

“ELSK JERES FJENDER OG BED FOR DEM, DER FORFØLGER JER”…

I teksten fra Bjergprædikenen, Mat. 5, krystalliserer den kristne etik sig som universel og uforbeholden: Næstekærlighedsbuddet gælder også den fremmede, som jeg ikke forstår. Det er sådan, etisk fuldkommenhed ser ud ud i Guds riges perspektiv. Denne radikale etiske fordring må jeg gå hjem med, hvis jeg lytter til evangelieteksten til 4. sønd. e trin. 2. tekstrk. – Hvordan internaliseres den? Og hvordan anskueliggøres den?

Siden dansk guldalder har kirkekunstnere søgt at skildre Jesus på bjerget med det lys og den myndighed, der som helhed gør bjergprædikenen uafviselig. Jeg søger imidlertid her et kunstværk, som griber bjergprædikenens konkrete indhold.

Efter en god samtale med billedkunstner Lise Juhl vover jeg at vælge hendes akrylmaleri fra 2011 med titlen “Uventede gæster” som en mulig spejling af teksten. Dette både rå og underfundige billede har jeg hittet i bogserien ‘101 kunstnere’, en altid spændende årlig udgivelse. Billedet er præsenteret i 2012, men er desværre ikke blevet mindre aktuelt. Det viser et glødende landkort, bål og brand, krig og terror og floder af blod, og i nærbillede en bådfuld kvinder og mænd, der stirrer ud og direkte på os. Hvem blinker først?  Lise Juhl knytter til ved tidens hyggelige kaffereklame: Hvilken kaffe byder du uventede gæster? Det handler måske nok om kaffe, sådan at forstå at Afrikas kaffebønder er underbetalte og tørkeramte. Men det handler selvfølgelig om meget mere: om behov for alt muligt andet end kaffe, om global ulighed og om vores angst og ubekvemhed ved nærkontakt med mennesker, vi dårligt kan integrere i hverken samfund eller hjerter. Men “hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så?”…