Kunst til kirkeåret

Nu kan vi se tilbage på julen, der trak os gennem en række mørke uger: For mange en lidt travl og anspændt tid – lige fra forberedelse af adventsgaver i november og frem til aflevering af tomme flasker efter nytårsfesten. Inertien fra de altid voksende to-do-lister har holdt os beskæftigede. Tusinder af rejsende brugte timer på skinner og veje med kurs mod gensyn med familie og venner, mens andre bagte, kokkererede og skabte julestuer til de attråede gæstebud. Selv må jeg vedgå, at jeg afstod fra mine vante stunder ved computeren med fokus på dansk kirkekunst – til fordel for julehurlumhejet. Julen sætter sig igennem som det fælles, og julen er umagen værd! De hævdvundne juleritualers symbolkraft løfter de mange gøremål op over trivielle praktikaliteter. Her i huset bliver det jul, når mors fine, hjemmelavede julepynt kommer frem, når julekrybben med de udskårne kameler fra Jerusalem sættes op, når familien ringer på døren med favnen fuld af juleblomster og småkagedåser, når de levende lys på grantræet bliver tændt, når yngste barnebarn spiller julen ind på mit gamle klaver, og…  ikke mindst når kirken ringer ind til en gudsvelsignelse af stjernestunder. Næsten alle julesalmerne blev sunget i kirken i år. Det overstiger min fatteevne, hvordan præster, organister og andet personale kan nå så smukt i mål i et år, hvor perioden fra 22. dec. til 5. jan byder på 7-8 helligdage + det løse, men jeg kan kun sige af hjertet TAK for de mange festlige, højtidelige, dygtigt forberedte gudstjenester, som lader julens stjerne stråle helt ind i sjæl og sind.

Den forestående søndag, hvor al juletravlhed er tilbagelagt, har vi så en sidste, god chance for at sætte os i de julepyntede kirker og stuer og stilfærdigt lade hjertet folde glædens vinger ud. Nu er der ikke mere, vi lige skal nå. Vi kan på Helligtrekongers søndag gøre fælles sag med Jesusbarnets belæssede og trætte julegæster, der omsider nåede frem til det sted under stjernen, hvor jord og himmel mødes. Tak for julens sidste stjernestund!

Mit valgte billede er malet af Esben Hanefelt Kristensen i 2020 og udstillet på Galleri Rødhusgaarden i Vendsyssel. I forgrunden ser vi et mylder af rejsende med multikulturel og tværhistorisk fremtoning. Der er trængsel, som skulle alverden skrives i mandtal. Nogle er udrustet med armygrønt og palæstinensisk partisantørklæde, sågar en smøg, nogle er arabisk klædt. Der er hyrde med får og fårehund, der er lejrplads med bål, og der er en landrover med tagbagage. Alle er undervejs. Uglen flyver ud som et nattens tegn. Centralt foroven i billedets baggrund finder vi helligtrekongers-motivet som en gylden vision på hvælvet stjernetæppe. Her står de tre konger, som middelalderlegenden tro vises med forskellige hudfarver som repræsentanter for alle kontinenter. De modtages af en kongelig skikkelse foran Kristussymbolet Juda løve, fulgt af andre dyr. Den dekorative baggrund viser th et filigran af trækroner omkring et lille rødt hjerte, tv. ser vi stjernehimlen løfte sig over kupler og spir. Den himmelblå farve og stjernetæppet har en særlig betydning for Esben Hanefelt. Han fortæller, hvordan han som ung i 70’erne købte en kopi af en almanak fra 1400-tallet: Les Tres Riches Heures du Duc de Berry, hvor der var ødslet med den engang så kostbare ultramarinblå, som man fremstillede af halvædelstenen lapis lazuli. “Jeg har taget den blå farve til mig. Himlen er blå, havet er blåt, glæden er blå, blå er Guds yndlingsfarve. Den blå farve er både empirisk og mytisk. De fleste af mine billeder handler om kærlighed til vores lille blå planet”.

Sammen med julegudstjenesternes ukuelige englekor om “Fred på jorden”, er der i kirkens bønner gerne blevet bedt for alverdens forfulgte kristne. – Kristne i Syrien har i denne uge samlet mod til at demonstrere for deres religionsfrihed. Vi holder vejret: Fra oprørsgrupperingen HTS er der afgivet løfter om et nyt, både frit og mangfoldigt Syrien. Vil det blive respekteret? Kristne martyrier er aktuelt den grumme hverdag i store dele af verden, hvor antallet af registrerede kristne følgelig er støt faldende. I det 3. årh. blev martyrernes blod kaldt ”de kristnes sædekorn”, idet deres standhaftighed under forfølgelser dengang snarest syntes at øge kirkens medlemstal, – hvilket i dag vel næsten er hinsides vores fatteevne. Det er tæt på ubekvemt for dansk julefred og -hygge, når juleenglene 2. juledag må give plads for de kristne martyrer. Efter middelalderlig tradition er dagen midt i julen stadig Stefans dag, dagen for mindet om kirkens første martyr. Fortællingen er, at urmenighedens ejegode, Kristusbekendende diakon Stefan blev anklaget for bespottelse af den mosaiske religion, hvorpå den lovlærde Saulus = Paulus blandt ’vidnerne’ sanktionerede hans henrettelse ved stening (Ap. G. kap. 6 og 8); måske kastede Paulus den første sten. Stefans lange apologetiske prædiken for tilhørerne sluttede i blod og ånd, idet han knælende anråbte sin himmelske Herre, overgav ham sin ånd og bad for sine bødlers tilgivelse – som med en genudsendelse af Mesterens egne korsord: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” og ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!”. – Ingen af os kender den langsigtede betydning af vores ord og handlinger. Stefan overgav sit liv og sin død til Gud uden at kunne ane, at den Paulus, som bifaldt hans henrettelse, omkring 30 år senere selv blev en af Romerrigets kristne martyrer. Det blev et historisk tidehverv, at den Kristusbekendelse, som Paulus så nidkært bekæmpede, arbejdede videre, Kristus indhentede Paulus, så forfølgeren selv blev en nidkær bekender. – Herrens veje…  

Præst og salmedigter Niels Johansen har i sin tid tilegnet salig Dr. Theol. Theodor Jørgensen sin fine salme om Skt. Stefan og Jesus selv som den første martyr. Jeg citerer:

”I verdens sum af smerte / har hver en martyr lidt. / Og Jesus var Guds martyr. / Det svar i dag er mit. // Den unge nazaræer, / der gik de sidste skridt, / han bad for sine fjender. / Det svar i dag er mit. // Nu er han dér, hvor bomber / er nattens mareridt, / som den opstandne frelser. / Det svar i dag er mit. // Som fred iblandt forfulgte, / hvis frygt er ubestridt, / som håb i håbløsheden. / Det svar i dag er mit. // Hver Stefanus skal se ham, / hver enkelt, der har lidt. / Gud tørrer jeres øjne. / Det svar i dag er mit.”

I dansk kirkekunst findes en del middelalderlige fremstillinger af Skt. Stefan, ofte kombineret med billedet af den onde Herodes, hvis stalddreng han iflg. legenden var. I min jagt på efterreformatoriske tolkninger stødte jeg på nettet på en efterlysning af Carl Blochs maleri fra 1888 af Stefans stening. Det er et af Carl Blochs senere værker. Carl Bloch (1834-1890) var den feterede genre- og kirkekunstmaler, som med sin store tekniske kompetence skabte bibelske situationer, der inviterede til indlevelse, men som martredes af selvkritik og efterfølgende i perioder dømtes ude som illusionistisk ‘glansbilledmaler’. Her ser vi den stenede Stefan liggende uden for Jerusalems bymur med opadvendt blik. Hans ansigt er belyst oppefra, men vi får ikke himlen at se, og ingen visuelle effekter anskueliggør Guds modtagelse af martyrens bøn. Med et citat fra hebræerbrevet: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”. – Jeg kender kun værket gennem dette s/h-foto. Det ville være interessant at få flere oplysninger.

I julen spejder vi efter at se lyset tændt i hinandens, ikke mindst børnenes øjne. Julen skal lykkes med alt det smukkeste, kærligste, mest generøse, vi kan give hinanden – som et paradisglimt, der forvandler vores skæve juletræ til et strålende livstræ. Om muligt har vi på hjemmebanen forberedt os med pyntning og (uden tvivl for) overdådige indkøb. I hele december har vi kunnet hente himmelsk forstærkning fra kirkemusik og englekor, og ”skønt fra sjæl til sjæl det lød”. Aldrig er flere danskere nær ved at tro på engle. Mere end ellers søger vi i de næste dage til kirke for at næres af de store ord, som vi til daglig næppe tør bruge, om barnets fødsel som stedet for det uudslukkelige håb og menneskelivets nye begyndelse.

Som kirkekunstnørd vil jeg gerne bidrage til festen med de allerskønneste julebilleder ud af den svimlende mængde af både verdenskunst og dansk kunst, der jo findes. Hvert år er valget svært, for intet motiv er skildret med mere ømhed, hengivenhed og glæde end netop krybberummet med det lysende gudsbarn blandt bevægede tilbedere. Men ud af de gyldne billeder, jeg har set, har ét anderledes billede af barnet skilt sig ud og gjort et varigt indtryk på mig: et maleri fra 2016 i Tyrsted kirke af Lise Malinovsky (f. 1957), hvor kunstneren på blodrød baggrund fortolker Jesu liv fra fødsel til død, rigt omgivet af symboler. På den lukkede altertavle ses en abstraktion over Sædemanden og Den tomme grav, på den åbne tavle er hovedmotivet en Pieta med grum, realistisk skildring af moderen med den døde, voksne søn (se nederst på opslaget https://kirkekunst.net/K ). På altertavlens søndre fløj ser vi så barnet ligge, alene, ikke helt nyfødt, og dette skal være mit julebillede i år. Barnet ligger på ryggen og ser ud mod os. Den hvide due over ham fortæller os, at Guds Ånd er med ham; blomsterne omkring ham viser, at han vil lade livet blomstre omkring sig; den blå drueklase i hans højre håb henviser til kirkens nadver, hvor han giver sig selv, – hvorved der trækkes en linje til altertavlens påskemotiver. Hvad der for mig gør netop dette billede uforglemmeligt, er barnets blik. Dette blik er så åbent og rent som af en anden verden, fyldt af undren over verden og over, hvordan mennesker her på jorden behandler hinanden. – Når vi ser, hvordan et lille barn for første gang tager situationer ind med dette følsomme og ubeskyttede blik, kan det vække en selvransagelse og ansvarsfølelse i os: et ønske om at ikke at korrumpere, ikke at dræbe tilliden, ikke at skuffe eller skade. Barnets rene blik kan give os afsæt for en ny begyndelse – igen. Glædelig jul med fred blandt mennesker!  Fotos: Claus Jensen.