Kunst til kirkeåret

Kunst til kirkeåret, 2. søndag i advent, 1. rk. – Håbet ser et ansigt.

Håbet næres, når en tilsyneladende vissen busk med sine uanselige knopper forjætter et nyt løvspring. Netop dette motiv har kunstneren Paul Høm, 1905-1994, anskueliggjort på sin smukke altertavle fra 1947 i Albæk Kirke, Frederikshavn. Når tavlen er lukket, ses på fløjene et gråbrunt grenværk oven over det rodnet, der tegner sig som filigran bag teksten på altertavlens fodstykke. Ser man godt efter i maleriet, finder man de mange knopper – og oplever en glad forventning, som indfries, når altertavlen slås op og åbenbarer et lysende grønt, løvrigt og frugtbart vintræ i al sin fylde – som en paradisvision. Jævnfør Jesu lignelse i dagens tekst fra Luk 21: ”Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.”

I november havde jeg den fine opgave at vise håbsbilleder til ’Samtaler om tro’ på Kursuscenter Emmaus i Hasle. Mange af de kirkelige værker, jeg kunne vise som dias, skildrer netop plantevæksters trøsterige symboler. – Men menneskers dybeste håb ser et ansigt! I den tidlige barndom rettes håbet mod mors ansigt, mod ansigtet der ser mig med øjne lysende af kærlighed. Det ansigt, vi inderligt håber at se og at blive set af, kan gennem livet ændre sig; det kan være kæresten, vores eget barn, en gammel ven. Det kan også være modtagere af vores arbejdsindsats, hvis responser gør arbejdslivet meningsfuldt. Det er en gave at se sit liv bevidnet i en andens glade øjne. Forsigtigt spørger vi ofte de gamle: Skal du se familien til jul? Brunkager og granpynt betyder så lidt i sammenligning med de attråede møder med de kære. Og på et tidspunkt går vi måske bag en kiste med et eneste brændende håb om et gensyn. Håbet ser et elsket ansigt.

Overalt taler kirken og kulturen for tiden om håb som alternativet til fortrængning og lammelse, fordi vi lever i en kontekst af voksende mismod. Som den grådigste art har vi bragt ikke bare menneskers samfund, men alverdens levevæsner i en situation, som tynger os med skyld og med angst, og som lettest kan kaldes håbløs. Men netop ind i undergangsscenarier må nutidens såvel som bibelens apokalyptiske stemmer råbe højt om håbets kraft. Ikke håb om dit og dat, som man nu kan ønske sig, men det dybe, eksistentielle håb, som handler om vedholdende tillid til den gode, gudgivne fremtid, et håb vi meningsfuldt kan ånde og handle ud fra i verden. Vi skal håbe, mens vi går videre i den rigtige retning, frem mod Guds ansigt. – Gudsbilleder er forskellige, som regel sikkert mislykkede, strengt taget umulige, men jeg tænker, at også det dybe, eksistentielle håb må vise sig for vores forestillingskraft som et ansigt. Troens forestillingskraft griber den bibelske poesi om Guds ansigt: ”Herren lade sit ansigt lyse over os og være os nådig”…. Ja, vi håber på nåde. Adventstidens kristne håb har som sit dybeste billede en Gud, der viser os sit menneskelige ansigt, lysende af kærlighed og accept. Menneskesønnen bryder nådigt ind i elendigheden som et billede af herlighed. ”Ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”.

Af mange grunde har de færreste nyere kunstnere mod på at vise Kristi genkomst. Jeg går derfor tilbage til efterkrigstiden og vælger et maleri af ’åbenbaringsmaleren’ Ellen Hofman-Bang, 1879-1971, som var en af krigs- og efterkrigstidens mest betydelige kirkekunstnere. Ellen Hofman-Bang havde forkærlighed for evangeliernes mest metafysiske og dramatiske motiver, herunder en lysende Kristi genkomst til mennesker, der overraskes, flygter, skjuler sig – eller modtager ham med oprakte arme. Her ses kunstnerens triptykon fra 1945, som hænger i Klovborg Kirke. Fotos: Claus Jensen. 

Kunst til kirkeåret. 1. søndag i advent, 1. rk. – Vær velkommen, Herrens år!

Den nyrealistiske kunstner Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) malede i begyndelsen af 1980’erne sin collage til Skovlund kirke ved Ølgod, hvor han anskueliggør vores liv i tiden og i kirkeåret. Den vandrette stribe i midten viser menneskers bevægelse i tiden, mennesker som os, samtalende eller alene, undervejs med de respektive dagsordener. Vi lever vore begrænsede dage med bevidsthed om – eller med fortrængning af – endeligheden, at alt i verden har udløbsdato. Hvad giver mening i disse korte dage? – Den bymæssige kulisse bag fodgængerne har forskellige udgange, trapper, døre og vinduer, som symbolsk præsenterer os for spørgsmål om valg af retning og mål. Ser vi nye åbninger i tilværelsen, eller går vi bare videre, søvngængeragtige eller fortravlede?

I Bjarke Regn Svendsens collage er vores lineære bevægelse i kalendertiden indrammet af kirkeårets cykliske tid. I kirkeåret genopføres Guds indgribende fortælling med verden, billedliggjort i otte symboler.

Det første symbol er lyset. Gud sagde som det første: ”Der blive lys!”

Det andet symbol er slangen, symbol for menneskets fristelse til at være Gud i eget liv, med paradistab og dom i sit følge. Vi må i adventstiden leve med domsperspektiver i søndagenes tekster, – i denne krigs- og klimagale vinter forekommer de måske særligt aktuelle – men uden at vi skal gøre angsten til herre: ”Løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

Det tredje symbol er julestjernen, som melder, at Gud træder ind i menneskers historie og slår følge med os i tiden. ”Julenat, da vor Herre blev fød / da tændte sig lyset i mørkets skød.” Halleluja!

Det fjerde symbol er lammet, som refererer til offeret og Guds vilje til forsoning med sin forvildede menneskehed.

Det femte symbol er korsets træ, et monument for kærlighedens råstyrke på en langfredag, hvor Jesus før en grusom og ensom død bad for sine bødler.

Det sjette symbol er påskeliljen, det forløsende og livsbekræftende opstandelsessymbol, som har sin egen salme her i Grundtvigs fædreland. Den skal vi bevægede atter synge om en forårsmorgen. Her ved adventstid foregriber vi påske ved at synge om livstræet i graven: ”Påskemorgen, da Herren opstod, / da livstræet fæsted i graven rod.”

Det syvende symbol er for Helligånden, som ånder i kirken, fra hvis tårn der ringes til Gudstjeneste. Faktisk viser billedet netop Skovlund Kirke, hvori kunstværket hænger. Al fejlbarlighed til trods inviteres mennesker til at samles om dåb og nadver, ord og toner for at hente styrke til et liv med tro, håb og kærlighed. Guds Kirke er usynlig og evig, og dog konkretiseret i netop sognekirken. ”Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, / da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed”.

Det allersidste felt er lige som det første en glitrende hvid forkyndelse af Guds glæde: ”Herrens år med vor Guds velbehag / nu bringer os glæde hver Herrens dag.”  Må Guds lys være det første og det sidste! – Glædeligt nyt kirkeår! – Foto: Claus Jensen.

Sidste søndag i kirkeåret, 2. rk. – “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

Mon ikke dette kald finder genklang i vores dybeste længsler og erfaringer? Indbydelsen aktiverer billeder af en mor, som breder armene ud til trøst, når et grædende barn kommer løbende. – Eller af venskabsoaser for teenagere, der er ved at bukke under for præstationskrav og fremtidsangst. – Eller af stressede unge voksnes rejse ’hjem til jul’ i forventning om at kunne sænke skuldrene i en velkendt tryghed. – Eller af empatiske partnere, der kan rumme livsledsagerens hjertesuk om fiaskoer og sårethed. –  Eller af gode fyraftenssamtaler for udbrændte omsorgsarbejdere, hvis arbejdsdage aldrig slår til. – Eller af sjælesørgeres tålmodige lytten til ældre menneskers ustoppelige selvopgør med selvbebrejdelser. – Eller af hjertevarme pårørendes knus til martrede gamle, som fysisk ikke længere magter dagen og vejen. – Eller af hjælpearbejderes lindrende indsats efter krig og katastrofe for mennesker med ar på krop og sjæl. – Eller…ja fortsæt selv. – Vi hører så gerne indbydelsen: Kom bare; her kan du altid læsse af; her skal du ikke bevise noget. Livet må være en vekselvirkning mellem udfordring og afspænding, mellem progression og regression, mellem arbejde og hvile. Og Gud arbejder, mens vi hviler.- MEN når Jesus indbyder de/os uformående til at ”finde hvile for jeres sjæle”, er det ikke bare svaret på en selvkærlig, narcissistisk drøm om grænseløst at kunne bade sig i kravfri kærlighed. Jesu hvile er nemlig ikke bare ’hvile fra’, men ’hvile i’. En indbydelse til at hvile i, at mit liv, besværligt som det nu er i fællesskabet med de andre, er velsignet og giver mening, fordi det er villet af Gud, elsket af Gud og fordret af Gud.

Vi læser i Matt. 11, at indbydelsen er indrammet af en guddommelig lykønskning til ”de umyndige”, for hvem “dét er åbenbaret, som er skjult for de vise og forstandige”. Vi ved, at Jesus blandt tilhørerne havde samfundets udstødte foruden ulærde kvinder og børn og formentlig også slaver, hvis samfundsmæssige ‘eksistensberettigelse’ jo bare var at slide sig op. Jesu indbydelse slår først rod i hjerterne hos afmægtige mennesker, men synes sjældent at være en hastesag for de kompetente, som mener selv at kunne mestre tilværelsen. Men er det ikke et spørgsmål om tid, før det åbenbares, at ingen er sit livs opfinder og mester?

Jesus går umiddelbart videre med at tilbyde sit åg! ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.” Åget indebærer at trække på samme hammel, bære med i Kristi retning, – vel vidende, at Kristi åg har form af et kors. At leve under Kristi byrde er kun ”godt” og ”let”, fordi det har grund i en evig kærlighed af en anden verden, som ikke måler og takserer: Et livgivende guddommeligt dyb af kærlighed med den indbyggede hemmelighed, at det altid er dig nær for at bære dig oppe – og altid vil rettes ud mod de andre.

Langt de fleste visuelle fortolkninger af ordet “Kom hid til mig” – ikke kun i Danmark – står i gæld til Bertel Thorvaldsens frontale statue fra 1821 i Vor Frue Kbh. Thorvaldsens klassiske skulptur er kopieret, afstøbt og citeret i så mange malerier, at den er svær at abstrahere fra. I Taastrup Nykirke er Kristus undtagelsesvis fremstillet i profil, så vi ser, hvordan han tv. foran sig har sine trætte og besværede medmennesker af alle aldre, og th. bag sig har Guds Riges personale, englene, med nadvergaverne som pant, lige som tavlens fløje viser engle, hvis skriftbånd refererer til nadverritualet. At knæle under modtagelsen af nadveren er et kropssprog for at finde hvile fra og finde hvile i: at finde hvile fra den præstationsbedømmende hverdag og finde hvile i, at vores liv er dyrebart og meningsfuldt i Guds øjne – sammen med de andres. Den festlige tavle i dekorativt bemalet skønvirkestil er i perioden 1902-1918 skabt af C.N. Overgaard (1851-1929). Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 25. søndag efter trinitatis, 2.rk. – “Komme dit rige.”

Hvad? Hvor? Hvornår? Søndagens evangelium i Luk 17 indledes med farisæernes ‘hv-spørgsmål’ til Guds rige: “Hvornår kommer Guds rige?” Jesus situerer Guds rige i den nærværende tid og svarer: ”Guds rige er midt iblandt jer”. Guds rige glimter i de tegn, som Jesus gør, når han heler, mætter og tilgiver mennesker, og i de værdiomvæltende generøse fortællinger, han overrasker med. Her må ’hvornår-spørgsmål’ vige for ’hvad- og hvem-spørgsmål’, som Jesus selv er svaret på: Guds rige er nær i Jesu Gudvillede liv, hvor kærligheden og sandheden sætter sig igennem og vinder. Jesus vil give os mod til at åbne os, så også vi aner Guds rige i vores samtidige virkelighed: Guds riges ord er tilsagn om en gave og en opgave til os allerede nu.
Efter Jesu anvisning beder alverdens kristne stadig: ”Komme dit rige”. Lad os visualisere Fadervor: I udgangspunktet mindes vi om livets lodrette akse til et himmelsk Gudsrige, hvor ALT er evig kærlighed og tilbedelse: ”Vor far, du som er Himlene. Helliget blive dit navn.” Dér må vi begynde. Hvad forestiller vi os med ordene? Kan abstraktionerne vige for billeder, hvor utilstrækkelige de end må være: Ser vi Gud for os i en tindrende stjernevrimmel, en paradisisk have, en strålende oplyst festsal, omgivet af knælende engle? – Festsalen er i høj kurs i Jesu lignelser.
Når vi beder: ”Komme dit rige”, slås Himmerigets porte op på vid gab, så lyset, farverne og musikken strømmer ud i vores retning og ned gennem vores mørke. Gennem Himmerigsporten må der være en travl trafik af engle, hvis uopsættelige ærinde er at puste Helligånd ind i os, røre vore hjerter og give os opgaver i verden. Vi får opgaver med selv at hele, mætte, tilgive og fortælle. Det er på trods, Guds vilje må udfolde sig her, for ondskab truer os både udefra og indefra: ”Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”. Vi kan ikke egenmægtigt skabe Guds rige, – det går oftest helt galt, når menneskesamfund prøver, – men vi skal ikke miste modet, ”For dit er riget”….
Hvor er vi så nu, hvor mørket ruller frem over os? At slukke for alverdens dårlige nyheder er virkelighedsflugt. Vi er måske samme sted som disciplene, da skuffelserne indfandt sig: Jesus var dræbt, Jerusalem smadret, mange på flugt, og menneskers længsel syntes uden svar. Ligesom i teksten stiller vi nu måske utålmodige ‘hvornår-spørgsmål’ til Guds rige, hvis da ikke begrebet er ved at miste enhver mening for os.
I vores kriseramte verdenssituation genkender vi alle tidsaldres krisestemning i tekstens apokalyptiske dramatik, hvor falske frelserskikkelser spreder rygter, og hæmningsløs materialisme kommer til kort. I stærke, mytiske billeder taler teksten ind i mismodet om en kommende ny begyndelse, hvor Menneskesønnen vil møde os med lynets klarhed. Om vi så selv er ved at tabe Guds rige af syne, er det altså ikke blevet aflyst.

I TV-serien ’Familier som vores’ om evakueringen af Danmark, samler to hovedpersoner sig i deres kahyt om en smuk, ny bøn. Men den gamle kan også bruges. Ikke mindst på dage, hvor vores verden ryster, kan vi blive ved at bede: ”Komme dit rige”. Der er mørkt omkring os, men Gud har ikke lukket og slukket.

Det billede, jeg har valgt at vise, er et udsnit af en usædvanlig skildring af ‘Jesu genkomst’, der en tid har hængt som alterbillede i Alderslyst Kirke ved Silkeborg. Det blev malet i 1948 af den ungarskfødte Endre Hevizi (1923-2017). Den både abstrakte og figurative maler, murmaler og keramiker fik britisk statsborgerskab, men boede en tid i Danmark efter sin flugt ved 2. verdenskrigs slutning. Han har i England udsmykket flere katolske kirker, men mon ikke dette er hans eneste værk i en dansk kirke? Endre viser verden som en kampplads mellem lys og mørke. Tv. står det sorte kors, som strejfes af lyset oppefra. Skyerne flænges øverst af et blændende lys fra Menneskesønnens komme, så dramatisk at hesten stejler ved siden af kirkebygningen i billedets højre side. Ved Kristi indbrud i mørket stiger nogle mennesker mod hans lys for at tilbede, andre bøjer sig i bøn. Nederst i billedet møder vi beroligende gudstegn i kirkens genkendelige liv: barnedåb og nadver. Der aner vi søndag efter søndag Guds rige i den nærværende tid – med håb for det og den, der skal komme.

Kunst til kirkeåret, 24. søndag efter trinitatis, 2. rk. – “Den time kommer, ja den er nu”…

Næst efter juleaften har den netop afviklede Alle Helgen samlet årets største menighed i vores kirker: alle os pårørende, der kom med sorg eller vemod. Jeg var på kirkebænken omgivet af en tårevædet menighed, hvis tårer først og fremmest vidnede om en fylde af levende kærlighed. Kærligheden er et bærekraftigt, dynamisk mysterium. Kærligheden kunne bære også mig, da jeg stod ved ’mit’ gravsted: Da min bitte mor blev meget gammel og lidt mentalt forstyrret, gik hendes sidste tid mest op i ’hat og briller’, og en vis irritation var en del af vores indbyrdes virkelighed. Der var brug for med salmedigter Lars Busk Sørensens strofe (DDS 732) at bede: ”Bryd så sindets frøskal ned, så alt i os er kærlighed den nat, da kulden kommer”. Erfaringen er, at det skete og sker! Her i mindet ved graven kan intet andet mellemværende bestå end en givende og rummelig kærlighed: Jeg oplevede mors kærlighed som mit stærke fundament, der kun kan kalde på stadigt voksende genklang og tak. Er det ikke på den måde en elementær erfaring, at kærligheden er stærkere end døden, at den bringer tilgivelsen med sig, og at den er helende? Som det eneste kan kærligheden transcendere tid og rum.

I DK d. 8. nov. fandt jeg hos Lars Handesten i KF nogle gyldne ord om evigheden: “Den er et nødvendigt perspektiv i mit liv. Uden den ville min kærlighed falde til jorden og bare vare, indtil den tilfældigvis holdt op. Men hvis kærligheden skal udfolde sig, bliver den nødt til at have tiden for sig og vare for evigt. Kærligheden har hverken bagkant eller udløbsdato, og med den bliver vi alligevel nødt til at give os tid til evigheden.”

Som kærlighedens grund kan vi ikke bare identificere vore egne skrøbelige og selvoptagede menneskelige egoer, og med dyb smerte må vi erkende, at det ikke er vores sag at genskabe det dyrebare liv. Den nyskabende kilde er og bliver alene den evige kærlighed fra Ham, som var og som er og som kommer, inkarneret i Kristus. – Igen med Lars Busk Sørensens opstandelsestro salmelinje: ”Din søn var her og viste os, / at døden intet finder hos / den, som har elsket meget.” Til alle tider og hinsides alle tider bringer Guds kærlighed genopstandelse med sig, og det er for troen lige så sandt, at genrejsningen sker i dag, som at den sker i en ukendt fremtid. I et teologisk sprog er eskatologien både præsentisk og futurisk. Med citat fra Joh. 5: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. …  Den time kommer, ja den er nu, da de døde skal høre Guds røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv”.

Teksten forener opstandelsen med et domsmotiv, som vi slår os på og dårligt kan udholde, hvor meget vi end går rundt og dømmer os selv – om ikke hinanden. Sammenhængen mellem opstandelsens dom og opstandelsens kærlighed oprettes først, hvor dommen hentes ind under troens, håbets og kærlighedens fortegn. Det sker på fineste vis i Niels Johansens salme til dagen ’Hvem tolker profeternes drømme?’. Johansens salme om Menneskesønnens dom lyder i 2. vers: ”Jeg tror, det er ham, der skal åbne / Guds tungeste bog med min dom / og når han har læst den vil sige. / Den dom bli’r af nåde stødt om. /For skjult i de dunkleste drømme / og bagved hver domsprofeti / er løftet om Ham, som vil komme / som dommeren, der sætter fri”

Da jeg søgte et kunstværk med en også præsentisk opstandelsesvision, blev jeg glad over at hitte den originale William Skotte Olsens (1945-2005) luerøde maleri, som er enestående både muntert og sakralt. Mange af kunstnerens skildringer af frontalt stående, ikoniske mennesker – og bygninger – synes at udtrykke en latent religiøsitet. Herværende billede er intet mindre end manifest religiøst. Det forener evangeliets påskefortælling i Kristusbilleder fra langfredag og påskedag, lokaliseret foran en hvid, dansk kirke på en kirkegård, hvor mennesker og tulipaner står og stråler om kap som en hyldest til livgiveren.