Kategori: Uncategorized

’Vi holder øje med dig’. Udsagnet kan være skræmmende, ja direkte truende. Eller udsagnet kan være betryggende, et tilsagn om hjælp og omsorg. – Vi har øje på hinanden, på godt og ondt. Typisk er vi temmelig optaget af, hvordan andre ser os: anerkendende eller nedgørende. I værste fald bruger vi andre mennesker som trædesten på vej mod egen anerkendelse. Axel Honneths bog om samfundets anerkendelseskampe er blevet en klassiker med sin redegørelse for, hvordan menneskers selvværd og livskvalitet afhænger af andres blik. Kampen om anerkendelse har den indbyggede dialektik, at vi søger anerkendelse fra mennesker, som vi selv anerkender. Deres blikke kan være helende eller knusende. Føler man sig som en elendig bunke skår, er der ikke meget, der bedre klinker skårene, end at blive personligt set og udset – udset til et værdsat fællesskab, en god opgave, en ny begyndelse. – I teksten fra Luk. 14 fortælles, at farisæerne ”sad og holdt øje med Jesus”, da en syg mand under sabbatmåltidet trængte sig på for at blive helbredt. Med deres ’holden øje med’ ville farisæerne ikke lade det gå upåagtet hen, hvis Jesus tog for let på helligdagsloven. Deres drivkraft kunne være, at de selv følte sig set og overvåget af Gud, hvor Gud er forstået som den strenge håndhæver af givne regler. – Med Det Nye Testamente har vi lært, at kærlighedsbuddet dybest set er livets eneste guddommelige regel, og at helligdagen er til for menneskets skyld, ikke omvendt. – Evangeliet viser os, at Guds øje ikke er regelhåndhæverens overvågen, men den barmhjertige opmærksomhed: Jesus havde øje for og helbredte den syge mand, hvis dybeste håb uden tvivl netop var at blive set af Jesus, ikke set ned på, men set større, kaldt op og ind i livet.

Med sin efterfølgende lignelse tager Jesus tråden op med menneskers hierarkiserende blik på hinanden: Hvordan placerer vi os ved en fest, ja socialt i det hele taget? Intet gør os mere ringe end det at ringeagte andre. Vi skal ikke sætte os selv lavere for at tage os klædeligt ydmyge ud i Guds og menneskers øjne, men fordi vi til bunds forstår, at vi intet har, som vi ikke har fået givet.

Her viser jeg øjet som en spejling af en Kristus-ikon, der ses i en installation af spejlstumper. Peter Callesen skabte det interaktive værk til natkirken i Københavns Vor Frue i 2006. Besøgende i kirken kunne hver placere et skår i installationen, sætte sig og iagttage værket i skæret af levende lys. Foran nattegæsten stod en rygvendt ikon, som altså kun var synlig som et spejlbillede her og der i spejlstykkerne. For mig er installationen et billede på vore fragmenterede og skårede liv med de alt for mange roller, dagsordener og impulser. I dette kaos kan vi være heldige at ‘fange Kristi blik’ som et fixpunkt, her symbolsk og i dybere forstand åndeligt. “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldtud.” (1. Kor. 13, 12). Fotos: Claus Jensen.

I dag vælger mange kirkekunstnere at symbolisere Gud ved en trofast, stærk og betryggende hånd. Men engang var ØJET kirkeudsmykningens almindeligste symbol for Gud, evt. indsat i treenighedens trekant. ’Fungerer’ det stadig? Eller har Trilles lystige sang om ’et øje i det høje’ været med til at gøre dette gudssymbol ubrugeligt i generationer? Der er undtagelser: Allerøverst i Anders Kirkegaards store alterbillede fra 2021 i Sankt Nicolai i Vejle har den nu afdøde kunstner placeret en lille trekant med et Gudsøje, hvorom han har forklaret, at det er Guds kærlige øje. Vi kan så alle gratulere hinanden med, at vi er set med kærlighedens øjne og alene derfor ikke er så ringe endda. Det må klinke vores skår. Og kunne vi så ikke også prøve at klinke hinandens skår ved at se mildt på hinanden?

Efterårets vemod med visnen og svindende lys minder om den lovmæssighed, at alt levende skal dø. Bevidstheden om døden lader nu høre fra sig som en stadig, mørk underlægningsmusik under flygtige dages kamp og kærlighed. – Ikke alle dødsfald er lige tragiske. Ja, undertiden kan der være en trøst i at tænke på, at der må være en udløbsdato. – Men et ungt menneskers død finder vi særlig tragisk, og når Luk. i kap. 7 beretter om, at en mors eneste søn ligger død på en båre, genkender vi det ubærlige i, at døden knuser det unge livshåb og samtidig en gammel mors livsindhold og livsgrundlag. – Fra mine år som gymnasielærer husker jeg en forfærdelig sørgelig begravelse af en elev, hvor præsten rammende indledte sin gode tale med ordene: ”Vi skulle slet ikke have været her” – . Ligfølget er stort og kirkerne oftest fulde, når kister rummer et barn eller en ung person. Vi kan i vores afmægtige protest ikke andet end at finde sammen i medfølelse; intet menneske er en ø. – Da Jesus i byen Nain mødte ligbærerne med den unge døde, identificerede han sig med de sørgendes protest og medfølelse. Ja, vi kender ham som inkarnationen af Guds medliden med den lidende menneskehed, og HANS medliden er ikke afmægtig; den er bærende og nyskabende som selve den evige kærlighed: Ved synet af moderens fortvivlelse ”ynkedes han over hende og sagde: ’Græd ikke!’ Og han gik hen og rørte ved båren”. Som livets indtog bragte han dødens optog til standsning: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” – ”og Jesus gav ham til hans mor.” Igen lå en almindelige hverdag med fællesskaber og opgaver foran den unge mand. Eksistensen er tragisk, OG eksistensen er en underfuld gave og opgave: begge dele er sandhed, og sidstnævnte sandhed skal proklameres hen over det tragiske. Den dag i Nain blev det anskueligt, at livsunderet overtrumfer tragedien. Til de fleste tider må vi leve uden anskuelsesundervisning og klynge os til kirkens fortællinger om dødens overvindelse. ’Løvfaldspåsken’ kalder vi dette sted i kirkeåret, hvor der er længe til påskesalmernes lyse tid, mens vi med teksterne får en åndelig nødhælpskasse at styrke os på: Som tegn på Jesu opstandelse vil opvækkelsesfortællinger i samtlige evangelier styrke vores tro på, at livsunderet vil overgå livstragedien, når alt kommer til alt. – Så må vi kunne bære efteråret.  

Kigger vi i danske kirker efter billedtolkninger af Jesu dødeopvækkelser, er fortællingen om enkens søn langt mindre hyppig end den parallelle, måske mere yndefulde (?), scene med opvækkelsen af Jairus’ datter. Den store maler og glaskunstner Kræsten Iversen (1886-1955) har dog helliget en af sine store korruder i Stouby Kirke ved Vejle til dette motiv. Kræsten Iversens malerstil er fhv. fri, men når han arbejder i glas, er hans figurer karakteriseret ved tydelighed og klare konturer. De fortællende og figurrige ruder til kirkens kor blev skabt i 1951-52. Jeg bringer dels et nærbillede af vores opvækkelsesscene, dels hele ruden med dens større forsamling af deltagende og antydning af et grønt træ mod blå himmel i baggrunden – måske et paradistegn? Foto: Claus Jensen.

Det antimaterialistiske evangelium i Bjergprædikenens kap 6. er med præst og religionspædagog Kaj Mogensens ord henvendt til mennesker, som har det nødvendige. Jesus ville aldrig stille sig op blandt udhungrede mennesker og sige, at de ikke skal bekymre sig for, hvordan de får noget at spise og drikke. Som det fremgår af Fadervor, ved Gud godt, at mennesker trænger til dagligt brød. Men det mimetiske begær, den grådighed som vil have, hvad andre har, sætter i forbrugersamfundet uafladeligt vores definition af ‘det nødvendige’ i skred. Det er en triviel viden for den, der kan huske efterkrigstidens mange grøddage, at den hakkebøf, som vi nu ømmer os over at betale, engang i praksis var helt uden for rækkevidde – uden at vi nødvendigvis dengang følte os specielt fattige. Meget er vigtigere for vores livsmod end forbrugsniveauet. Mennesket som art er eminent til at tage sorger på forskud, og med stigende rigdom flytter bekymringen sig måske fra fødevarepriser til aktiekurser.

Faktisk anviser Jesus en praksis, der en stund kan løfte sindet op over bekymringslejet: “Se himlens fugle”. Jeg oplever, at det virker! I denne tid kan lyden af et fugletræk få os til at lægge hovedet tilbage og følge de smukke kilers færd over den rødmende aftenhimmel. Blikket og tankerne følger fuglene på vej, og sindet åbner sig for skaberværkets undere: Hvem kan forklare, hvordan fuglene holder deres elegante formationer og sammen finder vej til destinationen tusinder af kilometer væk? Et øjebliks himmelsyn løfter os op over optagetheden af to-do-lister og små fortrædeligheder; det beriger os med lidt af det store, der ikke kan købes for penge. Vi ønsker gerne at dele oplevelsen af skønhed med andre og søger måske at fastholde den med et foto… Men sammen med øjeblikkets fryd mindes vi om, at intet kan fastholdes, og at alting på jorden er på lånt tid. Der er efterår og vemod i fugletrækket, og vi må øve os på at give slip: Leve vore dage så tillidsfuldt som muligt, vel vidende at vi ikke kan bekymre os til evighed. Vores fremtid kan kun være Guds gave og opgave til os. “Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen.”

Fuglenes liv er ofte fastholdt i glædebringende kunst, også kirkekunst. Denne gang viser jeg et fint stykke tekstilkunst med titlen ‘Hav, lys og måger’. Det er et sindrigt vævearbejde med blide blåhvide nuancer, skabt i 2015 af tekstilkunstner Birgitte Nielsen, som siden 1974 har farvet garn og vævet. Birgitte Nielsen har atelier på Thurø, hvor hun arbejder med både natur og bibel som inspiration.

Jesus bevægede sig rundt i samfundets udkant og mødte derude de mest stigmatiserede af alle stigmatiserede: en flok spedalske, hvis ulykke man tilmed i oldtiden var tilbøjelig til at se som en straf fra oven. På tilbørlig afstand af de raskes samfund havde staklerne søgt sammen i en afsides krog, som smittebærende menneskeligt affald, forpligtede til med stadig larm at advare om egen tilstedeværelse, for hvem ville sætte eget liv på spil for deres skyld? Én i gruppen var samaritaner og dermed dobbelt stigmatiseret, men herude ved dødens port tabte gamle hierarkier betydning. – Nu nærmede Jesus sig og vækkede – mod al sandsynlighed – et svimlende håb om, at de alligevel ikke var ladt alene i deres mørke. Nu råbte de ikke for at advare, men for at trygle om hjælp: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!” I Lukas kap. 17 fortælles, at det forunderlige skete: Jesus bønhørte og helbredte de ti og sendte dem til godkendelse hos præsten. – Som den eneste af de ti ny-raske kom samaritaneren efterfølgende tilbage til Jesus for at takke ham for livet: ”Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham”. Jesus modtog hans tak og sendte ham ud i den herligt udfordrende nye tilværelse: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.” Fortællingen er en forkyndelse af, at Guds omsorg gennem Kristus overskrider vores grænser. Gud er mulighed, hvor menneskers muligheder er udtømt. Ødelagte menneskeliv bliver rensede, helede og fornyede. Hvad er der da at svare andet end TAK! Den positive fremhævelse af netop samaritanerens tak bekræfter evangeliets grænseoverskridende dagsorden.

Teksten lægger op til en prædiken om værdien af at sige tak, og ikke kun i særlige situationer. Ved hverdagens slutning kan det erfaringsmæssigt hjælpe på mangt og meget at vende i tankerne, hvordan også denne dag har givet anledning til taknemmelighed, hvor alt det givne ikke er selvfølgeligt, men netop givet. At takke åbner sindet for Giveren.   

Andre billedtolkninger af dagens tekst koncentrerer sig typisk om den takkende samaritaner for Jesu fødder. Maleren Ellen Hofman-Bang (1879-1971) har derimod skildret den indledende situation, hvor de spedalske endnu er fanget i deres mørke, – måske et motiv som alt for mange også i overført betydning kan identificere sig med. Det er øjeblikket, hvor håbet fødes, idet Jesus manifesterer sig som et Guds lys ’for enden af tunnelen’. Den veluddannede fynske maler Ellen Hofman-Bang var værdsat i sin samtid, hvor hun især malede dualistiske og apokalyptiske åbenbaringsmotiver med fokus på Gudsrigets dramatiske indbrud i verden. Flere af hendes alterbilleder hænger stadig i danske kirker, fx i Skt. Peders Kirke i Randers, andre udstilles på kunstnerindens fødegård Hofmansgave på Nordfyn. En eftertid har ofte fundet hendes dramatiske stil noget teatralsk. Det billede, jeg her har valgt at vise, er effektfuldt med sin stærke spænding mellem håbløshed og håb, og det er samtidig inderligt empatisk. Det er måske tænkt som et forarbejde? Jeg har set det u. å. i et auktionskatalog, så det er nok i privateje.