Kategori: Uncategorized

Håbløshedens mørke kan snige sig ind på os – med klimakatastrofer, himmelråbende ulighed, nådesløse krige, hæmningsløse løgnefabrikker ….  Des mere må vi minde hinanden om håbets kraft. Håbet sætter en retning og ruster os med mod og udholdenhed. At kunne håbe er en gave, men åbenbart også en opgave, en pligt, som vi må forstå ud fra lignelsen om kloge og ukloge brudepiger i Matt. 25. De “kloge brudepiger” er ikke konkrete personer, men symboliserer det at bevare håbets flamme, selv mod svære odds; brudgommen lader vente på sig, længe, længe. De “ukloge brudepiger” sætter håbet og troen i relief. –  I Jesushistorien er lignelsen rammesat til hans sidste uge i Jerusalem, hvor alt var på højkant. I katastrofestemningen forberedes den ubærlige afsked, og samtidig trøster Jesus sine følgere med, at afskeden ikke vil være definitiv; de må ikke give op, men tålmodigt vente på Guds dag. – Evangeliernes tilblivelsestid var tung af apokalyptiske forudsigelser og en nærforventning til Kristi genkomst, som vi i nutiden ikke uden videre kan dele. Men tilbage står, at vi ikke må synke ned i håbløshed, teflonbelagt ligegyldighed og ansvarsfraskrivelse, men holde fast i det Kristusvendte håb. – I dag italesætter vi somme tider håbet som et næsten (indholdstomt?) løsen, men det Kristusvendte håb er ikke håb om hvad som helst. At håbe fx på rigdom for rigdommens egen skyld, magt for magtens egen skyld, hævn for hævnens skyld, er stadige menneskelige fristelser, men fremmede for evangeliets håb. Til dårlige undskyldninger og kærlighedstomme ego-håb siger Jesus. ”Jeg kender jer ikke”; de er dødvægt i Guds rige. Det evangeliske håb handler derimod om næstekærlighedens sejr. Dette gode håb næres af tillid til Kristus som den, der kommer, som vores yderste lysklare og nyskabende fremtid. Et sådant håb til fremtiden vil være virksomt og sprede lys allerede i dag. “Lampeolien” er vores forventning til, at han, Kærligheden, vil komme os i møde: i gudstjenesten, i hjertets bøn, i medmennesket som rækker ud efter os, i lyset bag døden: altid er hans sande ansigt foran os. –

Uden ”brudgom” er der intet bryllup; vi kan forberede os med flid og de bedste håndbøger, men ikke selv fuldbyrde festen uden. Tilsvarende ser jeg julen: Her i december træner vi forventningsmusklen og glæder os, mens vi ser hen til Gudsbarnets komme som pant på Guds investering i vores forkomne verden. Der er livsalig gang i adventskrans og lyskæder, gavekøb, opmuntringer til de kære – og til lidt flere end dem, masser af indsamlinger. Godt det samme, men stadig er det Guds komme, hvorom alting er. Hverken stegen eller juletræet er julefestens hovedperson.  

Denne gang viser jeg øverst et udsnit af et værk, som er malet af den stærkt dualistiske kirkekunstner Frans Schwartz (1850-1917), der ikke veg tilbage for en dramatisk fortolkning af genkomsten og lysets metafysiske indbrud med frelse og dom til følge. Udsnittet anskueliggør de kloge brudejomfruers reaktion, da de brat bliver kaldt op af en engel. Frans Schwartz arbejdede med motivet i 1894, bl.a. til den Sodenfeldske Stiftelse på Østerbro. Herværende foto er taget af Claus Jensen i forbindelse med en Bruun Rasmussen-auktion. Længere nede i opslaget på min hjemmeside viser jeg hele maleriets lys/mørke drama. 

Allan Skuldbøl er den nyligt afdøde kunstner, der gjorde netop dagens lignelse til et hovedmotiv i moderne kirkekunst. Han lagde vægt på, at det ikke skal være så ligetil at se, hvem de frelste er, heldigvis. I et tidligere opslag til 2. søndag i advent har jeg vist et af hans malerier, her viser jeg på hjemmesiden yderligere en version med en fornem rytme og skønne farver, der gløder som troen, foran de rammesættende tegn for treenigheden eller for tro, håb og kærlighed? Pigerne går over en bue, måske en bro, som er prydet af ansigter med bægre, som Allan Skuldbøl kaldte “tilgivelsens bægre”.

Kirsten Dissing Overgaard er pastor emeritus og billedkunstner, herunder kirkekunstner med et poetisk symbolsprog, som vi kan glæde os over i bl.a. Fruering og Tåning Kirker. – Her viser jeg kunstnerens eventyrligt stemningsfulde julebillede fra 2017 med titlen “Det var ikke en nat som de andre”, malet til Tåning Kirke. Over det lokale natlige landskab (med Ejer Bavnehøj) tegner julens gave sig som et fuldbårent barn på stjernehimlen, hvilende i supermånen, der er cirkelrund og glødende som en byzantinsk glorie: en sprække til det gådefulde bag vores velkendte verden.

Her ved kirkeårets begyndelse kommer vi sammen igen for at finde håb og glæde. Den bekymrende verden til trods søger vi i kirken noget, som ikke er gået i stykker. Fællesskabet varmer, traditionerne giver ro, salmer og læsninger har genkendelighedens autoritet, og det poetiske sprog giver hjertet vinger. Teksten fra Luk. 4 bringer os en mosaik af opmuntrende citater fra Esajas 61 og 58. Her hører vi Messiasforventningens lyse løfter, som udmaler, hvad mennesker længes efter, har brug for og må kæmpe for, uanset tid, etnicitet og religion:  …”godt budskab for fattige, frigivelse af fanger, syn for blinde, frihed for undertrykte, nåde”… Ligesom det gælder os i dag, kom jøder i sin tid på sabbatten sammen i deres gudshuse for at finde håb i en ufredstid. Jesus var netop på besøg i synagogen i sin hjemby Nazaret og fik overladt skriftrullen og ordet. For ørerne af forventningsfulde tilhørere gav han teksten en ny aktualitet: ”I dag er det skriftord gået i opfyldelse!” Det lød jo herligt, – men brat forsvandt fortryllelsen, da talerens pointe gik op for forsamlingen: At han selv var opfyldelsen, han, naboens søn, fra en lidet prestigefyldt familie i en lidet prestigefyldt provinsby. Kunne HAN gøre den myndighed gældende, som både tilsiger og afkræver tilhørerne at leve i lyset af Guds nåde? Han lignede ikke skabelonen for Messias som den, der kom sejrende ind og fiksede problemerne. Frustrationens vrede slog sammen om ham og tvang ham væk. – Her skifter Jesus så at sige rolle til den Guds tjener, der beskrives i en anden Esajastekst: Es. Kap. 53: ”Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand”…

Jesu tilhørere dengang så ikke nogen glorie.

– Kun få er de kunstværker, der har Jesu tale i Nazarets synagoge som motiv. I nutidens Israel findes en græsk ortodoks kirke for synagogen i Nazaret, hvor der hænger et – ikke særlig gammelt – alterbillede med motivet ’Jesus prædiker i Nazarets synagoge’, hvor Jesus skiller sig ud fra mængden ved farvestrålende dragt og gylden glorie. (Se nederst på opslaget på hjemmesiden https://Kirkekunst.net/Kunst) På samme måde lod Joakim Skovgaards alterbillede i Herning Kirke Jesus stråle i forsamlingen med glorie og luerød kjortel. Troens kunst må skildre ham med guddommelige attributter. Men den udfordrende nutidskunstner Carsten Frank (f. 1954) har vovet at male et Jesusbillede uden konventionelle attributter, langt fra vores Messias-skabelon i form af den mellemblonde renæssance-Jesus, som vi så betryggende har vænnet os til. Med Franks billede er vi måske i samme situation som jøder i oldtidens Nazaret, at vi oplever en kollision med vores medbragte forventninger? Carsten Frank maler abstrakte landskaber, eksistentielle menneskeskildringer og altså også bibelsk relaterede motiver. Her han han så malet sin Jesus som en sorthåret og -skægget, ganske mellemøstligt udseende mand uden glorie, men med et blik så brændende, at det er både dragende og foruroligende. Men uanset fremtoning må vores åndelige Kristusbillede leve af hans virkningshistorie: fortællingerne om, hvordan han med sit ord og sine kærlighedshandlinger i Guds navn genrejste og genrejser mennesker undervejs gennem liv og død. – Og her 1. søndag i advent 2025 kender vi stadig ikke bedre fortællinger, og vi har stadig intet bedre sted at gå hen for at finde den nåde, der skal bære os gennem det nye år.    

Kirkeåret slutter i den helt store skala med billedet af verdensdommen, hentet i Matt. 25. Talt ind i en kontekst af krise, angst og rådvildhed vil teksten først og fremmest høres som et glædeligt løfte: Den er et løfte om, at Menneskesønnen VIL komme, og han vil komme med en guddommelig ret, der ikke lader alverdens onde magter få det sidste ord. Det er et løfte om en sandhedens time, hvor alting gennemlyses af Guds lys. I tekstens grande finale lignes Menneskesønnen dels ved en hyrde, der skiller fårene fra bukkene, dels ved folkeslagenes konge, der troner med retfærdige på den ene side og uretfærdige på den anden. Matthæusteksten foreholder os de retfærdiges velsignelse og (typisk Matthæus) ikke mindst de uretfærdiges forbandelse, så at domsbilledet gennem årtusinder til overflod har appelleret til kirkekunstneres forestillingskraft – med umiskendeligt hævngerrige toner, uha, uha! Kan vi da ikke uden at frygte for vores eget skind forstå, at det er alvorligt ment, at vi som mennesker har ansvar for hinanden? Kirkens trosbekendelse nævner stadig troen på Kristi dom, og selv om vi for en stor del er blevet fremmede for de bibelske apokalypsers kollektive dommedagsbilleder, giver det stadig for alvor mening at tale om dom. Dommen møder vi jo allerede som individuel erfaring i livet, når vi i tilbageblikkets smerteligste refleksion glimtvis formår at sætte os i den andens sted.

Tekstens uforglemmelige evangelium er, at Jesus selv altid sætter sig i den andens sted, idet han identificerer sig med svage og nødlidende. Han kalder dem “mine”. Findes der noget skønnere, kærligere, mere solidarisk gudsbillede end det, der lyser bag hans ord: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (og omvendt). Julens fryd over inkarnationen, at Gud blev menneske, kommer hermed til at handle om etik i vores indbyrdes medmenneskelige forhold. Jesus nævner anskueligt de sociale handlinger, som kan kaldes gode gerninger. Ikke mange værker i dansk kirkekunst viser specielt de gode gerninger, slet ikke nyere værker. Hvad der afholder os, er vel dels den lutherske modstand mod gerningsretfærdighed, dels vores egen bevidsthed om, at vi typisk har en eller anden grad af grumsede motiver, også når vi gør “gode gerninger”.

Jeg har alligevel til dagen valgt et kunstværk fra 1928 med titlen ”Gode gerninger”, malet af en dansker, der tilbragte det meste af sit liv på Sicilien. Den progressive kunstnerinde Elisa Maria Boglino (1905-2002) studerede på Det danske Kunstakademi under Sigurd Wandel 1923-26) og er repræsenteret på SMK, men har opnået større berømmelse i Italien, hvor fx hendes Emmausbillede pryder Maria-basilikaen i den syditalienske by Leuca. Når jeg her kun kan vise denne avantgardekunstners fresko “Gode gerninger” som s/h foto, skyldes det, at den under 2. verdenskrig desværre blev ødelagt under et bombardement af Palermo. – Siden bosatte malerinden sig med sin sicilianske familie ved Cefalu. – Der er igen grund til at tro, at den fysiske og psykiske elendighed, som billedet skildrer, ikke også udtrykker kunstnerens egne konkrete krigserfaringer. Fra billedet udgår en sådan direkte appel, at billedet lyser – også uden farver: Der er lys i ansigterne: lys af omsorg for børn og voksne, faldne, sørgende, døde…; ja billedet lyser af kærlighed til ”disse mine mindste brødre og søstre”.