Kategori: Uncategorized

Det er svært at tale om Guds nærvær, mens forældre hulker over deres dræbte børn, – svært at tale om Guds kærlighed i larm fra massakrer og modmassakrer. Men det er det, vi skal! Vi skal fortsat tale om, at Gud ikke sættes ud af spillet af alverdens aggressorer. Vi skal hviske, råbe, synge om, at fredsriget ikke bygges på magtbegær, hævntørst og voldsspiraler, men på gudgiven godhed, omsorg og nåde. Hinsides galskaben overlever det sagtmodige evangelium om tro, håb og kærlighed, som vi igen og igen må genfinde. Med en metafor fra sangen ’Kringsatt av fiender’: ”Vi vil ta’ vare på skønheden, varmen/som om vi bar et barn varsomt på armen” må vi hente håb hos ’barnet på armen’, som dagens tekst fra Matt. 2 handler om. Situationen med Kong Herodes’ barnemord er alt for hjerteskærende aktuel, ligesom fortællingen om forfulgte familier, som trods hjemlængsel må tage flugten over alle grænser, hvis der da findes åbne grænser. Men hjertet i legenden om Flugten til Egypten: det overlevende hellige barn er mere end tidens historieskrivning, det er en evig forkyndelse af Kristusevangeliets uudryddelighed. Kristusevangeliet bliver stående i vores magtgale verden som den uopgivelige modfortælling om Guds tilstedeværelse netop i skrøbeligheden. Som barn Jesus blev transporteret på æselryg, sad den modne Jesus ved sit indtog i Jerusalem ydmyg på et lånt æsel. Jesus vendte aldrig tilbage til magtens højborg, men hengav sig med Guds kærligheds kraft til de afmægtige, udstødte og sørgende, ja også til de skrigende mødre med deres døde børn. Livet rejser sig fra den uanselige begyndelse i et spædbarn midt i katastrofen, i et frø der spirer fra stenet grund, i en famlende genoptagelse af en fredsbevægelse imod alle odds…   

Dansk kirkekunst byder på en del, især middelalderlige, værker med ’Barnemordet i Betlehem’ som det grumme motiv og mange flere smukke billeder af ’Flugten til Egypten’, hvor en gående Josef trækker æslet med Maria og det lille barn. Dertil har maleren Lise Malinovsky (f. 1957) i 2018 føjet sit store maleri ’Flugten til Egypten’ i Hammel Kirke, Favrskov, – i anledning af en ombygning, hvor en skillevæg bag alteret blev ombygget til en fløjdør med mulighed for at forlænge kirkeskibet. Malinovsky kan siges at ramme Matthæus’ teologiske intention rent ved at forbinde Moses- og Jesushistorier. Set fra kirkens skib viser maleriet på den åbne fløjdør en scene fra hebræernes udvandring fra Egypten, nemlig Moses’ deling af Det røde Hav. På den lukkede dør ser vi billedet af Flugten til Egypten. Det er en kongstanke i Matthæusevangeliet, at Kristusevangeliet svarer på Israels forhåbninger og profetier, hvorfor han lader Jesushistorien gennemspille temaer fra Moseshistorien: Som Mosesbarnet var efterstræbt af den onde Farao, var Jesus truet af kong Herodes, og som Moses med hebræerne i sit følge kaldtes ud af Egypten, kaldtes Jesus efter udlændigheden i Egypten tilbage til Israel. Begge motiver har dertil en egen aktualitet ved at skildre mennesker på flugt. Lise Malinovsky er uddannet på Kunstakademiet og har vakt opsigt som en af Danmarks stærkeste kolorister med ekspressivitet og sensualitet i sine værker. Hendes værker har ofte en merbetydning i form af et tankevækkende eksistentielt indhold. Foruden Hammel Kirke har Malinovsky udsmykket Tyrsted Kirke ved Horsens (2016 og senere) med meget seværdige, symbolrige malerier. Foto: Claus Jensen.

På en motorvejsbro kan man stå og undres over den ustandselige trafikstrøm: Alle mennesker synes at skulle være et andet sted, at være undervejs til uopsættelige gøremål. Der er sat turbo på samfundets stofskifte i december. Hele måneden har man halset efter huskelistens punkter: Ubs, juleposten skulle indleveres senest 15. dec., ugens discounttilbud hamstres i tide, juletræet vælges, mens der er noget at vælge mellem… I bymidten slås man nu om parkeringspladser; jagten går på de sidste gaver, drikkevarer, lækkerier, røde juletulipaner, mandelgave. Vi har travlt… MEN SÅ SKER MIRAKLET: Stilheden sænker sig! Pludselig er shoppingcentrene forladt og kasserne gjort op, parkeringspladserne tomme, lastbilerne forsvundet, ja trafikken stilnet af. En engel går gennem landet, en fredens engel fortryller vinternatten, så motorlarm viger for julesang, først klingende fra de oplyste kirker og siden fra de mange private stuer, fra plejehjem og hospitaler. Om vi så alle sammen ’nåede det hele’ eller ej, sker der uvægerligt det, at julen kommer, julen kommer til os, som den kom til Maria og Josef. Med folketællingen havde det umage par egentlig så rejsetravlt, at de end ikke nåede at forberede et egnet fødested, og dog kom julen netop dér med den utidige fødsel. Gud selv gav tiden fylde med sit nærvær, med barnet i krybben som sit tegn. Vi erfarer julenat, at tiden har evighedens dybde.

Der er i kirkekunsten fra oldtid til nutid en overdådighed af prægtige, yndefulde, fortællende og måske debatskabende julebilleder i kirkekunsten fra oldtid til nutid, nok til mange timers foredrag om julens varierede billedsprog. Til denne juleaften vælger jeg et maleri, som har en tidløs kvalitet og lyser af andagt omkring Gudsbarnet på Marias skød. Maria selv er kontemplativ og undrende. Hyrder er af fredsenglen afbrudt i deres gøremål og kaldt ind. Andægtigt kommer de listende gennem døren, ikke at skelne fra samtidens almue, – og samtidig er de identifikationsfigurer for os i julen 2023. Vi standser op foran den nyfødte, sænker skuldrene og lader tiden stå stille. Måske istemmer vi den næsten sakrale julesalme ‘Det kimer nu’ og synger: “Kom lad os gå med stille sind / som hyrderne til barnet ind”.  

Bertha Dorphs maleri ”Hyrdernes tilbedelse” fra 1923 pryder altertavlen i Ollerup Kirke, omkranset af Ingeborg Clausens smukke, gyldne engleramme: ”Den himmelske lovsang”. Det er malet af symbolisten Bertha Dorph (1875-1960). Bortset fra udkast til et alterbillede til Vejgaard Kirke er dette Bertha Dorphs eneste kirkelige bidrag til dansk kirkekunst, men flere af hendes malerier har en tone af mystik. Hun blev uddannet hos bl.a. symbolisten Harald Slott-Møller og forsvarede symbolismen i tidens kunstdebat. Bertha Dorph lykkedes som kun få af periodens kvindelige kunstnere med at realisere både karriere og familieliv. Hun var gift med maler Niels Vinding Dorph, med hvem hun ledede Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Foto: Claus Jensen.

Fokus på Johannes Døberen er ikke nogen vindersag i folkelig dansk decemberhygge, så hellere Santa Lucia 😊, selvom vi som protestanter jo ikke tror på helgener. Men evangelieteksterne insisterer altså på at lade Johannes bringe en løfterig optakt til julen, som hans senere absurde halshugning i Herodes’ fangekælder ikke skal kunne sætte i skyggen. Som frygtløst vidne var og er Johannes et fyrtårn, der ikke mørklægges af hans henrettelse. Dagens tekster er uhyre realistiske om det mørke, der er julens bagtæppe, en ‘never ending story’ om vold og trodsigt mod. –  Indbegrebet af opposition mod Putins styre, Alexej Navalnyj, er sat i russisk fængsel med en dom på foreløbig 9 år. En idealistisk fredsaktivist i en kibbutz blev massakreret i Hamas’ terror. En ung frivillig dansk ambulancefører blev dræbt af et russisk raketangreb… Forbilledlige ildsjæle oplever måske sjældent at lykkes endsige blive lykkelige, og de fleste jordiske profeter og engle forbliver anonyme. Men vi tør tro, at ”hvad I har sagt i mørket, skal blive hørt i lyset” (Luk. 12). Med deres individuelle liv og lidelser bærer frontløbere og engle med på en stor fortælling om frihed og mod, menneskeværd, troskab og Ånd – og er derfor gode historier på trods. – Johannes Døberen fik måske ikke et godt liv, men han var et godt liv. – På de to sidste adventssøndage spiller Johannes Døberen en stor rolle, om ikke hovedrollen: 3. adventssøndag hører vi om Johannes’ fødsel, der iflg. Luk. 1 er et mirakel, som får hans ældgamle far Zakarias til at bryde ud i en jublende, poetisk arie i gammeltestamentlig sprogdragt, om at ”solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sider i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” – 4. adventssøndag møder vi den voksne Johannes, der uforbeholdent vidner om, at Jesus, Guds lam, er Guds Søn. Johannes var asketen, der prædikede omvendelse før dommens dag, Jesus kom med glæden i sit følge og åbnede Guds rige ved at prædike syndernes forladelse. Johannes’ og Jesu discipelkredse var måske rivaliserende, men Johannes-Døber-evangeliets pointe er, at Johannes glæder sig over at give Jesus det sidste ord, for ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”. Johannes’ historie flettes sammen med evangeliet, og som den der bærer med på og favnes af Guds gode historie, er hans ulykkelige (?) liv vellykket. – Og nu til os: Julen giver anledning til megen glad aktivitet og også nogen eftertanke, ja måske julesorg: Julen kan bringe os på en personlig tidsrejse mellem barndommens forventninger, ungdommens håb og alderdommens taknemmelighed iblandet bearbejdninger af nederlag og skuffelser. Vi forstår med Paulus’ ord til dagen, at ”vi har vores skat i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.” Vi blev næppe de fyrtårne, vi drømte om at blive, men på spørgsmålet, om livet alligevel lykkes eller lykkedes, er svaret for os som for Johannes Døberen, at vores små historier nådigt flettes sammen med Guds store. Julen kan hjælpe os med at bære med på og favnes af denne store, gode fortælling. Som gamle Zakarias sang: ”Gud har besøgt og forløst sit folk”.   

I tidligere opslag har jeg vist enkelte af de sjældne billeder fra dansk kirkekunst med Johannes Døberens fødsel som motiv. Et mere almindeligt motiv har været Johannes som lille barn sammen med den lidt yngre Jesus og andre slægtninge. I middelalderen havde man rede på legenderne om Marias store familie. At Johannesbarnet tilbeder barn Jesus, kan ses i forlængelse af Lukas’ beretning om Besøgelsen, hvor Johannes allerede i sin mors liv hilser den Herre, som nygravide Maria bærer på under besøget hos sin ældre slægtning Elisabeth. – Statens Museum for Kunst viser for tiden en seværdig udstilling om den danske kunstner Melchior Lorck og hans værker, for en stor del minutiøst tegnet arkitektur og dragter, men her kan også ses et enkelt maleri fra 1552: ’Jomfru Maria og barn, den lille Johannes og to engle’. I tema og stil viser billedet påvirkninger fra både Tyskland, Nederlandene og Italien. Lorck blev født i Flensborg og udstyret med rejselegat af reformationens kongen Chr. 3., der hermed håbede at få sig en protestantisk kunstner, som kunne sammenlignes med den samtidige tyske maler Cranach d. æ. Lorck begik da også såvel antipapistiske som antityrkiske tegninger, men i de årtier han til kongens fortrydelse blev ved at rejse rundt i Europa og Tyrkiet, påtog han sig også opgaver for såvel katolske som muslimske magthavere. Måske i forbindelse med et besøg i det katolske Wien malede han, som vi ser, en tronende Maria, der under kongeligt, rødt fløjlsdraperi kranses oppefra, mens englen th. synger Mariabønnen, unægtelig et katolsk koncept. Centralt i billedets forgrund rækker Jesusbarnet ud efter det hvide lam, som den lille Johannes med et inderligt hengivent udtryk fører frem. Johannesbarnet inkarnerer hermed kirkens tro på Jesus og hans sonoffer. I billedets arkitektonisk interessante panoramalandskab ses tv. et fromt ældre ægtepar, måske Elisabeth og Zakarias med Zakarias’ vision for sønnens liv, måske et mere generelt billede af troendes liv. De to gamle på livets vej henviser pegende til troens genstand – og omfattes af frelsens budskab. Foto: Claus Jensen.

Det første lys blev tændt i adventskransen. Mange har digitalt delt billeder af deres smukke lyskranse, fordi de betyder noget. Det lille ritual er ikke bare noget, vi lige skal have ordnet; det er omgærdet af – ja – højtid, af stille taknemmelighed over den forestående fest, af bevidsthed om at ventetid kræver tålmodighed, ja åndelig disciplin. Den kommende fælles fest kan vi ikke bare fremskynde og fikse, den er et Guds mysterium, som må komme til os, som det nyfødte barn, der giver os nye øjne at se på livet med, som stjernelys og fællessang, som kærlige hilsener og varme hænder. Vi kan åbne os for mysteriet og erfare, hvordan forventningens glæde allerede melder sig med kraft: at glæden forlods lister sig ind i hjertet og åbner det for den tro, det håb og den kærlighed, som vi kalder Kristus. Glæden tilskynder os til at pynte op og nynne, til at udvise lidt mere empati og betænksomhed i nære og fjerne relationer, ja tilmed give afkald på noget af vores overforbrug for at dele med flere. – På flere niveauer har vi en flamme at værne. På det dybere niveau er udfordringen at bevare flammen, også når stemningen er væk på mørke januardage, når koldere vinde blæser med underskud, pessimistiske opgørelser og triste statistikker. Da må vi gøre os umage for at bære med på glæden og ikke unødigt dræne andre mennesker for deres. Kan vi i mørkere timer bevare det kompas i livet, at Kristus til evig tid vil lyse foran os, og at han har tro, håb og kærlighed – ja glæde – nok til alle? Der må være en dobbelthed i vores forventning: der er forventning, som indfries her i tiden med dens kirke- og kalenderår, og der er den transcendente forventning til den uudgrundelige fuldbyrdelse, hvor Gud skal blive alt i alle. Og forbundne er de, når Himlen glimtvis rører jorden. Vi må være opmærksomme på glædens kilder og sammen forsøge at sætte ord og billeder på: på glæden som vi allerede har modtager, og glæden som vi i sjælens dyb bliver ved at håbe på. Dagens eskatologiske lignelse fra Matt. 25 giver os det billede på den yderste glæde, at den er en festsal, hvor der skal fejres bryllup; den kristne tradition sammenligner netop sjælens forening med Kristus med et bryllup. – På en måde er vi stillet som lignelsens brudepiger, der er indbudt til bryllup og tålmodigt må vente med deres tændte blus uden at kunne fremskynde brudgommens komme. Vi er nok alle som både de kloge og de dumme brudepiger i lignelsen. Lampeolien og flammen er billede på troens forventning og glæde, som iflg. Matthæus åbenbart hurtigt kan slippe op og gøre det fristende også at dræne andre for deres glæde. Når vi går gennem porten til festsalen, må vi bære glæden med os, men hvordan skulle vi kunne det, hvis andre bliver efterladt på perronen? Det er svært at lade sig opbygge af de for Matthæus så typiske straffeord, men tilbage står evangeliet om, at vi er budt til fest, fordi Kristus er på vej, og heldigvis kender vi hans barmhjertighed.

Billedkunsten har vidt forskellige tolkninger af lignelsen om kloge og ukloge brudepiger. Nogle tager hele krisefortællingen med, som tidligere vist på denne hjemmeside. Her viser jeg et følsomt maleri, hvor motivet samler sig om en enkelt pige, så det er blevet til et inderligt andagtsbillede med appel til den enkelte om at værne troens flamme. Billedet er den tidligere altertavle i Vrå Kirke, Vendsyssel, som portrætmaleren Agnes Schmidt (1874-1952) malede i 1918. Gennem et ophold på Askov Højskole besluttede Agnes Schmidt sig for at blive rigtig kunstner. (Grundtvigske højskoler har givet mod til ikke så få af malerkunstens kvindelige pionerer.) Agnes Schmidt var en filantropisk forkæmper for dansk kultur syd for grænsen og oprettede selv en højskole for arbejdsløse. Som mange kvindelige kunstnere forblev hun ugift, men under 1. verdenskrig adopterede hun 6 forældreløse piger, som hun gav en god opvækst. Dette er kunstnerens eneste kirkeudsmykning. Foto: Claus Jensen.

Døren åbnes for et nyt kirkeår. Døren åbnes for håb. Vi går ind gennem kirkeporten for på ny at lade håbet vinde. Her vil vi overvinde vores smerte, angst og meningsløshed ved sammen at høre, læse, bede og synge om håb og om opfyldelse. Måske synger vi med usikre stemmer, fordi håbet synes at stride mod verdens hidtidige historie og mod alt det mørke, vi ser omkring os. Men håbet er i sig selv et Gudstegn! –  På søndag øser vi først af Esajasbogens yngste tekster, som formentlig blev skrevet i en særligt håbløs situation blandt jøder i babylonisk eksil. Imod mange odds fostrede profeten netop dér de dyrebare tekster om håb, som vi har arvet: Det er tillidsfulde ord om, at en Guds tjener skal komme og føre retten igennem på jorden. Guds tjener skal forene retfærdighed med tålmod og nænsomhed: ”den osende væge slukker han ikke”. Så fint et billede! Mon mit sind kan være den osende væge, som ikke skal slukkes, men ulme, gløde og måske bære en lille flamme i dag?  – Mange århundreder senere indleder Jesus iflg. Luk. 4 sin offentlige fremtræden efter dåben ved i hjembyens synagoge at læse håbefulde Esajascitater. Jesus gør håbs-ordene til sine for at fuldbyrde dem ved sit eget generøse liv i tid og evighed. Han står der som håbets lysende skikkelse. Han tilsiger frihed fra nød, undertrykkelse og formørkelse: ”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse af fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.” – Men med hvilken troværdighed kan den unge kending fra Nazareth således hævde håbets gyldighed? Styrken ligger i, at håbet er og bliver Guds. Håbet, som Jesus gør sig til ét med, er en kærlig Guds eget stadige håb for sin lidende verden. I håbet erfarer vi Guds længsel efter sit aftryk, ja efter skabningens fuldbyrdelse, og horisonten er uendelig.

Mit valgte billede viser den nye kirkedør i den meget ombyggede middelalderkirke i Hørve, Odsherred. Døren blev snedkereret af egetræ i 2019 og prydet med Hein Heinsens bronzerelief, som oprindelig blev skabt til reformationsjubilæet 2016. Relieffet forkynder os et nådeår ved at fremhæve Luthers TESE 62: ”Kirkens sande skat er det hellige evangelium om Guds nåde”, skrevet på dansk og latin. Guds nåde når os her gennem ”Ordet”, som i relieffet er repræsenteret på hele 21 sprog. Men Gud er også til stede i det dunkle, i alt det uudsigelige, som Heinsen lader repræsentere ved skulpturens ustyrlige, abstrakte dele. De abstrakte former opstod som fraklip ved skulpturens tilblivelse og minder os om det gådefulde i vores virkelighed. Foto. Claus Jensen. Et værk, der direkte fortolker teksten om Jesus i Nazareths synagoge, er Joakim Skovgaards maleri fra 1914 i Herning Kirkes altertavle. Det er omtalt i forudgående års opslag til denne søndag.