birgittebech

Kunst til kirkeåret, 22. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Tilgivelse som mellemværende.

”De voksede op med tæsk og gemte sig i kloakrør” er overskriften på en hjerteskærende artikel fra Zambia, skrevet til søndags-Politiken af Laura Malone fra Lusaka. Artiklen viser sig at være en HÅBEFULD reportage om en gadeplansarbejder, der som en faderfigur har skabt et hjem for en gruppe svært traumatiserede drenge. Her findes foruden tryghed, skolegang og misbrugsafvænning også en have med et lyseblåt hus, ’House of Love’ som en interimistisk kirkesal. Drengenes gode voksne fortæller dem, at ”de skal bede for deres familier, også dem, de er blevet svigtet af, og vigtigst af alt tilgive”. En af drengene står bagerst og græder, mens han hvisker sin bøn. Det er ikke småting, drengen har at tilgive: Seks år gammel blev han langvarigt hængt op i et træ med hovedet nedad, mens hans stedfar piskede ham. – Her forstår man, at tilgivelsens evangelium er eneste alternativ til misbrug, apati eller hævn. Den største forskel, kristendommen har gjort og gør i verden, er måske netop at insistere på sit modbillede til hævnspiralen. Ikke at mennesker ikke mere søger hævn, desværre, men hævnen er ikke mere en ærefuld norm, som den kunne være i førkristne kulturer.

Evangelieteksten fra Matt.18 forankrer tilgivelsen hos Gud. Jesu ord til Peter om at blive ved med at tilgive sin bror forbindes med lignelsen om kongen, der eftergiver sin tjener en fantasillionstor gæld – med den forventning, at tjeneren så også vil vise sin medtjener barmhjertighed. Gør han ikke det, falder straffen (Matthæus er den evangelist, der somme tider næsten taber ’det gode budskab’ på gulvet ved afslutningsvis at udmale straf), og ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”. – Mange må opleve det som en livslang kamp AF HJERTET at tilgive et medmenneske. – Andre oplever det som en livslang smerte, at de ikke kan erfare tilgivelse over deres egen skyldbetyngede historie. Vores store ’regnskab’ med Gud skjuler sig bag vores mellemværende med mennesker i vores liv. Den skyld, vi ser har negative følger i andres tilværelse, kan og skal vi vel ikke uden videre ryste af os; det er ansvar, vi må erkende og bære, – måske tilmed uden at føje sten til de andres byrde ved at bede dem om at tilgive og aflaste os? Men samtidig får vi lov til livet igennem at søge lyset og gå videre i tillid til Guds hjælp til at bære skylden. Og altid må vi bede for, at livet heles og mildnes for dem, vi gjorde fortræd eller ’efterlod på perronen’. Gud kan vende ondt til godt, som pointen er i søndagens gammeltestamentlige læsning fra Josef-novellens slutning i 1. Mos. 50. Livet kan overraske med godhed!

Det valgte kunstværk er en litografi fra 1948 af Elof Risebye med titlen “Forlad os vor skyld”. Risebye har skabt en serie billedtolkninger af Fadervor og har tilmed udsmykket Vejlby Kirke ved Allingåbro med kalkmalerier, der illustrerer Fadervors bønner – med englehjælp. Litografien viser tilgivelsen som et mellemværende: Kristus – med glorie – hjælper personen i midten til at lade et angrende menneske erfare tilgivelsen. Elof Risebye (1892-1961) var professor i freskoteknik og assisterede i en periode Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke. Han har selvstændigt bl.a. udsmykket Gedser Kirke og Sindal Bykirke i en arkaiserende stil. Men sideløbende har den indadvendte kunstner skabt en lang række symbolistisk-ekspressive malerier, der fortolker hans personlige sorg, tro og håb med en usædvanlig personlig inderlighed.

Kunst til kirkeåret, 21. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Tro og troværdighed

Evangeliet fra Joh. 4 fortæller en helbredelseshistorie som et tegn: En kongelig embedsmands søn ligger dødeligt syg i hjemmet, hvorfor faderen drager til landsbyen Kana for at hente hjælp hos den berømte Jesus. Jesus beklager omgivelsernes stadige krav om bevis: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, – men samtidig hører vi, at faderen umiddelbart troede, hvad han håbede, og ikke forlangte bevis, da Jesus sagde de forløsende ord til ham: ”Gå hjem, din søn lever”. ”Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live”. Jesus velsignede hans tillid.

Johannesevangeliets mange fortællinger om, at mennesker møder Jesus, har en pointe i disse menneskers forskellige livssituationer. Hvis det har betydning, at den syge drengs far er kongelig embedsmand, er der måske en pointe i, at forskellige slags magt og myndighed dermed står over for hinanden. Underforstået er spørgsmålet om, hvem der har den autoritet og det ord, som ultimativt står til troende. – Teksten kan være en anledning til at tale bredt om tro og tillid og i samme åndedræt om troværdighed: Vores aktuelle nærdemokrati demonstrerer med sine plakater en kamp om opmærksomhed og magt, som er uadskillelig fra kampen om troværdighed. Vi glæder os stadig i store træk over at leve i et tillidssamfund, hvor vi i vidt omfang forudsætter, at mennesker taler sandt og ønsker at holder ord, så at vi tør interagere også med fremmede. Men samtidig må vi modstræbende advare vores børn, unge og ældste mod af være FOR tillidsfulde. – Og til skræk og advarsel demonstrerer nyhedsstrømme for os, hvordan verdener af opblæste løgne og hæmningsløs propaganda kan tage sig ud. – Trods rigeligt med anslag mod den gode stemning er tillid vores guldgrube, og intet kan erstatte vores samfunds troværdige interaktion mennesker imellem og i samfundets instanser, embedsværk, presse m.v., hvor alle er forpligtede på en ordentlighed, som vi hver især SKAL kæmpe for! – – Men vi er kun mennesker: Politikere forråder alliancer og skifter parti for at komme magten nærmere. Embedsmænd og fagfolk, som helst samvittighedsfuldt ville løse deres opgaver, forsvarer i sidste instans deres egen ansættelsessikkerhed. Selv i vores mest kærlighedsfyldte relationer kan troværdigheden forlise, hvad vores skilsmisser og skuffede børn kan vidne om. Ser jeg overhovedet selv et troværdigt ansigt, hvis jeg ser mig i spejlet? Nej, i allerdybeste forstand kan min tro kun række ud efter det sande menneske, det ubetinget kærlige menneske, der aldrig søgte sit eget og derfor fornyede og fornyer andres liv.

Vores uvurderlige stenhugger Laila Westergaard har i 2009 på Hjørring Sognegårds ydermur hugget et af de efter min opfattelse væsentligste værker i nutidens kirkekunst. Vi ser flere rækker af ansigter, der vendt ud mod den befærdede plads midt i Hjørring spejler en nutidig hverdags mennesker i deres respektive aldre, køn, civile eller uniformerede stand. Alle fremtræder genkendelige og troværdige, her er vist ikke nogen spindoktor eller brugtvognsforhandler til stede. Vi ser bl.a. samfundets bærende institutioner repræsenteret af en præst og en politibetjent, formentlig ordentlige mennesker, men altså kun mennesker. MEN et sted på muren, som en mønsterbryder i et mellemrum, finder vi så også Jesus portrætteret med langt hår og kort skæg om et smalt, alvorligt ansigt med lukkede øjne. Det er et billede af en troværdighed af en anden verden. ”Jesus i Hjørring” , som Laila Westergaard kalder sin hyldest til inkarnationen, udviser en indre koncentration om den dybeste erfaring, der findes: erfaringen af død og opstandelse. Muren kan således både være vores spejl i hverdagen og vores vindue til evigheden, og mere kan man næppe forlange af kirkekunst. Nærbillede af Kristusansigtet ses nederst på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst . Fotos: Claus Jensen

Kunst til kirkeåret, Alle helgens dag

Byen er befolket af halloween-rædsler, og vi overgiver os måske til løjerne og forbereder skåle med slik (også vegansk). Et tidligere år beroligede et uimodståeligt 4-årigt spøgelse mig med ordene: ”der er ikke noget at være bange for, for vi er bare klædt ud” 😊. – Men med eller uden gøgl har vi i kirken samtidig en opgave i at vise kristne modbilleder som tegn på det opstandelsesliv, som vi må trøste hinanden med, så meget mere som dødens grumhed ER vores fælles, usminkede virkelig. Vi har brug for med dagens tekst fra Åb. 7 at åbne Himlen over alle sørgende med ordene om, at ”Gud vil tørre hver tåre af deres øjne” og lede dem “til livets kildevæld”. – Af gode grunde er forkyndere oftest tilbageholdende med meget konkrete billeder af efterlivet. Vi griber til rummelige metaforer om at være ”i Guds hånd”. Men søndagens læsning fra Åb.7 holder sig bestemt ikke tilbage: Her møder vi Himmelsyner med både Gudslam og trone, engle og palmeviftende hærskarer i hvide klæder. Vores hovedsalme til Alle helgens søndag er tilsvarende en ekstatisk besyngelse af ”den store hvide flok”, hvor Guds syngende kor til Nebelongs melodi kan skrue op for begejstringen, så man dårligt kan genkende sin egen stemme. – Åbenbaringsteksten er som bekendt blevet til under indtryk af kristenforfølgelser og identificerer helgenerne som ”dem som er kommet fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i lammets blod”. Martyrier forekommer desværre stadig i voldsomt omfang, men vores folkekirkemenighed udgøres næppe af martyrer. Når vi alligevel med Luther i ryggen håbefuldt tør kalde os selv for helgener, altså hellige, sker det alene i kraft af Guds generøsitet, tilsagt os ved ”livets kildevæld”, da vi fik plads i dåbsbørnenes store, hvide flok.

Der er danske kunstnere, som har ladet sig udfordre af opgaven med denne store, hvide flok, fx Heinrich Dohm (1875-1940), der også har malet en håndfuld andre alterbilleder. Jeg har haft det lidt ambivalent med dette malede opbud af mængde, – for vil jeg ’se’ mine kære eller mig selv som anonyme entiteter i en talløs masse? Hvad bliver der af din og min personlige identitet og genkendelighed med den egenart, som er kendt af Gud fra moderliv til dødsrige? Jeg må øve mig på at skelne mellem personens kerne og egoet. Der er visdom at hente i salmer som DDS 28 med Jens Rosendals ord: ”Så mød mig en skabelsens morgen / her midt i mit goldeste land, / og knus mig i selviskheds ørken, / skab du så, som skaberen kan”… eller i efterårssalmen DDS 731 med Lars Busk Sørensens ord: ”og bryd så sindets frøskal ned, / så alt i os er kærlighed / den nat, da kulden kommer”. Bort med egoet!

Tilbage til billeder af den store, hvide flok: Heinrich Dohms store, ‘buede’ maleri fra 1915-18 i Holmens Kirkes Kapel viser helgeners hvide mængde “som tusind bjerge fuld af sne”. (Se det nederst på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst til kirkeåret Alle helgen) Men ved nærmere eftersyn er det ikke et billede af menneskehavet som forskelsløs masse. Som det især fremgår af kunstnerens mindre maleri, forarbejdet fra 1898, er der i forgrunden omhyggeligt zoomet ind på den enkelte, der er set og portrætteret i sin egenart, oprejst, hinsides forkrænkelighed og sorg. Gud selv har kunstneren ikke anskueliggjort undtagen som en virkning, en spejling i den forventningsfulde højtid, der lyser i de bedende opstandnes opadvendte ansigter. Glædelig alle Helgen!

Kunst til kirkeåret, 19. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Helbredelse og tilgivelse

Mennesker med alvorlige og uudholdelige sygdomme kæmper for helbredelse, naturligvis! Har man mulighed for at tilkæmpe sig en fremrykket plads i behandlingskøen, gør man såmænd også det, i bedste fald med hjælp fra ressourcerige pårørende. Intet skal lades uforsøgt, prisen ufortalt: lægevidenskab i ind- eller udland, mulige eksperimentelle behandlinger, alternative metoder… Hvem vil ikke have forståelse for et smerteplaget eller lammet medmenneske, der søger hjælp, gør opmærksom på sit behov, råber op, forventer omgivelsernes solidaritet? – – Anderledes stille går vi typisk med vores eksistentielle kvaler: Hvis vi er martrede og psykisk lammede af skyldfølelse over forsømmeligheder og fejltrin, svigt i familie- og arbejdsliv, traumatiserende ugerninger i konfliktsituationer, alt det, vi ikke har lyst til at se i spejlet, er det oftest noget, vi nødigt deler. For vil omgivelserne kunne rumme dette grimme – eller blot føje yderligere fordømmelse til den dårlige samvittighed, som de alligevel ikke kan råde bod på? Den ubodelige skyld forbliver en sag mellem den enkelte og den højeste dommer. – I Mark. kap. 2 fortælles nu om, at Jesus besøgte et hus i Kapernaum, hvor der blev stor trængsel om denne berømte, store healer. En lam mand med fire solidariske hjælpere ville netop ikke lade noget uforsøgt og tiltvang sig gennem taget adgang til de forsamlede. Lige for øjnene af Jesus firede de båren med den lamme ned. Og hvad Jesus SÅ i denne sære, stædige gruppe, var menneskehjerter med tro og skyld. Hans reaktion er i detaljen enslydende noteret i de tre parallelle evangelier: ’Da Jesus så deres tror, siger han til den lamme: ”Søn, dine synder tilgives dig.”’ Jesus turde altså, hvad intet menneske tør gøre i egen ret: han tilgav alt! Rystende, livsomvæltende at han således turde åbne himlen! Omgivelsernes skepsis var forventelig, og den besvarede han ved yderligere at helbrede: ”Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden”- siger han til den lamme: Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!”, hvilket den lamme så gjorde, friere end nogensinde. Beretningen er med sin fremskudte plads i evangeliet en præsentation af Menneskesønnen som den, der med Guds kraft drager omsorg for både krop og ånd og – som ingen anden – aflaster skyldneren. Også det, vi helst vil holde skjult, kan han se, rumme og bære.

Mig bekendt er der i danske kirker kun en eneste altertavle, der som motiv har dagens tekst om Jesu helbredelse af den lamme i Kapernaum. Det er Troels Triers alterbillede fra 1930, som pryder Glamsbjerg Kirke på Vestfyn. I rammen er skrevet med guldbogstaver, at Jesus så deres tro, ord som menigheden gerne må tilegne sig.

Vi ser i maleriet Jesus klædt i glødende rødt med hånden løftet over den syge i en tilgivende, helbredende, velsignende gestus, mens den syge allerede fra båren løfter sine arme op mod Jesu hånd. Der er også talende hænder hos de engagerede hjælpere, herunder en kvinde (!), mens de skriftkloge, der ved besked om menneskers begrænsning, danner baggrund som skeptiske tilskuere. Maleren Troels Trier (1879-1962) var søn af Ernst Trier, den navnkundige opretter af den grundtvigske Vallekilde Højskole, hvor også Joakim Skovgaard havde sin gang. Troels Triers alterbilleder er anskuelige, bibelfortællende og livfulde, uden at være epokegørende. En lidt anden variant af dette sjældne motiv indgik i Joakim Skovgaards store ‘billedbibel’, som 1903 blev malet på Viborg Domkirkes vægge (Se nedenfor). Jeg siger mange tak til Glamsbjerg Kirkes præst Anja Damkjær True for at være behjælpelig med fotos.

Kunst til kirkeåret, 18. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Du skal elske

Det første og det største bud er, at ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. Det læser vi i Matt. 22, hvor Jesus citerer 5. Mos. 6,5. – Men hvordan elske Gud? De fleste af vores prædikener handler om Guds kærlighed til mennesker, sjældnere om menneskers kærlighed til Gud. Er kærlighed til Gud som planten elsker mulden og lyset? fisken det friske vand? fuglen luften? digteren sproget? musikeren klangen? Hvordan elsker vi Gud, som ”vi lever og ånder og er i”? – I vores menneskeliv forstår vi almindeligvis det at elske som noget relationelt, som et ’jeg-du-forhold’. Vi kender det fra den menneskekærlighed, som vi fik, og som vi gav, – og vel også fra den kærlighed, vi ikke fik, men længtes efter. – Jesus vender da også umiddelbart vores opmærksomhed mod netop de menneskelige relationer: I samme åndedræt som han læser buddet om at elske Gud, tilføjer han med citatet fra 3. Mos.19,18 det bud, som ”står lige med” det første: ”Du skal elske din næste som dig selv. – I vores ret sekulariserede verden, hvor gudsbilleder blafrer og forsvinder, forstår vi meningen med næstekærlighedsbuddet, selvom vi ikke lever op til det. Vi forstår, at Gud er den absolutte instans bag næstekærlighedsbuddet: at kun Gud har autoriteten til at sige: ”Du SKAL elske din næste som dig selv”. Gud har givet os livet med hinanden, fælles om den blå planet. Gud er således også det DU, vi møder i medmenneskelige forhold, hvor Gud er alle menneskers “far i himlen”. – Og Gud gjorde næstekærlighedsbuddet anskueligt igennem Jesus Kristus. Over for hans uselvisk levede menneskeliv må den selviske menneskeheds undskyldninger forstumme. Evangeliet er i sin kerne fortællingen om kærlighedens virkeliggørelse, vel at mærke kærlighed med et vingefang, der også udstrækkes til fjenderne. Herved sprængtes Israels vante messianske forestillinger. Messias havde været århundreders gammeltestamentlige drøm. Davidssalmer og profetiske visioner udtrykte håbet om messianske tider med eftertragtede sejre og undertvingelse af fjende. Det fremgår fx skarpt af den krigeriske PS 110, som dagens tekst citerer, ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder.” Men da Jesus nu indtager den messianske herres plads, får vi en Gudskærlighed at se, som også favner fjenderne. Evangeliets Messias inkarnerer den medlidende og selvhengivende kærlighed.

Den grundtvigsk sindede Stefan Viggo Pedersen (1891-1965) har i flere kirker skildret Kristus som opfyldelsen af Det gamle Testamentes sange og profetier. En smuk version fra 1939 finder vi i Femø Kirke, hvor apsismaleriet er bygget op om krucifikset, der er omgivet af en mandorla. På den ene side ser vi den legendariske, harpespillende kong David: Kristus er den overraskende opfyldelse af, ”hvad David dunkelt så og sang”, for at citere en julesalme af Grundtvig. På den anden side ser vi profeten Esajas. Hos Esajas finder vi håbefulde Messiasforventninger, men også hans dunkle ”sang om Herrens lidende tjener” i Es. 53. Centralt ser vi den korsfæstede i Guds lys. Femøs krucifiks er et særligt fint krucifiks fra 1300-tallet, hvor kongekrucifiks er veget for lidelseskrucifiks. Det smukke, moderne alter, som spejler korbuens runding og korset, er udført i 1991 efter tegning af Torben Engelbrecht-Vindblæs. Foto: Claus Jensen.